Sofie, hent lige et glas! For pokker da! Ja, skynd dig nu! Karen fór sammen og vendte sig om. Hører du ikke efter? Der mangler salt!
Papegøjen sad oppustet på sin pind i buret, og blikstillede direkte på hende. Den så noget svingende ud: de hvide fjer var blevet grå og bar plamager af skaldethed. Dens gule engang så strunke top lå trist hen ad issen, hvor den før havde vippet energisk over de nysgerrige øjne.
Han er helt nedtrykt uden Poul. Og nu nægter han at snakke! Det er dig, Karen, han reagerer sådan på. Underligt Mig siger han ikke en lyd til. Han sidder bare helt sammenkrøllet, mens jeg skifter bundlag eller fylder frø og vand op. Tidligere var han så livlig, snakkede ustandseligt og elskede at bade. Poul satte altid baljen midt i stuen, og så splattede han rundt af lykke. Du ved, papegøjer snakker jo ikke hele tiden Poul forklarede hvorfor, men jeg har glemt det. Men Snorre har altid snakket som et helt vandfald. Nu er her helt stille. Rigmor Bremsen gik hen til buret og rullede det store, broderede tørklæde ud, der lå klar ved siden af. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg foreslog min børnehave at tage ham til levende-hjørnet, men de blev helt fortørnede. Alle kender jo Snorre de sagde, han ville skræppe og bande, og så ville forældrene blive rasende over sådan en forbindelse til naturen Og jeg har så ondt af ham. Jeg kan ikke tage ham med hjem mine katte ville æde ham på stedet. Så jeg fodrer ham bare her hvad skulle jeg ellers gøre?
Karen tog et skridt tættere på, strøg fingeren langs buret.
Er han gammel?
Hvem ved det? Poul tog ham med hjem fra en sørejse for, ja femten år siden? Jeg kan dårligt huske det. Vi var bare blevet naboer dengang. Siden da har fuglen boet her. Men hvor gammel han var, da Poul fik ham, aner jeg ikke. De der store papegøjer kan jo leve længe. Poul er væk nu, men papegøjen er her stadig Rigmor snøftede, og Karen mærkede, at tårerne igen truede.
På de to timer Karen havde tilbragt med Rigmor, havde hun næsten ikke set hende uden gråd. Karen bemærkede, hvor mærkeligt lig Rigmor egentlig var Snorre den der tabte, sørgmodige stolthed. Måske havde hun alligevel elsket Karens far, ikke bare knyttet sig for at slippe ensomheden. Hun vidste næsten ingenting om Rigmor, ligeså lidt som om sin far, som hun ikke havde snakket med i, hvad, sytten år? Atten? Jo! Mor havde sagt, han kom for at se hende da hun blev to, men siden aldrig igen. Først sidste år havde Karen fået at vide, at han havde forsøgt sendt gaver til alle højtider og betalt børnebidrag uden svigt. Hendes mor, Mette, havde åbnet op for det hele sidste år:
Det var min skyld, Karen. Jeg var såret. Jeg ville hævne mig. Jeg lod ham aldrig se dig, skjulte dig og flyttede væk, så han ikke skulle få chancen. Jeg vidste, han ikke ville jage efter os. Nogle år efter blev jeg rolig igen, men der var det for sent – han var gift, og vi boede hver for sig. Man kan ikke køre fra Esbjerg til København hvert øjeblik.
Men hvorfor, mor? Hvad kunne gøre dig så vred?
Han var kaptajn på skibe, Karen Én i hver havn Det kunne jeg ikke acceptere.
Hvordan fandt du overhovedet ud af det?
Folk, Karen. Velmenende mennesker. Men det gik op for mig for sent, at jeg ikke skulle tro på alt
Karen havde ondt af dem begge sine forældre og især over aldrig rigtig at lære sin far at kende. Efter samtalen med Mette havde hun prøvet at finde ham, men alle spor var væk, og den sidste adresse beboet af fremmede. Hun havde tænkt på at anmelde ham som forsvundet, men så kom brevet fra Rigmor. Karen brugte to dage på at få styr på studiet, før hun fløj tværs over landet. Måske ville hun ikke nå at sige farvel, men kunne i det mindste tale med ét menneske, der kendte ham godt.
