30. maj 2024
Kære dagbog,
I går morgen stod jeg op med en mærkelig fornemmelse, som om noget var ved at glide ud af balancen. Jeg gik ind i soveværelset, lagde mig ved siden af Solvej, krammede hende blidt og hviskede i hendes øre:
Godmorgen, Solvej.
Hun sukkede sødt og fortsatte sin søvn, mens jeg selv snoede mig ind i dynen. Men løjnen i mit hoved jeg havde ved et uheld kaldt hende Sofie i drømmens tåge, og det satte hende i skræk, da hun vågnede. Hun åbnede øjnene, lå stille som en statue og tøvede med at røre sig. Kulden bredte sig i hendes krop, som om et islag havde lagt sig over hende.
Jeg strakte mig, gabte og sagde:
Solvej, du er så kold, jeg kan næsten mærke min søvn forsvinde. Alt er i orden? Det er sommer, men du ligger under dynen som om vinteren havde slået til. Jeg laver straks en kop kaffe.
Jeg gik ind i køkkenet og nynnede en munter melodi, mens vandet begyndte at koge. Solvej lå lidt længere, før hun langsomt rejste sig og gik for at vaske ansigtet. Mine ben føltes som bly, og i hovedet var der en hvid susen. Måske er en kop kaffe det, jeg har brug for, tænkte jeg.
Da jeg vendte tilbage, spurgte jeg om hun ville have pandekager. Solvej så mig med et mørkt blik og sagde:
Du kaldte mig Sofie i morges.
Jeg blinkede, prøvede at forklare:
Du har sikkert hørt mig i søvne, Solvej. Det må have været en drøm. Hvorfor er du så kold og sur? Kvinder de kan være så skrøbelige, tror du ikke? Jeg går på arbejde sulten.
Hun lå stadig på sengen, men rejste sig så langsomt, gik omkring i huset, vandede blomsterne, bagte de få pandekager, tog en hurtig påklædning og kørte ud til mit kontor. Måske havde hun faktisk hørt mig forkert Solvej eller Sofie.
På kontoret stod jeg i receptionen, hvor en ny sekretær havde sat sig. Hun var ung, smuk, med en rødekrøllet frisure, højeste bøjle og et smil, der kunne tænde en stue.
Hr. Søren er optaget i dag og tager ikke imod besøgende. Jeg kan skrive jer ind til næste uge, hvis I vil.
Uden at tænke mig om, brød jeg ud:
Det er bedre, hvis du selv booker en tid hos ham. Det vil være mere nyttigt for dig.
Sekretæren så overrasket på mig, så på mig som om hun ikke forstod, hvem jeg var.
Undskyld? spurgte hun, med de store, åbne øjne. Hvem er du?
Jeg sagde:
Jeg er Søren, manden bag dette kontor. Jeg er også Solvejs ægtemand. Så lad mig venligst gå.
Pludselig lød en høj stemme fra højttalerne:
Solvej, kan du hente mig en kop kaffe?
Solvej trak på oversprunget læber og svarede:
Okay, så gør det. Jeg bringer den.
Da hun kom ind med en bakke pandekager og en kaffekop, sagde hun koldt:
Her er din kaffe. Og du får din skilsmissepapir med posten. Velbekomme.
Jeg blev rasende:
Hvad i alverden sker der? skreg jeg. Du opfører dig som en heks på en kost!
Solvej svarede:
Din heks sidder i receptionen. Hvorfor har hun ikke sat sit hår? En så solid tandlæge og en så vulgær sekretær det er virkelig billig underholdning.
Jeg forsøgte at berolige hende:
Lad os tage en pause. Jeg tager en uge på vores sommerhus på Langeland, så du kan køle ned. Ring, når du er rolig igen.
Hun rystede på hovedet:
Det er for sent. Jeg tolererer ikke utroskab. Jeg vil ikke længere bære dette navn.
Jeg sukkede tungt, tog en slurk af kaffen og sagde:
Varen har forladt os for en måned siden, men jeg har ansat hende på hendes anbefaling.
Solvej spurgte:
Hvorfor fortalte du mig det ikke? Du har altid delt dine nyheder.
Jeg svarede:
Jeg havde ikke regnet med, at Sofie ville blive hos mig så længe. Hun klarer sig dog rigtig godt.
Hun gik videre:
Jeg vil pakke mine ting i dag, og jeg flytter ud. Hvor? Jeg har mit eget hus.
