Et optøet hjerte
Foråret i år havde været usædvanligt tidligt ude og rørende mildt, faktisk så mildt, at man tilstod sig selv et lille smil ved vinduet, mens hjertet hoppede af forårskåd glæde. Allerede midt i marts var sneen næsten bare en sørgelig, grå rest i skyggen bag boligblokkene i Vanløse. Træerne havde fået tykke, grønlige knopper klar til at springe ud hvert andet øjeblik. Og i luften lå et næsten hemmeligt strejf af de første blomster, let og skrøbeligt, som forårsuft på cykelstien, før nogen har forstået at pakke vinterdynejakken væk.
Solen, den var i sit es. Lysende og boblende varm sneg den sig gennem de florlette gardiner inde på Stines værelse, og legede spøgelseshop i lyse firkanter på trægulvet. Solpletterne hentydede diskret: Kom nu udenfor, det er forår! Men Stine sad på vindueskarmen med benene trukket op, og kiggede ud i gården med et blik, man typisk kun forstår, når man er fjorten år og allerede har lært, at lykke er ligesom en cykel med løs kæde pludselig smutter den bare, uden varsel og helt uden at spørge om lov.
Det hele begyndte to år tidligere, også om foråret. Den forårsmorgen var København i skinnende humør, vinden pjattede med håret på dem, der vovede sig ud uden hue, og Stine kom trillende hjem fra skole euforisk, fordi hun netop havde vundet førstepræmien i den store by-quiz på skolen.
– Far! Jeg har verdens bedste nyhed!
Men ingen løb hende i møde. Faktisk lød der ikke så meget som et enkelt hej. Huset var på en mistænkelig måde for stille ja, næsten som om det holdt vejret. En isnende klump voksede i Stines mave, som en frostbid i græsset. Hun åbnede døren til stuen, og blev stående, trykket fast i gulvtæppet.
Hendes mor stod ved vinduet med en spritny lyseblå kuffert fancy, med mærkat fra Magasin og hele svineriet. Ved siden af stod Stines far, med sådan et miner som man får, når man opdager, at nogen har spist den sidste hindbærsnitte.
– Stine, skat, sagde mor, og stemmen var skæv, jeg tager afsted. Jeg har mødt en anden, og nu skal vi bo sammen.
Stine stivnede. Alt var gik i ring lige før havde hun været glad og ville dele det hele, og nu var alt pludselig før og efter i én lang rutschebanetur.
– Men… hvad med os? Du er jo min mor! sagde Stine lavt. Hendes stemme var stram og vibrerende som et cykelhorn, der ikke helt vil give slip.
Mor satte sig ned så de så hinanden i øjnene. Hun klemte Stines hænder de var varme, men Stine mærkede det næppe.
Du er alt for mig, men… jeg vil gerne være lykkelig.
Og hvad med vores lykke? Stines stemme knak endnu mere. Skal vi bare… glemmes?
Glem jer? Aldrig! sagde mor og trak hende ind til sig. Det gjorde næsten ondt, så hårdt blev hun krammet, men Stine gav ikke slip tværtimod. Jeg kommer og besøger, jeg ringer jeg lover det…
Stine trak sig væk og så sin mor i øjnene. De var blanke af tårer, men smilede alligevel præcis som altid. Bare, nu var smilet det tommeste i verden. Som et billede, hvor der burde have været maling.
Næste dag var mor væk. En måned senere kom et postkort fra Mallorca: mor i spraglede shorts, en fremmed mand med for mange tænder i smilet og havet bagved. Stine rev postkortet i småstumper og strøede dem over gulvet, men hendes syn på verden var for altid forandret: Mor, lykkelig uden dem. Hver eneste gang Stine tænkte på det, blev alt indeni klemt sammen, som et frosset vandrør kl. 3 om natten.
Siden den dag kunne Stine ikke bære tanken om en ny kvinde i farens liv. De er alle ens, tænkte hun stædigt, mens hun så på byens blomstrende kirsebærtræer det var slet ikke smukt, bare dårlig smag fra universet. Først er de søde, og så skrider de bare. Hun lukkede sig om sig selv, blev pigget og bidsk som en pindsvinesaks altid klar til forsvar.
Men faderen nægtede at visne væk i ensomhed. Allerede et halvt år senere meldte Annika sin ankomst den første gæst. Hun marcherede ind i lejligheden i sin vinrøde frakke og kiggede vurderende på Stine, som om hun var en anden håndboldspiller, der skulle optages på holdet.
Så, min pige, lad os lære hinanden at kende. Jeg holder øje med, at du klarer dig godt og ikke laver unoder, proklamerede Annika, med en autoritet kun lærere normalt kan præstere.
