Gulvvaskeren. En fortælling

Poleregulering. En fortælling

Godmorgen, Vibeke Søgaard …

Ovenfra kom nabokonen trippende ned. Det føltes mærkværdigt trygt at se Inge.

Sikke et held, at jeg lige møder dig, begyndte Inge med begejstring i stemmen, Vi talte forleden … Jeg ved ikke, om det er noget for dig. Men … nå ja, vi mangler altså en rengøringsansvarlig på vores kontor. Jeg kan godt holde pladsen lidt. Det er ikke noget at blive forskrækket over. Vi har det altså rent, ikke noget af det der rod og snavs. Det sidste job blev besat af en studerende pige. Mindsteløn, og lidt ekstra, hvis der er skinnende rent.

Inge, det … Er det rengøringsassistent, du taler om? Vibeke var nærmest forundret over forslaget.

Præcis. Til gengæld er timetallet meget fleksibelt, og ja der bliver passet på vores lokaler. Vi havde for nylig en dame efter Louise, den studerende, men … det gik ikke. Vi måtte fyre hende.

Hvor hurtigt skal jeg svare?

Kan vente til i dag, men i morgen tager vi en anden. Lige nu hjælpes vi ad, mens det er nemt nok at holde tørt. Desværre har vi virkelig brug for en, der kan passe det. Jeg ved, du er uddannet lærer måske du i stedet skal satse på privatundervisning? Det kan betale sig godt for tiden.

Vibeke havde aldrig troet, hun skulle stå i så stor nød, som hun gjorde som 51-årig. Halvandet år tidligere var hendes mand Morten død uventet efter en lungebyld opdaget alt, alt for sent.

Da sorgen fortog sig, blev det virkeligt: Hvordan skulle hun overhovedet leve videre?

Hun og Morten havde levet stille, men godt. Andelslejligheden en kedelig toværelses betonklods i Vanløse var betalt, og bagved lå et lille stykke have og et cykelskur.

Sønnen, Henrik, var for længst flyttet til Odense; lille Ida var kommet til for nylig. Ny lejlighed, ny familie og et boliglån at betale. Svigerdatteren var hjemmegående på barsel snart på fjerde år.

Vibeke underviste i geografi. For fem år siden spurgte viceskolelederen, om ikke hun kunne afgive lidt af sin undervisning til en færdiguddannet niece “de unge skal jo hjælpes i gang.” Pigen havde selv gået på skolen. Hvordan sige nej? Så Vibeke gav den let hen.

Nu var Angelines skema på overfuldt niveau, mens Vibekes eget var blevet fortyndet. Ikke engang en full time-stilling.

Så længe Morten levede, havde Vibeke følt sig lettet: Hun kunne tage til Odense, hjælpe med børnebørn, dyrke haven, passe småsysler. Morten tjente nogenlunde, og der var lidt opsparing. At det meste røg på hans begravelse, var der ingen, der havde forudset.

I august gik Vibeke op til skolelederen bad om flere timer. Men også den anden geografilærer havde brug for lønnen. Skolelederen fandt dog plads til, at Vibeke kunne få kontaktlærer for 7.A og det var 600 kr. ekstra om måneden, men også mere at se til.

Måske havde hun selv været for overmodig tiltroen til held, forestillingen om at det skulle gå. Der boede stadig en tryghed dybt i hende, sådan én der kun kan vokse frem i en kvinde, der føler sig sikker. Nu stod hun der uden noget sikkerhedsnet.

Det var også for sent, da hun søgte i nabobyerne stillingerne allerede fyldt op. Selv i nærliggende småbyer ingen mulighed. At pendle vidt omkring gav hverken mening eller penge.

Meget få valgte geografi som eksamensfag; privatundervisning blev kun sjældent udbudt.

Det var på det tidspunkt, samtalen med Inge dukkede op. Inge arbejdede som sagsbehandler i et medicinal-juridisk firma to gader væk ned ad alléen, over cykelstien.

Det var sent i oktober. Vibeke havde fordelt den første udbetaling: husleje, dagligvarer, medicin, lidt til transport og så burde det have kunnet række. Men … så skulle der samles ind til gave for viceskolelederen, der kom regning på målere i opgangen, og de penge, der var sat af til mad, holdt bare slet ikke.

Hun lånte lidt af sønnen. Hun anede, han heller ikke havde meget at gøre med, men Henrik hjalp uden diskussion. Det gjorde ikke Vibeke spor lettere om hjerte.

Hvordan skulle det gå? Selv et frisørbesøg skulle nu planlægges nøje.

