Og jeg drømte om min Kaj
Bedstemor Gudrun lå og lyttede til råbene fra køkkenet. Det var hendes barnebarn og oldebarn, der skændtes. Hendes barnebarn, fyrreårige Gitte, skændtes med sin datter, lange benede Matilde, der lige var kommet ind fra en bytur midt om natten.
Mon ikke Gitte igen havde slået Matilde med viskestykket? Matilde peb, forsvarede sig, råbte med, mens Gitte blev skinger og anklagende.
Var det nu tiden at skændes? Det var nat. Og med al den livserfaring syntes Gudrun, al skænderi og ballade blev ligegyldige de hjalp ikke på noget, var til ingen nytte og gør bare ondt.
Hun tænkte på evigheden, på alle hendes egne fejl, og for længst havde hun regnet skænderier for en slags synd. Nu hvor kræfterne var små, stod der kun tilbage at tænke og vurdere.
Gud, lad dem falde til ro! hviskede Gudrun, Gud, bring os ro!
Det føltes, som om hendes liv var ved at rinde ud, men noget holdt stadig fast. Hun følte ikke smerte eller frygt, mest irritation over, at hun ikke kunne løsne sig fra denne gamle, ubrugelige krop. Stadig blev hun sulten, måtte vende sig om i sengen, og nogle gange havde hun bare lyst til at sidde op lidt i sengen og se ud ad vinduet.
Om aftenen bad hun Gitte lægge hende højt op i puderne, åbne vinduet og trække gardinerne til side. Hun kunne lide at kigge ud og forestille sig, hun så stjernerne. Sådan sad hun nu, da skænderiet begyndte.
Gitte … Gitte , råbte hun, forsøgte at få opmærksomhed, men Gitte hørte hende ikke i sit raseri mod datteren.
Pludselig røg døren op, og Matilde kastede sig i lænestolen ved fodenden af Gudruns seng. Hun nøs, græd, prøvede at snøfte lydløst.
Gitte kom ind nogle minutter efter, gjorde noget ved Gudruns natbord, kiggede bebrejdende på sin datter:
Gå i seng nu!
Lad mig være. Jeg lægger mig her hos oldemor. Jeg slår stolen ud som seng.
Matilde rejste sig, fandt dyne og pude frem. Stuen, hvor Gudrun lå, lå væk fra køkkenet og måske skulle det vise Gitte hendes utilfredshed; hun ville ikke sove i moderens ende af huset.
Broderen var på spejderlejr, og Matildes far Jens var taget til Norge for at arbejde. Han var blid, holdt altid med datteren, men nu var der ingen til at beskytte hende mod Gittes strenge måde.
Se nu, farmor. Hun ved det! Det blev sagt: hjemme klokken elleve! Hvad er klokken? Den nærmer sig to. Og igen, med den der fjolletrold Emil. Han er jo slet ikke god. Har været hos politiet. Lige meget, hvor meget jeg taler intet hjælper, mumlede Gitte, denne gang roligere, mest for Matildes ører end oldemors, Hun bliver aldrig færdig på universitetet!
Matilde svarede ikke, slog stolen ud, lagde sig til rette. Gudrun sagde heller ikke noget; hun greb bare kammen fra natbordet, redte sit grå hår og stak den igen i frisyren, som om hun vidste, at søvnen ikke rigtig ville komme nu.
Matilde gik ud på badeværelset, kom ind i undertrøje og trusser, smuttede under dynen med røde, snøftende næse.
Farmor, lød det stille fra lænestolen, Bliver du ikke forstyrret af månen, når du skal sove?
Mig? Nej, ikke rigtigt; jeg ser den dårligt. Men luk du bare gardinet, hvis du vil.
Nej nej, lad den være. Det føles som om den er alene med mig og forstår mig lidt
Helt alene er du vel næppe. Kærlighed, du ved alle kender til den. Men de unge træffer mange fejltagelser, derfor bliver mødre vel urolige.
Har hun også lavet fejl?
Hun har I kunne prøve at tale stille sammen engang, måske vil hun dele mere.
Kunne du ikke fortælle mig noget? Matilde løftede det lyse hoved fra puden, Hvis jeg forstår hende, forstår jeg måske, hvorfor hun er, som hun er. Måske er der sket noget i hendes liv?
Nej Jeg kan næsten ikke huske. Spørg selv.
Ja, det ville hun sikkert! Matilde gemte straks hovedet i puden igen.
Uden ærlighed er det svært at forstå hinanden, sagde Gudrun.