Stine knyttede sine hænder, så neglene borede sig ind i håndfladerne. En vulkan boblede indeni hende andet lederskab? Ikke på min vagt!
Jeg kan godt finde ud af det selv, mumlede hun, idet hun forsøgte at holde stemmen stabil, men den kneb sig alligevel lidt.
Ingen slinger i valsen, Annika hævede brynet. Nu skal der være orden.
På en uge fik Annika sat sit præg på det hele. En morgen kom hun ind på Stines værelse og begyndte, med meget overspillet utilfredshed, at sortere skolebøger:
Hvad er det for et rod? Nu samler jeg dem for dig. I MIT hus er der pænt!
Stine, halvvågen og sur, så til. Irritationen tog fuldstændig over.
Det er ikke dit hus, snerrede hun. Og jeg skal nok selv rydde op.
Den slags beslutninger er du altså ikke gammel nok til, afbrød Annika afvisende. Her bestemmer jeg.
Da Stine ville ringe til en veninde efter skole for at lave historieprojekt, stillede Annika sig bredt foran telefonen:
Ingen gæster. Jeg vil have ro.
Vi skal jo bare arbejde…? Tårerne pressede sig faretruende frem.
Jeg har talt, Annika så på hende, som skoledamer gjorde på ballademagere. Tag i stedet og hjælp til.
Og selvfølgelig: Om aftenen kom klagesangen over middagsbordet:
Niels, din datter er noget så uforskammet! Hun overdrev alt. Tænk, hun taler ikke pænt, vil ikke høre på mig…
Stine? spurgte faren tvivlende. Han sendte Stine et blik, som om han for første gang var i tvivl om hvem denne datter på 14 egentlig var.
Hun spurgte, hvorfor jeg ikke havde vasket op, forklarede Stine, så fattet hun kunne. Jeg lavede lektier. Og jeg behøver altså ikke gøre alt, hvad hun siger!
Se selv! Annika virkede krænket på familiens vegne. Sådan unge piger, hm!
Stine kunne ikke mere:
Fordi du ikke er min forældre! råbte hun og ordene sprang ud som vafler på et ‘alt-du-kan-spise’-bord.
Annika blev rød i hovedet som en makrelsalat;
Hun er umulig, Niels!
Faren sukkede og kørte hånden gennem håret Stine kendte den rutine. Nu var han virkelig træt og opgivende.
Stine, sig undskyld, kom det sagte.
Nej, hun stirrede på ham gennem tårer, der truede bag øjnene. Hun bestemmer ikke over mig. Hun kommer ind og skal bestemme alt! Det her er også mit hjem!
To dage senere var Annika ude. Stine følte en mærkelig, halvbitter sejr. Hun stod ved vinduet med arme over kors og så Annika trække sin rullekuffert over brostenene og tænkte: Så kan hun lære det.
Fars næste forsøg ventede træls ved juletid året efter. Denne gang hed hun Birthe. Altid et sødt smil, flotte negle og parfume, der nægtede at forsvinde fra dørmåtten. Hun snakkede glat som kakaomælk og bad næsten straks faren om penge til tøj, lamper, småreparationer Men intet ændrede sig i lejligheden.
Stine tog sin egen lille detektivhat på.
Har du egentlig tjek på budgettet, far? spurgte hun en aften. Han sad med Politiken over hele sig og lignede én, der ønskede sig mere ferie.
Hvad mener du? Han lagde avisen fra sig.
Altså, hun beder ofte om penge til ting til os. Men du har du set, hvad hun bruger dem på? Jeg har ihvertfald ikke.
Han så træt ud gned ansigtet:
Tror du? Men hun afbrød ham.
Jeg ved det, svarede Stine bestemt. Hun er her ikke for dig. Kun for din konto, tror jeg.
Næste dag eksploderede Birthe midt i stuen:
På grund af dig er Niels blevet nærig!
Nej, jeg siger bare sandheden, svarede Stine roligt. Du gider kun det her for pengenes skyld.
Birthe greb dramatisk sin taske og tordnede ud. Faren sad tilbage og denne gang uden Birthe og uden ord.
Herefter lod han dameriet være. Stine begyndte så småt at genopdage små glæder: faren sang i badeværelset, han prøvede sig med amerikanske pandekager om søndagen (meget mere brændte end før) og var faktisk temmelig god til at grine af hendes dårlige vittigheder. Måske havde hun ikke brug for andre?
Men så, tidligt i april, da byens kørvel og vintergækker brød igennem under hækkene, kom Niels hjem med én på slæb.
Stine, det her er Karen, sagde han, og pillede nervøst ved jakkeærmet. Karen, min datter Stine.
Karen var helt anderledes. Hun prøvede hverken at kramme eller indynde sig, kom ikke med formaninger, nævnte ikke engang familie. Da Stine ignorerede hende og så demonstrativt ud ad vinduet, smilede Karen bare venligt:
Hej, Stine. Det er hyggeligt at møde dig.