Inges forslag kom først som et chok. Hvad? Uddannet, lærer, erfaring … hvad skulle hun gøre som rengøringspersonale? Men lønnen var kun knap nok over kontanthjælpsniveauet. Her: lidt gulvvask, ingen lektieforberedelser, ingen forældresamtaler eller elevballade.

Hvem kunne hun tale med? Hun ringede til Anna.

Anna, bedsteveninden, var ex-konen til hendes halvstorebror. Annas ældste datter var Vibekes niece. Men Anna levede nu for sig selv i et forelsket ægteskab i et gammelt bindingsværkshus udenfor byen. Vibeke kørte jævnligt forbi til kaffe.

Vibeke, prøv dig og du kan jo sige op igen. Hvorfor tøve?

Det er bare … du ved, lærer, og pludselig …

Arbejde er arbejde, Vibeke. Jeg har juridisk embedseksamen, jeg har sågar haft grise i flere år, og hvad så?

Derhjemme tændte Vibeke gangen op, så sig i spejlet: furer i panden, mørkeblå rande under øjnene, hudens mærkelige mathed. “Hold op, hvor er jeg blevet trist i betrækket på et år,” tænkte hun og ringede til Inge hun skulle nok kigge forbi og tage en samtale med det samme.

Deres kontor lå på tredje sal i et stort center, en fløj. Og her lå også rejseselskaber, butikker og fælleskontorer for mærkelige foreninger. Fin istandsættelse, trægulve og klinker. Lederen var meget hjertelig, helt almindelig og måske endda aldersmæssigt helt jævnaldrende.

Bare pænt og rart skal her være. Bestem selv tid aften eller til morgen før vi møder ind. Fem kontorer, gang, toilet. Der er vagt nedenunder, så du får nøgle. Husk at lukke alt godt, især hoveddøren. Jeg går med dig skal vi kigge sammen?

Det var så let, nærmest hyggeligt, at Vibeke slet ikke orkede at spørge for mere. Hun gik ret efter direktøren, nikkede og sugede ord ind som en skolepige.

Her er dit hjørne med kemi, handsker, og spande, det klarer Inge, vores såkaldte bogholder. Men du handler selv ind, ok?

Rengøringshjørnet lå i et hjørne af toilettet og tænk, spandene var smarte, tre slags mopper (både bredde, rotation og selvudvrider). Moderne spande, finere end det, hun havde derhjemme.

Hvornår? spurgte Vibeke bare.

Meget gerne i morgen, Lene, lederen, smilede. Så kan Inge få papirarbejdet på plads. Hun er nemlig også HR.

Vibeke havde ikke forestillet sig, at hun skulle finde glæde i rengøringsarbejdet. Men sådan var det altså. Der var måske 12 ansatte her, oftest kun 6-7 til stede resten lagde deres veje om.

To af fem kontorer stod tomme det meste af dagen. Mad spiste de i caféen nedenunder, heroppe var der blot kaffemaskine.

Gulvet blev hurtigt taget, skraldespandene havde poser, affald meget lidt, mest papir.

Toiletterne glimtede hvidt, Vibeke hev handskerne på, tørrede, hældte rengøringsmiddel på. Det var faktisk det hele. Og hvordan hun nød at spraye stuepalmen, pusle de brede blade på monsteraen i vindueskarmen.

Hun så ingen af medarbejderne. Alt blev afstemt med Inge den venlige, effektive kvinde, hun straks faldt i hak med.

Skulle der vandes blomster?

Nej-nej, det har Mette, og ellers risikerer vi druknedød.

Nå, og vinduerne? Hvor ofte skal de vaskes?

Ikke din opgave! Forår og lige før påske indendørs, og så kommer der folk udefra og klarer alle ydersider. Ingen bekymring vi har aldrig haft det renere.

Vibeke nød sin aftentjans. Hun gik stille hjemmefra kl. syv, lånte nøglen hos vagten det kunne være Stig eller Bente og gjorde rent i sit eget tempo, drev gennem kontoret som en slags husholderske, lod blikket flyde hen over byens lys bag vinduerne.

Inden længe havde hun hygget sig med Tove en pensioneret lærer, nu aften-vagt. De havde allerede delt livshistorier.

Her har jeg døgnvagt hver fjerde dag. Hold nu op, at jeg ikke gjorde sådan noget før! Hvor mange nerver har jeg ikke lagt hos stormløbne elever? Tove rystede på hovedet og smålo.

Da første løn tikkede ind, ringede hun til Inge.

