Lektioner på randen af katastrofe
Søren Pedersen stod foran det store spejl i soveværelset og forsøgte koncentreret at vælge det rette slips til sin nye, mørkeblå italienske habit. Den ene ende blev rettet, den anden blev strammet, og han rynkede brynene, mens han kastede hovedet lidt tilbage for at se sig ordentlig i spejlet i aftenlyset.
Søren, lo kvinden, der sad yderst på sengen. Hun hed Karen Sørensen. Du skal vel ikke til gallaparty, du skal bare hente din datter. Tag nu det med den fine, smalle stribe det ser ganske præsentabelt ud.
Hun rejste sig, gik hen til ham, tog slipset han havde valgt, og bandt det rutineret. Så rettede hun knuden, glattede krave og gav ham et stille kys på kinden.
Søren kørte en hånd gennem sit mørke hår, hvor tindingerne allerede var begyndt at blive lidt tynde, og kiggede ud ad vinduet.
Hvor bliver de af? spurgte han utålmodigt. De er kørt fra lufthavnen for over en time siden. Så lang er turen heller ikke.
Lad nu være med at bekymre dig, svarede Karen blidt. Selvfølgelig kommer de.
Jeg savner Katrine. Hun er det eneste jeg har, min elskede datter. Jeg har hele tiden glædet mig til hun omsider kom hjem fra London til sommerferien. Chaufføren har ringet og sagt, de er kørt, men ingen er her endnu. Det gør mig nervøs. Og det må man være.
Han gik lidt rundt i værelset med hænderne på ryggen.
Og så, sagde han lavere, hvem ved, hvordan hun tager imod dig, Karen.
Det skal nok gå, svarede hun med overbevisning. Vent og se.
Hvor bliver de af? gentog Søren, mens han endnu engang kiggede ud af vinduet.
Du er utålmodig, drillede Karen med et smil. Måske sad de fast i myldretiden? Vær taknemmelig for, at hun overhovedet kommer. Hvis ikke du havde sendt hende til udlandet for at læse, havde I set hinanden oftere.
Det var nu mit valg, sagde Søren fast. Udenrigstjenesten er en anstændig og velbetalt karriere. Min datter skal ikke mangle noget.
Det gør hun da heller ikke, bemærkede Karen. Du betaler for alt hvad hun vil have.
Det har jeg mine grunde til, sagde han stille. Du ved hvorfor.
Ja, sagde hun og lagde armene om ham. Din kone døde, da Katrine kun var fem år. Du gjorde alt, brugte penge på de bedste læger og behandlinger. Men alligevel var det forgæves. Og det var ikke din skyld. Du har været alene i årevis og givet alt for din datter. Nu har du fundet mig.
Han kyssede hende i panden og sagde blidt:
Jeg er meget lykkelig for, at du er her. Men har jeg gjort nok for Katrine? Jeg var sjældent hjemme, arbejdede altid.
Du gav hende alt, svarede Karen. Privatskole, alle oplevelser, rejser. Jeg ville gerne have haft sådan en far.
Ja, han lo hun har prøvet både fodbold, fægtning og klaverspil. Jeg støttede hende i alt. Hun havde ikke tid til at drive den af, som andre børn i velhavende danske familier. Hun lå ikke og dasede ved poolen om sommeren, men var i sproglejre. Nu har hun venner over hele verden.
Det kan jeg huske, nikkede Karen. Også da hun blev vild med England. Du bakkede hende op.
Og jeg tog ikke fejl. Min datter skal ikke kæmpe lige så hårdt som jeg. Mine forældre var arbejderfolk, fattige efter nutidens standard. Jeg lærte at arbejde hårdt. Uddannelse var vejen frem.
Du har klaret alt selv, sagde Karen. Da din kone levede, opdragede hun Katrine. Da hun gik bort, kompenserede du med gaver og barnepiger.
Jeg var for lidt sammen med hende, sukkede Søren. Nå, jeg kan ikke vente længere. Jeg ringer til chaufføren.
Han gik ud på gangen, hvor han mødte Annie Madsen, husholdersken, som havde været i familien i mere end ti år og nærmest havde opfostret Katrine. En lav, rund kvinde med venlige, skarpe øjne.
Har de ringet? spurgte hun lavmælt.
Nej, svarede Søren med stigende uro i stemmen.
