Kære dagbog,
I dag sidder jeg på sygehussengen med benene trukket under mig, og jeg gentager irritabelt de samme sætninger:
Jeg behøver ham ikke. Jeg afviser ham. Jeg vil kun have Anders, men han sagde, at han ikke vil have et barn. Så er jeg lige så uværdig. Gør, hvad I vil med ham det gør mig ikke noget.
Søsters, du kan ikke slippe dit eget barn. Selv vilde dyr ville ikke gøre sådan, sagde afdelingsleder Kirsten strengt.
Det er ligegyldigt, hvad dyr gør. Udskriv mig nu, ellers gør jeg jer en lille overraskelse, råbte den nyfødte mor med tårer i øjnene.
Åh, du dumme pige, bøn dig til Gud! sukkede Kirsten og tog en dyb indånding.
Min erfaring fortæller mig, at medicinen i dette tilfælde er magtesløs.
Signe, den skandaløse unge kvinde, blev for en uge siden flyttet fra fødeafdelingen til børneafdelingen. Hun nægtede kategorisk at amme sit barn, uanset hvor meget vi bad hende. Hun gik kun med til at pumpere mælk, men så havde hun ingen andre udveje.
Den unge læge, Mette, kæmpede forgæves med Signe. Hun kastede sig i vildture efter vildture, mens Mette forsøgte at forklare, at det var farligt for barnet. Signe svarede, at hun i så fald ville flygte. Når Mette kaldte på Kirsten, brugte lederen en hel time på at forsøge at overtale den ufornuftige mor. Men Signe insisterede på, at hun måtte til sin kæreste, som hun mente ville forlade hende, hvis hun ikke kom med.
Kirsten gav dog ikke op. Efter mange år i jobbet havde hun set talrige lignende situationer. Hun kunne holde Signe i afdelingen i yderligere tre dage måske ville hun da tænke sig om. Da hun hørte om de tre dage, gik Signe i raseri.
Er I tosset? Anders er allerede vred over dette forbandede barn, og I kaster mig endnu et slag i ansigtet. Hvis jeg ikke tager med ham mod syd, så tager han Katinka!
Hun brød ud i gråd og råbte, at alle var dumme og ikke forstod, at Katinka kun ventede på at tage hendes kæreste med sig. Barnet var kun en undskyldning for Signe, så hun kunne gifte sig.
Kirsten sukkede igen, gav Signe en lille dosis valerian og gik mod døren. Ordinarius, der havde holdt sig tavs hele tiden, fulgte efter hende. I gangen stoppede hun og sagde stille:
Tror du, at barnet får et godt liv med en sådan mor, hvis man kan kalde hende det?
Min skat, svarede Kirsten, hvad skal vi gøre? Ellers sendes han til babyhjemmet og så videre. Begge parter har anstændige familier både Signe og hendes kæreste. Måske kan vi tale med deres forældre? De er jo voksne, og det er deres første barnebarn. Så finder du deres kontaktinfo, så jeg kan tale med dem.
Signe løb væk den dag. Kirsten ringede til forældrene. Den unge mands familie ville ikke tale med hende. To dage senere kom Signes far en sur, uforklarlig mand for at hente sit barns ejendele. Kirsten forsøgte at tale med ham, men han afviste at se på barnet.
Jeg er ligeglad, sagde han. Min datter vil skrive en afkaldserklæring, og min chauffør leverer papiret.
Kirsten insisterede på, at Signe selv skulle komme, fordi vi ikke kunne udskrive hende uden hendes tilstedeværelse. Reglerne skulle overholdes, ellers ville der opstå problemer. Det virkede, og manden blev nervøs. Han sagde, at hans kone ville komme og tage sig af alt.
Næste dag dukkede en lille, bleg kvinde op. Hun satte sig på kanten af stolen og begyndte straks at græde. Hun mumlede, at dette var en tragedie. Forældrene til drengen var hastigt flyttet ud af landet de var velhavende og havde store planer. Nu stod de over for denne ubehagelige situation. Datteren græd hver dag og råbte, at hun hadede barnet, mens hun truede med at rejse til udlandet for at hente ham. Hun sagde, at hun ville være sammen med Anders, selvom verden brød sammen af vrede.
Kirsten sukkede og foreslog at lade forælderen se på barnet i håb om, at bedstemorens hjerte ville vækkes. Hjertet vaklede, men smerten blev kun værre. Kvinden så på den lille dreng i Kirstens arme, græd højlydt og kaldte ham smukt. Hun ville tage ham, men hendes mand havde forbudt det, og datteren ville ikke have ham. Hun trak et nyt lommetørklæde frem og græd endnu højere.