Hej, Inge … Der må være en fejl. Jeg har 1,5 gang mindsteløn! Og ikke engang for en hel måned …

Der er ingen fejl. Du får rengøringsbonus. Det er ikke mig, der bestemmer det. Fremover kommer løn d. 25 og 6. Forrige rengøringshjælper kom endda ikke hver dag. Men bonusserne afhænger jo også af, hvor meget vi tjener. Vi deler ud efter, hvor godt det hele går.

Vibeke var faktisk overrasket glad. Lønnen oversteg efterhånden lærerens. Og der var ingen papirarbejde, ingen indrapporteringer, ingen ansvarstunge samtaler.

En sen aften hun vaskede de lange gange kom der opkald. Hun så navnet: konflikten ville være ubehagelig.

Fru Søgaard, god aften! Officiel stemme, det var mor til Emil, en besværlig dreng. Kan vi tale lidt?

Selvfølgelig.

Du forstår jo nok … Du ignorerer åbenlyst vores problemer. Nu må jeg gå til ledelsen, måske til kommunen …

Jeg har både talt med Emils anden lærer og med ham selv. Håber jo, han retter sig ind.

Sig mig, er du sikker? Sagen er, at læreren ydmygede ham foran hele klassen!

Jeg talte med idrætslæreren: Han kom helt uden skiftetøj og sko det går desværre ikke. Da han blev vendt om, klædte han sig demonstrativt af stod i underbukser, tog gadesko på fulde af mudder og forstyrrede hele timen. Han ville jo bare have alles opmærksomhed.

Hun kaldte ham klovn! Ved du, hvad vi har gennemgået bagefter?

Måske vi skal sætte os sammen: Du, jeg, Emil og idrætslæreren. Bare sætte os og tale ud.

Jeg har intet at tale om med hende. Du burde støtte os åbenbart ikke. Nå, jeg tager det videre. Godnat.

Sådan samtale lagde sig som bly i kroppen hos Vibeke. Det drænede hende hver gang.

Emil var typen, der ville hele klassen skulle mærke hans humør. Når han nægtede at arbejde, arbejdede ingen. Vibeke fandt altid veje rundt skrev rapporter til ledelsen. Men sådan var lærerjobbet nu engang.

Det sidste stykke tid var hverdagen fyldt op med skemaer og tests online. Forældrene skulle svare, lærerne skulle lægge materiale op. Timer forsvandt, og der var knap tid til at forberede selve undervisningen.

Vibeke klarede kontoret på to timer, tog så hjem og forberedte sine klassetimer, rettede, tastede, løste opgaver, der knap lignede pædagogiske men mere administrativt.

Konflikten med Emil sluttede med, at hans mor fik ham fritaget for idrætstimerne. Sådan ordnede hun det.

Vinteren gik, sneen lagde sig og selv med trætheden var Vibeke i godt humør. Hun blev endnu mere fortrolig med Tove. Aftenerne gik med te og snak i vagtlokalet to enlige bedsteforældre, begge tæt på, begge hos hinanden.

Fredag aften mødte Vibeke tidligt hun skulle ind og hente lidt ekstra sæbe, og nu havde hun aftalt med Mette at vande blomsterne. Hun mærkede ikke, at to kvinder fulgte efter op ad trapperne til kontoret.

Vibeke lukkede ikke entreen til kontoret kun de enkelte døre. Hun skiftede, tog spand, flyttede sig ind til palmerne, da der pludselig lød en stemme:

Vibeke! Er det sandt?

Der stod Louise Emils mor og Karen, mor til Mads. Karen bøjede sig genert uden øjenkontakt.

Hej, hvad mener I? Hvordan …?

Nå! Så derfor er der rod i vores klasse, Louis rystede på hovedet med en smørret mine.

Vibeke stillede spanden, drog de blå handsker på (helt umotiveret).

Hvorfor nu det?

Det er jo oplagt du har for travlt med spande og klude! Fantastisk, en lærer, der … Ja, hvorfor tog du vores klasse?

Spørgsmålet var meningsløst at besvare.

Jeg må altså videre, jeg skal på arbejde, sagde Vibeke.

Ja, undskyld, så … stammede Karen.

Nu har det da taget overhånd. Lærere som gulvvaskere …

Det ville blive snakket om på hele skolen, forældrechatten ville eksplodere. Hun måtte gribe det an med eleverne.

Underligt nok forsvandt angsten, da hun gjorde rent den aften. Palmerne bævrede taknemmeligt, gulvet glimtede, dystre tanker veget bort.

Sådan måtte det være. Mandag ville hun tage snakken med børnene.

