Hævnens fiasko
Lærke gik langsomt gennem den mærkeligt tomme gang i kontorhuset, hvor de høje vinduer nu og da viste et forvredet spejlbillede af hendes ansigt. Hendes fodtrin klang sagte mellem de blege vægge, mens den fjerne summen fra elevatoren drev som havgusen gennem fliserne. Uret over døren stod på 19:50, og selvom hun var blevet sent, føltes tiden ikke længere som en byrde, men som en slags uklar velsignelse.
I brystet spredte der sig en blød, gnistrende tilfredshed, som om hendes indvolde var fyldt med varm kakao: projektet, hun havde knoklet med i tre måneder, var endelig afsluttet. Tankerne gled forvildede rundt i en regn af minder. Hvilke besynderlige måneder! Kunden havde været et mærkeligt væsen, forklædt som menneske den ene dag ville han have præcision, næste dag skulle hver eneste linje omfortolkes, vendes på hovedet, som om sproget selv nægtede at tie stille.
Hele afdelingen begyndte at joke om det: “Hvis du hører Petersens navn, skal du straks tage en dyb indånding.” Flere kolleger fik en let nervøs rykken under øjnene af de konstant omskiftelige ønsker og de abrupte ændringer det var, som om selve projektet trak sjælen langs asfalten.
Men alt dét var forsvundet nu. Kontrakten var underskrevet, slutrapporten sendt af sted. Snart ventede en god bonus til alle i teamet retfærdigheden ville for en gang skyld få sin dag i solen. Lærke kunne ikke lade være med at smile stille.
– Lærke, er du her endnu? Det er jo sent!
Hun vendte sig selvfølgelig: det var Rasmus fra naboteamet. Han dukkede op de mest uventede steder, som en drøm uden logik, og fandt altid en grund til at tale: et spørgsmål om rapporten, eller en kommentar om det nye software, eller bare et tilsyneladende tilfældigt sammenstød ved kaffemaskinen.
Hun smilte høfligt, bevidst uden varme. Skønt han var flink nok, var de godt tyve år imellem dem, og hele hans optagethed af hende virkede lettere akavet, nærmest søvnagtig. Hun satte pris på hans venlighed, men kunne ikke gennemskue, hvorfor han blev ved med sine forsigtige tilnærmelser, som om virkelighedens grænser var lige så slørede som nattehavet udenfor.
– Ja, jeg blev hængende lidt, – svarede hun og holdt stemmen neutral, venlig. – Mit projekt er endelig lukket ned.
Rasmus kom tættere på, stak hænderne i bukselommerne, og hans blik satte sig mellem bekymring og håb, som var han en sø, der pludselig begyndte at fryse fast i foråret.
– Hvor vildt! Tillykke! De siger jo, kunden var lidt – han søgte efter et dansk ord besværlig. Men det er nu ingen undskyldning for at sidde her så længe!
Lærke lo stille for sig selv. Besværlig var i underkanten projektet havde suget energien ud af hjernen på hele huset. Men nu nu var det endelig forbi.
– Det går nok. Hele afdelingen sukker lettet ud, når de læser mails i morgen, – sagde Lærke, hendes stemme stadig vævende. Hun passede på ikke at lade tonen få for meget betydning. Ét forkert blik, et ord på tværs, og samtalen kunne dreje ud i drømmenes tåger, hvor intet kunne styres.
– Skal jeg køre dig hjem? Din bil er jo stadig i stykker, ikke?
Ordene væltede næsten over hinanden, så det blev klart, han havde ventet på at få lov til at tilbyde sin hjælp. Hans øjne glitrede barnligt, og kroppen lænede sig frem, forventningsfuldt som en overivrig Labrador foran madskålen. Det var rørende nok, men hun nægtede at puste til håbet.
– Tak, men jeg har allerede bestilt en taxa, – svarede hun venligt, men bestemt. Hun trådte til siden, forsøgte at glide forbi.
Men Rasmus lagde en hånd ud, som ville han standse en bil midt i regnen.
– Det er farligt! – Han lød virkelig bekymret, nærmest desperat. – Du aner jo ikke, hvem det er bag rattet kunne jo være en galning!