Jeg råbte:
Hvorfor skal du gå? Bliv i lejligheden.
Hun svarede:
Jeg har et gammelt træhus i skoven. Det er mit. Punktum.
Den gamle familieejendom, som stod i den lille landsby ved Roskilde, føltes som en tung skygge. Solvej begyndte at græde, mens hun gik gennem de tomme rum, hvor duften af fugtig jord og gamle minder hang i luften. Vores veninde Nanna, som også boede i området, kom på besøg og sagde:
Du kan ikke blive her, Solvej. Kom tilbage til lejligheden, så kan du sælge huset, tage et lån, og så kan du finde noget andet.
Jeg gik rundt i huset og åbnede alle vinduer.
Det er faktisk et fint sted at bo på længere sigt, tænkte jeg. Det ligger kun femten minutter i bil fra Roskilde, og der er allerede mange nye huse i området. Kommunikationen er sat op, og jeg har aldrig været her før.
Nanna rystede på hovedet:
Hvor mange timer skal du bruge på at reparere alt?
Jeg svarede:
Jeg kan hyre et hold til at omgrave haven. Jeg har sparet op i flere år, mens du har arbejdet i min private klinik. Jeg har altid fået min løn som en fornøjelse, så jeg har lidt penge at lægge til side.
Nanna nikkede:
Han er en god mand, men du virker så tung i sjælen.
Solvej sagde:
Jeg ville gerne fjerne hans forreste tænder, så han skulle få nye af mig. Men han er så ung og sund, at han ikke behøver det.
Nanna lo:
Du er så hård ved dig selv.
Jeg tænkte på vores 20årige ægteskab. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig som en bi.
Næste morgen blev jeg vækket af en høj skrigende lyd fra et svin. Det lød som et barn, der græder, men der var ingen duft af hjemmebag. Jeg gik ud på gården og så en lille sort gris, som lå i græsset. En fremmed mand kom løbende:
Undskyld, jeg leder efter min gris, Gustav. Jeg tror, den er kommet ind på din grund.
Jeg stod i pyjamas og spurgte:
Hvem er Gustav?
Manden råbte:
Gustav! og gik ind i det tætte krat.
Grisen kom frem, spandt let og så på mig med store øjne. Jeg spurgte:
Er den din?
Manden svarede:
Den er ikke min. Den har fundet ly i min lade, men jeg har ledt i hele landsbyen efter den.
Jeg spurgte ham, hvorfor han boede så langt væk fra byen.
Her er naturen, frisk luft, ro, og byen er kun en kort køretur væk. Du ser, jeg er heller ikke landbo.
Jeg sagde:
Lad os holde os til ro, for jeg har en skilsmisse om en uge, og jeg har allerede stress. Jeg kan slå et træ med en egneskær hvis nødvendigt.
Manden gik væk, men hans ord hænger i luften.
I løbet af dagen hørte jeg en hylende hundelyd fra min baggård. Jeg gik udenfor og så en lille hvalp, som lå og jamrede ved lågen. Naboen, der havde drømt om at få et kæledyr, kom frem i sin morgenkåbe, næsten som mig.
Er det din hvalp? spurgte han.
Jeg svarede:
Jeg har aldrig haft en hund før. Men du har allerede en gris, så måske kan vi dele.
Han sagde:
Jeg hedder Mikkel. Jeg skulle lige på et dyrehjem, men jeg tror, jeg kan beholde den. Lad os kalde den Arne.
Vi blev enige om navnet Arne. Jeg sagde:
Læg den ikke ved at kalde den efter mig.
Mikkel grinede:
Det er okay, jeg hedder også Arne.
Samtidig stod Nanna og sagde:
Du bør ikke gifte dig igen med en mand, der hedder Søren. Det vil kun bringe dig mere sorg.
Jeg tænkte på, at jeg måske skulle lade hende gå, men så mindede jeg mig selv om, at livet er for kort til at holde fast i bitterhed.
Et år er gået siden den kaotiske uge. Solvej og jeg har fundet en ny balance. Vi har endelig giftet os igen denne gang med mere forståelse og vi har taget en sort kat ind i vores liv, som vi har døbt Misser.
Jeg har lært, at ord kan såre mere end slag, og at ægte respekt og åben kommunikation er den eneste vej ud af forvirring. Når man lytter ordentligt og taler med hjertet, kan selv de dybeste sår hele.
Søren.