Hendes stemme var rolig, ingen falsk sukkersødhed. Er det bare lægge-an-til-strategi?, tænkte Stine, skeptisk.
Men dagene gik og intet ændrede sig. En aften stod Karen i køkkenet og snittede grønt til salaten, mens Stine sad over matematikbogen.
Stine, tror du ikke den her bliver bedst med hvidløg og olie? spurgte hun og ventede faktisk på svar.
Stine blev overrasket, så op og mødte et blik, kun tålmodigt og åbent.
Med olie det er bedst, sagde hun lavt.
Tak, svarede Karen lige så. Jeg vil gerne have at vi får et godt forhold, du og jeg. Og selvfølgelig også Niels.
Stine nikkede, for legende træt til at svare mere. Hun læste videre, men skævede til Karen, der lavede mad mens hun hvislende smånynnede. Karen stirrede tilbage med lune øjne, ikke et gram fordømmelse.
Stine testede grænserne: lod sin beskidte tallerken stå. Karen sagde intet, vaskede bare op uden vrøvl. For første gang var ingen fornærmet.
Et par dage senere kom Karen ind, mens Stine sad og tegnede. Hun stoppede op for at kigge Wauw, du kan virkelig ramme farverne. Det er flot!
Stine blev forbløffet voksne plejer jo bare at sige pynteligt.
Tak. Jeg… jeg kan virkelig godt lide at tegne.
Må jeg se de andre?
Efter et øjebliks tøven rakte Stine hende blokken frem og Karen kiggede på alle billederne, spurgte oprigtigt og smilede venligt.
En dag overhørte Stine Karen småsnakke med faren om aftenen:
Niels, jeg vil ikke presse Stine. Jeg vil bare gerne have hun ved, jeg skal ikke være hendes mor. Jeg vil bare være her.
Stine stod som limet til gulvet i entreen. For første gang sad nogen og så hende rigtig, uden at kræve eller forlange.
Samme aften gik hun forsigtigt ud i køkkenet, hvor Karen var i gang:
Skal jeg hjælpe? spurgte Stine pludseligt.
Karen smilede så man næsten måtte grine.
Meget gerne! Kan du hakke tomater?
De stod der, side om side, uden at snakke, uden pres. Duften af grønt og citron, og Stine mærkede det underlige: isen indeni begyndte at smelte lidt.
Vil du virkelig ikke være min mor? spurgte hun pludselig, stirrende på skærebrættet.
Nej din mor er din mor. Jeg håber bare vi kan blive venner, hvis du en dag har lyst.
Stine stivnede et sekund det lød så ægte. Hun mærkede, hvordan modstanden indeni blev lille og blød.
Okay, sagde hun, og undrede sig over hvor let det lød.
Og Karen smilede, tilfreds, uden pres. De arbejdede videre, og tavsheden blev pludselig behagelig næsten hjemlig.
Næste dag efter skole gik Stine ikke direkte på værelset men i køkkenet:
Karen… ska vi lave æblekage? Som mor gjorde?
Karens øjne lyste op.
Fantastisk idé, Stine! Skal vi ikke gøre det sammen?
Og sådan gik den eftermiddag med, at Stine fandt æbler frem og Karen viste, hvordan man fik dejen tilpas snasket. De grinede, snittede, lærte og duften af æblekage på gasovnen fik alt til at føles… okay.
Samme aften sad de tre ved bordet, og faren erklærede:
Jeg har da virkelig været heldig både med kage og selskab!
Stine kom til at grine for første gang i en evighed. Hun mødte Karens blik: der var accept og tryghed ikke noget gøgl, bare her er jeg.
De vaskede op sammen bagefter. Karen sagde pludselig:
Jeg er glad for, du valgte at prøve at stole på mig, Stine.
Jeg… jeg os glad. Jeg var bare bange før. For at det hele ville gå galt igen.
Det må du altid sige. Vi tager det i dit tempo, okay?
Okay, sagde Stine og smilede lidt.
Den nat lå Stine længe og kiggede ud af vinduet på de blege aftenstjerner over byens tage. Indeni var for en gangs skyld roligt. Måske er verden ikke altid retfærdig men der er alligevel nogen, der tør blive, selv når man er pigget og bange.
Hun lukkede øjnene, mærkede varmen fra dynen og pludseligt var det, som foråret, der engang havde gjort så ondt, alligevel kunne give noget tilbage: en begyndende tro på, at man faktisk kan nogen gange godt være sikker på, at foråret og livet nok skal blive lunt igen.
Og sådan faldt Stine i søvn, helt let, for første gang i lang tid, med et lille, skævt smil på læben.
