Slip fri, giv slip
Må jeg ikke lege med den? Må jeg ikke! skreg højt, stampende i gulvet, lille Freja, mens hun trak i dukken, som Alma holdt fast i. Dukken, af plastik med lyse krøller og en gul kjole, vuggede frem og tilbage mellem pigerne man skulle tro, hovedet ville falde af. Kom nu, hvad er det, er du nærig eller hvad?! Uuuh! Freja trak til, rev en sløjfe af dukkens kjole. Alma begyndte at græde, lige så højlydt som en bjørn, der har fået fjernet alle sine blåbær.
Alma var kommet ud til Frejas familie i sommerhuset, for det var Frejas mor, Marianne Jensens, fødselsdag i dag, og Marianne havde inviteret Almas mor, Lene, med.
Marianne og Lene havde gået i klasse sammen i folkeskolen. Men det var mange år siden, og siden da havde deres liv formeret sig i forskellige retninger: Lene flyttede til Aarhus for at læse på universitetet, mens Marianne blev i hjembyen, læste videre på deltid og arbejdede samtidig i en vinbutik. Ikke bare en hvilken som helst butik, men den lokale vinhandel, hvor ejeren, en stor, behåret og altid lidt forpustet mand ved navn Jens, sommetider forærede hende flasker en cognac, et par gange en flaske rom, og ofte vin fra hans families vingård. Marianne nikkede og takkede, men solgte flaskerne videre til vennerne. Jens syntes, det var hyggeligt, og forærede hende flere. Som Marianne altid fortalte med et smil til sine veninder det var en ren platonisk kærlighed. Og så døde Jens først overtog banken vinbutikken, og derefter døde han af hjertesorg og ensomhed. Det siges, hans hjerte ikke kunne mere
Han var så ensom, virkelig ensom sukkede Marianne senere samme dag i køkkenet, med et glas snaps i hånden. Han havde penge, job, men ikke nogen familie. Ingen børn, ingen at sørge over ham. Til hans begravelse var der kun mig og flyttefolkene. Tænk, mor, en mand med penge men ingen at kalde for nær. Så sørgeligt. Marianne begyndte at græde, beruset, træt, rystende efter timer på assistenskirkegården i novemberkulden. Hænderne rystede stadig måske af kulde, måske af frygt. Marianne frygtede døden, de døde, og ‘hvordan det ville være for hende selv’ … Senere, da årene gik, voksne blev døde, ville hun kæmpe for sine forældre, besøge dem på hospitalet, tage mad med, overtale dem til at spise og så skulle hun en dag begrave både sin far, Poul, og mor, Ingrid. Da holdt døden op med at skræmme hende. Hun ville møde blikket, og døden, den gamle grå dame, ville bare trække på skuldrene. Og Marianne ville sige: “Tak fordi du slap dem fri.”
Men alt det var langt ude i fremtiden. Nu travede Marianne hurtigt hen mod balletskolen, læste noget på sin mobil og bemærkede så den kendte skikkelse forude.
Et glædesbevægelse gennemrystede hende, hun løb frem: Lene! Vent!
Lene vendte sig, kneb øjnene sammen mod det skarpe sollys. Hun genkendte ikke straks Marianne hun så yngre ud, slankere, havde fået ny frisure, det hele virkede så veltilpasset.
Lene! Sikke et gensyn! Og hvem har du med? Din datter? Jeg har også en datter, Freja. Hun går til ballet nu Marianne lavede en pirouette og lo. Min mand, Anders, synes det er lidt meget, men hun skal jo træne ryggen, siger lægen. Men nok om mig! Marianne snakkede ustoppeligt. Hvad med dig? Du har barn, men ingen ring?
Vi er blevet skilt, sagde Lene og skjulte hånden.
Nå, pyt, det skal man da ikke skamme sig over! Betaler han børnepenge? Marianne blinkede til Alma, som trak sig væk. Hvis han gør, så fred være med det! Halvdelen af Danmark bliver jo skilt i dag. Men var det nu kirkelig vielse, så er det stor synd, Lene! Marianne puttede teatralsk ansigtet i folder og talte med gammelmandsstemmen, ligesom hendes bedstemor fra Fyn plejede at sige.
