Telefonens alarm sang lavt. Karen strakte sig langsomt i sengen.
Åh! Sikke en dejlig dag! Hun åbnede øjnene og mærkede det nye sengetøj omfavne hende sort, præcis det hun havde ønsket sig, og hendes datter Frederikke havde givet hende det i fødselsdagsgave. Tak, min pige!
Udenfor silende regn. Ja, ja, regn er vel ikke så slemt. Da Karen trækker gardinet til side, føler hun alligevel, dagen er god: indtil middag skal hun have konsultation sammen med den skønne Erik Sørensen en positiv ortopæd, som, efter at have mødt et par halvkompetente, lettere arrogante, unge sygeplejersker, ikke havde sluppet Karen siden. Og bagefter var det patientbesøg fra lejlighed til lejlighed.
Karen arbejdede på en klinik og, på deltid, på skolens sundhedsafdeling. Ofte tog hun privatopgaver: indsprøjtninger, drop, hjemmepleje. Hun havde gjort det i mange år, havde faste kunder. De kendte hende rundt om i bydelen på Frederiksberg, anbefalede hende til hinanden. Det var en god ekstraindtægt for en enlig kvinde. Takket være den havde hun klaret renoveringerne i lejligheden og så gav det hende mulighed for at hjælpe børnene. Især Frederikke, der boede i nærheden og næsten sprang direkte fra den ene barsel til den næste.
Hun fandt sine bløde grå hjemmesko, lod sig falde ned i yndlingslænestolen. En kop kaffe, let makeup, det uregerlige hår under spray, de stramme, forkortede jeans og tanken om, hun burde tabe sig den piftede hun væk.
Karen gik på arbejde under paraplyen og smilede for sig selv. Hun var positiv af natur.
Du er som et solstrejf, Karen. Når du træder ind, bliver her lysere, og humøret løftes, og sygdommene begynder at trække sig tilbage, sagde en patient. Man kan se, du er et lykkeligt menneske.
Lykkelig? Karen grinede og nikkede. Ja, det skal jeg ikke klage over.
Hvorfor ikke være enig? Karen mente, at lykken sad i tankerne ikke i ydre omstændigheder. Hvem kan sige, hvad der gør én lykkelig? Alt kan ske.
Da sønnen var lille, var han svært syg efter fødslen. Karen vænnede sig til at kæmpe, altid gøre alt, hvad hun kunne det blev hendes livsform. Manden overraskede ungt forlod hende for en anden, i tre år boede de hver for sig. To børn alene hvem skulle hun ellers stole på? Hun var flyttet hertil fra Odense til København, efter uddannelsen. I Odense var hendes mor og bror blevet tilbage. Mors liv var fyldt med bekymringer for broren, der havde drukket sig væk. Men heller ikke dengang opgav Karen. Hun kæmpede videre, endda da manden vendte tilbage og bad om at blive tilgivet. Hun tilgav. Det mørke hul i brystet blev malet over med gode tanker.
Nu var hun godt over de halvtreds, enke på fjerde år. Sønnen arbejdede og boede i Aarhus, datteren med familien kun to karreer væk. Der var problemer nok hos alle, men det er jo bare livet om man vil se det som lykkeligt eller ulykkeligt, det må man selv vælge.
Godmorgen, Erik.
Lægen kom til konsultationen, alt var parat.
Godmorgen er det kun for sneglene og blomsterne, Karen. For os? Tjah vi får travlt i dag. Folk kender næppe sammenhængen mellem regnen og gigt-smerter, men de tror det. Så vi venter…
Karen elskede sit arbejde. Hun bekymrede sig ikke om sin pensionsalder. Af og til så hun veninden Lisbet, lavede hyggelige hjemmedage eller gik ud og luftede sig sammen. Lisbet var folkeskolelærer, travl, barnebarnshjælper så det blev ikke så tit, men de fandt hinanden, når der var tid.
***
Men en dag ændrede alt sig. Det var tid til at hente sin gamle mor til sig. Broderen var død for år tilbage, og moren havde brug for hjælp. Karen hentede hende fra Odense.
