Bedstemor savnede os
Bussen skrumplede længere og længere væk fra købstaden. Nu, da asfalten lå tre sving bag os, begyndte den grå, trætte by at føles som civilisationens lysende centrum.
Så det er hende, bedstemoren med agurkerne? spurgte Rikke. Asta… hvad er det nu hun hedder?
Asta Madsen, ja, nikkede Jesper. Hele vores barndom spiste vi hendes agurker. Hver eneste nytårsaften åh! Han bumpede op i sædet, da bussen kørte over et hul i vejen, midt på bordet stod skålen med hendes syltede agurker. Som var det den rene kongelige ret.
Jesper faldt eftertænksomt hen, pillede i skummet på det slidte sæde.
Hun sendte nu også andre ting, sagde han. Zucchini, græskar af og til
De sad overfor hinanden på slidte bænke, båret af den konstante vuggen og duften af benzin. Udenfor gled høstgule enge og halvt nedlagte lunde forbi, køer græssede mut på de mørke marker. Det var næsten som et støvet efterårsmaleri af L. A. Ring, sløret bag pletter på vinduet.
Igen hoppede bussen over et bump, denne gang så Jesper fór op i sædet.
Av for den! sagde han med et skævt smil. Mon chaufføren tror, bussen allerede er skrottet?
Pyh, fnøs Rikke, med de veje her, er det ikke mærkeligt at sidderne hænger.
Også sandt. Undskyld sagde han og lod blidt hånden glide over hendes arm, som om han bar på skyld. Jeg mente, busserne skulle være rimelige her.
Det går, smilede hun skævt. Komfort forventede jeg nu ikke meget af.
De krydsede en bro. Jesper kiggede ud af det revnede glas mod den vigende å, indtil strømmen forsvandt i træerne. Tankerne steg og dalede, tilbage til dengang morfaren tog ham med ud at fiske, og bedstemoren fortalte eventyr om nisser og huldrer, der elskede planterne og bryggede magiske bryg.
Derhenne, sagde Jesper, pegede han, fiskede jeg med morfar flere gange, på den der å.
Rikke betragtede ham, prøvede at læse hans ansigtstræk.
Du sagde, vi skulle besøge bedstemoren. Skal vi prøve at få hende med til byen? Hvad med morfar, er han her ikke mere? Hun lagde hånden blidt over hans foldede hænder.
Nej, sagde Jesper og kiggede op i loftet. Han forsvandt. Fandt hverken kroppen eller fiskestangen Han sukkede dybt, så på hende. Politiet sagde, han måtte være druknet, mens han fiskede. Ingen kunne tro det. Vi svømmede jo altid, når vi fiskede.
Rikke pustede sagte ud, som om hun ikke ville forstyrre det skrøbelige i rummet.
Er det længe siden du sidst var her?
Sidste gang var til hans bisættelse.
Hun åbnede munden, lukkede den igen, kiggede ud. Jesper fortsatte.
Da jeg blev fjorten, holdt mine forældre op med at sende mig på ferie hos dem. Du må tage af sted, hvis du selv vil. Siden har jeg kun været der én gang.
Ville du ikke?
Jo! Jeg sagde av! endnu et bump jeg sagde til dem, jeg kom næste sommer. Fik endda penge til toget, men… det blev aldrig til noget. Der var altid noget andet. Men jeg ringede, og de lød altid glade. Sagde: Bare nyd livet, du er ung.
Jesper tav et øjeblik og så ud på det sene efterår.
Så blev det sidste skoledag, studentergilde. Siden eksamen, universitet hele sommeren gik med bekymringer, og jeg nåede ikke derover. Sådan gik der to år mere, og så
Han stoppede, bøjede hovedet, tørrede øjnene i ærmet. Rikke så de små våde pletter.
