Gulleshistorien
Rikke, er du blevet vanvittig! Hvordan kunne I dog finde på det? I har jo nærmest lige giftet jer! Min mor, Birgitte Jensen, buldrede omkring i køkkenet uden at vide, hvad hun skulle tage først om hun skulle lægge sidste hånd på salaterne eller sætte stegen i ovnen.
Det er ni år nu, mor sagde jeg og hakkede løg, mens jeg tørrede tårer væk, som ikke skyldtes løgene.
Jeg var arrig. Ikke fordi jeg var sart, men fordi det føltes, som om jeg aldrig havde ret til selv at bestemme. Var jeg stadig så lille, at jeg ikke kunne træffe egne valg? Skulle jeg virkelig altid bede om lov?
Rikkepige, du forstår vel, at det er ikke for sjov! Det er et kæmpe ansvar! For livet! Er du klar? Nej, selvfølgelig ikke Du har altid været en god sjæl og flakket rundt i dine egne drømme. Kom nu ned, Rikke! Det her er alvor!
Mor, tror du ikke, vi ved, hvad vi gør?! Jeg kunne ikke holde det inde og smed kniven på bordet. Vi er altså ikke børn længere, mor
Det store, lyse køkken var vores kongerige. Da mine forældre havde bygget huset færdigt, var jeg tretten, men mor og jeg valgte farve til køkkenet, klinker og alt i udstyr sammen. Jeg har altid elsket at lave mad og havde god smag allerede dengang. Det meste af maskineriet på køkkenet købte far udelukkende til mig. Mine kager og desserter var legendariske hos familie og venner. Intet selskab uden at nogen ringede:
Rikke, kan du ikke tage dig af dessertbordet? Ingen andre gør det lige så godt!
Det var aldrig nogen tvivl om, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Mens jeg lærte det grundlæggende i ledelse og arbejdede på en fransk restaurant i København om aftenen, sparede mine forældre op til min drøm.
Se, Rikkepige! Er det ikke det perfekte sted? Far har ledt længe! Det er et lille café, jo, og det har været lukket et stykke tid, men det ligger næsten centralt! Og der er et lille bageri med. Tør vi?
Vi tør, mor! Jeg gik forsigtigt over glasskårene fra de smadrede ruder.
Nogen havde hærget i lokalet, men allerede dér vidste jeg præcis, hvordan mit konditori skulle se ud. Jeg havde planlagt alt fra vægfarver til sortiment.
Vi starter i det små. Udvikler det lidt efter lidt. Kan du huske den gamle butik ved vores hus, hvor de lavede de bedste romkugler?
Og kanelstængerne! Altså, du var jo helt fjollet med dem, kunne spise dem til morgenmad, frokost og aftensmad!
Jamen, det blev også for meget engang, da far sagde, jeg måtte købe alt det, jeg ville. Bagefter havde jeg så ondt i maven, at jeg ikke kunne se på dem! Alt med måde, ikke
Helt sikkert! Nå, Rikke? Gør vi det?
Vi gør! Jeg lukkede øjnene og takkede for, at jeg havde min familie og min drøm uden at ane, hvor meget jeg en dag måtte kæmpe for at beholde dem begge.
Mit lille konditori fik hurtigt succes. Få år efter havde jeg åbnet et ekstra bageri og, med fars hjælp, organiseret virksomheden på en helt ny måde. Det var ikke længere bare et lille sted med personlige opskrifter, men en forretning med ansatte, daglige leverancer fra lokale gårde, og planer om at åbne en butik med frisk mælk og smør.
Alligevel var jeg ikke glad. Kun mor vidste hvorfor. Årene gik, og ingen havde for alvor berørt min indre verden min sjæl hungrede efter kærlighed og familie, men det skete bare aldrig.
Jeg var bestemt ikke grim, men heller ikke nogen skønhed. Jeg havde pæne grå øjne, fin figur og langt hår, som jeg altid satte op i en knold under arbejdet. Alle nye opskrifter testede jeg først på egne kunder, og kun hvis de blev kærligt modtaget, blev de sat til fast produktion.