Undskyld jeg først kontaktede dig nu. Han bad mig om det han ville ikke skræmme dig. Han sagde, at hvis du ikke huskede ham sund og rask, skulle du heller ikke se ham syg. Det var en grim død, Karen. De sidste dage så megen smerte, at han og Snorre skreg sammen om natten. Selv ørepropper hjalp ikke
Hvordan var han? Ikke de sidste dage rigtigt?
Vidunderlig, min pige, virkelig. Jeg har været gift før to gange men ingen har nogensinde behandlet mig, som Poul gjorde. Der var omsorg i selv små ting. Han tjekkede mit tøj, om det nu var varmt nok. Rigmor snøftede igen. Men han elskede også at bage lavede lagkager og småkager, og jeg grinede og sagde, at snart kunne jeg ikke komme ind ad døren, men han svarede bare, at så ville han elske mig endnu mere. Han elskede også syltning. Hele min altan er fyldt med glas. Uanset hvor meget jeg bad ham slappe af han gav sig ikke. Del det ud, sagde han bare. Du hørte det jo! Der mangler salt Og han kaldte slet ikke Sofie sin anden kone for noget grimt; han rablede bare, når han var virkelig vred. Sådan noget kan høreklap godt holde for Rigmor smilede midt i tårerne. Han kunne bande, så det var en kæmpe kunst; men aldrig overfor kvinder. Så kunne han finde på at råbe op, hvis han brændte sig eller noget
Må jeg spørge dig om noget?
Selvfølgelig. Spørg om hvad du vil, jeg ved, du er nysgerrig. Du kendte ham ikke, og han fortrød hele sit liv, at din mor skilte jer ad. Han respekterede hendes valg, men fortrød bittert ikke at kæmpe mere. Døm ham ikke for hårdt, Karen. Ud af til var han bister, men indeni meget følsom han var bange for at blive afvist. Og det ville gøre ham for ondt.
Det gjorde han da alligevel. Måske skulle han bare have prøvet? Karen rynkede på brynene.
Du har ret, selvfølgelig har du ret. Men folk er forskellige. Jeg undskylder ham ikke, jeg forklarer bare, sådan som jeg oplevede det.
Karen strøg en finger langs buret. Snorre betragtede hende.
For nogen var han god, kærlig, elskede endda sin papegøje, men mig sagde han aldrig et ord.
Synes du, det er uretfærdigt? Rigmor satte sig på kanten af stolen og så op på Karen. Men du har jo ret. Han burde have taget kontakt. Hvis han havde længtes jeg spurgte ham så tit, men han svarede aldrig. Da han blev syg, sagde han bare ét ord for sent.
Bedre sent end aldrig. Karen rystede på hovedet. Men hvad kan man gøre? Man kan jo ikke trylle tiden tilbage. Jeg vil ikke være vred.
Det er godt, min pige! Jeg tror, det vil lette ham, at du tilgiver ham.
Rigmor rejste sig og gik hen til skænken under fjernsynet.
Det her er til dig. Det var hans ønske, hvis du engang kom.
Hun lagde en fløjlsetui i Karens hænder; Karen åbnede den ikke med det samme.
Hvad er det?
Se selv. Og her er papirerne på lejligheden. I morgen skal vi til notar og ordne det.
Notar? Karen så forvirret på Rigmor. Jeg troede, han efterlod det hele til dig?
Vrøvl, Karen! Rigmor smilede trist. Du er hans eneste arving. Sådan skulle det være. For at undgå problemer lavede han testamente, så du ikke skal vente på noget. Du har dit eget liv, det forstår jeg godt.
Karen tav, hun kiggede på Snorre, der igen sad sammenknyt på pinden og lignede en pjaltet tot dun mere end en stolt fugl.
Hvad skal der ske med ham?
Snorre? Jeg håber, jeg kan finde et godt hjem til ham. Måske er der nogen, der vil tage ham.
Nej. Karen gik beslutsomt hen og åbnede buret.
Pas nu på! udbrød Rigmor, men blev så stille.
Karen rakte blidt hånden ind og lod den nærme sig den tunge papegøje.
Vil du med mig?
Hun nuslede forsigtigt hans vinge.