Morfar forsvandt. Så tog vi alle hjem. Bisættelse. Min højtidelige beslutning om, at nu hvor bedstemoren var alene, ville jeg besøge hende hvert år. Og jeg var sikker på, det ville jeg. Men…
Rikke satte sig tættere, lagde armene om ham.
Det er ikke din skyld, hviskede hun mod hans skulder.
***
Det første Asta Madsen gjorde, var at sætte dem til bords. Et enkelt gammelt træbord, næsten uændret siden begravelsen. Slidt, særligt hvor hun selv plejede at sidde. I den anden ende stod en kurv med syrligtduftende æbler, gulgrønne som sensommerlys.
Hun serverede kartofler stegt med kantareller, slog hjemmelavet hvidtøl op i krus, og fra køleskabet tog hun selvfølgelig glasset med hendes uforlignelige syltede agurker. Hendes hænder virkede sikre, men også langsomme, forsigtige, som var hun bange for at tabe noget.
Rikke mærkede et stik i hjertet, men hun skjulte det ved at knase en agurk.
Mmm det er virkelig dem, hviskede hun.
Ja! Jesper lyste op.
Har du smagt dem før, min pige?
Ja, Asta Madsen, Jesper har givet mig smagsprøver både dengang og nu. Det er noget specielt!
Så spis endelig, min skat. Og du, Jesper, Asta satte sig overfor og betragtede dem varmt.
En stund var der kun lyden af tyggen og fuglefløjt ude fra haven. Til sidst slugte Jesper maden, og sagde tøvende:
Undskyld, Bedste, jeg har været så længe væk
Åh, det gør slet ingenting, fejede hun af. Tænk ikke på det. Bare godt, I er kommet. Og med din pige Gid, hvor er jeg glad for at I er her sammen. I kan jo hjælpe mig lidt, vande agurkerne give lidt gødning. Nu ses vi tit.
Jesper sendte Rikke et forsigtigt smil, men sagde ikke mere.
Skal I ikke blive og overnatte?
Nej, Bedste, vi kan ikke rigtigt. Vi skal hjem til vores hund Max. Vi skal fodre ham og gå tur.
Asta sukkede og vendte sig bort.
I er altid på farten, byfolk, mumlede hun. Aldrig et fredeligt minut til overs.
Hun stod op, famlede omkring det gamle gaskomfur. Jesper så bekymret på hende, så på Rikke igen.
Jeg brygger en god kop te til jer med urter
Vi kommer igen næste uge, det lover vi, sagde Rikke trøstende.
Det gør godt, Bedste snakkede hen over hende, tager uroen væk. Giver ro i nerverne alt for travle er I dog.
Asta vendte sig med to dampende krus. Jesper var urolig for om hun var blevet stødt, men hendes ansigt viste stadig varme og hengivenhed.
De drak teen. Smagen var frisk og usædvanlig, omend uden mynte.
Mmm. Hvad er der i? spurgte Jesper.
Bedste skævede til et glas og kløede sig i nakken.
Åh, det husker jeg dårligt tørret sidste år, til jer. Timian, jordbærblade, æbleskræl vist også noget andet men drik bare.
De drak.
Bedste, har du stadig ikke lyst til at flytte til byen til os?
Og lade agurkerne i stikken? Også mit lille landsted Jeg hører til her, med køkkenhaven og æbletræerne. Agurkerne kan ikke undvære mig. Og hvad skulle jeg i byen?
Du kunne have altankasser, indskød Rikke. Lidt grønt, blomster, og gå ture med Max.
Ja, så kom dog og tag hunden med. Den vil også nyde det her. Men nej, jeg bliver her. Drik nu teen, så forgæves har jeg ikke brygget.
De diskuterede lidt endnu, men Asta holdt fast. Da kopperne blev tomme, gav Jesper op.
Skal vi hjælpe dig med noget? Opvasken måske?
Nej da, jeg klarer det. I kom og besøgte mig, det gør mig allerede godt. Se nu til agurkerne i stedet.