Søndag ringede skolelederen.

Er det sandt, Vibeke?

Ja, Lene.

Åh Gud! Hvorfor sagde du ikke noget før?

Jeg nævnte nødvendighed i sommers.

Men klasselærer og … du forstår nok, hvilken rolle du har? Professionens anseelse? Skolens image … Kom nu, vi kunne jo have fundet på noget sammen.

Du har flere gange sagt, vores fag ikke regnes for noget længere. Men alt arbejde har vel sin ære. Jeg stjæler ikke, snyder ikke. Jeg arbejder.

Rengøringsdame? Det mener du ikke … Du er jo en fantastisk lærer!

Lønnen afspejler ikke min værdi. Nu kan jeg give gaver til børnebørnene uden at skulle vende hver en krone. Og mit arbejde lider ikke under det.

Det må du selv tage med forældre og elever. Jeg kan ikke forbyde det men jeg bifalder det heller ikke.

Alle klasser har én mor, der bakker læreren op. Vibeke havde ikke så meget held: moren til Emma var også hendes unge kollega, matematiklæreren.

Er det sandt? de begyndte alle sådan i disse dage.

Folk så for sig, at rengøringspersonale kun kunne være nogen, der slet ikke kunne andet. Vibeke var altid præsentabel, pæn, med ordnet hår, aldrig slidt klædt.

Ja, det er sandt, Emma.

Med vores løn, ja. Der er røg ud i chatten, og børnene snuser allerede. Mange holder dog med dig, jeg også. Emils forældre raser, men …

Ti minutter senere kendte Vibeke hele sladderen.

Søndag aften ringede hun Anna op. Anna bød hende straks ud manden var på job. Anna vidste altid, hvad der var rigtigt.

De sad i køkkenet.

Vibeke, lad dem snakke. Kan du lide arbejdet?

Det er jo arbejde, Anna! Men jeg holder faktisk af at gøre rent, se på grønne planter, og selv et skinnende toilet har noget. Sært, ikke?

Nej, hvorfor det …

Jeg kan lide resultater. Man ser, hvad man laver. I skolen kæmper du, og kan intet forudsige.

Vibeke, det er DIT valg, altid. Ingen kan bestemme over dig.

Det var nok det bedste råd. Hvorfor skulle hun forklare sig for nogen?

Mandag morgen sagde hun, uden videre, til sin klasse:

Ud over mit arbejde her, har jeg rengøringsjob på et advokatkontor for at klare økonomien efter min mands død. Jeg er glad for at have fundet det. Opgave: Kontoret har fem rum to til venstre, tre til højre, det sidste har to rum, og gangen ender med et toilet. Hvad minder det jer om og hvad tror I, jeg kalder rummene?

Eleverne gættede til sidst blev det klart: kontinenterne! To til venstre: Amerika, dobbeltrummet: Eurasien, længere nede: Afrika og Australien, toilettet: Antarktis.

De morede sig. Nå, ja, så skulle der sættes aircon til i Afrika og måske lede efter pingviner i Antarktis!

Hvis nogen havde haft indvendinger, var de væk nu.

Hvad lærerkollegerne sagde, interesserede henne ikke længere. Forældrenes autoritet det var til at overse.

Din veninde er klog, Vibeke. Du skal ikke forklare dig, sagde Tove.

Ja, og jeg har kunnet købe forårstøj til barnebarnet; gave til fødselsdag også. Det er da lykke, Tove!

Godt, veninde! Og se nu, blomsten der har aldrig blomstret før dine anstrengelser!

Foråret kom pludseligt tø og vand overalt, tredje kvartal på skolen forløb ujævnt. Det var ikke rart, når skolelederen, demonstrativt, sagde inde på lærerværelset:

Pædagogik er mere end at vaske gulv! Her analyseres!

Alle fattede, hvem det handlede om … Vibeke sagde ikke et ord.

På kontoret blev hun til gengæld fejret overraskende til sin fødselsdag. Balloner, et smukt potteplante og en gave en flot blender med blå sløjfe og masser af gode ord.

Oprydningen gik ekstra let. For gode mennesker er det let at gøre sig umage pengene var nu ret ligegyldige.

Næste morgen, inden arbejdstid, ringede Tove.

Fru Søgaard, der er nogen, som gerne vil snakke med dig.

Hun undrede sig over den formelle tiltale, men røret gik videre.

Goddag, Vibeke, det er fra Azimut Rejser. Vi har hørt, du er uddannet geografi-lærer?

