Pelskraven
Karen Sørensen kom altid til Pelskraven en halv time senere end de andre kvinder i butikken.
På vej ind trak hun det let svedige halstørklæde af fra den varme, røde hals, gispede tungt og spilede øjnene op. Hendes hævede ben satte hun langsomt og sikkert ned på det nyvaskede gulv, og hun bevægede sig forbi vagten Lasse, inden hun gik mellem rækkerne af pelsjakker og skindfrakker på vej mod baglokalet.
Godmorgen! hilste Lasse, rettede på kraven af sin snorlige skjorte, som om Karen var general, og han blot en menig, allerede skyldig uden grund.
Tak for det, svarede Karen udmattet af butikken tunge varme, kiggede hurtigt ud over forretningen. Så er jeg her, piger.
De andre ekspedienter, i røde bluser og sorte nederdele, vinkede eller nikkede kort. Som små, skarpe valmuer midt i et brunt og gråt hav af mink, kanin og ræv.
Hvorfor rødt? Man bliver helt rundtosset af det! havde Karen brokket sig til et af møderne. Sort nederdel og hvid bluse er pænt og enkelt!
Jovist, men det har de alle jo! Hos os skal det være anderledes! havde butikschefen Rikke bestemt sagt. Og rødt er let at se så slipper kunderne for at lede. Så, piger, stryg bluserne hver dag, nederdelen skal til knæet, hæle efter behag.
Det møde efterlod Karen i stakken frustreret. I den røde bluse følte hun sig kæmpestor, som en ildrød ballon og farven gjorde ikke noget godt for hendes allerede røde hud.
Fru Sørensen, vi har lavet kamillete! Du skal da ha dig en kop! peb lille Lone, tynd som en pind og korthåret som en dreng. Hun og søsteren Eva, begge over de halvtreds, arbejdede her sammen, men blev tit ikke set for alle de lange pelse i butikken.
Tak, Lone, suk Næ det er godt, jeg er allerede som et akvarium! brummede Karen og vandrede videre.
Hun ramte albuerne mod nogle af de dyre pelse, og dråber fra regnen udenfor hang stadig fast men Karen var ligeglad. Bare hun kunne nå frem til stolen ved baglokalet.
Hun satte sig tungt, kæmpede længe med knapperne på frakken. Da hun endelig fik overtøjet af, tørnede hun stønnende ned i stolen, smed de hævede ben lige ud.
Malene, hjælp mig jeg kan sgutte bøje mig! kaldte hun på den sporty kollega, der stod i nærheden.
Malene susede straks over, lynede hurtigt støvler op, rettede lidt på Karens bluse, og ville videre, men Karen hev hende tilbage.
Nej, de køber ikke noget alligevel! Ret nu din slipseknude hvem har dog opfundet slips til piger! og Karen gned sit eget stramme slips om halsen.
Malene rettede og glattede blusen for Karen. Skal jeg hente noget koldt at drikke? foreslog hun venligt.
Skal I alle proppe mig med væske? Vil I have, jeg springer?! vrissede Karen, sukkede så. Gå nu bare, de vil have den grå mink. Damen glor på den hele tiden.
Malene forsvandt ud til kunder.
Karen sad nu stor og rød på stolen, nærmest som en ballon, der er klar til at lette, men nogen glemmer at spænde kurven fast. Hun så ud over butiksgulvet med rolige hænder på maven.
Det var stille midt på dagen. Om aftenen ville de rige damer komme: maver lige så store som Karens, bare fastere, og deres trådlige, solblonde koner.
Karen havde aldrig fattet, hvorfor alle de velhavende kvinder farvede håret askeblondt. Ikke alle klædte det næ, bestemt ikke…
For femten-tjue år siden havde det egentlig passet hende, dengang hendes øjne endnu var dyb blå. Hun farvede håret for at overraske sin mand, men han ænsede det ikke.