Jesper så overrasket, hvordan hendes bevægelser både blev sikrere og lettere.
Hun har det vist allerede bedre, hviskede Rikke. Når vi mon når tilbage? Klokken er næsten fire men bussen går først lidt over fem. Hvor henter vi vand og gødning?
Kom, jeg viser vej, sagde Asta med håndklædet og gik kvikt mod døren. Gødningen bagefter. Først vanding.
***
Med fyldte vandkander trådte Jesper over dørtærsklen til drivhuset. Rikke fulgte efter ham, omfavnede ham bagfra. Varmen og duften af jord slog dem i møde.
Glasvæggen var stort set ren i øjenhøjde, så man tydeligt kunne se æbletræerne og huset udenfor. Længere nede havde mos og alger overtaget. Stien slog et knæk til venstre, omgivet af ujævne bede. Overalt kravlede agurkernes slyngtråde langs gulv, op ad vægge, ud over døren. Planter overalt, fra små spirer til bugnende frugter parate til salatskålen.
Jesper nikkede anerkendende, satte den ene kande og begyndte at vande.
Alt er snoet ind, som havde de vækstet i år, ikke måneder, mumlede Rikke.
Ja, præcis. Luk døren, skat, varmen forsvinder.
Hun lukkede tæt og ville låse.
Skal jeg slå slåen for?
Jesper rystede på hovedet.
Nej, det er ikke nødvendigt.
Han gik videre langs stien. Ved den fjerneste væg stod en skovl, et par hakker, en spand og andre redskaber gemt bag agurkebølgerne.
Da den første kande var tom, rakte Rikke ham den anden. Længere nede blev bedene vildere, som kom Bedsten ikke der så tit. Da de havde været hele vejen rundt, stoppede de forvirrede op ved døren.
Er det samme dør? spurgte Jesper usikkert.
Det burde det være, svarede hun lige så tøvende.
Døren var snoet helt ind i ranker over dørtærsklen, slåen, håndtaget, selv beslagene. Intet tegn på, at de havde åbnet døren for en halv time siden.
Jesper satte kanden fra sig og skubbede. Intet gav sig.
Det må være en anden dør? sagde han, uden selv at tro på det. Lad os prøve at gå tilbage.
De gik hele ruten igen. Døren så stadig mere fremmed ud, jakkevedhænget snoet ind i grønt. Jesper skubbede hårdt igen forgæves.
Det kan da ikke passe! råbte han, satte kanden fra sig med et bump. Så misser vi jo bussen. Han kiggede på uret og udbrød forbavset. Hvad? Vi har allerede misset den
Det passer ikke! Rikke så også på klokken.
Jo, der er allerede over fem bussen går om otte minutter
Det går nok, trøstede Rikke, aede ham. Så må vi overnatte hos Asta. Det foreslog hun jo. Jeg ringer bare til mor, så kan hun gå med Max.
Hvordan kan vi fare vild i et drivhus? Jesper lød desperat. Der er jo bare fire vægge. Det er umuligt, ikke?
Helt umuligt, sagde Rikke, men så forundret ud. Måske er døren bare gået i baglås?
Jesper lænede skulderen mod døren, men den rokkede sig ikke.
Slåen? foreslog Rikke.
Åben, ligesom da vi kom. Han ledte efter et gab, men de grønne tråde var overalt. De syntes endda at bevæge sig svagt.
Pokkers også, lød det bagfra.
Jesper vendte sig. Rikke rodede ved skoen.
Hvad sker der?
Jeg har viklet mig ind i de her planter.
Han gik på hug. Hendes snørebånd var fanget af slyngtråde, overraskende stærke. Forsøgte at vikle hende fri. Rikke støttede sig til hans skulder.
Skal vi ringe til Asta? foreslog hun.
Hvad vil hun gøre? Åbne døren?
Hun trak på skuldrene. Han kæmpede videre, men trådene greb fastere. Til sidst kastede han sig op.