De spurgte om uddannelse, erfaring og inviterede på samtale. Turistbranchen skulle bruge en specialkonsulent og hvem var mere oplagt end hende?

Sæsonen spidsede til hun måtte handle hurtigt.

Hvad vil du så gøre, Vibeke? spurgte skolelederen. Du kan da ikke bare forlade os helt?

Det er netop dét, jeg kan, for nu siger jeg op.

Hvor skal du hen? Ikke …

To uger senere stod Vibeke i receptionen hos Azimut Rejser. Planter begyndte at blomstre også her. Lønnen afhængig af salg, men langt over lærerens for også her lagde hun sjæl og ærlighed i alt.

Rengøringen slap hun ikke det hele lå jo i samme bygningskompleks! Efter en dag foran computerskærmen i rejseselskabet, var det næsten meditativt at lade moppen suse gennem kontinenterne.

Næste sommer lavprisbilletter fløj hun med Anna til Italien. Og senere sammen med Tove til Tyrkiet.

Hun hjalp sønnen med afdrag, købte ham og svigerdatter en minirejse.

Vibeke betragtede sit spejlbillede lidt sol og glød klædte hende. De mørke rande var væk, øjnene funklede.

Hej! Nej Vibeke Søgaard, er det dig?

Det var Louise Emils mor på kundebesøg efter ferie.

Ja, hej Louise. Bare sæt dig.

Er det dig, der bestemmer her?

Midlertidigt, ja. Hvor vil du hen?

Tyrkiet … Du ser dæl’me godt ud! Vi taler ofte om dig, Emil og jeg. Du var virkelig en lærer af Guds nåde. Siden du gik … ja, der har været rod. Hvem bliver dog ansat!

Det interesserede ikke Vibeke “samme gamle melodi …”

Lad os fokusere, her er kataloget, sagde hun og trak en brochure frem de bedste ture, og jeg kan anbefale …

Og du gør stadig rent ved siden af?

Ja, Louise, jeg vasker. Hvis du vil have en anden rådgiver, skaffer jeg det.

Nej, nej, du er fin! Jeg forstår det bare ikke.

Vibeke vendte monitoren om.

Så, lad os kigge på muligheder.

Louise, gamle sladderhank, kunne mene, hvad hun ville. Vibeke elskede begge sine jobs i sit mærkelige, drømmende liv i Vanløse.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