Kirsten sagde kun et kort “Mhm” og beordrede sygeplejersken til at give kvinden valerian, mens hun mumlede, at beroligende midlerne snart ville løbe tør på grund af al galskaben på afdelingen.
Jeg gik til overlæge Jens, fortalte ham alt og bad om lov til at beholde drengen på afdelingen. Jens, som engang var en anerkendt børnelæge, smilede ved synet af den lille. Han spurgte, hvad drengen blev fodret med, og kaldte ham “Donut”, fordi han så ud som en lille, rund bolle.
Donut blev på afdelingen i flere måneder. Først forsøgte man at overtale hans mor. Hun kom flere gange, legede med ham og sagde, at hun sparede penge til en billet, fordi hun troede, hun havde fundet ud af, hvor hendes kæreste var. Da hun så, at hun intet havde at lave, kom hun bare for at se på ham. Det så ud som om, hun vænnede sig til barnet.
Han glædede sig også over hendes besøg, men med tiden begyndte han at genkende hende. Hans bestemor kom også, legede med ham, men gik altid væk i tårer, undskyldende for sin datters vanvid. Kirsten sagde, at det var lyst, ikke kærlighed.
Der kom ingen papirer, men barnet blev heller ikke hentet. Kirsten besluttede at tale alvorligt med dem om drengens alvorlige sygdom. Alle var bekymrede, men Mette sprang straks til hans side, så snart hun kunne. Donut sved, hårene på hovedet klæbede til panden, han tabte vægt og blev meget svag. Mette bar ham konstant, kaldte ham “en lille pandekage” i stedet for donut. Men snart tog han på igen, blev den lille elskling på afdelingen, som alle drillede og smilte til.
En dag opdagede Signe, at hendes kæreste var gift med en anden. Hun brød sammen i raseri, råbte, at alle havde konspireret for at holde dem fra hinanden, og at hun hadede barnet. Hvis barnet ikke var der, ville hun være sammen med Anders og være lykkelig. Hun afleverede en afkaldserklæring til overlægen og gik væk.
Kirsten kom tilbage, grim og vred:
Så er det gjort! Hun har skrevet afkaldet. Overlægen har bedt om at sende barnet til babyhjemmet. Hvad skal vi gøre nu?
Den unge ordinarius begyndte at græde. Kirsten satte sig ved sit skrivebord, tog sine briller af og tørrede dem langsomt, mens hun mumlede for sig selv. Alle vidste, at når hun polerede sine briller, var hun nervøs.
I samme øjeblik legede Donut glad i sin vugge. En sygeplejerske kom ind, og han jublede, hver gang hun trådte ind. Pludselig blev han stille, som om han lyttede til noget udefra, og så gik han i dvale.
Sygeplejersken, der var med ham hele tiden, kunne ikke forklare, hvad der skete i hans små, lyse øjne, men hun mærkede en smerte i sit bryst, og tårerne strømmede ned ad kinderne. Hun forstod senere, at det var netop i det øjeblik, hvor Signe skrev afkaldet.
Kirsten mumlede, at der ikke var grund til at snakke i cirkler, at alt dette blot var nonsens og overtro.
Børn, der bliver forladt, mærker altid, at de er blevet kasseret. Det er som om, de forsøger at blive usynlige, så de ikke forstyrrer andre. De ved, at verden vil forsøge at smide dem i en grå institution. De prøver at forsvinde, for ingen har brug for dem i dette store, kolde univers.
Uanset om du er sulten eller har feber, er der ingen, der vil læse en godnatfortælling for dig eller dække dig med et tæppe. Verden er ligeglad. De kloge, forladte børn forstår dette, og deres øjne er fyldt af fortvivlelse. Den nådesløse verden giver til nogle og tager alt fra andre. Det lille barn vil i årtier prøve at forstå, hvorfor det blev afvist, hvad der gik galt.
Der er ingen svar. Verden har forladt dig uden grund. Du har ingen skyld i det, men du ved det først senere, så du lider længe, min uskyldige lille, for andres fejl.
Men der er håb. Håb om, at et mirakel kan ske, at nogen ser dig. Der findes godhed i denne hjerteløse verden, måske ikke meget, men den er der. Tro på det, lille barn, vent og tro.
Siden den dag lå Donut stille i sin vugge, spillede ikke, smilede ikke. Alle forsøg på at muntere ham kun mødte et alvorligt blik.
Mette forsøgte forgæves at få ham til at gribe efter hendes hænder:
Donut, vil du have hånd? Kom, lad os lege med perlerne. Jeg har fine halskæder til dig.
Han så blot væk, uden at røre ved hende. Hun gik væk i tårer.
