Ubrugelige forældre
Jeg skal slæbe rundt på det her realkreditlån i tyve år endnu, sukkede Malene tungt og tog en bid af sin pandekage.
Med kondenseret mælk som hun elskede det. Den klæbrige søde smag bredte sig i munden, men selv yndlingsfyldet kunne ikke lette den tunge sten i brystet denne drømmeagtige søndag morgen.
Birte Hansen sendte sin datter et medfølende smil og strøg hendes hånd blidt.
Din far og jeg betalte også af på vores andelsbolig i evigheder, og det gik da alligevel.
Malene tog endnu en pandekage, rev et stykke af og begyndte at tygge, automatisk.
Men så er der jo altid Sanne, mumlede hun uden at se op fra tallerkenen. Hendes forældre gav hende bare lejligheden. Bare sådan, uden videre. Sådan er det, hun skal ikke knokle halvdelen af sit liv for tres små kvadratmeter.
Birte nikkede langsomt og slikkede sine fingre mod varmen fra sin tekop.
Der har altid været dem med penge, Malene. Sammenlign dig ikke med dem. De havde bare nogle andre betingelser fra starten.
Malene smed pandekagen på tallerkenen lyden rungede overdrevent i det stille køkken.
Hvorfor?! hendes øjne lynede pludselig. Hvorfor skal jeg altid lide? Hvorfor får jeg aldrig noget forærende? Hvorfor sled jeg nætterne igennem på universitetet, mens jeg læste fuldtid? Hvorfor skal jeg slide ryggen af for den hulens lejlighed? Hvorfor kan jeg ikke købe mig en bil? Hvorfor kommer jeg end ikke på ferie, som normale mennesker?
Birte rejste sig og forsøgte at lægge armene om sin datter.
Malene, rolig nu
Jeg er mæt. Malene skubbede stolen voldsomt væk. Jeg tager hjem nu.
Hun rev tasken ned fra knagen i entreen og skred ud ad døren, før hendes mor nåede at sige et ord. Den ældre kvinde blev stående alene i køkkenet og så på de kølende pandekager. Tredive år er gået, og hendes datters temperament var stadig lige uforudsigeligt og stormfuldt som altid som et uvejr, der pludselig bryder løs og efterlader kun ruiner.
Bussen raslede og skvulpede gennem byen. Malene klamrede sig til den kolde stang, stirrende tomt ud gennem dugget glas. Så summede mobilen på skærmen stod Sanne. Malene tvang et smil frem, som om veninden kunne se hende gennem røret.
Malene, du skal altså komme i weekenden! skingerede Sanne. Møblerne er endelig kommet, det SKAL fejres! Det bliver lige dig, lover jeg.
Malene bed tænderne så hårdt sammen at det gjorde ondt. Nogle får det hele serveret på sølvfad, mens hun kæmper for hver eneste krumme.
Selvfølgelig kommer jeg, fik hun presset frem. Jeg skal nok kigge det hele igennem med mit kritiske blik.
… Bussen bumpede ved hendes stoppested, og Malene dumpede ud i den snaskede, grå slud. Hun famlede efter sine høretelefoner i lommen for at skærme sig mod verden, men fingrene fandt kun tomhed. Hun gennemrodede samtlige lommer, tømte tasken, vendte den næsten ud. Ingenting.
Hun drejede sig mod den fjernende bus. Måske var de faldet ud, måske havde nogen snuppet dem. Hun havde lyst til at råbe ud i byen. De der høretelefoner havde kostet fire tusinde kroner, ægte dem havde Malene givet sig selv i fødselsdagsgave for to måneder siden! Nu var de væk. Og ingen penge til nye.
Hele vejen hjem traskede hun igennem sjap og vand, hver fod krævede en klæbende lyd fra de gamle støvler. I opgangen blev hun mødt af duften af våd beton og et strejf af noget råddent.
Malene kravlede op til sin lille lejlighed. Tapetet i gangen hang i laser, hanen i badeværelset dryppede, linoleummet i køkkenet sprækkede tre steder. Stedet trængte til total renovering men det skete ikke de næste tyve år, hvor hver eneste øre gik til realkreditlånet.
Men lille Sanne har nyindkøbte møbler, mumlede hun og lod tasken dumpe på gulvet.