fifteen + 8 =

Gulvvaskeren. En fortælling
Slægtninge fra fortiden Da Aline var seksten år, blev hun smidt ud hjemmefra. Det er svært at sige, om hun nogensinde på de seksten år havde følt sig rigtig hjemme – sandsynligvis ikke, for hun fik dagligt at vide, at hun nærmest spiste brød på kredit. Og alligevel var det her, hun havde haft hele sin barndom. Det er jo heller ikke ligetil at finde et sted at bo, når man kun er seksten. Det hele begyndte som et mareridt. Faren, som i forvejen ikke var kendt for hverken store pædagogiske evner eller fornuftig tone, råbte mest – og ikke ligefrem pæne ord. Moren, som Aline ellers først havde betroet sig til, havde hidset sig op dagen før og sad nu med stenhårdt ansigt. Søsteren, Vera, sad og lagde makeup ved bordet med en sarkastisk gnist i øjet, klar til at blive smuk til aften – sådan et show skulle man da ikke misse. – Pak makeup-tasken væk, du får ikke brug for den! – råbte faren pludselig, – Du kommer ikke ud af huset før du fylder tredive, så du ikke følger i din søsters fodspor! Men Veras fars vrede prellede helt af – det var jo ikke hende, det egentlig gik ud over, og Aline ville få hele skylden … – Nå, Aline, fik du, hvad du ville? – Vera viste hende tungen, selvom hun pakkede makeuppen væk. – Lad nu være, det kan blive din tur næste gang! – rumlede faren. – Men hvad har jeg gjort? Jeg er ikke sådan en s…, som hun er. – Vera! – Moren vågnede lidt op, – Hvordan taler du? – Jeg siger det, jeg ser, mor. Det er jo ikke, fordi du er uenig! Desværre – Aline måtte indse, at endda faren var enig. Aline stod i døråbningen, nærmest frosset, for hun satte sig ikke til bordet. Maven kunne man ikke se endnu, men nu vidste alle hendes hemmelighed. Hemmeligheden hun så længe havde holdt skjult. – Far, mor … jeg … jeg vidste det ikke … – prøvede hun at finde et mildt ord for “dumhed”, men der var intet, der passede. Ingen af dem blev rørt. – Du vidste det ikke? – smed moren ud, – Hvem har jeg dog holdt samtaler med siden du var tolv? Ikke med dig? Men du har jo aldrig lyttet og troet, du vidste bedst. Løjet, skjult … troede du, vi var blinde? Eller håbede du bare, det ville gå over af sig selv? Du burde have sagt det med det samme – så kunne vi have … Nå, hvad skal vi nu gøre… Du er seksten! Måske netop fordi Alina altid havde fået disse tirader, om hun var skyldig eller ej, var hun endt med at kaste sig i armene på den, der havde sagt et venligt ord. Faren råbte og råbte, til han blev hæs. Selvsamme mor sukkede: “Hvad skal vi dog gøre, hvad skal vi dog gøre”. Aline troede, det værste var ovre – men det var det langt fra: – Pak dine ting, – sagde faren stille. – Du har en time. Hvis du er så klar til voksenlivet, så find dig et voksenliv et andet sted end her. – Er det ikke for meget? – Moren fik sagt noget, og det lød, som om hun havde ondt af Aline, men hun modsagde ikke faren – så hun tav. En time til at sige farvel til barndom, hjem, familie. En time til at indse, at nu var det slut. – Far, vær nu sød … – tiggede Aline. – Jeg ved, jeg har fejlet, men giv mig dog mindst et par år … – Ikke noget med et par år. Du må klare dig selv. Pak! Ellers må du gå uden noget. Aline styrtede ind på værelset og smed det mest nødvendige i en taske. I sådan en fart virker alt vigtigt – hun kom endda dagbogen fra 9. klasse i, selvom hun ikke længere gik i skole. Trøje … hue … ur … Hvad var nødvendigt, hvad ikke? Da den time var gået, og hun kom tilbage til køkkenet, slæbte tasken tungt hen over gulvet. Aline trak vejret dybt, prøvede at tage sig sammen. – Må jeg … blive? Jeg skal nok prøve … jeg hjælper til … – gispede hun, mest til moren. Måske var det hele bare sagt i affekt? Måske fortrød de nu? Men heller ikke moren rørte sig. – Du skulle have tænkt dig om før. Skammen er rigelig. Vera grinte ondsindet og sorterede sin makeup. Nu måtte hun alligevel gerne komme ud. Hun fik altid lov til alt i sidste ende. – Ja, Aline, den har du selv rodet dig ud i. Ups, jeg mente – gjort dig selv gravid. Find dig et sted, du kan være. Jeg har altid vidst, det ville ende sådan … Aline forstod – hun var dømt. Nu kom hun til at vandre rundt på gaderne, måske på stationen, måske i tomme ejendomme … og ende som hjemløs. Hvor skulle hun ellers tage hen, når hun havde et barn undervejs? Hun mærkede for første gang den værste ensomhed, man kan forestille sig. Hendes taske blev til sidst smidt ud på gaden. Søsteren stod i vinduet og sendte hende et hånligt grimasse. Nogle dage boede hun hos naboen – de