Hvordan kan du ende sådan? råbte han.
Hvad ved jeg?! De stirrede drillende på hinanden, så foreslog hun, Find en hakke. Måske kan du hugge dem over.
Han sukkede, kyssede hende i panden.
Undskyld, du har jo ikke gjort noget. Det er den skøre dør, bussen, dine snørebånd
Han gik videre, ledte grundigt. Rundt i hjørnerne redskaberne var væk. Endelig så han pludselig en fiskestang (!) lænet op ad væggen. Stoppede forvirret op.
En skinger hylen bag ham. Han fór tilbage til Rikke, som nu lå på jorden, gned nakken og stønnede.
De åndssvage tentakler jeg snublede og slog baghovedet.
Stakkels dig, sagde Jesper, man skulle have haft is.
Jorden er kold nok Smågrinede. Har du fundet hakken?
Nej, jeg løb. Men gæt hvad jeg fandt? En fiskestang! Som
Det hjælper os ikke! afbrød hun.
Altså, da jeg var med morfar
Du skulle finde redskaber! sagde hun mere skarpt.
Ja. Undskyld. Han rystede tanken af. Skal jeg lede videre? Kan du ligge her?
Hjælp mig op, det er koldt.
Han gav en hånd, hun skar ansigt.
Pas på! Der er noget der holder fast.
På hendes lår snoede to grønne stængler sig nu, bevægende sig mærkbart.
Mærkeligt ikke set noget lignende.
Hvad gør vi?
Det samme igen, sagde Jesper, prøvede at rive trådene. Til sidst bed han dem over.
Hold op! skreg Rikke.
Jeg prøver bare at få dig fri! brølede han, og det lykkedes. Han rakte hende ‘trofæet’.
Hun smilede, men nu var det andet ben allerede forankret.
Så virker det ikke, du må have et skarpt redskab. Find hakken!
Men hvordan kan jeg efterlade dig
AFSTED! råbte hun og skubbede. Jeg bliver liggende her, gør nu noget!
Flere tråde krøb op af hendes ben, stænglers spidser bevægede sig. Han tøvede, men slap. Nu blev det hurtigt mørkt i drivhuset.
Hvad sker der? spurgte han.
Må være skyer. Hvad er klokken?
Han famlede. Uret snurrede. Mobilen tændte ikke.
Forbandet dag! Nu løber tiden amok! Ni femten… seksten… sytten! Vanvid!
Han bed sig i hånden, det gjorde ondt, men tiden fortsatte med at løbe. Han begyndte at gå.
Endelig fandt han hakken, men en sibilant lyd genlød Rikke hyldede, forsøgte at spytte noget ud.
Han greb hakken, spurtede. Kun to skridt før hun. Men hans fod sad fast i planternes greb. Faldt på næsen, hakken fløj væk, ramte glasvæggen. Rikke flåede i stængler, der lukkede sig hen over hendes ansigt, ind mellem øjnene og i næseborene, munden.
Rikke! råbte han, prøvede at nå. Hun gispede og sparkede, men kunne snart ikke få vejret. Hendes krop blev slap. Jesper vred sig for at løsne sit ben, råbte hendes navn, slog på planterne intet hjalp. Stængler krøb op langs hans egne ben.
NEJ, NEJ!
Da han langede ud, brast han gennem drivhusvæggen, hovedet dunkede mod glas og krop mod jord. Han lå vendt op, så solen stige. Æbletræerne skyggefulde, fugle flagrede forbi.
Bedste løb ud fra huset, så hurtigt og let, hun næsten kun var et blink. Hun satte sig hos ham, kyssede hans pande kærligt.
Sådan mine børn. Sådan. Nu behøver I ikke tilbage til byen. Nu bliver I hos mig for altid.
Hun rejste sig, børstede forklædet og forsvandt igen med farten fra to sæsoner i ét. Solen stod højt, og Jesper mærkede stænglerne sno sig over hans ansigt.
