Kirsten steg ud af togvognens døre og kiggede sig omkring i den tågede station. Hendes mand, Mads, var ingen steder at se. Ingen ventede på hende
Måske har han haft for travlt, tænkte hun, kunne han også have kørt til stationen!
Hun trak telefonen frem fra håndtasken og ringede. Mads svarede ikke. En stille suk gled ud af hendes læber, hun greb sin kuffert og gik mod taxistanden.
Taxien susede af sted gennem Københavns gader, men da hun steg ud ved sit lejlighedskompleks, så hun ingen bil på indkørslen. Det var tidligt, og Mads skulle jo have været hjemme.
Måske gik han for at hente mig, og vi gik hver til sit, overvejede hun.
Kirsten låste op med sin nøgleringe, og da hun trådte ind i gangen, stivnede hun af forbløffelse: På hylden lå ingen mandlige sko. Hun gik forsigtigt ind i stuen, hvor et lille papir lå på bordet. Hun læste det, og hendes hjerte sprang af overraskelse.
«Jeg går fra dig. Har taget tingene. Du kan selv anmode om skilsmisse. Datteren ved det ikke. Mads», stod der.
Hun læste brevet tre gange, langsomt forstående den stille fortælling: Mens hun var på forretningsrejse, havde han hastigt samlet sine ejendele og flygtet uden et ord. Det lignede ham, tænkte hun, mens tårerne fyldte hendes øjne.
Lejligheden var stille som en morgenvind, kun lyden af en dryppende vandhane i køkkenet brød stilheden.
Så den er stadig ikke repareret, sukkede hun. Hvad med lyset i badeværelset?
Hun gik ind i badeværelset. Lamperne var slukke, kun et svagt lys fra spejlet kastede skygger. En ny hylde, købt for en måned siden, stod stadig i en kasse på vaskemaskinen, som hun havde bedt om at få fastgjort under spejlet.
For en sikkerheds skyld gik hun tilbage til gangen og prøvede den nederste lås. Den sad stadig fast, som før. Tårene tørrede af sig selv. Hvorfor overraskede det hende, at intet var blevet repareret, mens hun var væk?
Et halvt år uden lås, intet lys i badeværelset i to måneder, en dryppende hane Hvorfor vedligeholde, når han allerede var på vej ud? tænkte hun.
Hun rystede på hovedet, som om hun kunne ryste drømmen af sig, og greb telefonen.
Jens, er du vågen? spurgte hun muntert sin gamle bekendt, som ofte hjalp med små husreparationer låse i postkassen, afbrydere i køkkenet, afløbstanke. Godmorgen, har du tid?
Godmorgen, Kirsten, svarede han med en lun stemme. Jeg har ikke sovet så længe, så lad os se, hvad der skal gøres.
Reparer vandhanen, tjek lyset i badeværelset og hylden, og så måske udskift begge låse ved indgangen. I dag kan vi klare låse, resten i morgen, foreslog hun.
Jens grinede. Jeg er lidt flov over at spørge, men hvad med din mand? spurgte han, fordi han indimellem hørte Mads tale om, at han selv også kunne klare noget i hjemmet.
Kirsten lo skævt. Åh, der er ikke mere at sige!
Jens sukkede. Hvis jeg var yngre, ville jeg løbe efter dig, men jeg har en ung nabo, som er en rigtig husmand. Lad mig introducere ham. Hans kone gik til en trendy personlig træner. Jeres børn er allerede voksne, så I kan nyde hinanden.
Kirsten lo højlydt. Hvad har jeg gjort dig ondt? Giv mig bare fred; du har allerede fjernet én, så du giver mig endnu en.
Jens sukkede igen. Det er trist, men du behøver ikke græde længere. Jeg er der om en time, sagde han og afsluttede samtalen.
Mens Jens gik i gang med at løse alle opgaver, ringede Kirsten til sin gode veninde Lise, som arbejdede på samme firma som Mads. Lise afslørede, at Mads havde haft et ligegyldigt affæreforhold med en ensom dame på omkring fyrre, ingen ung, men passende for en mand på femti år uden forpligtelser. Damen havde ingen børn, var ugift, men ejede en fin lejlighed.
Kirsten indså, at hun havde fået al den information, hun måtte.
Hvorfor såre sig? gentog hun sin afdøde bedstemors yndlingsordtak og gik for at tjekke, om Mads havde efterladt noget. Alt, hvad hun fandt, pakkede hun omhyggeligt i en hvid pose: et billede i en ramme, hvor den tidligere Mads stod på dækket af et krydstogtskib.
Hun ringede til sin gamle veninde Oksana.
Skal vi mødes i aften, spise noget lækkert og tale om livet? spurgte Kirsten.
Hvad er anledningen? spurgte Oksana.
Ingen grund, men lad os finde på noget! svarede Kirsten gådefuldt.
Oksana grinede. Jeg er klar, bare sig hvornår og hvor.
Jens var færdig med arbejdet lige som skumringen faldt over byen. Han smilede bredt, da han fik sin tak.
Jeg klarer badeværelset i morgen, men ring straks, hvis du har brug for mere, sagde han.
Kirsten takkede og bad ham smide en tom pose i skraldespanden.
Hun gik forbi containeren, kastede posen, og stod så et øjeblik overfor den stille lejlighed. Hun overvejede at ringe til sin datter, men besluttede sig for at vente.
Jeg vil ikke tale med dem nu Jeg besøger dem på lørdag med gaver til barnebarnet, så kan jeg fortælle alt. I dag er en fest!
Tiden indtil mødet med Oksana var knap. Kirsten hældte et glas mousserende drik i sit krus, så den gyldne væske skimrede, indåndede den fyldige duft og løftede glasset.
På et nyt, frit liv, fyldt med overraskelser og skønne øjeblikke! sagde hun med et lille smil, mens drømmebølgerne i natten fortsatte uforstyrret.