Man kan heller ikke fortælle børn alting. Men, farmor, jeg fylder atten næste måned. Har jeg ikke ret til mit eget? Hvem taler jeg med, hvis ikke mor med Ida måske? Hun siger bare jeg er dum…
Hvorfor skulle du dog være det? Gudrun strøg på puden og så undrende på sin oldebarn.
Bare sådan
Der blev stille et øjeblik.
Kender du det? sagde Matilde pludselig forsigtigt, At kærlighed kan gå i stå. At det ikke udvikler sig og man vil jo, men man sætter grænser selv, siger “Nej, længere kommer vi ikke”, og så bliver han kold, du forstår?
Gudrun kneb øjnene sammen, det var uvant at følge med i så forvirrede følelser, men hun svarede, som hun nu kunne:
Kærlighed Den gør ondt, giver glæde, sorg … Men at nå til en blindgyde med kærlighed? Den har jeg aldrig hørt om. Hvis det er kærlighed, findes ingen blindgyde.
Gudrun havde arbejdet som sygeplejerske siden krigen. Fra partisanhospitalet, til hun fik sin uddannelse, og hele livet på hospitalet.
Det sker, farmor.
Igen blev der stille de forstod ikke helt hinanden. Matilde syntes, farmor var alt for gammel og korrekt og kunne ikke forstå de følelser, hun kendte fra Emil og sig selv. Gudrun syntes, Matilde stadig var et barn, uden overblik over kærligheden.
Søvnen kom ikke. Matilde vågede og sukkede.
Kigger du op i himlen, Matilde? spurgte Gudrun, Min seng står så højt, jeg kan ikke rigtig se dig. Ved du, hvad din oldefar sagde? Hvis du kigger længe ind i et punkt, en stjerne, føles det som om nogen kigger tilbage.
Holdt du meget af ham? lød det fra lænestolen.
Hvem? Kaj? Ja, på mange måder. Jeg savner ham stadig. Sådan først efter mange år forstod jeg, hvor højt jeg egentlig elskede ham.
Ja! Du blev gift tidligt, ikke? Seksten år … Men jeg må ikke engang i atten
Det var en anden tid, Matilde.
Det er ikke tidens skyld! Kærlighed er altid ens!
Gudrun protesterede ikke. Måske havde Matilde ret, men på hendes egen ungdom så man anderledes på mændene de var forsørgere, støtte, hjemmets tryghed. Sådan så det ikke ud længere.
Farmor … nu husker jeg han var meget ældre end dig, ikke? Femten år … Og du næsten et barn! Hvad trak ham så til dig? Det var bare, fordi du var ung. Sådan er mænd!
Gudrun sagde ingenting, og Matilde fortrød sin direkte tone.
Måske er jeg dum, farmor? Sig det, fortæl … Vi ligger jo begge to vågne. Fortæl nu, hele sandheden. Skal jeg ikke rede dig højere op med puderne?
Matilde sprang op, lyste hvid i månelyset, lagde Gudrun endnu bedre op.
Gudrun var egentlig træt efter dagen, men for at berolige oldebarnet begyndte hun.
Ak, der er nu ikke meget at fortælle … Kun smerte. Det var på lazarettet, vi mødtes. Sidste vinter under besættelsen, og alle vores syge stuer var fyldte. Bandager, blod, operationer. Jeg var selv næsten kun en pige, havde klippet håret kort på grund af lus, vi fik de værste soldater ind, uniform, bukser, så jeg lignede en dreng. De råbte “lillebror”
Hun sukkede.
Hænderne, huden, var ætset af sprit og desinfektion. Og byen, søjle efter søjle af soldater, lastbiler og maskiner på vej mod vest. Og vi samlede dem op, der var faldet undervejs.
Mange døde i mine arme. Så var der en dreng, partisanspejder, seksten ligesom mig. Jeg knyttede mig til ham han holdt længe ud, og i det sidste øjeblik kiggede han lige på mig, med al verden i blikket. Jeg knælede for sengen, kyssede hans pande, hans kinder. “Slip mig ikke, min lille Sander! Lad være at dø!”
Men pludselig så jeg det døde blik, og så brast jeg sammen Det var første gang, jeg græd sådan. Tårerne kvælte mig, som om noget revnede indeni.
Så satte nogen sig ved siden af, tog mig om skuldrene og lod mig græde ud. Det var Kaj.
Græd bare, sygeplejerske, sagde han. Sikke meget, du skal bære. Vi mænd har tyk hud, men du er kun et barn.
Gudrun tav lidt, før hun fortsatte.