Lærke standsede midt i drømmen og så på ham. Han mente det. Hans bekymring var ægte, ja grænsende til forvirret fortvivlelse.
– Rasmus, – hendes stemme var nu fastere, – det går nok. Jeg har brugt samme taxaselskab i flere år, og min chauffør hedder Poul. Det passer helt fint.
Hun forsøgte igen at liste sig uden om ham, denne gang med mere vilje. Rasmus trådte et skridt væk, men gav sig ikke.
– Men jeg kunne jo køre dig sikkert, – insisterede han, – jeg er forsigtig, og…
– Tak, men jeg vil ikke lade Poul vente. Det er faktisk lidt uhøfligt, sagde hun. Tonen var rolig, men bestemt. Hun magtede ikke mere af denne mærkelige dans gennem halvdrømme.
Lærke gled forbi ham, mens hun mærkede hans blik i nakken skuffet, såret, et menneske tabt i sin egen længsel. Men det måtte være sådan.
På vej gennem gangen tumlede tankerne som sække i vinden: hvis ikke Rasmus havde været økonomidirektørens søn, ville hun have stoppet ham for længst. Ligeud. Men her, i dette absurde system af skjulte forbindelser, måtte man balancere på en line af høflighed og skjulte hentydninger. Én forkert bevægelse, og hele afdelingen kunne rammes af ufortalte konsekvenser.
– For ham vil et “nej” altid virke groft, – tænkte hun. Han var for vant til, at intet nægtedes ham, især ikke af kvinder.
Udenfor trak hun den svale aftenluft ind alt duftede af vådt birketræ og støvregn. Taxaen holdt allerede og ventede, Poul vinkede genkendende bag rattet i sin gulgrønne Skoda. Lærke satte sig ind, og mens bilen gled gennem byens krusede lys, prøvede hun at skylle alle tanker om Rasmus væk, så kun træt lettelse blev tilbage.
…
Firmaets 30-års jubilæumsfest blev holdt i en eksklusiv restaurant i hjertet af København. Salen flød over af hvide servietter, blinkende glas og uhåndgribelige, festlige stemninger, mens champagnens brusen steg til loftet, og folk begyndte at grine højere, end de plejede. I hjørnerne talte folk om alt og intet, kollegernes stemmer blev blandet til en skæv symfoni.
Lærke holdt sig i udkanten, hvor hun kunne lade sig opløse i mineralvandens bobler og kun lejlighedsvis tage del i de høflige samtaler. Alt var tåleligt. Indtil Rasmus dukkede op med den drømmende beslutsomhed, som kun findes på ekkoets rand af en fest.
I begyndelsen var han vag og tilbagetrukket, men med hver øl voksede hans mod, som om tyngdekraften forsvandt. Nu stod han pludselig foran hende, med et blik der dirrede af noget imellem vodka og vovemod.
– Jeg har besluttet mig nu! – råbte han næsten, så selv de halvfulde projektledere så op. – Om en måned skal vi giftes, hos mig, og du skal selvfølgelig holde op med at arbejde og vente på mig derhjemme!
Hans ord flød ud i rummet og blev hængende som sprækker i loftet. Et øjeblik anede Lærke ikke, hvad hun skulle sige. Hans ansigt var anspændt, og han rakte ud for at kysse hende drømmen vaklede afsted, og hun rykkede brættet væk under ham og væltede næsten sit glas vand.
Hidsigheden eksploderede i hende som et smæld i natten. Alle de måneder med tvungen tilpasning, kollegaers skjulte blik, hans navlepillende opmærksomhed alt væltede ud.
– Hvad bilder du dig egentlig ind?! – Hun var pludselig den eneste med stemme i rummet. – Hvilket bryllup? Har du tabt folkeskole-logikken?
Rasmus fumlede, men Lærke lod ham ikke slippe.
– Nu stopper du! Dine klodsede tilnærmelser har pint mig i måneder. Jeg har altid klart sagt nej, men du hører aldrig efter! Jeg har været til grin for hele huset på grund af dig…
Stemmen blev høj, og nu stod kollegerne forskrækket og holdt hinanden tilbage, mens hun snurrede videre:
– Hører du? Hvis du ikke stopper nu, så finder jeg et nyt arbejde. Jeg gider ikke mere af dine indbildske tilbud eller din opførsel!
