I går, i dag, i morgen
Jens, der findes altså andre børnehaver, hvorfor insisterer du sådan? Min mor er ikke det bedste valg for Alvilde! Anna sendte sin datter et skarpt blik, mens barnet sad på gulvet og gnavede i en blyant. I børnehaverne er der pædagoger, uddannede folk, moderne og erfarne, men min mor
Hold nu op, Anna. Alvilde har ikke brug for børnehave, prøv at se på hende! Det eneste vi får ud af det er sygedage. Hos mormor har hun det godt!
Du kender ikke min mor lige så godt som jeg gør. Hun er svær, og en gammel dame har sine vaner, hun passer slet ikke ind i vores liv længere
Sådan taler du, som om hun var fra stenalderen. Din mor er helt normal! Ring nu til hende, så hun ved, at Alvilde kommer over…
Anna sukkede og tastede sin mors nummer.
…Sådan kom, eller rettere styrtede, Dorte Mikkelsen ind i Alvildes liv med sine egne skikke og særheder, tro og overtro, traditioner og regler, en energi som aldrig svigtede og en ubøjelig overbevisning om, at “det lysere i morgen er lige om hjørnet”.
Det havde aldrig været let mellem Anna og hendes mor måske matchede deres stjerner og horoskoper bare ikke, eller måske havde datteren selv overset noget, som fik hende til at skrive moderen ud af sit liv. Men Alvilde lagde mere mærke til tingene
Tag uldunderbukserne på!
Men mormor! Alvilde trak ansigtet skævt og så på de prikkende, stribede underbukser, som mormor selv havde strikket, med den stramme hvide elastik, der stak ud fra navlen som små sjove knurhår. De kradser, jeg vil ikke! Det klør!
Dorte Mikkelsen rettede sig op, ordnede bæltet på sine varme bukser, dem som Alvilde så godt kunne lide at putte armene omkring, sukkede og forklarede med løftet pegefinger, at man kan blive forkølet på et øjeblik et fingerpeg, der så hurtigt dalede ned, som om det skar alt det væk, man kunne blive syg af. På et øjeblik! gentog hun, og trak derefter ordene ud: Og så skal du aaaaldrig blive rask.
Hun blev stille, for nu skulle hun tjekke, om alting var med: termokanden, madderne, lommetørklædet, den ekstra sweater til Alvilde. Alvilde så opmærksomt på mormor, mens hun listede fødderne i støvlerne.
Giv nu din gamle mormor ret! Dorte udbrød, mens hun lagde ekstra vanter i tasken. Er det så svært?!
Nu måtte Alvilde bare sætte sig, sukke og trække de uldne underbukser på der midt i entreen.
Med et skrig sprang hun pludselig op, benene viklet ind i bukserne.
Hvad nu, da?! Dorte blev forskrækket og greb sig til hjertet.
Der er en edderkop! Mormor, der er en edderkop! Føj, jeg tramper den ihjel! Alvilde løftede allerede foden, men mormor hev hende væk.
Ikke røre! Det er en husedderkop, den flyttede med mig fra landet. Den bringer held, den sørger for, at vi har det godt her ligesom derhjemme
Edderkoppen, mindre end en ært og med lange, tynde ben, smuttede ind under skoskabet og gemte på familiens enkle, hjemlige lykke i støvet.
Den løb ind i støvet, sagde Alvilde, siddende på hug og kiggede ind i den mørke sprække.
Hvilket støv! Jeg har lige gjort rent! mumlede mormor fornærmet, mens hun bandt det lange, smalle halstørklæde.
Nå, tag nu huen og vanterne på, så går vi! Kirsten venter!
Alvilde sukkede, men fik hurtigt tøjet på og fór ud på trappen med posen med skøjterne.
Giv den her, så lægger jeg den i rygsækken! sagde mormor.
Nej, mormor, jeg skal nok bære, det er for tungt for dig
Snart sad de sammen i den overfyldte bus; mormor Dorte sad med rygsækken på skødet, Alvilde stod ved siden af og gnavede lidt i sin fletning. Folk maste sig frem, pressede mod udgangen, men Alvilde bar over for der ventede skøjtebanen, og i posen havde hun helt nye, rigtigt hvide skøjter med snører og blød pels. Mormor havde foragteligt foræret de gamle Snedronning til naboens børn, og slæbt Alvilde hen i butikken med de ord:
Vi tager de bedste, så du kan flyve!
