Hønemødre
Du er altså umulig, Helle! Det er nærmest umuligt at tale med dig! De mest simple ting kan du ikke begribe! Du har da virkelig en hønemors tilgang til livet! Det holder altså ikke!
Og du … du!
Helle Madsen klemte hårdt om sin pung og rynkede brynene, mens hun så på sin svigermor. Det var dog alt, hvad hun formåede, for de tårer, hun helst ville skjule, sprang frem og fik hende til at vende sig væk fra Sonja Holst. Men Sonja havde allerede spottet svagheden hos sin kommende svigerinde og triumferede straks:
Ha! Jeg sagde det jo! Ellers ville du jo ikke græde nu! Åh, Helle, hvorfor alt det her? Vores børn vil jo snart give os alt det, vi kunne ønske os!
Den kridhvide barnevogn, som Sonja holdt fast i med et jerngreb, var uden tvivl smuk. Helle syntes også, den var flot i det mindste først men hendes datter havde bedt hende tænke praktisk, nu hvor danske vintre er milde og våde i månedsvis. Den vogn, Sonja insisterede på, kunne knap nok kaldes praktisk. Det var mere en drøm i hvidt end noget, man kunne skubbe gennem København i december.
Hvorfor står du nu her og tuder? Sonjas stemme blev mere irriteret. Det er jo bare en barnevogn! Når vi skal vælge, om vores barnebarn skal til dans eller billedkunst, så kan du begynde at diskutere! Hold nu op, Helle. Tårerne løber da lige så snart! Og din datter er akkurat på samme måde! Hold da op, hvor min Daniel er heldig. Hun tudede sig gennem hele graviditeten. Det er måske derfor, de har de problemer? Jeg tudede aldrig sådan, da jeg ventede Daniel.
Sonja tav brat, da hun så Helles blik. Helle tørrede resolut sine tårer væk og vendte sig direkte mod hende.
Nu stopper det! hvæsede hun. Nu har du martret os begge længe nok! Flyt dig nu! Helle skubbede til barnevognen, der stod i vejen. Mille vælger selv, hvad hun vil have. Og det er mig, der betaler. Så du bliver end ikke spurgt! Hønemor? Det må jeg jo så være! Og du … ja, du er ikke en rigtig kvinde. Du mangler empati!
Helle marcherede bestemt mod butikkens udgang, vendte sig og rystede på hovedet:
Er du aldrig træt af din egen evindelige tro på, at du ved alt bedst, Sonja? Du tromler alting ned, uden at tænke dig om. Lad nu være med at ringe til mig igen. Mine nerver kan ikke klare mere. Det er uudholdeligt!
I det, Helle skubbede døren op, gled hun nærmest på de glatte trappetrin.
For pokker da også! udbrød hun frustreret uden helt at vide, om hun talte til vinteren derude eller til sin svigermor.
Tvivlen, om hun nu også havde gjort det rigtige, nagerede Helle, mens hun på parkeringspladsen overvejede at gå tilbage og undskylde. Men straks standsede hun sig selv. Hvorfor skulle hun også? I næsten tre år havde hun kendt Sonja, og hun havde følt sig forkert hver eneste dag: Ikke den rigtige bemærkning, det forkerte blik, pinligt ved middagsbordet, og hendes måde at opdrage Mille på var selvfølgelig også forkert. Hun havde fundet sig i det, vel vidende at et andet menneskes personlighed ikke sådan kan ændres især ikke, hvis personen selv ikke ser behovet. Sonja havde aldrig villet ændre sig. Hun syntes, alt var godt, som det var. Helle havde, hvis hun skulle være helt ærlig, indimellem misundt hende den selvsikkerhed. Selv havde Helle aldrig turdet være ligeglad med, hvad andre tænkte. Hun havde opdraget sin datter alene sådan blev det. Hendes mand, Erik, var en god mand, og Helle nægtede sig selv at spekulere i, hvordan livet kunne have set ud, hvis han stadig havde været her.
Hun havde selvfølgelig vidst, at Erik havde en hjertelidelse. Han havde ikke holdt det skjult, da de studerede sammen. Stille og beskedne Helle blev hurtigt alles fortrolige, og Erik bemærkede hende straks. Han havde dog først turdet nærme sig hende, da han fandt ud af, at hendes “beundrer”, der altid fulgte hende til universitetet, blot var hendes fætter. Da han så denne fætter omfavne en anden kvinde, blev Erik så gal, at han straks forsvarede Helles ære.
Hvad laver du egentlig? Hvad med Helle? Er det fair, sådan at lege med hendes følelser?
Helles fætter kunne ikke lade være med at grine, da han forstod misforståelsen:
Nå så det! Kom dog videre, Romeo! Helle er min kusine, og vores forældre spurgte mig, om jeg ville holde lidt øje med hende i København. Er du interesseret?