Har du egentlig besluttet, hvordan du vil sige det til hende? hviskede Annie.
Nej, jeg kan ikke tage mig sammen. Jeg frygter, hun ikke vil acceptere det. Efter min kones død gik jeg alene længe. Men jeg er jo et menneske, stadig ung. Jeg har brug for at være elsket. Jeg elskede min kone meget og kan stadig ikke glemme hende. Men skal jeg leve alene for altid?
Der har været andre kvinder, bemærkede Annie forsigtigt. Men du præsenterede dem aldrig for Katrine.
Fordi Katrine havde svært ved at komme sig over sin mors død. Hun savner hende stadig, selvom hun næsten ikke kan huske hende. Men Karen er anderledes. Hun har givet mig nyt liv. Jeg har lært at være glad igen. Katrine må kunne forstå det. Karen er god, ærlig og usædvanlig. De skal blive venner. Jeg elsker dem begge.
Han tav et øjeblik, mens han tænkte på, hvordan han mødte Karen. Det var en vendekanen ved økonomi på universitetetder ringede og bad ham holde oplæg for de nye studerende om, hvordan en almindelig dreng fra et arbejderkvarter blev topchef i en stor virksomhed. Søren sagde ja. Den dag blev han ført ind til et lokale, hvor Karen allerede underviste. Efter timen blev Søren inviteret på kaffe på kontoret, hvor dekanen fortalte om Karen: Hun havde ingen børn, var engageret i forskning og nød respekt blandt de studerende, men var skilt, da eksmanden ikke accepterede hendes karriere. Søren inviterede hende ud at drikke et glas vin, og timerne forsvandt.
Måske skulle du have advaret Katrine først? spurgte Annie og rev ham ud af tankerne.
Nej, sådan noget siger man ikke i telefonen. Hun kunne blive såret og nægte at komme hjem. Bedre vi taler om det ansigt til ansigt. Her kan hun ikke bare lægge på.
Annie sukkede men gik tilbage til køkkenet. Netop som hun kiggede ud ad vinduet, råbte hun:
De er her, Søren! De kommer!
Søren løb ud til hoveddøren. Den sorte Audi bremsede ved indkørslen. Ud sprang en pige i let sommerkjole og sandaler med kilehæl.
Far! råbte Katrine og kastede sig i armene på ham.
Min lille skat, han krammede og kyssede hende. Hvordan gik turen? Hvorfor tog det så lang tid?
Der er, hvad der er, smilede hun.
Chaufføren, en ældre mand, løftede to kæmpe kufferter ud og forklarede:
Trafik, undskyld Søren.
Nå, bare I er her, svarede han.
Han kiggede hen mod Karen, der stod lidt nervøst et par skridt væk. Søren tog Katrines hånd og førte hende hen.
Katrine, mød Karen.
Karen smilede venligt og rakte hånden frem.
Hyggeligt at møde dig.
Men Katrine ignorerede hånden, betragtede Karen køligt op og nedden dyre, men afdæmpede dragt, det trimmede hår, få smykkerog gik demonstrativt forbi hende uden at hilse. Søren mærkede blodet stige i kinderne. Skam og irritation gryede i ham.
Den tøs,” tænkte han bittert. “Ødelægger øjeblikket. Det får hun at vide.
Han lagde armen om Karen og hviskede i hendes øre:
Undskyld, skat. For hende er det et chok. Jeg skulle have fortalt det på forhånd. Du må ikke tage det tungt. Lad os gå ind og spise morgenmad. Jeg er sikker på, det skal nok gå. Hun vil lære dig at kende.
Men Karen gled blidt ud af hans favntag og rystede på hovedet:
Nej, Søren. Jeg må på arbejde. I skal have lidt tid for jer selv. Bliv ikke sur, men jeg er nødt til at gå.
Hun rettede hans slips, fjernede usynligt støv fra jakken og gik ud til sin bil. Søren gik ind i huset og så, at Katrine stod midt på stuegulvet, udfordrende, med hænderne i siderne.
Katrine, begyndte han stramt, jeg forstår, du er træt efter rejsen, men den opførsel er uacceptabel.
Hvem er hun og hvad laver hun i huset? spurgte Katrine køligt.
Det ville jeg forklare, hvis du var blevet og lyttet.
Så forklar.
Hun satte sig i lænestolen og stirrede på ham.
