Efter egen vilje
Hvor har du nu tænkt dig at gå hen? hvæsede Tanja, da hun så at Lise samlede sine ting for at forlade kontoret et kvarter før fyraften. Arbejdsdagen er altså ikke slut endnu.
Piger, jeg er virkelig nødt til det… Lise så bedende hen på sine kolleger.
Men deres blikke viste ikke den mindste medfølelse. Øjnene var kolde, som istapper.
Jeg er ligeglad! Hvis du går nu, siger jeg det til fru Hansen, truede Tanja.
Gør hvad du vil, svarede Lise og greb sin taske før hun hastede ud af kontoret.
Hun vidste godt, at hun nok ville få en fyreseddel næste dag, men der var ingen vej udenom for hende. Hun havde ingen god undskyldning blot en meget vigtig grund. Desværre forstod ingen andre det.
*****
En måned tidligere.
Lise sad på kontoret hos direktøren, fru Hansen, med hjertet oppe i halsen og ventede på, hvad hun ville sige.
Hun havde siddet der og bedt til Gud om at få jobbet, og det så ud til, hendes bøn var blevet hørt.
Du passer godt til os, sagde den alvorlige kvinde efter at have gransket Lises ansøgning og papirer. Men jeg vil advare med det samme…
Lise blev nervøs men lod det ikke mærke på sig.
Hun ville tage hvad som helst nu. For sådan en løn fandtes ikke andre steder i byen.
Hun var mentalt forberedt på det meste. Indenfor rimelighedens grænser naturligvis.
I mit firma, fortsatte fru Hansen, kommer man til tiden og går til tiden hver dag.
Lise lyttede nøje og sugede hvert ord til sig.
Overtrædelser af de interne regler vil udløse bøder og tab af bonus. Hvis det sker gentagne gange, bliver det ud af vagten. Ikke mere snak et stykke papir, kuglepen, opsigelse og… farvel.
Inderst inde var Lise lettet, for fru Hansen havde ikke sagt noget “forfærdeligt”. Disciplin var i højsædet alle steder i dag.
Jeg håber, du forstod hvad jeg siger? spurgte chefen, mens hun rettede på sine briller. Hvis du begynder at komme for sent uden god grund, forvent ikke særbehandling eller at jeg vender det blinde øje til.
Hun var ved at lægge Lises papirer væk, men standsede og så hende lige i øjnene:
Man arbejder på jobbet. Sine private problemer må man løse i fritiden, forstået?
Ja, det har jeg forstået, nikkede Lise. Hvornår må jeg starte?
Du kan begynde i morgen. Arbejdsdagen starter præcis klokken ni, men det er bedst at komme ti-femten minutter før.
Det skal jeg nok.
Og sæt mobilen på lydløs jeg vil have ro i kontoret, det er min regel. Er nogen utilfredse, kan de bare gå.
Jeg er fuldt tilfreds, fru Hansen. Tusind tak for at give mig chancen.
Jeg håber ikke du skuffer mig.
Lise var virkelig taknemmelig. Hun havde søgt job mange steder den sidste måned, men alle steder fik hun et nej.
Ingen havde brug for en ung og uerfaren medarbejder, ikke engang med topkarakterer fra universitetet.
Sådan et diplom kan man jo købe på internettet nu om dage, havde en HR-mand sagt til hende. Vi har brug for folk med erfaring, ikke papir.
Men hvordan skulle hun få erfaring, hvis ingen ville ansætte hende?
Kun fru Hansen havde givet hende chancen. Nu måtte Lise ikke skuffe hende.
*****
Næste morgen stod Lise klar foran kontorbygningen klokken 08.20.
Ingen var kommet endnu. Hun ventede til vagtmanden, Niels Henriksen, dukkede op halv ni og låste op.
Du har stået her længe? smålo han og fandt sine nøgler frem.
Nej, kun ti minutter.
Hvorfor så tidligt? Skal du gøre indtryk på fru Hansen?
Nej, men min bus kommer tidligt, og tager jeg den næste er jeg nok for sent på den. Jeg vil helst ikke have problemer jeg ved godt disciplinen er streng her.
Det er sandt, sagde Niels og åbnede døren. Skal vi tage en kop kaffe?
Meget gerne, smilede Lise til den ældre mand, der kunne have været hendes far.
Hans venlighed varmede helt ind i sjælen. Sådan var folk sjældent nu om stunder.
Lise gik straks mod kaffemaskinen, men Niels stoppede hende:
Saksen væk.