Åh, Karen, hvad skal Villy og Jesper dog gøre uden mig? De får aldrig nogen at snakke med. Stakkels børn, de er bare ulykkelige…
Mor, de er unge, sunde de skal nok klare sig. Tænk lidt mere på dig selv. Du trænger til lidt ro.
Mor sad på den nederste køje i DSB-kupeen og rystede på hovedet. Hun ynkede de børnebørn, sønnernes børn, hun ynkede broren, de gamle naboer, sin hjemby Odense alt det, hun havde efterladt. Hun var vant til at have nogen at tage sig af.
At tænke på sig selv, det var ikke hendes stærke side hun var af generationen med selvopofrelse, altid nogen at drage omsorg for; uden dét ingen mening.
Karen havde knapt kunnet få fri fra begge sine jobs for at hente moren. Det var som at redde hende. Mor havde hele sit sidste liv kæmpet for den druknende søn, men kræfterne slap op broderen frøs ihjel ved søen, efter at have drukket sig sanseløs under en efterårsfisketur.
At redde havde kostet mor alt hendes helbred, og omfanget voksede: skyldfølelse trak den ene forpligtelse efter den anden på sig nu skulle hun også tage sig af de to børnebørn.
Mor, du har simpelthen taget for meget på dine skuldre, sagde Karen tit i telefonen, mens hun sad i København. Drengene spiser jo hver dag hos dig.
Nej, ikke hver dag, og jeg ka altså godt lide det, sagde mor. Villy elsker risengrød.
Men når Karen så på Facebook, så det ud til, at niecerne ikke led nogen nød de gik i caféer og på ski på Bornholm mens moren bar tunge indkøbsposer og til sidst sad uden en krone tilbage, endnu mere medlidenhed på skuldrene.
Karen indså moren kommer aldrig væk fra det miljø. Enten måtte hun tage hende hjem til sig eller se hende gå til grunde. Nu var tiden inde.
Tag hende dog hjem! stønnede Lisbet, når Karen fortalte om mors situation.
Hun er jo ikke en kuffert! Mor vil ikke af sted.
Men med det vaklende helbred flyttede mor endelig ind.
De begyndte at vænne sig. Mor til livet i Karens lille Københavnerlejlighed, Karen til livet med mor. Selvfølgelig blev mor undersøgt, fik sin behandling, og hun fik det snart bedre.
Konflikter var der også hvordan skulle det være anderledes? Hvis man har truffet sine egne beslutninger i et helt liv, er det svært at skulle høre andres mening. Begge var vant til at bestemme. For Karen var det også underligt at skulle spørge, om hun måtte gå en aftentur med Lisbet.
Hvor vil du gå hen? Det er mørkt. Bliv hjemme!
Jeg skal bare ud, mor.
Mor blev fornærmet, vendte ryggen til, tav et stykke tid.
Men med tiden vænnede begge sig til det. Mor ringede ofte til Odense, talte længe med børnebørnene, tidligere svigerdatter, veninder, bad Karen sende penge til drengene. Karen sendte, hvad hun fik besked på.
Så begynder mor at indse børnebørnene lider ikke uden hende, de trives og ringer nu sjældent selv. Nu var datteren hos hende. Mor lærte sig ind i Karens rytme, hendes følelsesliv, hendes bekymringer, hendes humør. Hun blev lyttende, opfangede straks den mindste forandring i Karens tonefald, holdning, tilmed hendes skridt.
Så blev det synligt hendes velfungerende datter havde også sine problemer. Og pludselig havde mor et nyt projekt i sit liv: at have medlidenhed med Karen.
Karen blev træt. Nogle aftener kunne hun knap nok få tungen til at samarbejde, især efter skolearbejdet med massetest og syge børn. Hjalp med børnebørnene, patienter lå spredt ud over kvarteret og på tredje, fjerde sal folk af forskellig slags, selv om Karen var dygtig til at finde tonen, kunne det være krævende.
Hun var altid træt efter arbejde, havde brug for de der tredive minutter, hvor hun bare lå med fødderne udstrakt og lod tankerne danse på loftet. Så gik hun i køkkenet, lavede mad, satte sig foran fjernsynet. Hun var glad for sine ensomme aftener de var et helle efter en dag med mennesker.