En dag, mens jeg bagte i bageriet og min far var på sin sædvanlige runde blandt landmænd, mødte jeg ham, der skulle blive min mand.
Undskyld, unge mand, det går altså ikke! Chefen snakker ikke direkte med kunderne! lød det pludselig.
Jeg hørte tumult i caféen og så spørgende på min assistent og bedste veninde, Trine.
Hvad sker der?
Ved det ikke, Rikke. Jeg tjekker. Det er sikkert bare brok. Bare rolig, vi ordner det.
Trine styrede forretningen så godt, at jeg for længst havde givet hende ansvaret for de praktiske opgaver. Hun var køn, krøllet rødbrunt hår, milde blå øjne og kunne klare selv det mest besværlige regnestykke i hovedet, samtidig med at hun holdt leverandørerne i ørerne. Jeg beundrede hende.
Åh, Trine! Jeg kan altså ikke være streng på samme måde. Folk snyder altid mig
Det er, fordi de kan se, du er godtroende og ordentlig, Rikke. Med mig sætter de sig ikke på nakken dét kan de godt prøve! Min far og din far har lært mig: man skal stå op for sine folk. Og du er min familie! Arbejd du bare videre, jeg tager mig af leverandørerne.
Det tvivlede jeg aldrig på. Jeg kendte Trines historie udenad hele byen gjorde. Hvordan hendes mor en nat forsvandt, hvordan sagen aldrig blev opklaret og faren selv endte med at finde forbryderne og skaffe Trine trygt over til os, mens han afsonede en kort straf. Da han kom hjem, var det første han gjorde at sende Trine til karate.
Du skal kunne forsvare dig, min pige.
Hun blev ikke bare god, men mester. Alligevel var det ikke sporten, hun ville gøre til sit liv.
Far, jeg er nu engang pige! Jeg elsker sødt og vil lære at lave det. Rikke bager så meget, hvorfor skulle jeg være dårligere? Hvis nogen bare viser mig det, kan jeg det hurtigt!
Så hun spurgte mig, om hun måtte blive min lærling.
Selvfølgelig! Men du havde da planer om at blive gift?
Og? Kan man ikke kæmpe for sine drømme alligevel? Nogle har slet ikke drømme. Jeg vil vælge min egen vej.
Og din drøm?
At åbne en dansk restaurant, og selvfølgelig sende folk til dig efter kager. Lyder det ikke godt?
Gør det! Jeg hjælper hvor jeg kan.
Men efter første har hun fået børn. Først en pige, så en dreng.
Det er altid noget. Far hjælper! Og svigermor! Vi klarer det.
Trine, du kunne tage lidt fri med dem?
Nej, Rikke, jeg bliver sindssyg af kun at gå hjemme. Jeg elsker også mit arbejde! Nå hvorfor har vi så lidt mel? Hun duppede sin snottede søn, gyngede ham lidt og blinkede til mig. Ikke tale om pause
At se hende jonglere babyer og regnskaber fik mig endnu mere til at længes efter egen familie små børn i armene, lykke i overflod
Men det lykkedes aldrig, indtil Jacob dukkede op
Her, Rikke! Han spørger efter dig!
Hvad er der sket? Jeg blev nervøs.
Han var iført habit, ukendt, og jeg blev bange for, at det var noget alvorligt. Men så sagde han:
Hvor har du den opskrift på de vandbakkelser fra?! Min mor lavede dem altid sådan! Kun hun kunne det! Han var tydeligvis forvirret, stirrede på mig, som om jeg pludselig var et træ.
Det er min egen opskrift, jeg mødte Trines blik, sikker på, at hun forstod. Jeg har bagt dem, siden jeg var ti. Mor lærte mig det. Her, smag selv!
Trine rakte ham æsken med kager, men han tog den ikke.
Undskyld, er du gift? udbrød han pludselig.
Vent lige! begyndte Trine, men jeg svarede bare:
Nej, det er jeg ikke.