Så røg der ellers rub og stub fra pensionsopsparingen, og de små mønter klirrede på vej ud.
Senere, da Alvilde blev voksen, stærk og egenrådig, skubbede hun sig frem gennem folkemængden med sin datter for at få autograf af isdanseren Maria Hansen og rakte stolt de gamle mormorskøjter frem de, som var slidt i siderne, men bar historien om en kærlighed.
Næste stoppested Isstadion, lød stemmen i højttaleren.
Så, Alvilde, vi er fremme! Dorte rystede søvnen ud af kroppen i den lunkne bus. Kom, skynd dig ud …
Alvilde banede sig vej, Dorte pustede bagved og undskyldte, mens dørene snart åbnede sig til den kolde, klare luft fra skøjtebanen.
Nu kastede Alvilde jakken, satte den blå hue med den gule stribe på og smilede, mens hun fangede snefnug på tungen.
Mormor! Jeg tager uldunderbukserne af!
Nej du gør ej! mormor stod i sine fodformede støvler og hjalp med at snøre skøjterne, lavede et hurtigt kors på barnehånden og sendte hende ud på isen.
Og derude…! Der løb og snurrede store og små både voksne, unge og gamle, alles ansigter røde af frost og glæde, lyset glimtede i snefnuggene, og vinden pustede dem videre som glade børn.
Alvilde svingede med veninderne, mens træneren Kirsten holdt et vågent øje med hele sin nye skøjteflok.
For mange år siden havde mormor Dorte slæbt Anna på selvsamme skøjtebane.
En pige skal dyrke en pæn sport! Dorte trommede med sine arbejdshænder på bordet som udråbstegn. Hun skal passe på sig selv!
Men Anna brød sig ikke om det; skøjtehallen var kold, tæerne frøs, og hun fandt tryghed ved at sidde i hjørnet og nusse med de farverige slikkepapirer, som hun havde skrubbet rene for hygiejnens skyld. Hun kunne bedst lide at sidde på vindueskarmen og kigge ud på mylderet kun der følte hun sig udenfor stormen, i fred.
Men Dorte Mikkelsen havde en anden mening.
Et barn skulle bevæge sig!
Hvorfor sidder du altid som en sæk kartofler?! Kom så ud og spil bold med pigerne, læg puslespil, hvad som helst!…
Dorte forstod bare ikke sin datter. Men lille Alvilde var lige hende, de to passede sammen, som to puslespilsbrikker, der endelig fandt hinanden
Dorte Mikkelsen hævede kraven og gik selv næsten på skøjter langs kanten, bøjede knæ, viftede med den gamle støvle, og trak på skuldrene, mens hun tavs fulgte sit barnebarn. Hun åndede tungere, så lettere levede med i hvert sving.
Alvilde fór frem, holdt øje med mormor: så hun, hvor fint pigen klarede en sving, hvor let hun skød frem over isen, læberne mumlede til sekunderne…
Alvilde! Kom lige, lad mig se om du sveder!
Alvilde standsede, stænkede sølvglimt mod brættet.
Du er drivvåd! Du må være sulten. Tag jakken over, her er te og madder!
Plasticposen, brugt og vasket utallige gange (arvet fra gamle dage, hvor intet plastik gik til spilde, men blev vasket og gemt), knitrede. Krummene dryssede på underbukserne, kinderne glødede i frost og fryd og mormor frydede sig over, at alt var godt.
Så kom den lange vej hjem. Endnu en bus, hvor Dorte sad med den tomme rygsæk, mens en døsig Alvilde lænede sig tungt op ad hende. Benene summede, alt kørte, og sporene på isen glimtede bag dem som glasskår…
Vågn nu, Alvik! Dorte puffede til barnebarnet. Op, vi skal af. Mor kommer snart, så vi skal skynde os!
Anna stod allerede ved døren og vred nøglerne i hånden.
Hvor har I været! Klokken er otte, og I er væk! hun gik løs på de to træt-kåde skøjtepiger.
Skæld nu ikke ud, Annik du ved jo, hvor meget Alvilde elsker isen. Og…
Ja, ja, jeg ved det. Børn, og især piger, skal bevæge sig. Men der er minus femten udenfor, barnet hiver efter vejret, synes du det er forsvarligt, mor?!