bebrejdede hende godt nok, men kunne ikke få sig selv til at lade hende overnatte i lille-skoven bag huset. Hun sad bare der, uden at gøre væsen af sig, indtil tante Rita kom. – Hvor er Aline?? Halvdelen af byen har fortalt mig, at I har smidt hende ud! – Smidt ud? Vi har sendt hende ud i voksenlivet. Når hun nu vil være voksen, så må hun finde et sted selv, – sagde hendes bror køligt. – Som om du selv har skaffet dig en bolig! Du bor jo stadig i mors hus! Hvor er hun? – Hun er vist hos naboen. Tante Rita havde ingen egne børn men elskede sine niecer – og især Aline. Hun tog hende med hjem til sin lejlighed i et almindeligt højhusområde. – Det skal nok gå, Aline, – sagde Rita, – du skal blot ikke opgive håbet. Så ryger man let helt ned. Du skal nok opleve meget endnu, du får dit barn, og det hele skal nok løse sig. Jeg skal nok hjælpe, og senere må du selv i gang med at arbejde … – Må jeg virkelig bo her hos dig, tante Rita? – Selvfølgelig. – Du dømmer mig ikke? Hun tænkte sig om. – Nej, dømme ikke. Men jeg kan nu heller ikke rose dig … så noget må man altså tænke på “før”, ikke “efter”. Men nu er det, som det er. Nede i gården, hvor Rita rodede med tingene, så Aline en ung mand feje fortovet. Han gjorde det meget ihærdigt, så det ud til, at han var ny på jobbet. Sødt udseende. Hun vendte sig hurtigt, for kærlighed var ovre for hendes vedkommende. Det havde hun leget nok med. – Det er Ivan, – fortalte Rita, da de var oppe i lejligheden, – han har lige fået en ungdomsbolig her som forældreløs og arbejder som vicevært. Han er en god fyr. Flittig. Går vist i skole og har ikke nogen kammerater, der trækker ham på afveje. – Drikker han alene, måske? – Aline grinede en smule, for første gang kunne hun slappe lidt af. – Du er da blevet i bedre humør, – Rita smilede. – Nej, faktisk drikker han slet ikke. Den morgen vågnede Aline klokken otte, kiggede rundt og troede dårligt sine egne øjne – det var nu hendes hjem. Hun gik ned for at handle, og foran opgangen stod Ivan. – Goddag, – sagde han. – Jeg hedder Ivan. Jeg bor her … derovre. Hun fulgte hans hånd. – Hyggeligt at møde dig. Jeg hedder Aline. – Du gjorde stort indtryk på mig i går. – Nå, kærlighed ved første blik? – svarede hun. – Ja, sådan kan man vist godt sige. Hun tog det ikke helt alvorligt, men Ivan mente det alvorligt nok. Hun fortalte ham, hun var gravid. Alligevel sagde han, at han stadig ville elske hende. – Ivan, du burde se dig om efter en “normal” pige i stedet for mig, – sagde hun. – Er du ikke normal? – Jo, egentlig, men du ved jo godt, at … – Jeg vil alligevel gerne være sammen med dig. Og det er næsten 40 år siden nu. Aline og Ivan blev gift, fik sønnen Rune. Rune bor nu med sin familie i den lejlighed, Ivan engang fik. Ivan og Aline blev boende i tante Ritas lejlighed, efter at Rita desværre gik bort alt for tidligt. Trods det mærkelige første møde må man sige, de var som skabt for hinanden. De havde begge stabile job og levede et trygt, almindeligt liv. Aline fik efterhånden et nogenlunde forhold til forældrene og søsteren – men de blev aldrig nære. De sås til højtider og byttede symbolske gaver, men kærlighed, sådan rigtigt, opstod aldrig. Ivan var altid venlig og hjælpsom – også over for Alines forældre. Ivan lærte Aline et godt råd: At spare lidt op hver måned. Det blev ikke til meget ad gangen, men de var trofaste. De manglede ikke bolig eller bil og sparede derfor op til en drøm – at rejse, når de blev gamle og gik på pension. Nu, ved endnu en lønudbetaling, smed Ivan tyve tusinde kroner i kassen. En uge senere fik Aline en bonus. Fem tusinde kom i opsparingen, resten ville hun bruge på en gave til Ivan: en motionscykel, så han kunne træne hjemme. – Hvornår er leveringen? Onsdag? Overmorgen. Perfekt. Hun elskede at lave overraskelser. Motionscyklen blev leveret – hun ventede bare på, han kom hjem, for at se reaktionen. Hun vidste ikke, at Ivan aldrig ville komme hjem igen. *** Der gik et år efter hans død. Årsdag. Kun de nærmeste kom. Kollegaer og venner samlede sig andetsteds. Selvfølgelig kom Rune med familie, Alines forældre, Vera. Alle talte om, hvor fantastisk et menneske Ivan havde været … – Jeg kan ikke mindes, han nogensinde har hævet stemmen … – Rune tørrede øjnene. Ivan havde været en rigtig far for ham. Rune kendte sandheden – de havde fortalt ham det for at undgå problemer, for Aline var sikker på, at før eller siden ville “velmenende” mennesker gøre det klart for ham. Men Rune tvivlede aldrig på, at Ivan var hans rigtige