Han bød hende ind på sin “hule” og trak en stor termokande og en pose hjemmebag fra tasken.
Dem har din kone vel bagt? smilede Lise, mens han lagde brune boller på en tallerken.
Nej, jeg har selv bagt dem.
Er det rigtigt?
Ja, hvorfor ikke? Jeg bor alene, så jeg må selv stå for det hele. Bollerne er efter min mormors opskrift. Prøv de to dér er med æble, de andre med solbær.
Dem kan jeg godt klare, sagde Lise og rakte ud efter en bolle.
Klokken var kvart i ni, da Lise sad ved sit skrivebord og nærlæste papirer. De andre kvinder kom ti minutter før ni.
Deres blikke var isnende kolde og ingen hilste de stod længe og småsludrede om et eller andet tv-program, før de gik i gang.
Præcis klokken ni kom fru Hansen ind. Ansigtet alvorligt, brynene knebet sammen.
En sand “jernlady”, der holdt personalet i stram snor. Alligevel var der noget tiltrækkende ved hende, noget Lise ikke helt kunne sætte ord på men hun fornemmede det hjerteligt.
Fru Hansen hilste kort, så standsede hun ved døren og sendte et blik til Lise.
Det syntes Lise mindede om et smil. Til hende alene.
Niels sagde du var her først i dag. Flot! Piger, tag ved lære Lise er allerede i gang, mens I ikke har tændt computeren noch.
Efter den bemærkning begyndte kollegaerne at se på Lise som på en trussel. Allerede da hun blev præsenteret, mærkede hun deres skepsis men nu var hun nærmest en fjende for dem. Især Tanja, tydeligvis den uofficielle leder af kvindeflokken. Hver gang Lise henvendte sig til hende med arbejdsspørgsmål, fik hun svævende og spydige svar.
“Hvad har jeg nogensinde gjort hende?” undrede Lise sig ofte. En dag prøvede hun at spørge direkte, men fik intet brugbart svar.
Uger gik, men Lise forholdt sig tavs. Hun arbejdede koncentreret og ignorerede fnis og misbilligende blikke. Fru Hansen fremhævede hende flere gange:
Se, sådan bør I lære at arbejde, piger! I morges bad jeg Lise gøre papirerne færdige til i aften men hun var færdig før frokost. Hvis bare alle var så effektive!
Når fru Hansen gik ind på sit kontor, så hun Tanja og hendes veninder sidde og se rigtig stramt ud i lang tid.
Kort sagt, kollegaerne tog aldrig imod Lise som én af deres egne og ville næppe gøre det. “Nå, de gør i det mindste ikke ondt det er da noget,” tænkte hun.
Den eneste hun kunne tale med var vagtmanden, Niels Henriksen. Han begyndte at møde tidligere, så hun ikke skulle stå og vente alene.
Før arbejdet nåede de altid et krus kaffe og lidt snak. En morgen spurgte han, mens han skænkede kaffe:
Hvad synes du så om det hele? Trives du?
Sådan set ja.
Synes du ikke, fru Hansen er meget streng?
Nej, det synes jeg ikke, sagde Lise ærligt. Jeg er vant til streng opdragelse hjemmefra. Det er kun fint.
Rigtigt, sagde Niels og tømte sit krus. Hun er faktisk meget godhjertet under overfladen. Hun er hård men meget god. Og… ulykkelig.
Ulykkelig, hvordan?
Tja, vi er jo alle mennesker. Hun fik lavet en abort som ung og kan nu ikke få børn, selv om hun gerne ville. Hun har ingen mand på trods af at hun er både dygtig og smuk. Så hun arbejder sig gennem livet uden at finde lykken. For den ligger ikke i penge eller arbejde.
Det kan jeg godt følge. Hvordan ved du i øvrigt alt det?
Jo, ser du… Niels blev flov, men tørrede så en tåre væk og sagde: Det var mig, hun blev gravid med dengang.
Virkelig?
Ja. Vi havde kærlighed, ikke kun fysisk, men ægte kærlighed. Men vi kom fra forskellige verdener. Hun havde velstående forældre; jeg var opvokset på børnehjem. De pressede hende til aborten, og hun blev bange. Vi var begge unge, mig på byggeholdet hos forældrene, hvor vi mødtes.
Og hvad så?
Jeg blev rasende, da jeg fandt ud af hvad hun havde gjort, og forlod byen med mit sjak. Jeg svor, jeg aldrig ville elske igen.