I begyndelsen, mens de skulle finde hinanden, gik mor straks i gang, straks Karen satte skoene af.
Jeg har pillet kartoflerne, men du må hellere sætte dem over. Og læs lige om de her piller. Jeg talte med Villy, han har fået en ny kæreste, ved du det …
Karen måtte forklare, Hun havde faktisk brug for bare lidt ro før aftenens gøremål.
Nu brugte hun de sidste rester af sin pause på at høre moren ynke: Åh, hvor du er træt… Hvor er det dog hårdt for dig. Åh, hvis du dog bare kunne vinde i Lotto og slippe for dette slid. Det er snart på tide med pensionen. Hvorfor tager du ikke mine penge? Vi kunne klare os. Du trænger til hvile, Karen!
Mens hun lå der, begyndte hun at føle medlidenhed med sig selv. Ikke ung længere … Benene værker, arbejdet betaler ikke så godt, ingen rigtigt taknemmelige, folk synes nærmest hun er skyld i deres problemer.
Moders medlidenhed er stærk.
Karen, slap nu af og bliv liggende. Hvorfor skal du dog op?
Jeg har sovet, mor.
Lig du bare. Helt ærligt. Du løber hver dag.
Så hældte Karen kaffe op og lod sig synke tilbage i sengen. Hun ringede til Frederikke og sagde, at hun ikke kom hun havde brug for en hviledag.
Hvorfor skal du gøre rent i dag? Vinduerne render ingen steder, sagde mor, da Karen var i gang.
Og vinduerne blev faktisk ikke vasket færdig. De kan vente.
Mor, jeg tager Artur og Lise i weekenden. Frederikke og Jacob skal til bryllup.
Skal du nu igen passe børnene? Åh, du får ikke ro! Jeg hjælper heller ikke nok længere. Åh, hvor har jeg ondt af dig. Sikke et liv!
Det går nu, mor.
Næh, det gør ej! Det kører bare rundt og rundt. Hvor får du din ro?
Morens energi og medlidenhed smittede ind under huden. Med tiden begyndte Karen at føle sig virkelig slidt. Livet var ikke længere lykkeligt. Det virkede mere som om, det hele bare var en straf.
Hun rejste sig med sur mine, lavede aftensmad sløset og ugideligt, indtil hun til sidst begyndte at spørge sig selv: Hvorfor gør jeg det her?
Frederikke begyndte at bemærke noget.
Mor, hvad sker der? Lise har lagt mærke til at bedstemor ikke laver sjov mere. Har du lagt mærke til, hvor mærkelig du virker? Blev du ændret efter bedstemor kom?
Tænk over det … sagde Frederikke. Jo mere Karen tænkte over det, jo mere svedte hun. Hun kunne mærke, noget ændrede sig.
Moren havde altid ynket broren. Han havde været skrøbelig, så var det skolens skyld, så blev han arbejdsløs; det var statens skyld, politikernes. Han lå bare på sofaen, talte og fik mad.
Da Karen besøgte dem om somrene, gjorde hun tusind ting. Men broren lå bare. Mor sagde, han var en natteravn, og det var synd for ham. Han kunne aldrig finde arbejde. Alt var noget møg.
Men så snart klokken slog for en lille en, forsvandt elendigheden. Karen tænkte har medlidenhed ødelagt ham? Nej, det kan ikke være muligt. Men alligevel…
Man blomstrer med nogen og visner med andre. Man trives ikke ved at blive pyntet ind som en, der skal ynkes.
Hun knugede puden hendes energi var visnet, fordi hun havde gjort sig til den, moderen ønskede at hun skulle være den ulykkelige datter, der skal have medlidenhed. Det var lettere sådan. Enkelt at være offer, blive passet på.
Sveden perlede frem. Lykkelig bliver du kun af dine egne tanker havde hun ikke altid ment det?
Hvad er det, hun gør med sit liv?
Den næste dag hørte hun sygeplejerskerne tale i gangen.