Karen og jeg har været sammen næsten et år, svarede Søren med ro i stemmen. Hun betyder meget for mig. Jeg ønsker, du respekterer hende.
Hvad med mor? spurgte Katrine, og tårene stod i hendes øjne.
Jeg elsker stadig din mor, sagde han. Hun er altid i mit hjerte. Hun gav mig dig. Men livet går videre, min pige. Det indså jeg, da jeg mødte Karen. Hende elsker jeg også. Hun er nu også en del af min familie, som du er. I skal lære hinanden at kende. I vil blive venner. Det håber jeg virkelig.
Det tvivler jeg stærkt på, mumlede Katrine og rejste sig. Jeg har en aftale i byen med veninderne.
Katrine, vi er ikke færdige!
Men hun var allerede oppe på værelset og smækkede døren. Han stod alene tilbage, mærkede uroen vokse i brystet, mens hendes skridt forsvandt op ad trappen og hun kort efter forlod huset.
Katrine satte sig bag i taxaen og gav adressen til Aarhus mest trendy restaurant. Undervejs svarede hun på beskeder fra veninderne, der ventede. Ude foran blev hun mødt af tjeneren og blev ført til bordet på tagterrassen med udsigt over byen i aftensolen.
Katja! råbte veninderne. Endelig! Fortæl straks, hvordan er det i London? Hvor ser du lækker ud!
Tja, London sagde Katrine og nippede til et glas prosecco mens hun viste billeder. Jeg var lige i Paris en uge, og i vinters var jeg i Wien. Se hvor smukt, hva. Herhjemme det er sgu småt med oplevelser. Hvordan holder I det ud?
En af veninderne, Mette, prøvede at byde ind:
Vi har faktisk været sydpå i år
Men Katrine afbrød:
Jeg flyver kun charter. Se her det er mine amerikanske venner yacht. Fantastisk båd. Ville ønske, far ville købe én til mig. Her er jo kun små lystbåde.
Vi var også ude med båd, sagde Louise og viste et billede.
Katrine fnøs:
Er det dér en yacht? For noget skrammel! Og den badedragt Hvor har du købt den? På udsalg? Den klæder dig ikke. Du har jo bildæk og bløde arme. Se min figur.
Hun stillede sig op og drejede rundt.
Jeg træner hver dag for at holde min form. Og forresten, sådan en badedragt var moderne for to år siden.
Hun viste endnu et billededenne gang af sig selv på dæk i bikini med unge, solbrune folk rundt om sig.
Jeg køber kun tøj i København og London, aldrig discount. Man skal se dyr og trendy ud som kvinde. I Danmark udbuddet er elendigt. Det hele går kun op i sommerhuse, de samme barer, de samme fester. Der sker intet. Ikke engang vejene bliver bedre.
Vi har det nu fint, sagde Mette såret.
Det siger du kun fordi, du aldrig har været ude i verden, fnøs Katrine. Det er noget andet.
Men jeg har det fint her, svarede Mette. Mine forældre og kæreste er her.
Jeg kunne aldrig finde på at gifte mig med en dansker. Kun udlændinge. Og gift bliver jeg alligevel ikkekarriere først. Gud, hvad er det for vin? Ad.
Tag dig sammen, Katja, svarede Louise. Vi tog den dyreste på kortet.
I har aldrig smagt ægte italiensk vin. Da jeg var i Toscana, var vi til vinsmagning på vingård. De laver det selv. Skønt!
Vi har også været til vinfestival, begyndte Mette.
Pyh, jeg går, afbrød Katrine og rejste sig. Maden her er heller ikke, hvad den varvores husholderske Annie laver det meget bedre.
Hun vinkede perfuntorisk farvel, tog sin taske og forlod selskabet. Veninderne sad forundrede tilbage.
Derhjemme var der lys i vinduerne. Katrine trådte ind, tog skoene af, hængte frakken fra sig. Fra køkkenet lød fars og Karens latter. Hun så dem sidde sammen ved bordet med rødvin og fortællinger.
Vil du spise med, Katrine? spurgte far.
Tak, jeg er ikke sulten, sagde hun og gik op.
Og i morgen, råbte han efter hende, i morgen skal du være hjemme til aften! Vi holder sammenkomst. Venner, kolleger. Hele familien. Vi venter kun på dig.