Så vil jeg gerne invitere dig ud at spise i aften. Må jeg det?
Trine rystede på hovedet bag hans ryg, men jeg nikkede.
Klokken efter syv har jeg fri.
Jeg venter på dig!
Da han var gået, delte Trine naturligvis alle sine bekymringer. Han kunne jo være hvem som helst! Men jeg tænkte kun på måden, han så på mig, som om han genkendte noget, han havde ledt efter altid.
Jeg spurgte ham ikke engang om hans navn
Netop! Og nu skal du på date. Du går ingen steder alene! Jeg ringer til min mand, og så spiser vi samme sted!
Hvorfor?
Så han ikke tryner dig! Han er bestemt ikke her fra byen så du den habit? Det er for godt til at være her.
Jeg måtte give mig.
Men alt gik godt. Jacob arbejde for en stor virksomhed, der ville bygge en fabrik lidt udenfor byen. Han havde forelsket sig i mig ved første blik og kunne ikke finde på andet end bare at sige det.
Jeg har ledt så længe, Rikke. Tænkte, jeg aldrig fandt dig! kyssede han mig på bryllupsaftenen. Min kone. Mit held
Jacob, du gør mig genert! Jeg grinede og omfavnede ham. Jeg har også ledt efter dig
Det er jo mig, der har fundet dig!
Næ du faldt for mine kager!
Dem også! Sikke et held!
Vores ægteskab var idyllisk. Ingen skænderier, ingen drama. Selv Trine grinede.
Rikke, sådan kan man da ikke leve en lille uenighed er altså sundt!
Hvorfor? Jeg er vant til, at man er venlige hjemme hos os.
Min mor og far havde små skænderier men altid sådan, mor lavede fars yndlingsmad, og han udbedrede småting i huset, og inviterede hende på fisketur bagefter.
Har været længe siden sidst.
De sad aldrig stille længe hurtigt fik de sagt, hvad de mente, derefter grinede og kyssede de, helt forelskede på ny.
Vi ser hinanden mest morgen og aften begge arbejder jo meget. Jacob er ofte ude at rejse med arbejdet hvornår skulle vi skændes? Vi vil kun det samme familie, børn Men der kommer aldrig nogen. Lægerne siger, det burde kunne lykkes, men det sker bare ikke.
Det skal nok komme, Rikke! Vent og se! Engang skal du synge vuggeviser for dine unger ligesom jeg lærte dig!
Åh, Trine gid du havde ret. Jeg ønsker mig det så brændende
Men året gik, så flere intet barn. Vi søgte specialister, men de sagde bare:
Vi kan ikke hjælpe. Alt er i orden medicinsk. Det må være op til skæbnen.
Så vi ventede. Intet skete. Til sidst foreslog Jacob adoption.
Skal vi ikke give et hjem til et barn, der mangler det nu vi ikke får vores eget? Vi har så meget kærlighed. Den skal gives videre.
Du har ret, Jacob! Det har jeg også tænkt, men turde ikke nævne det for dig.
Kære, det skal du aldrig være bange for. Intet kan vokse af frygt.
Nej Tror du, vi kan få lov?
Hvem skulle ellers?
De sagde ja. Vi gennemførte alt papirarbejdet og adoptionstræning. Håbet flyttede ind igen.
Da vi ventede, besluttede jeg at fortælle mine forældre, at de snart skulle blive bedsteforældre.
Nej, nej, Rikke! Mor rystede på hovedet. Ved du, hvor risikabelt det er? Hvad hvis barnet er sygt, eller med dårlig baggrund? Hvad hvis
Mor! Jeg lagde armene om hende, rystede hende lidt. Hvorfor tænker du sådan? Du har altid lært mig at være modig! Skal jeg nu begynde at frygte? Det her er vores chance, mor. Vi får nok aldrig egne børn sådan blev det bare. Men jeg vil ikke skilles eller søge lykken et andet sted, for jeg elsker Jacob, og sammen kan vi tage ansvaret. Er barnet sygt, hjæper vi. Måske er vi det eneste håb.