Han faldt lidt i staver.
Jeg har heller aldrig elsket andre end hende. Så mødtes vi pludselig igen da jeg søgte job her hun var nu et stort navn det overraskede os begge.
Han fik kaffe på afveje af den skælvende hånd.
Først genkendte hun mig ikke, men da det gik op for hende, græd hun længe inde på sit kontor. Jeg tænkte at gå, men hun kom ud og tilbød mig job som vagt, med klare regler.
Du har aldrig tilgivet hende?
Jo. Men hun har ikke tilgivet sig selv. Og dette mellem os, ikke? udbrød Niels. Sig det ikke til nogen.
Bare rolig, hviskede Lise. Hvem skulle jeg sige det til?
Efter et par uger følte Lise sig hjemme i rutinen og klarede sig uden hjælp fra de andre. Så en dag samlede fru Hansen alle:
Sådan er det, piger. Jeg skal til Sjælland på forretningsrejse. Tanja skal vikariere, men der skal stadig holdes streng disciplin!
Hvis jeg hører, at nogen kommer sent eller går før tid, bliver I fyret.
Lise blev lidt trist over at fru Hansen skulle rejse, men forsøgte ikke at vise det.
“Ingen verdens katastrofe …” beroligede Lise sig selv. Det var det så ikke. For næste dag gik det galt.
*****
Tidlig morgen.
Frøken, hvad står De der for? Skal du med eller ej? råbte buschaufføren utålmodigt.
Lise hørte ham ikke. På det nederste trappetrin sad hun og stirrede på en grå kat, der lå under bænken på stoppestedet.
“Hvorfor ligger den der? Hvorfor trækker den vejret så tungt?” En mærkelig uro gnavede i hende.
Skal du med eller ej? gentog chaufføren, nu tydeligt irriteret.
Hvad? Nej, undskyld mumlede Lise og steg af bussen.
Bussen kørte surt væk.
Lise nærmede sig katten og satte sig på hug.
Hej. Er du okay?
Katten så på hende med store trætte øjne. Den havde ofte prøvet at få hjælp fra forbipasserende forgæves. Men nu kom nogen faktisk hen til den.
Du er godt nok tynd, sagde Lise, der strøg den over pelsen, men maven er rund. Er du mon gravid?
Mjav lød det svagt fra katten. En sukkende lyd, fuld af håbløshed.
Hvordan skal du dog klare dig? Hvem vil passe på dig og dine killinger?
Lise kiggede på uret og sukkede. Så igen på katten og sukkede en gang til.
Hun vidste, Tanja straks ville sladre hvis hun ikke dukkede op til tiden, og der var ingen ide i at be om lov. Tanja ville aldrig give hende det.
“Nå, jeg finder på noget,” besluttede Lise. Forsigtigt tog hun katten og bar hjem.
Derfra begyndte det hele…
Som ventet, fik hun en overhaling af Tanja, der nød sin midlertidige magtposition og spottede Lise for at miste månedens bonus.
“Så pyt da med bonussen,” tænkte Lise. “Det vigtigste er at katten ikke længere fryser på gaden.”
Samme aften bad hun til katten om ikke at føde før weekenden.
Men halv tre om natten vågnede Lise ved mærkelige lyde i stuen katten begyndte at føde. Lise blev oppe og støttede hende hele natten, til der lå tre små killinger tæt ved deres mor.
Nå, du har da mistet al respekt! råbte Tanja, da Lise for anden dag i træk kom for sent.
Undskyld men jeg fandt en kat, og hun fødte. Jeg kunne ikke lade hende være alene derhjemme.
Mener du, det er en gyldig årsag?
Nej, men…
For hvert forsinkelse får du bøde. Forstået?
Lise lovede at det ikke skulle ske igen og næste dag kom hun også til tiden.
Men hun blev forsinket efter frokost, fordi hun tog taxa hjem og tilbage. Derhjemme havde katten problemer med mælk, og Lise var nødt til at hjælpe killingerne. Hver dag måtte hun på den måde.
Selvom hun anstrengte sig for ikke at komme for sent, kunne hun ikke rigtigt undgå det. Hun forklarede gang på gang, men Tanja havde ingen forståelse.
“Hvis det fortsætter, får jeg slet ingen løn,” tænkte Lise trist. “Killingerne får brug for foder. Hvordan køber jeg det uden penge?”
Sikke en situation, du står i… sagde Niels efter at have hørt Lises historie over kaffen. Kan jeg hjælpe?