Katrine nikkede uden at svare, lukkede sig inde på værelset, kiggede sig omkring og følte kun tomhed og vrede.
Næste dag var huset på den anden ende. Annie bagte og dækkede op. Karen kom i elegant kjole, hjalp med maden. Søren i sin habit gik rundt og tjekkede det hele. Katrine kom ned, tog lidt salat og gik straks op igen. Om aftenen havde hun sat hår, valgt en af sine dyre kjoler, lagt make-up og kom ned, netop som gæsterne begyndte at ankomme: fars kolleger, gamle familievenner, prominente folk. Et lille orkester spillede. Serveringspersonale bød på champagne.
Midt under festen klinkede Søren på glasset.
Må jeg bede om ro et øjeblik.
Vi lytter, Søren, lød det fra en af gæsterne.
I aften er en særlig dag for mig, sagde han og tog Karens hånd. Med Karen har jeg fået nyt liv. Jeg har friet til hende. Og hun sagde
Han så kærligt på hende.
Ja, kom det sagte men sikkert fra Karen.
Vi skal giftes snart, meddelte Søren.
Der klappedes, lykønskedes, folk rejste sig for at kramme og ønske held og kærlighed. Søren kyssede Karen. Kun Katrine sad i hjørnet, kinden mod hånden, med champagne. Hun klappede ikke, smilede ikke.
Annie satte sig hen til hende.
Hvad sidder du her for dig selv for, Katja? Du har ikke engang hilst på din far. Se nu hvor glade de er.
Hvad skal jeg sige tillykke for? svarede Katrine tørt, allerede småfuld. Nu skal lille far altså giftes. Gid ham glæde.
Hun rejste sig vaklende, hævede glasset og forvrængede stemmen:
Held og lykke! Jeg glæder mig til skilsmissen.
Stilhed. Søren blev bleg, knyttede næver og kæmpede for at holde sig i ro.
Utakkende unge, tænkte han bittert. “Alt hvad jeg har gjort. Hun kunne mindst have opført sig pænt foran gæsterne.”
Han tog sig sammen.
Gå op på værelset, bad han lavt men bestemt.
Hvorfor nu det? jamrede Katrine. Det er mit hjem. Jeg siger, hvad jeg mener.
Glem ikke, afbrød han iskoldt, at dette også er mit hjem. Bygget for mine egne penge. Jeg finder mig ikke i sådan opførsel. Gå op, nu.
Fint, svarede hun, satte glasset og forlod rummet. Ingen sagde noget. Stemningen var ødelagt.
Katrine låste sig inde på værelset, lagde sig på sengen med armene over kors og gloede ud i luften.
Hvor kan han gøre sådan? For en anden kvindes skyld. Han svigtede mor mig Nu vil han giftes. Som om han havde sagt, at han ikke behøvede andre end os.
Hun smed sig, faldt hurtigt i søvn af træthed og vin.
Hun vågnede næste formiddag uden dårlig samvittighed. Far tilgiver som altid, tænkte hun og gik nedenunder.
Godmorgen, sagde hun, satte sig over for far og begyndte at spise.
I går gik du over stregen, sagde han koldt. Du ydmygede mig foran gæsterne. Du har ingen respekt for andre. Det eneste du interesserer dig for, er mine penge. Hvor mange gange har du ringet, uden at bede om penge? Aldrig. Jeg havde glædet mig til, at du ville glæde dig sammen med mig. Men du ødelagde alt. Jeg troede aldrig du blev så egoistisk.
Så råbte Katrine, så forlader jeg huset! Jeg kommer aldrig tilbage!
Det må du om selv, svarede Søren roligt.
Så bliver du bare med Karen, hvis hun er så vigtig.
Hun trampede op, greb sin kuffert og pakkede tøj i raseri.
Du tror, jeg kommer krybende tilbage? Aldrig. Klarer mig skam selv. Nyd dit liv med Karen.
Hun tog en kjole ud, tog håndtasken og gik uden at sige farvel. Chaufføren vaskede bilen.
Kør mig ind til byen.
Undskyld, Katrine, svarede han, men Søren har sagt, jeg ikke må.
Nå! Det gør ikke noget, jeg fanger en bil.
Hun gik ud mod vejen og stak tommelfingeren ud. Bil efter bil for forbi. Endelig holdt en ældre, hvid Peugeot ind.