Han var selv såret, blev i byen bagefter, skulle hjælpe med genopbygning, for tyskerne havde sprængt fabrikkerne, før de trak sig tilbage. Han kom tit forbi lazarettet, hans ben helede dårligt, men han havde altid lidt mad med lagde et æble i min lomme. Jeg så ham ikke som kæreste, han var askegrå, skægget, haltede. Han var noget over tredive, og jeg syntes han var gammel.
Gudruns stemme blev svagere.
Men da lazarettet blev lukket, følte jeg ham som den nærmeste i verden … Han vidste, jeg ville læse videre, uddanne mig til sygeplejerske. Og så, en dag, kom han barbershavet med lægen … De kaldte på mig. De vidste jo, jeg ingen familie havde, min mor og bedstemor var døde, min far og bror faldet … Kaj sagde: mine er også døde, min kone og datter blev bombet i flugten mod Sverige. Jeg sendes til Odense nu. Skal vi ikke gifte os, Gudrun? Så kan du rejse med mig og tage din uddannelse.
Bare på papiret, Gudrun, sagde han forsigtigt, Jeg lægger ikke hånd på dig.
Matilde så spændt på hende fra stolen.
Sådan blev det. Jeg var sytten. Vi blev viet på rådhuset. Så tog vi toget sammen, jeg med min lillebylt, lægen havde givet mig en ny kittel. Kaj var højtidelig, var så omsorgsfuld. Vi levede næsten far og datter de første to år, intet imellem os.
Gudrun stoppede op og sank.
Puh, hvordan gik det så? Matilde blev nysgerrig.
Alting ændrede sig, da vi boede sammen i den lille by og arbejdede der. Jeg blev voksen, fyldte ud, fik hår på hovedet, former igen, gik på aftenskole. Unge læger kiggede efter mig. Nogle gange tænkte jeg, det var synd at være gift, når jeg egentlig stadig var pige … Men jeg vidste, det var kun Kaj, jeg elskede.
Men farmor, du siger, han var som din far?
Ikke helt. Jo, noget af skammen var væk, som man har med sin egen far. Men alligevel jeg elskede ham. Delt liv, fælles ansvar. Han fik bil fra fabrikken kørte mig til skole hver morgen.
Så mærkeligt. Man bliver gift, forelsker sig efter nu skal man nærmest elske før alt andet
Ja … Alting blev sort, da de tog ham. Politiet kom om natten, anklagede ham fejlagtigt. Mange i byen blev arresteret dengang. Kaj blev dømt for at have ødelagt noget maskineri, de havde modificeret det gik galt. Jeg kom med pakker hele ugen, strikkede varme sokker.
På domsdagen sagde han: “Skil dig af med mig, Gudrun. Gør det hurtigt. Jeg er nu fjende af staten. Du er fri, Gudrun.
Gudrun tav, tårerne løb over kinderne. Matilde krøb hen til hendes seng, satte sig for hendes fødder.
Græder du, farmor? Lad være … Dengang blev mange uretfærdigt dømt, ikke?
Jo, særlig slemt var det at se de forældreløse børn. Og jeg … Ja, jeg tog efter ham. Droppede uddannelsen, rejste til Jylland, hvor han var sat til tvangsarbejde i skoven. Jeg slog mig ned i en nærliggende landsby, var blandt flere enker og hustruer til landsforræderne.
Senere blev jeg ansat i arbejdslejren de manglede en sygeplejerske, mine papirer hjalp. Dødeligheden var høj det var hårdt. Men vi levede sammen, der fødte jeg din morfar, og senere, da Kaj kom hjem med ny amnesti, fik jeg oldemor Lene. Ja, Kåre kom først mange år senere; Kaj døde tidligt.
Matilde sad stille, hovedet hvilende på knæet.
Farmor … jeg forstår ikke denne verden, tror jeg Alt er bagvendt for jer.
Bagvendt? Ja måske … Hvorfor?
Kærligheden begyndte først rigtigt, da I havde boet sammen. Nu vil vi have stormende kærlighed før alt.
Ja, nu forlanger man sig til kærligheden. Men sådan er kærligheden ikke bestillingsvare … Man får den, eller fortjener den, som en gave. Ikke fordi man nødvendigvis kræver den.
Vi snakker nok om forskellige ting, farmor …
Forskellige? Gudrun forstod pludselig, da hun så Matilde slå blikket ned. Åh, du mener sengen?
Ja, Matilde nikkede, Om intimitet nu hedder det at være tæt.
Ida sagde, der ikke kom noget ud af forholdet til Emil, hvis hun ikke snart sov med ham.
Men det er noget andet, Matilde. Det er ikke selve kærligheden
Måske, men alle siger, det er toppen af kærligheden.