En dag brød hun ud:
Vi forråder ham! Først de dovne, så os! Han er uskyldig, men vi har ladet ham blive født i dette elendige system! Jeg hader!
Hun sad på sofaen, hovedet i knæene, og stønede. Kirsten rejste sig fra bordet, gik hen og satte sig ved siden af hende, lagde sin hånd på skulderen:
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har medlidenhed for Donut, du kan ikke forestille dig, hvor meget. Åh Gud! Hvad er jeg for en syg sjæl?
Jeg vil ikke bare sidde og vente, jeg vil handle, svarede Signe.
Så lad være med at sidde, udbrød Kirsten. Du skriger, din frakke er gennemblødt. At handle betyder netop, at gøre noget. Men lad være med at tro, at du kan adoptere ham. Det får du ikke. Du bor i kollegieværelset én, ingen mand så jeg hører ikke længere på dine undskyldninger. Hvor mange “Donuts” har jeg haft i mit liv? For mange til at tælle. Så lad os blive enige: Du får tid til at finde forældre til ham.
Jeg gik derfor på jagt efter de bedste forældre. Jeg arbejdede så passioneret, at selv kollegaerne i afdelingen blev rørt. Endelig fandt jeg et ægtepar: Lise og Lars. De var i deres tidlige tredive, ingen børn, men havde drømt om forældre i mange år. Lise var en blød, elegant kvinde med en melodisk stemme, Lars en robust mand, som mindede om en officer. Deres hjem var lyst og varmt.
De mødtes i afdelingen, og Kirsten var også imponeret. Da hun så Lars, fniste hun kort, men trak sig hurtigt sammen:
Undskyld, jeg blev bare begejstret. Så stor en fyr, man ser ikke hver dag. spurgte hun nysgerrigt: Hvor meget vejede barnet ved fødslen?
Undskyld, jeg forstår ikke Jeg kunne spørge moren, men sagde Lars forvirret.
Lise lo og sagde: Han vil sikkert drille moren med spørgsmål.
Kirsten forklarede, at vægten ikke var afgørende for adoptionen. Lise gik beslutsomt ind på værelset, åbnede døren og gik frem. Donut sov, men hans ansigt blev rødt i søvne, hænderne strakte sig ud. Et lille tåre blinkede i hans øje.
Pludselig vågnede han, åbnede øjnene, så på Lise og fryser. Han kiggede først rundt, men da hans blik faldt på hende, greb han hendes store finger med sin lille hånd. Alle lo af den livlige lille dreng. Lise og Donut så hinanden uafbrudt.
Et svagt smil bredte sig over Donuts læber. Lise smilede tilbage, nikkede blidt, og han lavede en lille pibelyd. Stilleheden fyldtes af noget vigtigt, som ingen ord kunne beskrive.
Kirsten hostede svagt og sagde:
Lad os afslutte dette møde for i dag. I skal gå hjem, tænke over det og så beslutte.
Vi behøver ikke tænke, svarede Lise uden at kigge på Kirsten. Vi har allerede besluttet.
Kirsten løftede et øjenbryn og så på Lars, som tøvede et øjeblik, men så sagde han:
Ja, vi har besluttet. Vi vil have netop denne dreng.
Lise smilede og rakte ud. Donut spændte sig, men lod ikke fingeren slippe. Lise holdt fast, og drengen holdt fast med al sin lille kraft. Et øjeblik var alt stille.
Mhm, lad os prøve igen, sagde Kirsten. De har et stærkt grebsreflex i den alder.
Hvad har det med grebsrefleksen at gøre? spurgte Lise roligt.
Han er bange for, at jeg ikke kommer tilbage, svarede hun.
Hun så på Donut med kærlig stemme:
Slip mig, venligst. Jeg skal gå, men jeg lover, jeg vender tilbage. Du må stole på mig.
Donut lyttede et øjeblik, så slap han fingeren, smilede med sin lille mælketand og udsendte en høj pipende latter.
Kirsten mumlede:
Det er blot reflekser, sådan er det. hun skubbede hurtigt brillerne af sig og gnubbede sin hvide frakke, mens hun mumlede for sig selv.
Dette er mit indre blik på de mange dage, hvor jeg har set livet på kanten mellem håb og afvisning. Jeg ved, at selv i en kold, dansk vinter kan et lille lys bryde igennem. Jeg håber, at Donut en dag vil finde et hjem, hvor han kan vokse i tryghed, og at Signe en dag forstår, hvorfor hun valgte at afvise.
Indtil da vil jeg fortsætte med at kæmpe for ham, for at give ham den kærlighed, han så desperat mangler.
Endnu en dag i hospitalets korridor, men jeg tror stadig på, at menneskeheden kan finde plads til selv de mest forladte.