En mørkhåret fyr i skovmandsskjorte og slidte jeans rullede vinduet ned.
Vil du med? spurgte han venligt.
Nej tak, svarede hun overlegent.
Synes du ikke, det ser ud som om du skal have et lift alligevel? Sæt dig bare ind selvom den er gammel.
Jeg klarer mig.
Hun prøvede at stoppe en Mercedes, men forgæves.
Du kommer til at vente længe, sagde fyren.
Ingen grund til bekymring, svarede hun.
Du vil bare ikke sætte dig ind, det er for almindeligt, smilede han.
Hold op. Jeg venter selv.
Til sidst satte hun sig op. Han ordnede bagagen, og de kørte. Bilen duftede af rens, lidt støvet, med snesevis af døde insekter på forruden.
Hvorhen? spurgte han.
Hotel Royal, svarede hun. Det dyreste i byen.
Okay. Jeg hedder Anders, forresten. Du?
Katrine.
Synes du, den er så slem? spurgte han til bilen.
Jeg ville skamme mig over at køre i sådan noget, svarede hun. De fleste tasker jeg har, koster mere.
Den betyder meget for mig. Min morfar havde den altid ren. Og jeg vil selv tjene mine penge.
Så går der nok til pension, svarede hun arrogant.
De stoppede ved hotellet. Hun nægtede hjælp til kufferten, smækkede døren, gik til receptionen.
Luksusværelse, takkede hun køligt.
Selvfølgelig, med kort eller MobilePay? spurgte receptionist.
Hun lagde sit kort. Maskinen ville ikke.
Beklager, der er ikke dækning nok på kortet.
Det er jeres fejl, vrissede hun og prøvede andet kort. Intet.
Har du kontanter?
Hvem har kontanter? Det er old school. Hent receptionisten!
Han er optaget.
Hent ham nu, Kold, sagde hun stiv i blikket.
Efter lidt, kom den velklædte hoteldirektørMogens, en ven af faren.
Onkel Mogens, peb hun, må jeg bo her? Far har spærret min konto.
Ja, vi har talt sammen, sagde han. Han har bedt mig ikke hjælpe dig. Undskyld, det kan jeg ikke. Du må hjem.
Har I alle slået jer sammen? Skal du også opdrage mig? Lad mig blot blive nogle dage, far skal nok betale.
Beklager, det er jeg enig i. Nu må du klare dig.
Hun stormede udså, at Anders stadig stod udenfor. Han pudsede lygterne.
Forfølger du mig?
Nej, jeg er taxachauffør. Mangler en turom det bliver dig eller ej, betyder ikke noget.
Suverænt, mumlede hun. Så kør mig til en veninde.
Hotellet for dyrt?
Så morsom du er, svarede hun spydigt.
Jeg siger ikke mere.
Da hun nogenlunde havde lagt vreden, kom det hele væltende ud:
Det er min far. Han vil giftes. Han svigter mor og mig for den der Karen og kræver, jeg skal elske hende! Hun får alt, vil bo i vores hus, tager mors ting. Nu må det være nok. Hvis jeg ikke er vigtig, klarer de sig uden mig.
Anders lyttede, sagde ikke noget, og Katrine følte sig uventet lettet.
Veninden var ikke hjemme, var på sommerhus. Den næste, Christina, lukkede knapt op. “Efter den scene på restauranten nej!” stod der i døren. Katrine satte sig udenfor, begyndte at græde.
Anders holdt endnu. Han gik hen.
Det hele galt?
Ingen veninder er her for mig, snøftede hun. Når alt gik godt, var de der. Nu
Jeg har et sted, du kan bo, sagde Anders. Uden leje. Bare indtil du har fundet ud af noget.
De kørte ud til forstaden, en grå betonblok, en lille ældre etværelses, men pæn og ren.
Hvad er det her for noget? snerrede hun.
Det er mit hjem. Kan du ikke lide det, finder du noget andet.
Hun bed det i sig; hun havde ikke andre muligheder.
Så begyndte et nyt liv. Anders arbejdede på værksted og kørte taxa om aftenen. Katrine dasede, så tv og lavede rod. Efter nogle dage sagde Anders fra:
Katrine, her vasker vi selv op. Jeg gider ikke kaos.
Jeg er da ikke husholderske, snerrede hun. Mit manicure kan ikke klare det.