Hvad skulle du kunne gøre? græd Lise. Jeg kan jo ikke tage katten og killingerne med på arbejde og jeg får nok ikke jobbet ret længe endnu. Når fru Hansen kommer tilbage, bliver jeg fyret.
Det må vi nu se på…
To uger fløj afsted. Dagen efter skulle fru Hansen komme hjem fra Sjælland. Netop i dag skulle Lise til dyrlægen og måtte gå lidt før. Alt dagens arbejde var ordnet, så hun havde god samvittighed. Men Tanja…
Hvor tror du, du skal hen? hvislede Tanja, da hun så, Lise pakkede sammen et kvarter før tid. Arbejdsdagen er altså ikke slut!
Jeg er virkelig nødt til det… Lise så bedende på de andre.
Men deres øjne var kolde som isterninger.
Hvis du går nu, siger jeg alt til fru Hansen! Tanja gav hende et ultimatum.
Gør du bare det, sagde Lise og løb ud.
*****
Næste dag ventede fru Hansen og Tanja på hende. På bordet lå allerede et blankt stykke papir og en kuglepen Lise forstod, hvad der ventede hende.
Jeg har hørt, hvad der er foregået de sidste to uger, indledte fru Hansen.
Ja, det var min skyld, sagde Lise stille. Jeg havde ikke noget valg.
Ja, Niels har fortalt mig, du har hjulpet en kat og hendes killinger.
Det er ikke en lovlig grund til at komme for sent, snerrede Tanja.
Fru Hansen stirrede strengt på hende, så hun tav.
Forstyr mig ikke, Tanja. Sandt nok, kattefødsel er ikke nogen officiel undskyldning. Men… nu så fru Hansen venligt på Lise, moderligt Men er det ikke netop nu, vi burde vise lidt medmenneskelighed?
Men hun har brudt reglerne og nægtet at adlyde mig i går, hvor jeg forbød hende at gå før tid.
Sandt nok. Men så vidt jeg kan se, har Lise passet sine opgaver og klaret det hele. Til forskel fra dig og dine veninder. Men vigtigst af alt: Du, Tanja, dumpede testen for medmenneskelighed. I stedet for at støtte Lise, stjal du næsten alt hendes løn. Er det menneskeligt?
Tanja smilede ikke mere.
Hun skrumpede ind under fru Hansens ord, som om hun ville forsvinde.
Her er papir og kuglepen, Tanja. Skriv din egen opsigelse. Jeg vil ikke have følelsesløse mennesker i mit firma. Jeg vil tale med resten, men jeg tror, de bare har været under din indflydelse.
Mens Tanja skælvede og skrev sin opsigelse, nåede fru Hansen at takke Lise for ikke at have ladet katten i stikken, og hun gav hende endda to ugers betalt ferie. Lønnen og bonussen blev også genoprettet.
Lise var længe om at fatte det hun havde forvæntet det værste og nu skete det bedste.
Mon det er din fortjeneste? fnisede hun til katten, da de hvilede sammen med de sultne killinger.
Lise stirrede så forundret på hende, at Lise ikke kunne lade være med at grine.
Halvanden måned senere dukkede fru Hansen og Niels op på besøg.
G-goddag, blev Lise forskrækket. Er der noget galt?
Nej, nej. Vi har talt om at tage killingerne. Jeg så, du havde sat en annonce op?
Ja der er tre.
Vi tager gerne dem alle tre, lo fru Hansen. Vi flytter på landet; der er plads nok. Forresten bliver jeg ikke længere så tit på arbejde nu vil jeg prøve at leve for mig selv.
“Tja, så kommer der vel en ny ‘Tanja’,” tænkte Lise.
Og imens er du konstitueret direktør, Lise. Klarer du det?
Mig? Men jeg er da ny…
Ja, dig. Kun dig tør jeg overlade mit livsværk til jeg ved, du ikke skuffer mig.
Jeg har bagt boller, smilede Niels. Skal vi tage en kop te?
Den aften var der liv i Lises køkken.
Først talte de om alt mellem himmel og jord, som gamle venner. Så vågnede killingerne, og fru Hansen og Niels lo og legede med dem.
Lise sad og så på dem, og tårerne faldt. Måske fordi hun så ægte lykke i deres blikke.
Katten, som hun havde kaldt Lise, lå på gulvet og så fornøjet ud, glædede sig over at der stadig fandtes MENNESKER i verden, som virkelig kunne elske. Så endnu var ikke alt tabt…