Alle holdt vejret, Rasmus stod tilbage, vaklende, som om et vindpust havde rykket ham ud af drømmen. Hans blik var fortabt, og han fik ikke en lyd frem.
– Tænk over det, – afsluttede hun koldt og vendte ham ryggen, forlod salen og begav sig ud gennem mørket i korridoren. Hun kunne ikke stoppe hænderne fra at ryste, men indeni følte hun sig løftet som om hele bygningen pludselig blev lettere.
Det føltes, som om man åbnede et vindue ud mod Øresund. Hendes kollega Astrid stod tavs, mens Lærke åndede roligt ud.
– Det gør mig edderspændt, at jeg skal tage hensyn til et forkælet barn, bare fordi hans mor sidder i bestyrelsen! – hun fnøs. – Tror I ikke, jeg kan finde et nyt arbejde? Jeg får jo tilbud hver måned! Jeg har erfaring, anbefalinger, alt. Og nu skal jeg tvinges rundt på gulvet af sådan en knægt!
Hun stirrede ind i det duggede vindue, og i det skæve spejlbillede glimtede hendes vrede røde kinder.
En skarp, myndig stemme afbrød tavsheden:
– Du skal ikke gå din vej.
Ind kom Marianne høje hæle hamrede på gulvet. Hun var Rasmus mor, driftig og knivskarp, iført diskret marineblåt jakkesæt.
– Jeg må undskylde på hans vegne, – sagde hun, – det havde jeg ikke forestillet mig. I morgen sender jeg ham til filialen i Aarhus. Det her er for voldsomt.
Lige i det, Marianne sagde det, dukkede Rasmus frem mellem gæsterne:
– Hold op med at bestemme over mit liv! Jeg siger, jeg ikke vil i filial! Og jeg accepterer ikke afvisninger! Hører du, Lærke? Jeg hævner mig!
En underlig prikkende frygt gled op gennem Lærke, men Marianne var allerede på sagen. Hun nikkede til sikkerhedsvagten, som nærmede sig ubemærket.
– Du tager med nu, Rasmus, – sagde hun. – Hjem og ikke mere for i aften.
Rasmus så dæmonisk på Lærke, mumlede noget uforståeligt, men lod sig føre ud. Stilheden blev tung og mærkelig i det plumrede lys.
Marianne så på Lærke med træthed og alvor i øjnene.
– Undskyld endnu en gang. Det skal ikke gentage sig, lover jeg.
Og hun var væk, med beslutsomme skridt mod festsalen, mens Lærke og Astrid stod tilbage i forvredne skygger, og dramaets ekko vibrerede videre i huset.
…
– Mor, jeg er forelsket! – råbte Tine, idet hun styrtede ind i stuen hjemme. Hendes ansigt glitrede, øjnene var store, smilede bredt, så Lærke uden at ville det smilede med. Tine smed sig i sofaen og begyndte straks at tale hun kunne næsten ikke holde fortællingen tilbage:
– Han er vidunderlig! Opmærksom, sød fuldstændig perfekt!
Lærke stod ved vinduet med en kop te, smilede blidt ind i mørket.
– Hvad hedder han da, denne fantastiske fyr? – spurgte hun kærligt.
– Rasmus! – drømte Tine sig væk. Hun bemærkede ikke, at moren for sammen ved det navn. – Han er altså bare noget særligt, mor, alle pigerne i klassen er lidt misundelige.
Lærke satte sin kop fra sig, og alle de tågede kontorbilleder fór gennem hovedet. Hun trak vejret dybt og svarede roligt:
– Og hvornår møder jeg så denne unge mand?
– Næste uge! Han kommer med til farmors fødselsdag. Så kan han hilse på alle. Og mor, vi har faktisk talt om bryllup.
Lærke frøs i tanken, men holdt masken. Der var ikke tid eller plads til vilde følelser eller domme.
– Jeg glæder mig, – lød det forsigtigt. – Vil så gerne møde ham, der gør dig glad.
Tine sprang op og omfavnede hende.
– Du er bare den bedste, mor!