Manicure kan laves om. Men det handler om at have samvittighed.
Katrine blev stille. Hendes fars ord dukkede op: “Du ringer kun om penge.” Det var desværre rigtigt. Hun skammede sig.
Hun fik job hos Anders moster, Maria, i en tøjbutik. Første dag uvenlig mod en kundekunden gik grædende. Maria ville fyre hende, men Anders bad hende lade være.
Du er nødt til at tænke før du taler, sagde han senere.
Jeg siger bare sandheden.
Sandhed uden venlighed er bare hårdhed.
Hun tænkte over det. Dag for dag lærte hun gyldne danske ting: at tage ansvar, at vaske op, rydde op, lave mad. En dag sagde Anders:
Suppen er god i dag.
Og Katrine mærkede varme i brystet.
To uger senere blev hun akut syg, blinde tarmen, blev indlagt. Anders betalte for medicin, fandt Søren. Han var på forretningsrejse, men Karen kom straks.
Karen kom med blomster og appelsiner.
Hvordan har du det, Katrine?
Tak, fordi du kom, stønnede hun og begyndte at græde. Undskyld. Jeg har været frygtelig.
Karen satte sig ved siden af, tog hendes hånd.
Kærligste Katja, vi elsker begge samme mand. Skal vi give ham glæde og starte forfra?
Ja, svarede Katrine med et svagt smil.
Efter nogle dage blev hun udskrevet; hun tog hjem. Karen tog imod i døren.
Du er stærk. Du skal nok klare det, sagde hun.
Faren vendte hjem ugen efter. Da han så Katrine hjemme, troede han næppe sine egne øjne.
Far, begyndte Katrine, undskyld. Jeg var egoistisk.
Kære barn, sagde han og begyndte at græde. Hvor er jeg lykkelig.
Ved aftensbordet fortalte hun altom Anders, jobbet, opvasken, menneskelighed.
Du havde ret, far. Jeg ringede kun om penge. Jeg har aldrig spurgt, hvordan du havde det. Jeg værdsatte dig ikke. Nu kender jeg værdien af pengeog mennesker.
Søren sagde ikke straks noget, men omfavnede hende til sidst.
En måned efter var der bryllupenkelt, i naturen, og Katrine var vidne for sin far. Karen i hvid kjole, Søren i habit. Efter festen inviterede Katrine Anders på middag. Han kom i sin gamle bil. For første gang mødte Søren ham.
Du har gjort et mirakel for min datter, sagde Søren over aftensmaden. Hun er blevet en anden mere venlig, tålmodig, omsorgsfuld. Tak.
Jeg gjorde ingenting særligt, sagde Anders genert. Bare lod hende bo.
Da Katrine fulgte Anders ned til bilen, blev hun pludselig usikker.
Vil du savne mig? spurgte hun.
Ja.
Anders, jegdu betyder noget. Du var der, da ingen andre var det. Jeg har aldrig prøvet det før
Han tog hendes hænder og kyssede hende.
Tre måneder senere besøgte han hende i London. De gik hånd i hånd på Oxford Street, så juletræet på Trafalgar Square. Nytårsaften, i lyset fra guirlander, gik han på knæ og tog en lille æske frem.
Vil du gifte dig med mig?
Katrine nikkede og græd: Ja.
***
Livet er fyldt med op- og nedture, fejl og erkendelser. Hver af personerne gik igennem smerte, fortrydelse, stolthed og egoisme, men fandt styrken til at åbne sig. Søren, i årevis ensom, gav sit hjerte til en ny kærlighed uden at svigte minderne. Karen, som gav alt til karrieren, viste sig kærlig, tålmodig, klog. Katrine, hvis liv var uden grænser og altid i centrum, lærte endelig at penge ikke betyder lykke, men at ægte venskab og kærlighed måses på handlinger, ikke gaver. Og Anders, den ydmyge, gav det han havde, uden at forvente noget igen og netop det smeltede isen om Katrines hjerte.
Historien lærer: at mennesket kan forandre sig, hvis bare der er nogen, der hjælper og tror på én. Nogle gange skal man falde langt, før man kan rejse sig. Det vigtigste er ikke, hvor meget man har, men om nogen er der, når du for alvor har brug for dem. Katrine fandt sådan et menneske. Og det blev hele hendes lykke.