Karen har forandret sig. Hun var altid så positiv før…
Var hun syg? Ja, det var hun nok. Syg af medlidenhed for sig selv.
Men så, samme dag, under konsultationen, fik hun en ny patient en ung mand, genert, med en pinlig problemstilling. Hun begyndte at grine, brød forlegenheden, skabte tryghed for patienten, og han slappede af. Lægen og hun fik dem til at grine sammen. Humøret vendte pludselig tilbage.
Nej, hun ville ikke tillade sig at forsumpe i selvmedlidenhed. Det går ikke!
Karen bookede straks tid hos frisøren. Ringede til sin gamle patient Tove Iversen og de sludrede. Hun ringede rundt til sine klienter og tilbød igen hjemmebesøg. Pludselig mærkede hun, hvor meget hun havde savnet det!
Lisbet! Vi skal mødes, jeg gider ikke sidden herhjemme mere.
Endelig! Du er tilbage, ven!
Men mor blev fornærmet.
Hvorfor det hele nu igen? Mangler du penge? Du slår dig bare selv ihjel.
Det handler ikke om penge. Jeg får klaustrofobi herhjemme. Sådan er jeg bare.
Hvis du ikke passer på dig selv, hvem passer så på dig?
Du har passet på mig længe, mor. Glæd dig nu på mine vegne. Jeg er lykkelig og sådan vil jeg have, du skal se mig! Tanker bliver til virkelighed. Og dine i dobbelt styrke.
Sludder, Karen, du slider dig op. Hvil nu og tænk på alderen.
Moren kunne ikke overtales. Burde hun forsøge at overbevise hende? Måske ikke.
Karen vidste, mor mistede et projekt en datter at yde omsorg for. Trods otteogfirs år kan det være svært at finde en ny mening. Derfor blev hun fornærmet, krævede opmærksomhed.
Nu skulle Karen hjælpe moren med at finde sig selv, uden at miste sig selv igen.
Telefonens alarm sang igen. Karen strakte sig sikke en dag! Hun beundrede sin nye leopardpyjamas også fra Frederikke.
Åh, jeg sov ikke hele natten, denne forfærdelige regn, hørte hun moren mumle.
Regn? Ja, ja, regn er regn. Hun fandt sine grå hjemmesko, lod sig synke i lænestolen, kaffe i hånden, let makeup, våg et sprøjt hårspray, de stramme jeans tanken om at skulle tabe sig: væk med den!
På vej til arbejde, under paraplyen, smilede Karen.
Livet bliver en god dag.
En lykkelig kvindes dag.
***Hun nåede klinikken før Erik og de fleste patienter, men det gjorde hende ikke noget. Karen tændte lyset på kontoret og så sit eget spejlbillede i vinduet. Hun smilede til sig selv ikke bare en venlig facade, men et ægte smil, der krøb helt op i øjnene.
Telefonen summede allerede med dagens første besked Tove, der blot skrev: “Dejligt at høre din stemme igen, Karen.” Karen svarede hurtigt: “Det samme! Alt godt til dig.”
Så var hun i gang. Arbejdet trak hende ind, patienternes historier, kollegernes latter, selv kopimaskinens trummerum. Hun mærkede det: Drivkraften kom ikke udefra, ikke fra ros eller fra medlidenhed, men fra det blik på sig selv, den indre stemme der sagde: Du kan og du vil.
Da hun kort før middag trådte ud for at hente en sandwich og vinden fik paraplyen til at slå op, lo hun højt for sig selv midt i blæsten. Folk kiggede, hun hilste, og smilet sad fast.
Hun vidste, det var en balancegang. Sorgen med sin mor, familiens mange tråde, pligten, energien, pausen alt det ville komme og gå. Men hun havde lært det vigtigste: at trække vejret ned i maven og vælge livets tanker.
Karen løftede paraplyen og gik hurtigt videre. Nede fra lommen vibrerede telefonen. En besked fra Frederikke: “Mor, tak fordi du er her og tak fordi du er dig.”
Hun standsede et øjeblik, mærkede regnen mod kinden og så, som en konstatering, tænkte hun:
Lykkelig. Det er lige nu.