Nej, vi blev ikke kirkelig viet, svarede Lene lavmælt.
Så er det bare videre! Men piger, jeg skal hente Freja fra ballet, de har opvisning i dag, og Antonsen vælger balletpiger hun er jo et geni på sit felt. Og ved I hvad … Marianne lyste pludselig op. Kom ud til mig i sommerhuset på lørdag! Min fødselsdag Lene, du kan da finde vej?
Åh, det ved jeg ikke … Lene tøvede. Hun tænkte på gave man kommer ikke tomhændet til fødselsdag, en uro i maven. Mariannes familie var altid “med store forventninger”.
Kom nu, Lene! Ingen dikkedarer. Mine forældre kommer, de spørger stadig til dig! Mor hørte dit efternavn i TV om noget restaureringsarbejde, hun troede, det var dig. Kom nu! Du kan tage hvem du vil med … Nå, jeg løber! Lørdag klokken ti! råbte hun allerede over gaden og viftede vildt med armen. Naboerne gloede, men det rørte ikke Marianne hun ejede ikke skam i livet.
Lene ærgrede sig over ikke at have fået sagt et fast “nej”. Hun vidste, de nu ville vente på hende. Eller måske ikke. Marianne havde sikkert glemt alt om at have inviteret “Lene fra gamle dage” med barn og en delt lejlighed med tante Lisbet, bunker af problemer og for længst mistet festhumør.
Hun bebrejdede sig selv, på vej med Alma til supermarkedet, mens de stod i kassen og gik videre hjemad.
Kan I ikke stå stille?! Gør ikke mit gulv beskidt! Lene, du gør jo aldrig rent, og lær nu dit barn at respektere andres arbejde! mumlede tante Lisbet i entreen, mens hun så på, at Alma og Lene tog skoene af på et stykke grå karklud og listede på tæerne ind på værelset.
Nej, sådan kan man ikke have det! gav tante Lisbet sig ikke. Hun savnede kontakt, havde været alene hele dagen. Kom tilbage, tag skoene og vask dem! I efterlader jo sure striber, og så står jeg igen med alt besværet!
Hun snakkede højt, brokkede sig, og rettede hele tiden på sit store armbånd af røde perler.
Lisbet, der er tørt udenfor! Der kommer ikke noget ind, sagde Lene træt.
Åh, så har I slæbt støv med ind! Hvorfor skal jeg indånde det? Du ved jo, jeg har astma! Dumt, jeg overhovedet har lejet jeres værelse ud! brokkede hun sig. Men hun blev levende, så snart hun kunne indgå i diskussion.
Okay, jeg vasker. Gå du bare ind til dig selv, Lisbet, Lene tog støvlerne og gik, og Lisbet, stolt over sejren, tøffede i stuen for at se nyt om kendis-par på TV.
Efter udsendelsen trissede Lisbet ud i køkkenet, hvor Lene var ved at varme aftensmad til sig og Alma.
Tante Lisbet stod med armene over kors og gloede. Pludselig begyndte hun at snærre: Så slår du for hårdt på blusset! Finder du ikke dine egne pander, så slid dog dem, men ikke mine!
Det her er min pande, Lisbet. Og spaden. Lene lagde kartoflerne og frikadellerne op. Alma, tag maden, lad os spise på værelset.
Alma tog maden, gik forsigtigt forbi Lisbet, men pludselig stødte Lisbet til hende, så tallerkenerne tippede maden og bestikket røg på gulvet. Alma begyndte at samle op med bøjede skuldre.