Jeg ved, du savner ham. Jeg bliver aldrig som Poul jeg kan heller ikke sylte tomater men jeg kan lære det. Vil du hjælpe mig? Kom her.
Karen trak hånden ud, men lod buret stå åbent. Snorre tøvede, men klatrede så ud og begyndte at vagge hen imod hende.
Utroligt! Jeg kunne aldrig lokke ham ud, men dig følger han straks! Rigmor klappede i hænderne. Føler han det virkelig? Og det er bare en fugl.
En god fugl! Karen klappede Snorre over de pjuskede fjer. En fugl, der skal have kærlighed og måske lidt medicin. Ikke?
Medicin? Er du blevet skør, Sofie! Snorre slog ud med vingerne. Skænk mig en lille én! Bare en lille, skænk! Og så skal jeg have lidt agurk!
Karen lo og vendte sig mod Rigmor.
Jeg tager ham med.
Efter at have ordnet papirerne og sagt farvel til Rigmor, tog Karen hjem. Det var ikke lige til at få papegøjen med, men hun fik ordnet det.
Far, du har virkelig efterladt et sprælsk testamente, mumlede hun for sig selv og anstrengte sig med både buret og sin kuffert.
Da hun så sin mor, pustede Karen lettet ud.
Karen! Jeg har ventet og ventet! Hvad har du der?
Arv! Karen satte buret på gulvet og omfavnede sin mor.
Hvordan har du det? Mette søgte blik.
Fint! Karen løsede hårbåndet, og krøllerne faldt om skuldrene. Pyh, jeg har helt ondt i hovedet. Jeg har brug for en god klinik, mor!
Hvad siger du? Er du syg? Mette blev helt urolig.
Ikke mig. Jeg behøver en dyreklinik.
Åh gud, du gør mig bange! Mette fnyste. Hvorfor dog?
Vi har dyr nu, mor. En fugl.
Karen rakte ned og løftede et hjørne af burets overtræk.
Se, hvor flot han er!
Snorre sprudlede, mens han betragtede Mette.
Han ser slidt ud, skat.
I spejlet, mor! Hold op, der mangler salt! Snorre småbandede, men Karen dækkede over ham.
Mette flyttede sig forbløffet fra buret.
Hvad er det dog?
Mor, bare en papegøje.
Mette fik hurtigt skaffet en klinik dyrlægerne der grinede snart af Snorres skæve kommentarer og begyndte at give Karen rabat.
Vi har aldrig haft sjovere klient!
Eller dyrere! stønnede Karen. Snorre, du har allerede kostet, hvad der svarer til budgettet i et lille afrikansk land. Mon du snart vil blive rask?
Snorre lyttede nøje og nikkede selvtilfreds, mens han vandrede frem og tilbage.
Værdifuld fugl! Klog!
Ingen diskussion! Karen hældte frisk vand op. Vil du have balje? Skal du bade?
Lad hellere være, kvinde! Vi kender ikke hinanden godt nok! Snorre trampede ud af buret og gik straks på opdagelse på Karens skrivebord.
Tiden gik med Snorres pjat og pludselig skulle Karen tilbage til universitetet. Nu var det Mette, der kørte Snorre til klinikken om morgenen, og om aftenen var Karens første stop buret:
Hej, Snorre!
Selv hej! Hvor har du været? Skænk mig en tår! Klog papegøje, god fugl!
Mette blev skræmt over Snorres rablende sprog, mens Karen grinte.
Hvad ler du af? Det er jo skrækkeligt!
Ej, mor, det er da sjovt! Hør på ham han snakker jo i sammenhæng! Jeg troede, papegøjer gentog, men Snorre er klog.
Klog fugl! Værdifuld! bekræftede papegøjen.
Efter et halvt år så Snorre ud som en ny fugl. Han var blevet prægtig, og vennerne kom hjem for at tage selfie med den berømte papegøje han havde fået sit eget hashtag på sociale medier.
Du er blevet så moderne!
Jeg er smuk! puslede Snorre fjerene.
Puha, gad vide om jeg bliver det samme lidt af din charme, Snorre, og måske fik jeg endda Felix til at opdage mig
Åh, kvinder Værdifuld fugl! Elske!