Hvad havde hun gjort forkert? For tæt på? Jovist, hun holdt for stramt det sagde alle men hun havde sine grunde. Dem havde også skaffet hende sine nederlag…
Fra sine døsige tanker blev hun vækket, da døren gik op med et brag, og en ung kvinde fór ud af baglokalet, skubbede til Karen på vejen. Med mobilen for øret hvæsede den fremmede om, at hun ikke gad og ikke ville finde sig i det.
Da hun havde den røde bluse på, forstod Karen, det var den nye kollega, som Rikke havde advaret om i går aftes, da de talte kasse op.
Hvorfor dog det? havde Malene spurgt dengang. Vi er da nok.
Hun har bedt om hjælp, jeg kunne ikke sige nej. Lad nu være, hun er der bare. Hvad tænker du, Karen skal den frakke ikke flyttes?
Men det havde Karen været ligeglad med i går. Drænet for energi, hun sad bare. Da hun gik hjem, var der stille og tomt.
Pas nu på du slår mig jo ihjel! gispede Karen, brystet vibrerede af hendes hoste.
Den unge pige så irriteret på Karens røde bluse. Hvad? Du skal ikke sidde her! På gulvet med dig vi andre knokler. Og hun hvæsede videre:
Mor! Det her sted er kun for udslidte tanter! Jeg gider ikke…
Karen hørte ikke resten og interesserede sig ærlig talt ikke.
Og pige havde jo ret. Det var mest ældre kvinder, der stod her. Dem, der har tid. Hvis du havde mand og børn, stod du næppe her mellem mink og ræv i tolv timer du sad hjemme i din egen pels.
Men dem, der havde mærket stilheden, børn fløjet fra reden, megen gæld eller lav folkepension, de var her, i røde bluser og slips ligesom Karen.
Malene, hvem er den fandenivoldske unge? Døren ramte mig jeg får blå mærke, mumlede Karen og gned skulderen.
Årh, det er Annika, hende Rikke talte om i går. Meget smart, men alt for næsvis! Vil ikke sælge, siger hun hvorfor så møde op? I øvrigt, hvad laver du her i dag?
Karen trak på lårene, sukkede, rodede lidt med støvlerne. Lede, gamle nyrer…
Hvad skulle jeg lave hjemme? Jeg er da på job. Det er næsten som i Folketinget: Fremmødedag. Mit sæde er dog for småt, men pyt! Nå… lad gå. Annika, altså. Smut, Malene. Hende damen i terrakotta-jakken skal til at vælge hue og ingen med kvast! Sådan.
Malene smilede, skyndte sig ud for at tage sig af kunden, mens Karen tog en pause i baglokalet. Hun bøjede sig sammen og hostede voldsomt.
Jeg må nok alligevel på hospitalet… men orker ikke! tænkte hun, hældte sig lidt kamillete op…
Annika kunne ikke klare det her. Lugten af lam, de kløende pelsfibre, dyre pelse, hun ikke længere havde råd til.
Før havde Annika og hendes mor haft alt: bil, tøj, masser af penge, smykker, alt, hvad man kunne ønske sig. Faderen havde endda et pengeskab fyldt med sedler og en pistol.
Faren viste hende pistolen, lod hende veje den. Tung. Hun havde villet prøve at skyde, men han lo kun til gengæld fik hun lov at prøve skydebane. Hun huskede især lugten af krudt.
De havde haft det fantastisk, alting opfyldt. Men så brast det hele som en sæbeboble.
Annika får stadig kuldegysninger, når hun mindes den aften, hvor mænd kom, skubbede hendes far væk, stak ham en rød legitimationsbog op i ansigtet, ransagede skabe og skuffer, kastede tøj på gulvet, rev malerierne ned, og befalede ham åbne pengeskabet.
Der var ingen penge, ingen pistol. Faren stod bleg og svedig. Moren græd: Lars, hvordan kunne du…?
Hun hører det stadig. Hun prøver at holde sig for ørerne, men hendes mors gråd bliver ved derinde.