Og hvis
Der er ikke mere “hvis”, mor. Beslutningen er taget. Jeg beder dig ikke om lov kun om at acceptere det. Ellers må du Ja, så må du tage stilling til, om jeg stadig er din datter.
Rikke, hvad siger du dog
Skal jeg først være god nok, når jeg gør præcis, som du vil?
Nej, naturligvis ikke.
Så accepter mit valg.
Jeg ved ikke, om jeg kan Jeg ønsker mig egne børnebørn
Hvem er “sin egen”? Da Trine boede hos os, blev hun en datter for dig du tog hende ind. Men nu vil du ikke have et barn, du aldrig har mødt? Er det rimeligt?
Åh, hvad gør du dog ved mig
Intet mor! Tænk nu over det. Når du er klar, er vi glade for, at vores barn får en mormor.
Jeg skal nok tænke
Heldigvis tænkte hun ikke længe. To uger efter Trines fødselsdag kom opkaldet. Først som plejeforældre, senere adoptanter til to søskende; Christian på to og lille Karen på ét farløse efter en mekanikers sjusk, bedsteforældre for gamle.
Og syv år senere, skete miraklet. Vores egen søn, Asger, kom til verden en mild martsdag. Birgitte, min mor, var med hele familien ved udskrivning. Hun løftede forsigtigt den lille:
Nu er vi tre børn i familien Det er så ubeskrivelig lykke
Ja, mor. Tak for alt Jeg krammede Jacob og kaldte på Christian og Karen Kom! Skal I sige goddag til jeres lillebror?
Ja!
Længe efter sengetid faldt stilheden over huset. Fra børneværelset lød sagte:
So, so, lille ven,
små duer letter igen,
vugger børn i drømmeland
trygt i mors og fars favn Ude i køkkenet lå en duft af hjemmebag, som i de gamle dage kanel og sukker, ristede nødder og smør. På bordet stod tre små krus med kakao, og dampen snoede sig op i det bløde lys fra lampen over køkkenbordet. Der, på den anden side af ruden, dalede martslyset blidt ind. Det slog mig, hvor mange cirkler livet gik i.
Jacob kom derud med Asger i armene, og Christian og Karen småløb bag ham, iført pyjamas og med latter i blikket. Trine trådte ind ad døren, stadig duftende af regn og frisk luft, og satte sig ved siden af mig med et træt smil.
Skal vi synge den? spurgte hun.
Jeg nikkede, og så begyndte vi alle, lavmælt og tæt: “Solen er så rød, mor” Karen puttede sig ind til min side, Asger blinkede søvnigt, og Christian gabte stort med hånden i Jacobs. Stemmerne flettede sig sammen mit livs familie, min barndom, mine drømme, sammenvævet i denne lette forårsaften.
Da vi sang sidste vers, bemærkede Asgers øjne det gamle billede på væggen: Mor, far, mig som barn med mel på næsen.
Er det dig, mor? hviskede han.
Jeg trak vejret dybt og nikkede.
Ja, Asger. Det var engang. Og nu er I her. Alt, hvad jeg nogensinde har drømt om, sidder nu lige her i vores køkken.
Da stilheden igen bredte sig, fangede jeg Jacobs blik. Han smilede, og jeg vidste, at fortidens usikkerhed var byttet ud med nuets ro. Intet blev, som jeg først havde forestillet mig det var bedre. Vi fandt hinanden på tværs af blod og grænser, gennem frygt, håb og vandbakkelser.
Måske var lykken ikke noget, man bagte efter opskrift. Måske var det de små stykker, man turde give videre: et stykke kage til en fremmed, et åbent hjem, et ja til det ukendte.
Jeg rejste mig og satte bageristen over til afkøling, satte mig blandt børnene og lagde armene omkring dem.
Livet blev aldrig præcis, som man beslutter. Men tak, livet, for at det tør tage chancer på os for familier af hjerte, af mod, af sang.
