En gammel dame gravede i jorden hver aften: en dag besluttede naboerne at følge efter hende og opdagede den frygtelige sandhed.
Om natten lå byen i stilhed; kun fra én have lød der en dump lyd: en spade, der grov i jorden igen og igen.
“Hører du det?” hviskede en nabo.
“Ja… hun graver igen,” svarede en anden.
Natten igennem, når vinduerne var mørke og kun enkelte hunde gøede i mørket, kunne man høre den dump lyd af en spade fra haven ved udkanten. Naboen, en kvinde på omkring tres år med et blidt og træt smil, gik ud i haven hver aften og begyndte at grave. Månelyset belyste hendes silhuet mellem blomsterbedene og det gamle hegn, og jorden under hendes fødder blev gradvist til uregelmæssige huller.
Først udvekslede folk bare blikke og diskuterede sagen på en bænk nær købmanden. De havde alle mulige teorier.
“Måske planter hun kartofler om?” sagde en.
“I november? Om natten? Der er noget galt her.”
“Jeg siger dig, hun gemmer noget.”
“Men hvad?” fortsatte naboerne deres diskussion.
En dag overvandt nysgerrigheden dem, og to naboer besluttede at følge efter hende.
De gemte sig bag et gammelt lade og så i timevis, hvordan kvinden, åndende tungt, gravede i den hårde jord med en spade, knælende af og til som om hun lyttede efter noget under jorden. Naboerne blev rædselsslagne, da de endelig forstod, hvorfor kvinden gravede så ihærdigt og hvad det var, hun gemte.
Sandheden kom til enkelte ved en tilfældighed. En af naboerne, under påskud af at bringe en glas