Hvorfor, Lisbet?! Skub ikke til barnet! Hvad har vi gjort? Vi betaler dig, du har selv tilbudt værelset. Men intet er nogen sinde nok! Hvorfor skal du hakke på os? Hvorfor åbner du vinduet på vid gab hver morgen, selvom der er is på ruden, og hvorfor hælder du min kaffe ud? Hvis du ikke kan lide os, så sig det. Alma, gå ind til dig selv, mor klarer det her. Græd ikke, min pige, jeg varmer noget nyt! Med MIN pande. På MIN måde. Punktum! Lene så stædigt på Lisbet.
Lisbet lyste op. Nå, nu har du lidt mod! Hvorfor kunne du så ikke holde på din mand? Hvorfor lod du ham gå? For blød og eftergivende, ikke? Du har aldrig sagt fra!
Lene blev bleg, bed tænderne sammen, smed panden i vasken, trådte væk og løb i værelset til Alma. Her kunne hun græde, men stille, så Alma ikke blev bange.
Lene var altid sådan Kunne ikke tage en konflikt, nægtede at optrappe uenigheder, ville bare have fred. Forældrene kaldte hende “en engel af et barn”. Andre mødre holdt også af hende. Bad man hende om en legesag, fik man den, uanset hvor kær hun var ved den, bad man om hjælp, gjorde hun det straks.
Lærerne holdt af hende indtil hun, uden at spørge, gav klassens penge (der skulle købes skrivehæfter for) til en hjemløs på gaden.
Hvorfor gjorde du det, Lene?! Det var ikke dine penge, du skulle jo købe til alle! udbrød klasselæreren. Lene stirrede i gulvet, knaldrød i hovedet.
Han spurgte så pænt Han sagde, det var til brød Han var så sulten, mumlede hun.
Vær ikke sur på hende, stod hendes far bagved. Jeg betaler. Bare sig hvor meget.
Det er ikke bare pengene, Peter … sukkede klasselæreren.
Men hvad så? spurgte faderen blidt og klappede hende på skulderen.
Hun er alt for eftergivende! Hun giver alt væk. I går gav hun en ny kuglepen til sin veninde, selvom det ikke var meningen. Hvem bliver hun, når hun bliver voksen? læreren var frustreret.
Men Lene og hendes far gik bare, og døren lukkede sig bag dem.
Far, undskyld, jeg … Lene skjulte ansigtet på farens arm, mens de ventede på bussen. Jeg svigtede dig og mor.
Åh, det går nok, skat. Livet er ikke så sort-hvidt. Bliv ved med at være et varmt menneske. Min bedstemor var sådan hun hjalp alle. Ja, hun blev snydt tit, men karmaen vendte altid hjem igen. Når det virkelig brændte på, var hjælpen der! Du ser, godt vender tilbage. Men … han så strengt på hende, … man skal også have fornuften med.
Ja, far, snøftede Lene.
Bussen kom, og hun greb faderens hånd.
Se, der! Det er ham, jeg gav pengene til. Åh, han er fuld, far Lene nikkede diskret mod den sovende mand på sædet. Han brummede og svarede i søvne.
Hvad sagde jeg, Lene! Brug fornuften, pointerede Peter. Kig den anden vej Det behøver du ikke se.
Livet lærte Lene langsomt at hjælpe men med omtanke. Nogle gange blev hun snydt, andre gange kom det med rigt afkast.
Allerede på studiet kom medboeren i klemme, blev bortvist op til jul, havde ingen penge eller billetter hjem. Tag mine øreringe og penge, rejs hjem. Spis godt. sagde Lene og insisterede, mens veninden måtte true med at græde. Men hun tog imod og betalte tilbage senere med en stor kasse hjemmelavede specialiteter og et brev fuld af taknemmelighed.
Kærester det var aldrig nemt for Lene. Hun krympede sig ved mandlig opmærksomhed, blev genert, lukkede i. Kom nu, Lene! Du kunne have alle fyrene, hvis bare du gad! sagde veninderne. Men Lene havde ikke lyst.
Alligevel giftede hun sig med Jonas. De mødtes i tandlægens venteværelse, begge lige bange. Det førte til ægteskab, og hurtigt fik de datteren Alma. Da blev Lene mere optaget af familien. Hun holdt ikke op med at hjælpe folk, men satte familie i første række. Hvis Jonas venner kom på besøg, fik de altid lidt med hjem.