Faren blev hentet af politiet. Han sagde ikke engang farvel skammede sig nok. Så var der beslaglæggelse, flytning, ind hos mormor i en lille lejlighed. Alt det gode forbi.
Og mormor, der havde fået nok af at støtte dem på sin pension, skaffede Annika et arbejde i Pelskraven.
Jeg sælger ikke! Aldrig! stampede Annika.
Det skal du, min pige! Mens din far levede fedt, kom I aldrig på besøg, og nu vil I gerne spise her? Nu går du ned i Pelskraven! Og du prøver ikke at stjæle en krone så sparker jeg dig ud!
Mormor var benhård, og Annika græd, da hun blev sendt afsted.
Hvad glor du på? Service, kom så! Penge får du kun, hvis du gider! Ved du overhovedet noget om pelse?
Annika vendte sig mod Malene kritisk, lidt overlegent blik.
Men Annika vidste da lidt, om hvad der klædte hende bedst, fra modeblade og Trin for Trin sådan styler vi dig på tv, mens hun spiste morgenmad.
Men alle de fine snit og detaljer gad hun egentlig ikke.
Hun klaprede hen til det ældre ægtepar.
Find noget til min kone. Noget dyrt! kommanderede manden, og konen rakte ivrigt efter de unge modeller.
Det der er ikke til dig. Du skal ned bagved. Der har vi de store størrelser, mumlede Annika.
Undskyld? Jeg skal ikke have frakker! Jeg vil have en jakke til teatret, til…
Konen tøvede. Annika fortsatte: Til cirkus, eller måske til kirkegården…
Malene trådte til, fik glattet situationen, viste parret mellemdyr-snittet.
Senere sagde Malene, at Karen havde hjulpet hende med at vælge: Nej, de var altså mine kunder! sagde Annika fornærmet. Karen sad bare ude bagved og kiggede.
Annika var rasende især på faren. Det var hans skyld, hun nu stod her.
Og halvdelen af handlerne i butikken blev skrevet på Karen.
Jeg ved selv bedst, sagde Malene. Og Karen hjalp med det rigtige forslag til det ældre par. Annika, slap nu af og smil. Du arbejder et pænt sted ingen sildemadder i regnvejr. Snart er der frokost det har Karen sørget for!
Sådan blev stemningen. Annika stod og stirrede på Karen, den store, røde sky midt i baglokalet, som styrede pigerne blot med et nik.
Frøken, står du bare og sover? Kan jeg få den hvide skindjakke dér, tak! Kunden pegede på jakken med den store lammeulds-krave.
Annika tog den akavet frem. Hm… Hvor finder I dog alle de korte modeller? Ikke noget for mig.
Du blev dog tilbudt en mulighed! sagde Annika. Tingen fejler ikke noget du er bare for gammel til den.
Hvad siger du, din frækkert?! Åh, er du ikke datter af Lars Sørensen? Så du er altså også endt her? Hvor længe skal han sidde? Har der været retssag?
Gitte Damgaard… Annika kendte hendes ansigt, blev rød. Pinligt! Damgaard-familien mødte hun før til fester hos faren.
I har da sat gang i en ordentlig sag, sagde Gitte, mere nedladende end vred. Nå, god fornøjelse her!
Og sådan kørte det, indtil Annika næsten begyndte at græde.
Damgaard nød det. Alt ved hendes overlæbe vidnede om tilfredshed.
Hun ville have fortsat men så skred Karen tættere på.
Med langsom, dunkende vejrtrækning og tung hånd på Annikas spinkle skulder: Damer, skal jeg ikke hjælpe? Til deres ansigt, så aristokratisk, vil de her modeller klæde Dem. Kun et eksemplar laves af hver. Annika, min pige, jeg klarer den her.
Til kunderne: Hun er så flittig og levende, ungdommen skal være nysgerrig! Ikke sandt? Og så smilede hun på den måde, kun Karen kunne.
