Jeg er 51 år. For nogle år siden blev jeg skilt. Min søn er voksen, har sin egen familie, sit eget liv og sine bekymringer. Jeg arbejder som økonomichef i et større dansk firma og tjener tilstrækkeligt til at kunne klare mig selv. Jeg har min egen toværelses lejlighed i Valby, en lille bil og ellers et roligt, velordnet liv.
Jeg har aldrig været perfekt og har heller ikke ønsket at være det. Min krop er ganske almindelig ikke som en model, men jeg passer på mig selv og ved, hvad jeg vil med livet. Indtil for nylig mente jeg egentlig ikke, der var noget, jeg behøvede at lave om på.
For ni måneder siden blev jeg gennem fælles venner introduceret til Henning. Han er over tres, men ser yngre ud sporty, velklædt, slank. Han har været officer i Hæren, nu pensioneret, men indimellem konsulent i sikkerhedsspørgsmål. Han virkede som en selvsikker og ordentlig mand.
Jeg var 51 år, da jeg flyttede ind hos denne sportslige mand. Men allerede på min første dag sammen med ham tog han maden ud af mine hænder, så iskoldt på mig og sagde: Med den vægt skal du ikke spise efter klokken seks.
De første måneder virkede alt fantastisk. Han var venlig, opmærksom og lyttende, forkælede mig med blomster uden anledning. Han insisterede på at betale, når vi var ude at spise, og kommenterede aldrig min alder eller mit udseende. Jeg følte mig virkelig som kvinde ved hans side.
Efter et par måneder foreslog han, at vi skulle flytte sammen.
Vi er jo voksne mennesker, sagde han en aften. Hvorfor trække tiden ud, hvis vi har det godt?
Jeg sagde ja. Hans lejlighed lå centralt på Islands Brygge, rummelig og moderne, alt så gennemført og trygt ud.
Det varede præcis otte dage.
Niende dag kom jeg hjem igen.
Den første dag
Jeg vågnede tidligt, men han var ikke ved min side. I køkkenet stod han i jakkesæt-og-træningsbukser og lavede mad.
Godmorgen, sagde han livligt. Fik du sovet?
Ja, fint. Hvad skal vi have til morgenmad?
Havregrød. Det er det mest fornuftige valg.
Med mælk? spurgte jeg.
Han rystede straks på hovedet.
Bedst uden. Efter de halvtreds behøver vi ikke mælkeprodukter.
Jeg tåler det fint, svarede jeg roligt.
Det handler ikke om tolerancen, men om sundheden, svarede han og satte en tallerken foran mig.
Grøden var lavet på vand, smagløs. Jeg spurgte efter sukker, men han rakte mig dansk honning. Jeg måtte hælde en god mængde på ellers var det ikke til at spise.
Jeg valgte at lade det ligge; tænkte, han blot havde sine egne vaner.
Tredje dag
Da jeg kom hjem fra arbejde, træt og sulten, åbnede jeg køleskabet. Der lå kun kogt kød, grøntsager og fedtfattige varer.
Har du noget lidt mere almindeligt? spurgte jeg. Sådan noget som et stykke rugbrød og pålæg?
Han kiggede overrasket på mig.
Det er jo fyldt med kemi.
Jeg vil bare have en normal aftensmad, sagde jeg.
En normal aftensmad er kylling og grøntsager, svarede han. Alt andet er usundt.
Han anrettede maden på min tallerken og begyndte at forklare om fordelingen, procentdelene, og hvorfor jeg ikke skulle spise mere.
Jeg spiste. Men en time senere var jeg sulten igen.
Må jeg få lidt mere? spurgte jeg.
Nej, det er rigeligt. Du må ikke udvide din mavesæk.
Senere, da jeg rakte ud efter brødet, standsede han mig.
Det er for sent. Efter klokken seks sætter maden sig som fedt.
Men jeg er sulten, sagde jeg.
Prøv at drikke et glas vand. Ofte forveksler vi sult og tørst.
Jeg gik i seng på tom mave.
Sjette dag
Jeg var 51 år, da jeg flyttede ind hos den sporty mand, men allerede den første dag tog han min mad væk og sagde koldt: Med den vægt skal du ikke spise efter seks.
Om morgenen kom jeg ud fra badeværelset og så en badevægt sat midt i stuen.
Kom, lad os veje dig, sagde han.
Hvorfor?
Vi skal følge med i forandringerne.
Det vil jeg ikke, svarede jeg.
Han så alvorligt på mig.
Med din højde overskrider din vægt normalen. Det er en risiko.
Jeg har det fint med min vægt.
Det kan godt være, men det betyder ikke, at den er sund, sagde han. Jeg vil bare have, du er rask.
Så begyndte han på planer, rutiner, tal og træningsprogrammer. Det var første gang, jeg følte, jeg var sammen med en træner ikke en mand.
På ottende dagen blev det for meget, og jeg flygtede fra det menneske.
Ottende dag
På arbejdet havde vi fejring. Jeg tog et stykke lagkage med hjem ville hygge mig sammen med ham.
Han åbnede æsken, kiggede på lagkagen og smed den direkte i skraldespanden.
Mener du det? spurgte jeg.
Det er usundt, svarede han roligt. Jeg kan ikke lade dig spise det.
Du smed min mad ud.
Jeg tager mig af dig, sagde han. Du takker mig senere.
I dét øjeblik forstod jeg det hele.
Niende dag
Jeg var 51 år, da jeg flyttede ind hos den sporty mand, men allerede på min første dag tog han min mad væk og sagde koldt: Med den vægt skal du ikke spise efter seks.
Jeg pakkede mine ting i stilhed. Han vågnede og så forvirret ud.
Hvor skal du hen?
Jeg går min vej.
Hvorfor?
Fordi jeg ikke vil leve under dit kontrol. Jeg vil ikke have, nogen skal bestemme, hvornår og hvor meget jeg skal spise eller veje.
Jeg vil jo bare passe på dig.
Nej, sagde jeg. Du går mere op i, hvordan jeg skal være, end hvordan jeg er.
Jeg gik. Han prøvede ikke at stoppe mig.
Nu sidder jeg hjemme. Med et stykke leverpostejmad og dampende te foran mig. Ingen taler om kalorier eller holder foredrag. I morgen skal jeg mødes med min veninde og bestille dessert for det har jeg lyst til.