Det var længe siden nu
Til Mariannes fødselsdag ankom Lene og Alma lidt før middag. Marianne kom løbende dem i møde, med Frejas lille hund, Ludvig, i hælene.
Ludvig! Ti stille! Det er venner! Mor, Lene og Alma er her! Freja, kom, veninden er ankommet! råbte Marianne, uden blusel for naboernes blikke. Manden Anders rynkede brynene og tændte en cigaret. Hvor er det godt, I kunne komme!
Lene rakte veninden en lille buket og chokolade, flot pakket.
Åh, det skulle du da ikke, Lene! påstod Marianne straks, men tog glad imod gaven og trak Lene ind.
Ude på terrassen stod Mariannes mor, Ingrid.
Hvor er det længe siden! Kom ind, sid ned, Alma, vil du hjælpe Freja og mig med at bage? Så kan mødrene snakke over kaffen.
Mariannes far, Poul, stillede liggestole frem.
Tak, far. Har du det bedre? sagde Marianne og gav ham et kram.
Han trak på skuldrene og gik ind igen.
Du har grædt, hva’? spurgte Marianne og rakte Lene et æble.
Det er ingenting. Vi havde en ordveksling med min udlejer … Lene slog det hen.
Hvilken udlejer? Hvor bor du egentlig? spurgte fødselaren alvorligt.
Vi bor hos Lisbet, Anders gamle nabo; hun kender Jonas fra han var barn … Lene bed i det smagløse æble, alt virkede gråt og utydeligt.
Så altså: Du bor hos en kvinde, der kender din eksmand fra han var dreng? Og hvordan er hun så?
Du ved … hun synes jeg skulle have kæmpet mere … holdt på ham. Men jeg ville ikke. Det blev bare pligt. Ikke kærlighed længere.
Marianne hævede øjenbrynene, trak på skuldrene og viftede til sin mand, der skulkede. Min Anders truer også altid med at gå fra mig. Men jeg lader ham alligevel ikke gå. Han er MIN, så længe døden ikke skiller os ad! sagde hun stædigt og slog en myg væk.
Jeg kunne ikke … Jeg lod ham gå. Man kan ikke tvinge kærlighed frem. Når der ikke er noget tilbage, hjælper det ikke at holde fast. Lene sank.
Kærlighed, kærlighed … Der er kun kemi og vane, udbrød Marianne, løb over og sagde noget til Anders, der puttede mobilen væk og gik.
Tog han lejligheden? fortsatte Marianne hurtigt, efter at være tilbage. Min mand skriver også konstant med ‘hende der’. Men han elsker Freja over alt.
Lejligheden var hans. Vi flyttede, Lene trak på skuldrene. Du kæmpede ikke for børneretten?! Ikke engang for penge?
Jeg ville ikke have noget fra ham. Når jeg er færdig med restaureringen, tager Alma og jeg hjem til mine forældre. Skal vi hjælpe i køkkenet?
Ja, lad os skære salater! sagde Marianne, stak armen ind under Lenes, og trak hende med. Jeg har et fantastisk boblevin, som vi skyller venskabet ned med!
De gik ad stien, mens Anders surmulende betragtede dem fra bænken.
Mor, Freja rev dukkens kjole i stykker! sagde Alma med rynket pande.
Jeg ville bare lege, hun ville ikke dele! snøftede Freja. Anders tog Freja op og trøstede hende.
Se det, den bedste skrue! blinkede Marianne og kyssede Alma på håret. Vi fikser kjolen, og så går du ud og tegner!
Må jeg, mor? spurgte Alma og kiggede op.
Gå du bare.
Lene frøs, mærkede kulden over huden.
Jeg fryser også Alt føles tomt, hviskede Ingrid bag hende. Ja, ja. Ingen familie, ingen kærlighed. Bare tavshed.
Mor! sagde Marianne skarpt.
Hvad, ‘mor’?! Kom, der er masser at gøre!