Gitte tog det straks som en kompliment, gik hen til unika-afdelingen. Karen puffede Annika venligt Kom, få vasket ansigtet og lidt ro på. Selvom du skældte mig ud jeg tåler ikke, de store karper hugger de små fisk. Kom så.
Annika smuttede for at friske sig op.
Og Karen sørgede for dagens salg. Ikke på grund af Damgaard, men fordi nogen skulle gøre det og give omsorg.
Resten gaverne, salget, det skriver kollegaerne over på Karen, fordi hun altid, fra sin stol, vidste, hvad der skulle til. Kunder, der så bare ville kigge, gik aldrig tomhændet hjem. Handsker, tørklæder, hatte alt blev solgt, regningen gik på butikkens konto, procenten til Karen.
Det er ellers ikke sådan det gøres, forklarede Malene. Men Karen er særlig. Ikke for ledelsen for os.
Hvad er der i hende? Hun reddede mig netop, men…
Vi skylder hende, ikke penge, men meget andet, afbrød Malene og gik ud.
…
For mange år siden, som i et andet liv, stod Karen uden for fødeafdelingen og ventede på manden. Han kom aldrig.
Hun havde mistet meget blod, fødte en datter, der døde og nu var det tomhed og ensomhed, der ventede.
Hun gik hjem, råbte til alle de udyr, bad Lars jage sine venner ud. Hun holdt fast, han blev kold. Til sidst forlod han hende.
Hun var vred, skuffet og sørgende, og der var ingen børn, mand, arbejde eller penge. Så gik hun ind i pelsbranchen. Hvorfor? Det var bare det første jobopslag. På det tidspunkt satte man dem op på træpaneler bag glas.
Pelskraven var ny, og det samme var Karen. Hun trak Lasse til, han ville hoppe foran hendes gamle Lada. Hvorfor? spurgte hun: Alt er dårligt… svarede han.
Det ændrer vi, du kommer ind hos os, under min ledelse, sagde Karen og skrev adressen ned.
Hun gav ham mad, fandt tøj til ham, til han stod på egne ben.
Malene og søstrene kom fra dameskræddermarkedet Karen fik dem med. Malene havde tre børn og syg mand, klarede sig selv. Søstrene var som faldefærdige baronesser Karen gav dem også en chance.
Malene var på syværkstedet først, er nu i butikken. Karen holder øje. Søstrene gik direkte i gulvetøj velgørende.
Alle her, de ældre piger i røde bluser, havde Karen fundet. Børn, druk, konkurs, ingen job hun hjalp alle, men valgte omhyggeligt.
Da helbredet svigtede, trak hun sig som butiksbestyrer. Indtægten faldt men hun sov roligere. Pjalterne plagede. Lægerne foreslog sygemelding, men derhjemme var det ensomt, koldt, trist. I Pelskraven var der liv.
Annika, vær ikke flov over at være ekspedient. Det er, hvad det er. Lær, voks, bliv klogere! Så bliver der nok engang noget at vise de dyre damer, pustede Karen, satte sig tungt. Engang genskaber man sig selv, og så har ingen krav. Din fars synder er hans men livet er dit. Forstår du…?
Hun grinede bittert. Her sidder jeg, svært ved at gå, men det er som at se teater. Folk, scener, alt. Og man må ramme rigtigt med kunderne. Det lærte jeg hjemme altid at ville please min mand. Men det, jeg var god til, det at gætte, hvad folk virkelig vil have det bruger jeg nu.
Så find nu dig selv, nu du er her. For resten, hende dama med dig hun skjuler bidte negle i pelsen. Hun er ikke så fint kørende, som hun ser ud! Nå, Annika prøv nu den dyre jakke der! Karen pegede. Den er flot, ikke?
Lasse så interesseret på Annika, men Karen stoppede ham med et blik. Tid nok til kærlighed, først skulle alle på benene.