Alvilde vidste, at nu var dagen forbi. Ti minutter ville mor og mormor dele hende mellem sig, hvem elsker hende mest, så får mormor overtalt Anna til at blive til aftensmad, kedlen hviner på komfuret og til sidst skal Alvilde slæbe sig hjem til nabohuset.
Sov godt, mormor!
Godnat, Alvik! et farvelkys på kinden, døren lukkes, mormor bliver stående for vinduet
Næste dag stod oprydning på loftsrummet for tur. Dorte Mikkelsen ryddede ud, og sammen sorterede de tingene noget mugnet, noget gemtes. Annav gamle legetøj, fiskestænger, fløjlsbukser der havde været brugt af alle børnene i familien (de kan bruges til børnebørn!), og kufferten med de blade, som morfar Poul Andersen samlede på sine gamle dage Stolben, lampeskærme, forskellige små dimser og håndtag alt blev gemt, for man ved aldrig, hvornår det kan bruges!.
Anna hadede de loftsrum. Hun syntes, de lugtede af fugt, skimmel og alderdom. Hun drømte om at smide det hele ud, men det pyntede aldrig at indse, at næsten alt engang var kommet fra netop lossepladsen og blev værdsat.
Morfar Poul bar alt med hjem. Det, der ikke duede til lejligheden, tog han med i kolonihavehuset og kunne det heller ikke bruges dér, blev det bare gemt til en passende anledning…
Nogle kaldte det sparsommelighed, Anna mente det var nærmest en uskik.
Alvilde tænkte ikke over det. Hun rodede i mormors minder, gemt i hver ting med levende interesse og en barnlig tro på, at det hele var vigtigt for mormor…
Andre dage bød på zoo, kunstmuseum, værdige gåture langs havnen og tegninger på store, gamle ark til ære for Moder Natur, som klæder og føder os.
Der var domino, ludo, endda skak. Alvilde lærte tal, læste løs og overraskede engang sin far med et referat fra avisen.
Alvilde, hvem har lært dig at læse? Du er da alt for lille!
Mormor, svarede barnet i forbifarten, og snuppede den største småkage på vej til at tænke over livet”.
Om sommeren blev blomsterbedet et tilflugtssted for sommerfugle, græsset myldrede med biller og småkravl, og mormors gamle syltetøjsglas blev brugt til små zoologiske haver på den rustne altan; der blev Alvilde lille dyrepasser, læste op for mormor fra sin børneencyklopædi og mærkede omhyggeligt glassene med navne.
Anna skar ansigt, Jens kneb øjnene sammen, men mormor klappede Alvilde på skulderen og roste hende for den flinke nysgerrighed og kærlighed til alt, Gud har skabt.
Store oplevelser var kirkegangen på helligdage. Dorte iførte sig sit fineste tøj, gav Alvilde et tørklæde om håret, og sammen gik de til Vor Frue Kirke med det hvide tårn på Enghavevej. Kirkeklokkerne lød klokkerent ud over byen, og mormor hviskede bønner om flere gode år, om undskyldning for noget, måske om fred for Poul, hendes afdøde mand.
Alvilde sad musestille og betragtede ikonerne. De strenge ansigter syntes at se hende ind i sjælen, vide alt det, hun ikke kunne sige højt.
Stearinlys slog blafrende skær mod hvælvingerne, og alle stod i årvågen stilhed.
På sådanne dage var Alvilde tavs; sad på sofaen, hænderne foldet over knæene og så drømmende ud på natten.
Senere, gift og forældreløs, spurgte hun sin mand med gråd i stemmen hvad nu hvis der slet ikke ER nogen deroppe? Måske tog mormor fejl, måske er der bare sort tomhed?
Hendes mand lagde armen om hende og pegede på en lille blålig-stjernet prikket horisonten: Det er umuligt bare at forsvinde, sagde han. Det er for let. Nej, Dorte tog ikke fejl…
Da børnehaven forsvandt fra Alvildes liv og bød plads for mormors væsen, voksede livet sig underligt stort. Anna arbejdede, Jens arbejdede, og Alvilde soppede som en svamp i mormors altmodige visdom: dækkede tvet med klæde for at skåne det for støv, passede på den gamle buffet, som Anna gerne ville af med men der kom bare aldrig noget nyt talte med edderkopperne og hviskede historier til dukkerne, historier flettet sammen med mormors dybe stemme.