far. – Jeg har jo ikke kendt ham så tæt, – sagde svigerdatteren, – men jeg glemmer aldrig, hvordan han første gang lagde mine vanter til tørre … – hun stoppede, havde en klump i halsen. Alle sagde et eller andet. Aline sad og stirrede på Ivans billede og tænkte, at de penge, der var tilbage, aldrig kom Ivan til gavn … Han kom aldrig rundt i verden. – Han ville så gerne rejse … – hviskede hun, – og jeg … jeg er jo bare en hjemmefødning … Jeg ved slet ikke, hvordan jeg nu … Der var sparet nok op. Tre millioner. Aline kunne egentlig tage ud og rejse. Men uden Ivan betød det ikke noget. Da Rune og familien var gået, blev Aline alene i køkkenet. Hun var i gang med opvasken, da hendes mor kom ind og lukkede døren forsigtigt: – Aline, jeg ved godt, det ikke er dagen i dag, men vi ses jo ikke tit, så jeg spørger nu – du har stadig ikke brugt de penge, som du og Ivan sparede op? Aline rystede tavst på hovedet. Familien burde slet ikke vide noget om de penge, men Ivan havde åbenbart sluppet informationen løs – han stolede altid på alle. Moren begyndte at gå frem og tilbage nervøst. – Aline, du ved jo godt, Ivan sparede op til noget ligegyldigt … Ja, jeg kunne da også godt tænke mig en rejse, men det er altså ikke det vigtigste … Du kommer jo aldrig af sted – du er hjemmemenneske. Hvorfor lade pengene samle støv? Tiden går, og inflationen æder dem op! Aline så på moren og prøvede at fatte, hvad hun mente. – Du ved jo, Vera og jeg bor stadig til leje! I vores alder! Vi er snart firs, Vera er over halvtreds, hendes børn lejer også. – Moren hævede stemmen. Det har de såmænd selv været ude om. – I solgte jo selv bedstemors hus. I sagde, det var forfaldent og ikke værd at beholde. Aline forstod det ikke dengang – hvorfor sælge eneste bolig? Bare fikse den lidt op, men at sælge…? – Ja, men vi ville bygge nyt! – indvendte moren. – Hvorfor har I så ikke fået bygget noget? – Aline kunne ikke holde på det længere. – Ivan forvaltede jo pengene forkert! – råbte moren, – Man skal investere i noget varigt! Ejendom! Ikke alt det pjat … Og du … Det skulle hun ikke diskutere, især ikke på Ivans dødsdag. – Mor, kan du gå, – sagde hun roligt, men bestemt. – Undskyld, – sagde moren hurtigt, – jeg skal lade være med at tale om Ivan. Men han er her jo ikke mere. Hvad vil du egentlig bruge pengene til? Vil du virkelig rejse det hele op? Så mange penge, bare til sjov! – Mor. Jeg har altså også et barnebarn. Jeg overvejer faktisk at bruge dem til, at han kan få et hjem … – Stakkels Ivan! – udbrød hun, – Først gav I hans lejlighed til et fremmed barn, og nu skal hans opsparing gå til et fremmed barnebarn fra en eller anden slyngel. Har du bare fået vredet alle omkring dig ud i kaos… Mon hun mente …? – Mor, gå nu, – Aline stod med hænderne i vasken. Så var samtalen slut. Moren gik utilfreds og mumlede for sig selv. Aline kom ikke i seng. Fyrre år efter, og hun var stadig “den slags pige” i familiens øjne. For at prøve at komme i gang gik hun ud for at lave kaffe og ordne i hjemmet – da dukkede Vera op. Aline vidste straks, det var fup. – Du får ingen penge, – sagde hun direkte, før Vera havde fået overtøjet af. – Ej, jeg kommer ikke for det! Jeg tænkte bare, vi samledes jo i går … sikkert lidt rod bagefter. Jeg ville hjælpe dig med at gøre rent. Og det skader jo heller ikke, at vi bliver lidt bedre søstre igen … De gik i gang. Vera så virkelig ud til at gøre en indsats, hun snakkede uafbrudt, prøvede at muntre Aline op, men det lykkedes ikke rigtigt. Pludselig fik Vera det dårligt. Spanden væltede. – Vær nu forsigtig, Vera! – råbte Aline og kiggede sig om, – Vera, hvad laver du? Hold ud … Jeg kommer nu. – Mine … piller i tasken … Aline tømte det hele: – Der er ingenting! – Jeg har glemt dem … bare glemt … – Hold fast! Hvilke piller? Hun fløj ned på apoteket og ringede til 112 på vejen. Da hun kom tilbage, var lejligheden endevendt. Alle skabe stod åbne, ting smidt rundt – og Vera var væk. Aline havde regnet det ud. Vera havde prøvet at stjæle fra hende. Men Aline var heldigvis kommet på det – hun havde for nylig sat alle pengene i banken. Som om hun havde kunnet mærke, det var på vej. Aline sad i køkkenet, rystende om hovedet. Nu vidste hun præcis, hvad hun ville gøre med de penge. Hun ville endelig rejse. Måske ikke så langt eller længe, som det var drømmen, men ud skulle hun. Resten gik til søn og barnebarn. Ivan ville nok ikke have haft noget imod det. Og netop dér forstod hun, at Ivan aldrig forlod hende – for han blev hos hende for altid …