…
Butikken var om ikke Karens værk, så hendes hjertebarn. Alt indretning, rutiner, stemning og duften var præget af hendes hånd. Folk kom fra hele København for at se både pelsene og sig selv i spejlet. Pelskraven var et pejlemærke i byen det ville Annika snart forstå.
I december gik Karens helbred ned ad bakke. Lægen ville have hende indlagt. Men så, hvad med mine piger?
Er du vanvittig, kvinde! Du arbejder dig ihjel!
Lær mig ikke at leve! Men køb de handsker, du har udset jeg så dig, skubbede Karen.
Lægen blev rød hun havde behandlet Karen i mange år, kendte hende men havde aldrig haft så meget styrke som Karen.
Hvordan holder du dig oppe? spurgte Pola, lægen.
Fordi ingen kan samle mig op, hvis jeg vælter, svarede Karen stille.
Men hun tog fejl.
…
Butikken brandte i over en time. Karen kom med taxa, var knap kommet ud af vognen, før hun ledte efter Lasse.
Hvorfor?! han kunne kun trække på skuldrene. Alt var væk.
Karen, hvad nu? græd Malene. Rikke var på nitten smertestillende.
Sådan er det. Alt er forsikret, nu kan vi trække vejret.
Karen tog hjem. Ingen ventede længere. Efter to dage indlagt på Rigshospitalet hun sagde det ikke til nogen.
Nogle dage efter kom Annika forbi bleget, alvorlig, et net med appelsiner og blomster i.
Hvad betyder det? En protestmarch? Jeg modtager ikke besøg!
Jamen, Karen jeg blev sagt, du tager imod. Og det gør du jo.
Annika pakkede tingene ud. Løgn! mumlede Karen.
Nej, det er da dig, der skjuler noget. Jeg kan se, du er glad for besøget. Hvordan har du det egentlig?
Mig? Sikkert godt. Jeg ved det ikke. De må ikke ryge her… Kan du ikke få arrangeret, vi går en tur? Så kunne jeg… Karen formede læberne som et sugerør.
Det må du ikke. Men vi går en tur sammen det lover jeg.
Annika så, hvordan Karen måtte støtte sig til en stok.
Det går. Far kommer måske snart hjem, moren er roligere, mormor også. Jeg arbejder i ny butik, og har søgt ind igen på universitetet jeg fik samlet mig sammen og bestået.
Det er godt, Karen smilede. Når du først har dig selv i hænderne, skal ingen kue dig igen. Og det er let nok at glide af sted i livet det gør alle andre. Pelskraven vil jeg savne
Bagved buskene fandt Karen en skjult plet, tændte en smøg. Annika stoppede hende ikke.
Skal vi tage en kaffe? puffede Karen.
Hva? Det må du slet ikke! Og du fryser uden tørklæde! Annika lød nu præcis som sin mormor.
Åh, glem halsen! Jeg vil ha kaffe, Karen stampede i gulvet. Annika rullede med øjnene…
De drak kaffe dog først lang tid efter hos Annika, hvor Lasse havde kørt Karen.
Karen havde ikke været gæst i mange år. Hos Annika var det rigtigt: kage, kaffe, hygge sådan gør man i gode hjem. Annikas mor ville have haft sig en lang, kropsnær pels den slags, der før hang tæt ved Karens vagtsstol…
Det skal nok komme, både pels og julestemning og forår med spurve, tænkte Karen. Bare ikke i Pelskraven. Og det var vel også helt i orden.
Karen og Annika er stadig veninder. Besøger hinanden, diskuterer og skændes lidt. Annika fik Karen i gang med lidt motion svømmer nu i den lokale klub og har det bedre. Annika klarer studier og job, og Karen og moren opmuntrer hende og det varmer.
Mødet mellem de to var ikke tilfældigt begge havde brug for det. Og ingen af dem er en pelskrave blød, men tilovers: i dag modern, i morgen glemt. Nej de brænder med en indre styrke, der vejer mere end den dyreste mink.