Tak for rådet! Karen rystede håret så krøllerne stod som en mælkebøtte. Hvordan skal jeg ellers gøre mig bemærket hos ham?
Syng, syng for Snorre!
Karen satte tankefuldt håret op og vendte sig mod fuglen.
Det er en idé!
Hun elskede altid at synge. Hun havde vundet sin første talentkonkurrence som seksårig på sommerlejr. Hendes mor sagde altid:
Du skal gå på musikskole, Karen.
Og det gjorde hun også solist i koret, populær blandt lærerne, men så sagde Karen pludselig:
Nej, jeg vil være læge.
Hvorfor, Karens? Skal du smide det talent væk?
Jeg tror på kunsten men endnu mere på lægens evne.
Mette undrede sig først, men da hun så Karens beslutsomhed, støttede hun beslutningen.
De næste tre år knoklede Mette for at få Karen ind på Københavns Universitet. En symbiose af nattesøvn, te og lektier. Karen havde travlt, men musikken var hendes skjulte baggrundsmusik.
Nu blev det aktuelt igen: Snorre blev hendes publikum. Med guitaren på skødet sang Karen sig varm, og Snorre stoppede al sin skræppen for at lytte fjerne rejste sig begejstret.
Kan du lide det, Snorre?
For pokker! Snorre trampede rundt, for første gang ordløs.
Så er det det rigtige.
Det lykkedes. Felix betragtede Karen forundret, mens hun fik komplimenter til semesterfesten.
Du synger virkelig godt! Hvorfor læge?
Karen krydsede fingrene under bordet og smilede. De så hinanden i et år, forsøgte at få det til at fungere men at gå på kompromis var svært. Felix havde store planer; det havde Karen også.
Enten familie eller karriere Snorre, hvorfor skal kvinder altid give sig?
Sylte tomater! Vinteren kommer! Marmelade! Du mangler salt!
Ej, Snorre, du også! Karen hylede til ham.
Kvinder! Snorre kneb næbet sammen og trampede fornærmet. Elske! Man skal elske!
Er det kærlighed, hvis kun hans drømme tæller? Jeg vil også arbejde, jeg vil operere ikke bare lave mad!
Mette kom ofte for at kigge ind og forsvandt lydløst igen. Karen havde altid truffet sine egne valg og Mette ventede.
Mor?
Mette stod ved køkkenvinduet, kæmpede for at skjule sit smil.
Hvad er der, skat?
Skal vi snakke?
Stærk kaffe, små firkanter marcipan, Karens yndlings, og Mettes opmærksomme blik.
Hvad er der?
Felix har friet.
Og det er vel godt? Mette spurgte forsigtigt, så Karens uro.
Det ved jeg ikke, mor Jeg elsker ham, men for at blive hans kone, skal jeg opgive alt.
Hvorfor det?
Han vil have, at vi flytter til Aarhus. Der venter et job på ham. Men jeg skal være hjemme, tage mig af hjem og børn, mens han bliver stjerne på hospitalet. Sådan ser han det.
Og du? Mette løftede roligt hovedet.
Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke opgive alt, men kan heller ikke slippe ham Ikke uden kamp.
Mette vendte sig til vinduet, mindedes ordene, hun selv havde hørt i sin tid. Om hun havde handlet anderledes, hvis hun havde haft sin egen vej og karriere? Karen havde altid haft den glød, hun selv savnede.
Elsker du ham, Karen?
Karen så op.
Ja.
Hvad er kærlighed, tror du?
Karen tav længe. Uret tikkede over spisebordet, og Snorre bimlede med sin legetøjsbold inde på værelset. Stilheden trak ud, men Mette ventede.
Jeg ved det ikke, mor. Jeg troede altid, kærlighed var at tænke mest på den anden. Nu ved jeg ikke Er det kun den enes drømme eller skal begge?
Det skal gå begge veje.
Kan man kombinere begge dele? Kan alle få det godt?
Jeg ved det ikke Det lykkedes mig aldrig. Måske dig.
De talte hele den aften uden at komme nærmere en løsning. Søndagen nærmede sig, hvor Felix forældre skulle på besøg. Da natten faldt på, sendte Mette Karen i seng.