Ingrid fordelte opgaver og grøntsager, skar brød, og sagde: Så går vi i gang!
Pludselig forsvandt Marianne ud, greb Anders telefon og kastede den i fliserne. Anders gik i vrede ud.
To år har det sådan fortsat Hvis hun nu bare gav slip … sukkede Ingrid. Hvad med dig?
Vi gik straks fra hinanden. Ingen drama, svarede Lene.
Hun lever ikke rigtigt … to år i uvished. Du gjorde det rigtige. At kæmpe mod kærlighedsløshed er meningsløst, sagde Ingrid.
De talte videre, indtil Marianne var vendt tilbage. Senere fortalte Lene om sit restaureringsarbejde.
Så det VAR dig på TV! nikkede Ingrid. Jeg er stolt, Lene. Marianne, hvad laver du dog, løg skal ikke i dén salat! Og talestrømmen gik.
Siden blev folk kaldt ind til kage og sang, nogen blev og nogen tog hjem, og Marianne gav Lene og Alma det smukkeste værelse mod åen.
Nogle aftener kan man se ildfluer, hviskede hun til Alma.
Alma greb Lenes hånd. De lovede at holde udkig.
De gik tidligt i seng, overraskende nok, for stemningen var fredelig. Marianne, Ingrid og Lene ryddede af, og Poul insisterede på selv at klare opvasken.
Du har været heldig. Sådan nogle mænd laver de ikke mere, sukkede Marianne.
Jo, det gør de, men du skal bare lære at give plads, sagde Ingrid. Lev, i stedet for at kontrollere det hele.
Stop, mor. Det er nok! Marianne sprang op og løb ind. Lene rejste sig også.
Jeg går ind til Alma nu. Lad være at bekymre dig! Dagen i dag blev jo dejlig.
Ingrid nikkede, tørrede tårerne væk.
Lene vågnede ved lyden af en bilmotor. Porten åbnede sig, gruset knasede. Marianne stod på trappen og græd. Porten lukkede bag Anders, og hans bil forsvandt ud i morgendisen. Tågen gled ind over engen, indhyllede træerne, bar duft af å, fisk og køligt træ.
Marianne frøs, nogen lagde en cardigan om hendes skuldre.
Er det dig, Lene? hviskede hun. Jeg har sendt Anders væk
Hun kunne ikke sige ‘givet slip’, det var alt for svært, som at indrømme nederlag efter mange år i kamp.
Tillykke med fødselsdagen, Marianne! I dag begynder det nye liv, og tro mig, du skal nok komme til at kunne lide det. Det gamle er slut. Nu skal ingen lide og kæmpe længere. Du er fri. Lene holdt om hende, gemte næsen i hendes hår.
Tror du, jeg kommer til at kunne lide det? spurgte Marianne med et barnligt blik.
Ja, det tror jeg. Kom, skal vi ikke bade? Lene blinkede.
Hvad?! Nu, i mørket? Vi må da have badetøj!
Ah, du er så kedelig! lo Lene.
Vent! Jeg kommer. Marianne løb efter.
Der er altid liv under overfladen, blinkede Lene.
Ingen så deres nattedyp, undtagen månen, stjernerne, og Ingrid, der holdt øje med børnenes søvn bag gardinerne.
Ingrid smilede stille. Hendes datter var genfødt denne nat. Først gik hun til grunde, men så rejste hun sig klogere, mere klar. Anders måtte nu starte forfra, men Marianne trådte bare ud i livet: derude hvor ildfluerne, lyset og lykken venter. For sådan er det livet går videre, hvis vi tør give slip.
En måned senere flyttede Lene og Alma ud fra Lisbets værelse, efter hjælp fra Marianne og hendes netværk.
Tante Lisbet græd og tryglede dem om at blive, bad om besøg. Lene smilede og lovede: måske, en gang imellem
Livets største styrke og frihed er ofte at turde give slip på det, der ikke længere tjener os. For kun da kan vi mærke, at livet åbner sig igen.