Men barndommen varer ikke evigt. Alvilde begyndte i skole. Hele familien far, mor og mormor i tørklæde og crocs fulgte Alvilde til første skoledag med et blomsterhav af lillafarvede asters.
Der blev mindre tilbage af mormor, som om viskelæderet havde slettet hende ud.
Anna, lad mig hente hende! Hvorfor skal hun hænge på fritidsroden hele dagen? Dorte forsøgte sig, men fik ikke plads i Alvildes nye liv.
Det er ikke nødvendigt, mor, hun laver lektier med læreren og leger med kammeraterne. Du har nok at se til
Dorte trak sig, sad oftere mut på køkkenet, sukkede og børstede usynlige krummer væk fra dugen.
Hvem havde mest brug for hvem, Alvilde for Dorte eller omvendt? Det var ikke til at sige. Men begge blev de mere blege.
Hvad ser hun dog i denne gamle skrøner?! forargede Anna sig. Alle de rodede tæpper og glas, alle de gamle blade og tallerkener med Københavns Kantine på! Nu har min mor fået spoleret pigen!
Domino-klodserne blev stilnet, tombola-tønderne blev i posen, og sutskoene ventede forgæves på Alvildes hjemkomst.
Dorte blev svagere, gik mere foroverbøjet, trippede usikkert af sted ingen at trække i uldunderbukser, ingen at mætte med havregrød og ostemadder. Ingen.
Hun brød sig ikke om læger og gik helst i gang med frisk luft og hvidløg. Derfor kom hun for sent til lægen, og da hun endelig landede på hospitalet, slog blodtrykket højt og kinderne var hede.
Hun skal indlægges straks! lægerne susede rundt, briksen knirkede, kanylen gled ind i den slappe hud. Hvor er pårørende? Hvor er datteren?…
Anna kom først om aftenen. Hun havde hentet lidt tøj i mormors lejlighed, og bylden af minder ramte hårdt de gamle tapeter, det bidragende lys gennem de blomstrede gardiner, barnedrikkekoppen med elefant, bedstefars afskårne decemberblomst, der tålmodigt blussede for tidligt mellem barndomsmalerier tåbeligt farverige for barnets skyld. Hvornår var Alvilde dog bare flyttet ind i mormors liv uden at fordele sig, uden at spørge?
For længe siden havde Alvilde fyldt det hele til randen, og så gled hendes ånd over i en gammel kvindes liv, mens Anna overså det.
En stikkende kulde fór gennem hjertet, men blev snart afløst af en blid varme.
Mormor, Anna, Alvilde hang sammen, stykker af noget større en usynlig, blød bold, som rullede over jorden og samlede alle på sin vej. Anna havde en gang mistet balancen, men rakte nu hånden ud for at holde fast igen. Og ville ikke slippe.
Dorte Mikkelsen sov mere og mere, vendt mod væggen.
Mormor! Alvilde fik lov at komme på sygebesøg. Kom nu! Der ligger sne, jeg skal have nye skøjter, og du ligger bare her! Jeg har fået topkarakter i læsning, du lærte mig godt!
Jeg kommer snart! De udskriver mig, og så tager vi på skøjtebanen i ferien hvis din mor ellers tillader det?…
Dorte så bekymret på Anna, som kun nikkede for man kan ikke stoppe to magneter, der trækkes mod hinanden. Det er for stærkt…
Alvilde snurrede igen på isen, mens Dorte tællede runder.
Rekord, Alvilde! råbte hun. Anna, har du set hvad hun kan?!
Anna så. Men kun på sin mor. Og pludselig så hun hende, ung igen, i blomstret sjal, stående bag isen, og Anna, selv en pige, fangede hendes blik.
Jorden drejede rundt for øjnene og i den sfære indskreves Anna, Alvilde og gamle Dorte Mikkelsen. Og, vent, hvem dér? En lille dreng i fløjlsbukser, buttet og rund, snurrede også, mens mormor talte en, to, tre…
Gud hørte hendes bøn hun nåede at se sit oldebarn.