Nej, at han bar mig til toilettet efter fødslen, at han løb gennem hele byen, da din mor arbejdede på fabrikken, og der gik ild i, at faster Katrine hoppede efter sin mand i søen, selv uden at kunne svømme dét, Matilde, er kærlighed. Omsorg, tryghed, daglig hjemkomst, varm mad, venten det er det største.
Gudrun tabte pusten, Matilde gav hende et glas koldt vand.
Men hvad hvis han siger, han ikke kan vente at det er slut, hvis jeg siger nej? At jeg så åbenbart ikke elsker ham?
Hvad tænker du selv, Matilde? Er du bange for, at han aldrig vil gifte sig med dig?
Det ved jeg ikke. Jeg tænker bare hvad nu hvis det ikke føles rigtigt, alligevel? Jeg vil jo helst have, det skal vare resten af livet, som for dig og mor og far.
Lyt til dit hjerte. Den, der elsker, presser ikke. Vred lidenskab skal man frygte. Kærlighed er klar og rolig. Kan du mærke den, så mærker du det. Ingen tvivl. Jeg elskede Kaj, og han spurgte endda, om jeg var sikker … Jeg måtte bare, så stærkt var det.
Gudrun blev selv overrasket over så megen ærlighed. Alligevel føltes det rigtigt.
Hun kiggede stift op i natten, mærkede, at i et sted fra det sorte kom der svar.
Hun vidste knapt, at hun var døset hen, før hun vågnede og så, at Matilde nu sov fredeligt i stolen. Hun havde slet ikke hørt, at hun var smuttet hen på sin egen plads igen. Havde de talt færdig?
Hvorfor sagde hun alt det? Måske sendte Gud hende Matilde netop i nat.
Hendes egen datter, Lene, var død alt for tidligt. Barnebarnet Gitte havde så overtaget det hele skarp, men kærlig. Det var et stort hus og hårdt at passe på alting, både job og børn og en gammel bedstemor tilmed. Ikke mærkeligt, nerverne nogle gange slap op.
Næste morgen sov Gudrun længe.
Da hun vågnede, hjalp Gitte hende, vaskede hende, satte hende pænt op og serverede grød.
Lad nu være at skælde alt for meget ud på Matilde, sagde Gudrun formildende, Tingene sker, som de sker. Tal med hende, fortæl din egen historie.
Åh, det kan jeg ikke! Hun er jo næsten et barn. Når jeg ser de unge mænd altid med øldåser, og hende helt forelsket, som en lille hund Men spis nu. Jeg skal i Brugsen.
Jamen, du var jo ikke bedre selv, da du var ung. Husker du, hvad din mor sagde?
Sig mig ikke! Det var heller ikke nemt … Hvad snakkede I egentlig om i nat, jeg hørte jer?
Det blev til hele min historie. Forstod ikke, hvor kræfterne kom fra.
Gitte gik ud, og Gudrun tænkte på dengang, Gitte selv havde mødt sin store kærlighed. Man troede, hun skulle giftes, de ventede ham hjem men så kom hun kun hjem, alene og græd, med et barn i maven. Hendes kæreste var forsvundet sporløst.
De prøvede at støtte, men ret skulle det ikke gå: Gitte mistede barnet i femte måned selvom Gudrun og de andre gjorde alt.
Gittes børn kendte selvfølgelig ikke historien. Men hendes mand gjorde. Han tilgav alt; han var en god mand, Jens, elskede Gitte.
Dagen gik, den gamle nabo Birte kom forbi, de huskede tiden sammen, græd lidt.
Næste dag krøb Gitte ind til Gudrun og sagde skælvende:
Farmor, hvad du end fik sagt til Matilde, så er det slut med Emil. For evigt. Han har allerede fundet en anden. Hun ligger inde det meste af dagen, jeg lader hende være.
Så del din historie, nu hvor tiden er.
Tror du virkelig? Åh, det er pinligt, jeg er jo hendes mor
Ja, fortæl hende det. Nu er der brug for det.
Gitte gik sagtmodigt ind til Matilde.
Gudrun hørte nu deres stille samtale. De lå vel tæt sammen, mor og datter, og talte om alt det forbudte, man sjældent deler med sine børn. Rummet var lyst og mildt.
Senere fór Gitte og Matilde ud i køkkenet, bankede med gryder, talte højlydt, mens Gudrun faldt i søvn.
Og hun drømte om sin Kaj. Så tryg, så kærlig, som han stod dér i sit hvide skjorte, stærk og ung, på det dugfriske, grønne eng. Hun løb mod ham i sin blå sommerkjole med himmelblå stjerner, mærkede hver blomst under fødderne.
Og han stod der med åbne arme, og i hans favn var det, som alle sjæle mødtes på læberne.