…
Lørdag morgen beherskede forvirringen farmor Karen Mikkelsens sommerhus. Karen gik fra køkkenet til stuen, mens duften af kanelsnegle og rundstykker lagde sig som et tæppe. Slægtninge strømmede til, mange med hjemmebag eller blomster børnene spredte sig som små kongeål gennem stuer og have.
Ved frokosttid var der trætte stole nok til godt tredive mennesker tanter, onkler, fætre, kusiner, gamle naboer og venners venner. Stemningen var som en febril sommernat: glas klirrede, latteren dansede, og festens sprog væltede frit ud gennem vinduerne, så selv skyerne udenfor måtte lytte lidt med.
Farmor holdt øje med døren Tine og hendes kæreste var forsinkede. Men snart tikkede der en SMS ind: “På vej!” Karen smilede.
– Så starter vi bare, børn, I ved jo, de unge kommer, når de kommer.
Midt i den skæve dans af stemmer sprang døren op, og ind trådte Tine, lykkelig, strålende, i hånden på Rasmus. Hun smed skoene og erklærede stolt:
– Her er vi! Min forlovede, Rasmus!
Alle vendte sig, summede og smilede. Mobiltelefonerne blev hevet frem. Lærke stivnede øjeblikkeligt. Foran hende stod den selvsamme Rasmus hans smil bredte sig som en bred fjord, hans blik hvilede tungt på hende.
Han huskede. Han havde ikke glemt ydmygelsen, da Lærke havde fjernet ham for alles øjne, og nu nu trådte han ind i hendes familie, i hendes inderste cirkel, som for at genoprette kosmos.
– En fornøjelse at møde jer jeg er… – begyndte Rasmus, i færd med at række hånden frem mod farmor Karen.
Men Lærke rejste sig brat. Hendes stemme rungede i stuen, og alle børn og voksne blev stille.
– Ud herfra! Nikolaj, få ham udenfor, og du må gerne hjælpe ham lidt på vej! Vil han virkelig hævne sig på mig via min eneste datter?
Stilheden blev monumental. Gæsterne stirrede med halvåbne munde.
– Mor… – Tine prøvede, men Lærke slog direkte videre:
– Det er min entusiastiske kollega fra festen ham, der brød ind med sit bryllupsudbrud! Det har du vel ikke glemt, Rasmus? Min chef mor Marianne advarede og flyttede dig og nu vil du bruge min datter til din hævn?
Rasmus blegnede, men forsøgte at holde masken. Tine stirrede på ham, overrasket og såret.
– Sagde du virkelig det, mor? Har du virkelig stået og været sådan? hendes stemme afslørede hendes forvirring.
Rasmus skød skylden fra sig:
– Du har fortalt om mig bag min ryg! Hvordan kunne du det?!
Lærkes bror, Henrik, brød først ud i høj latter:
– Hold da op Tine, sikke et catch! Vi så det klip på nettet tænkte du ville dø af grin! Han erklærede bryllup for hele huset. Jeg troede, det var en joke.
Det løsnede stemningen først lavt, så grinende med højere stemmer, nogle græd næsten af grin, og kun Rasmus forblev alvorlig ilde til mode, ydmyget.
Tine stod med tårer i øjnene og begyndte at smile hjælpeløst, så rystede hendes grin ud som perler på en snor. Hendes forelskelse smeltede væk sammen med latterens varme, svandt ind i havluften.
Rasmus rødmede, hans hænder knugede, og uden et ord stormede han ud. Kalitens dør smækkede, og lyden blev blandet med gæsternes latter, der endnu ekkoede i de gamle stuer.
Hele hans gennemtænkte hævnprojekt, alt det han havde vundet forestilling for, gled ud af hænderne på ham, som skyer mellem fingrene. Nu skulle hans navn kun huskes for dette.
Henrik klappede Tine på skulderen:
– Ikke noget at være ked af, Tinna. Vi finder en bedre til dig én med hovedet skruet rigtigt på, og lidt mere humor.
Så vendte samtalerne tilbage til maden og festen, og latteren gled som tåge gennem hjemmet. Tine tørrede smilende tårerne væk, og en mærkelig ro sænkede sig over hende. Alt var, på sin egen mærkelige måde, præcis som det skulle være i dette sære, vævende danske drømmelandskab.