Hverdagen gik, grå og ensformig, indtil weekenden kom. Malene stoppede op foran Sannes hjem. Bygningen skinnede, spritnyt lejlighedskompleks, velplejede blomsterbede, smilende vicevært. Elevatoren var rummelig, spejle overalt, blidt lys. Og en liflig duft af vanilje, ikke kogt kål og kloak, i opgangen.
Sanne åbnede døren med armene ud, strålende.
Nå, hvad siger du?
Malene tabte vejret enorme vinduer, stue så stor at hendes egen lejlighed kunne skjule sig i hjørnet. Møbler: skandinavisk design, lækre stoffer og alt så dyrt, at det nærmest kun fandtes i boligmagasiner.
Sanne, det… er bare helt uvirkeligt, sagde Malene, selvom ordene smagte af galde.
Resten af aftenen drak de te og gennemgik Sannes indkøb. Malene smilede så det gjorde ondt i kinderne. Før hun gik, greb Sanne hende let i armen.
Hør, skal vi ikke tage til Skagen til sommer? Bare en uge med sand mellem tæerne! Eller måske roadtrip rundt i landet? Jeg kender en, der kan lave ruten til os!
Jeg ser på det, svarede Malene forsigtigt. Det afhænger af, om jeg kan få ferie.
Sanne krammede hende, inden hun gik. I det øjeblik Malene ramte elevatoren, gled det falske smil af ansigtet.
Den dag undergravede det sarte, indre balance, hun havde opretholdt. Alt for længe havde det dér liv i rigdom og komfort naget hende. Følelserne brusede under huden, søgte en udvej.
Til forældrenes lejlighed stormede hun som en orkan og hamrede på døren med knytnæverne. Birte hannede sig til døren; Malene væltede ind, uden at tage skoene af.
Hvorfor er I så værdiløse?! skreg hun, vredt forvredet i ansigtet. Hvorfor fik I mig overhovedet?
Birte tog sig til hjertet og trådte bagud. Fra stuen kom Lars Hansen løbende.
Malene, hvad sker der? Hvad er der dog galt?
Malene målte gangen med store skridt, efterlod snavs overalt.
Hvad der er galt?! Malene lo bittert, tårerne trillede ned af kinderne. Jeg var hos Sanne i dag. I skulle have set det! Alt var nyt og lækkert. Og bagefter spørger hun, om vi skal tage til stranden eller ud at rejse. Hvad skulle jeg sige? At jeg knap har råd til rugbrød? At jeg handler på tilbud? At det eneste hav, jeg kan komme til, er i mine drømme?
Birte prøvede at omfavne sin datter, men Malene skubbede hende væk.
Det er jeres skyld! rystede hun. I skulle aldrig have fået et barn, hvis I ikke kunne give hende en lejlighed, en bil, muligheder! Hvorfor skal jeg hele tiden kæmpe? Hvorfor kan jeg ikke få et normalt liv? Hvorfor kunne jeg ikke få en god start i livet, som Sanne? Hvad har hun, som jeg ikke har?!
Birte holdt endelig fast i sin datter; denne gang brød Malene grædende sammen i favnen på hende.
Jeg er så træt, mor, hulkede hun. Jeg kan ikke mere. Intet lykkes… Jeg vil ikke leve sådan…
Hele aftenen vuggede forældrene hende, gav hende te, strøg hendes hår, mumlede blide ord. Til sidst sagde Lars:
Skat, skulle du ikke flytte hjem til os? Så kan du leje din lejlighed ud lejen kan dække lånet. Så bor du her, tæt på os. Får lidt luft.
Malene så på sin far, så på sin mor. Birte nikkede alvorligt.
Du er vores barn, Malene. Vi vil gøre alt, vi kan.
Malene nikkede også.
Hun var så udslidt, og det var ikke skamfuldt længere.
Et halvt år senere kom Malene hjem fra Rømø med en kuffert fuld af gaver. Hun gav sine forældre sjove magneter og en æske lokale specialiteter. Huden var gylden fra solen, kinderne runde og røde noget de ikke havde været i årevis.
I det lille køkken, mens hun så sin mor juble over souvenirerne og faren morede sig over den næste magnet til køleskabet, stak samvittigheden Malene. Hun havde været så ondskabsfuld den aften, så uretfærdig. Forældrene havde givet hende alt, de kunne og lidt til.
Man er ikke født ind i rigdom, og det må være nok. Ens lykke… ja, den må man bide sig til, hvis det er det, det kræver.