Meget, sagde Erik ærligt.
Så sig det til hende! Hvorfor gøre livet sværere end det allerede er?
Det blev deres skæbne at have seks år sammen. De nåede at blive gift og få Mille. Da Erik gik bort, vidste Helle, at nu ville hun leve halvt. Hendes sjæls ven var væk, og hun kunne ikke forestille sig nogen anden i sit liv. Hun koncentrerede sig om Mille, som blev hendes lys, hendes drivkraft. Helle tog sig af sine svigerforældre, der blev brudt totalt ned af sorgen over deres søns død, og sørgede for, at Mille, der lignede Erik til forveksling, voksede op elsket og tryg.
Min far er en engel! Men jeg har to bedstemødre, to bedstefædre og min mor! Jeg er lykkelig! erklærede Mille stolt i børnehaven.
Senere kaldte hun aldrig længere sin far for engel, men hun vidste inderst inde, at han altid passede på hende.
Selvfølgelig gør han det, nikkede Helle, når Mille spurgte. Han elskede dig så højt …
Mille voksede op med troen på, at kærlighed styrer verden. Når man bliver elsket, er livet lysere. Det gjorde hende dog også sårbar over for onde blikke eller hårde ord, og så mistede hun lidt farve på sin palet. Helle og Mille stak ikke imod, når nogen var ubehagelige. Ikke fordi de ikke turde, men fordi de troede på, at der findes noget godt i alle, hvis man bare leder nok efter det.
Derfor tvivlede Mille heller aldrig på, hvad hun skulle blive. Psykolog selvfølgelig. At kunne lytte og forstå andre var hendes gave. Allerede på uni var hun frivillig på Livslinien, og senere specialiserede hun sig som kriserådgiver.
Mødte sin Daniel gjorde hun en blæsende forårsdag, hvor de begge var på opgave. Han trak bare hurtigt sin jakke over de kolde skuldre på Mille, der stod og frøs.
Hey, du bliver forkølet dér! udbrød Mille, men Daniel afviste det med et glimt i øjet.
De sås igen, da han vendte tilbage med varm kaffe. Nogen telefonnummer udvekslede de ganske naturligt og med det samme.
Efter et halvt år vidste de, at de hørte sammen. Daniel introducerede Mille for sin mor.
Sonja Holst havde forberedt sig til punkt og prikke. Hun havde vendt og drejet situationen for sig selv og alle, hun kendte, og var overhovedet ikke tilfreds med udsigten til, at hendes næsten voksne Daniel nu ville stifte sin egen familie. I salonen brokkede hun sig til både frisør og fodplejer, at hun ikke kunne have noget at sige i sit barns voksenliv.
Skal du overhovedet blande dig? spurgte Rikke, hendes trofaste negleteknikker, imens hun limede akrylnegle på Sonjas hænder.
Tsk, du forstår ikke noget! Din søn har været gift tre gange, og du klager altid over dine svigerdøtre! Skal jeg bare overdrage min eneste søn til en wildfremmed pige, som jeg slet ikke kender?!
Prøv nu at give hende en chance, mumlede Rikke og vendte tilbage til neglefilen.
Sonja ville dog kun mødes hjemme. Hun ville vise, hvor god en familie Mille nu var på vej ind i. Hendes stolthed var stor: bedstefaret var professor, mormor direktør for Nationalmuseet, og hendes egen mand var instruktør på Det Kongelige Teater.
Middagsbordet var overdådigt dækket. Måltidet prydet med sølvtøj og krystalglas. Hun håbede at bringe Mille ud af fatning. Men Mille klarede alt med ynde. Hun vidste hvilket bestik, hun skulle tage, og hun roste hvert eneste ret med smil.
Det smager himmelsk! Hvor laver De dog god mad, Sonja! smilede Mille, imens Sonja ikke vidste, om hun skulle være lettet eller irriteret.
Hvem har opdraget dig?
Min mor.
Hun har sikkert brugt al sin tid på dig?
Hun arbejdede meget, men hver ledig time var til mig.
Hvad arbejder hun som?
Hun er tandlæge.
Sonja sukkede. Hun kunne hverken fordrage tandlæger eller bryde sig om tanken.
Resten af aftenen forsøgte hun at ryste Mille ud af balancen, uden at det lykkedes. Senere klagede hun til sin mand:
Statue! Uden varme. Hvor pokker har Daniel fundet hende?!
Men hendes mand svarede tørt:
Vores søn er voksen. Det må du lære at acceptere præcis som du ønskede, han skulle lære livets ansvar. Da han slæbte den hjemløse Labrador hvalp hjem, fik han lov til at beholde den, men passe og pleje det var hans ansvar. Du sagde det selv dengang: det er hans valg. Sådan er det også nu.