Er du i tvivl, så tag en pause, læg tankerne væk. Tiden arbejder ofte for én. Lad os møde hans familie så tager du stilling efter.
Karen nikkede og gik op. Snorre knurrede, men hun tav og dækkede buret til.
Søndag blev hektisk. Karen jonglerede mellem torvet, supermarkedet og kødgryderne, mens hun svedte over maden. Mette nøjedes med at iagttage, vidende at hendes pige skulle træffe det svære valg.
I har sådan en dejlig datter, Mette! Attraktiv, klog og dygtig til hjemmet Felix har altid haft heldet med sig! sagde Felix mor, Anne, med lidt for sukkersød stemme. Men Mette stolede ikke på hende.
Annes skarpe blik gled hurtigt hen over hvert hjørne i lejligheden, så hun borede blikket i sin tavse mand.
Når de flytter til Aarhus, må vi hjælpe. Lejeindtægter er dyre, men vi skal nok gøre vores. Det er vores ansvar som forældre, ikke sandt?
Absolut. Mette bøjede hovedet. Men de skal ikke bruge penge på bolig; Karen har arvet en ejerlejlighed i Aarhus.
Nå, virkelig? Anne kneb læberne sammen, men smilede så. Hvor mon det kommer fra?
Ingen hemmelighed det er fra hendes far.
Jeg troede, du var alenemor, nikkede Anne. Tak for maden, det var lækkert! Karen, må jeg se dit værelse?
Karen sendte et hurtigt blik til mor, rejste sig og gik med.
Jeg kan godt lide dig, Karen, sagde Anne, mens hendes øjne søgte ethvert hjørne af værelset, Felix elsker dig. Han vil kun dig.
Men det kræver, du står bag ham, hjælper ham til succes. Det er svært, Karen det er kvinden, der skal sørge for hjemmet, så manden kan vokse. Man kan ikke have begge dele.
Hun gloede på det store tørklæde, Mette havde malet til buret.
Flot, det er din mor? Jeg havde ikke troet, hun havde det i sig
Et skingert skrig fra buret fik Anne til at fare sammen.
Hvad var det?
Snorre. Min papegøje.
Karen trak klædet til side, og Snorre trampede energisk.
Hvilket væsen Anne turde knapt nærme sig. Hvad er det for en art?
Kakadue.
Sofie! For pokker, hent et glas! råbte Snorre pludseligt.
Anne gik hurtigt ud igen, og Snorre skældte endnu mere ud. Karen tabte både kæbe og ord.
Snorre, nu stopper du!
Elske! Man skal elske! Snorre trippede trofast omkring Karen på gulvet, mens hun spredte sine universitetsnoter.
En uge senere gik Karen og Felix hver til sit, da hun fik tilbudt en stilling på et førende københavnsk hospital.
Du bliver hængende der hele livet! Er det værd at gå glip af ægteskab og børn, for at stå på operationsgangen? Felix var vred, mens Karen forblev rolig.
Måske, Felix men det er mit valg.
Nå, det var din kærlighed, så! Min mor havde ret
Karen så efter ham med et stille suk.
Hvis jeg dog bare vidste, hvad kærlighed egentlig er
Men det lærte hun først senere. Efter nogle år mødte hun sin fremtidige mand én, der aldrig krævede, hun gav afkald. Hans liv stod på spil, og kun Karens hænder standsede døden.
Du bragte mig tilbage.
Ikke fra den verden, men jeg kunne godt tænke mig det! Karen lo.
Da Alex første gang kom på krykker til deres hjem, gloede Snorre på benstativet, kradsede sig dybt og forklarede:
Værdifuld fugl! Elske!
Karen så på Mette, skjulte et smil, men tog vennen særdeles alvorligt.
Da Mette længe efter spurgte:
Elsker du ham?
Karen svarede uden tøven:
Ja, nu gør jeg. Nu ved jeg det.
Senere stod buret med Snorre i børneværelset, og Karens tvillinger faldt i søvn til hans milde knurren. Venner spurgte ofte, om børnene blev vækket af ham, og Karen svarede stolt:
Aldrig! Han skælder ikke engang. Snarere lærer de ham narrestreger! Han er virkelig den klogeste fugl, jeg kender!