Sonja havde ingen svar. Hun vidste bare, at hun frygteligt nød overgangen især tanken om, at Daniel var på vej ud i sit eget liv.
Til brylluppet gjorde Sonja sig umage: ny kjole, ny frisure og make-up. Men indeni var der vinterstorm. Hun snøftede lidt i et hjørne, indtil hendes mand fandt hende og mindede hende om, hvor svært hendes egen svigermor gjorde det for hende i sin tid.
Forholdet til Mille blev mere overbærende, men Sonjas energi blev herefter rettet ind mod Helle. Helle var til at rive håret ud over med sin rolige opførsel og alle forsøg på at undgå konflikt. De udviklede et mærkeligt mønster, hvor Sonja insisterede på sin overlegenhed, og Helle lod som om, intet kunne ramme hende. For hende var det kun datterens lykke, der betød noget.
Mille var lykkeligt gift det var Helles største glæde. For at beskytte Mille tog hun gerne skraldet fra Sonja selv. Sådan fortsatte det, indtil Mille og Daniel, med lys i øjnene, meldte den store nyhed:
Bliver jeg farmor nu? Daniel, er det rigtigt?! Sonja stivnede, og med et blik på Helle, som viste alle sine følelser, græd hun åbent og omfavnede Mille.
Mor, det er alvor! Vi skal være forældre.
Nu udbrød en sære slags konkurrence mellem Helle og Sonja. De overgik hinanden i indkøb af små sparkedragter og babyudstyr.
Jeg har købt de sødeste små bukser! Åh, dengang Mille var lille, syede jeg selv sådan nogle! Det var sjovt at lave alt med egne hænder! Helle rodede i babytøjet.
Det siges ellers, at det bringer uheld at købe alt på forhånd? bemærkede Sonja.
Jeg er ikke overtroisk. Mille heller ikke. Og Daniel har alt for travlt på arbejde …
Måske har du ret, Helle, lo Sonja, og snart var garderoben fyldt til randen, så Mille måtte bede dem dæmpe sig.
Nu må det altså være nok. Vi har snart ikke mere skabsplads! grinede Mille.
Det eskalerede, da de skulle købe barnevogn. Mille havde kikket kataloger igennem, men havde ikke kunne vælge.
I har jo erfaring vil I ikke vælge? Den skal bare være let og nem. Nu hvor Daniel så tit er væk, skal jeg selv på tur med babyen.
Barnevognen blev den sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over mellem Sonja og Helle.
Mens Helle ventede i bilen, mumlede hun utålmodigt mod Sonja og mod sig selv. Hun brød sig ikke om at skændes, men Sonja havde trigget noget i hende, der fik hendes følelser frem. Tvivlen på at have reageret rigtigt dukkede op. “Hvordan kan jeg være en god tandlæge, hvis jeg ikke engang kan styre mine egne følelser?” Hendes mand plejede at sige: “Du kan ikke banke hovedet ind i andre, Helle…” Det havde hun glemt.
Bank på bilruden der stod en ophidset, forpustet Sonja.
Helle, Mille er gået i fødsel! Daniel kunne ikke få fat i dig. Har du haft mobilen slukket?
Helle for rundt, fandt mobilen og opfattede endelig, hvad Sonja faktisk sagde.
Hvad står du for!? Ind i bilen!
Forbløffelse fik Sonja til at adlyde uden brok, og straks råbte hun:
Kom nu! Træd på speederen!
Helle kørte som en gal mod Rigshospitalet, og Sonja holdt sig for øjnene. Er vi blevet tossede? Det er jo første fødsel!
Jeg er så nervøs, Sonja! Lad os håbe, det går godt!
Hold op, det går sikkert fint! Sonja knugede bilen og åbnede modet lidt, Helle, tænk vi bliver bedstemødre!
Den lille pige, der kom til verden et døgn senere, voksede op og snoede begge bedstemødre om sin lillefinger; og ingen protesterede. Helles blidhed og Sonjas styrke blandede sig i barnebarnets natur, og kærligheden flød. Mille kunne bare smile, når hun så dem alle tre spadsere i parken.
Hun vidste allerede: Kærlighed er dét, der forener dem, der strides, og det, der giver håb for fremtiden.
Mille strøg hånden over sin mave, overvejede om nyheden skulle afsløres, eller om hun skulle vente lidt endnu, men så rystede hun på hovedet, grinede og råbte efter de to bedstemødre, der skændtes kærligt i forvejen:
Bedstemor! Hun skal ikke forkæles og ingen is, ellers spiser hun ikke sin frokost! Jeg kender jer, mine hønemødre!
Og i det øjeblik forstod alle: Trods skænderier og uenigheder er kærligheden større og det er dén, livet handler om.
