Arbejd som en engel.
Katrine, en ung og fortvivlet pige, gik op ad trappen til opgangen i en forstad til Odense. Hendes tanker var et virvar af frygt, skam, vrede og bitterhed men mest af alt mærkede hun en dyb sorg over det, der var sket. For nu skulle ikke kun hun selv bære konsekvenserne, men også et barn hun ikke havde ønsket og som voksede i hende.
Hun havde overvejet at afslutte det hele med et snuptag. Hun havde endda hentet pillerne… Men så ringede han. Han foreslog en løsning, og hun hørte angsten i hans stemme han var bange, mest for sig selv og for sladderen. Han talte om hendes mormor, hvor ulykkelig hun ville blive, og foreslog nøgternt, hvad Katrine kunne gøre.
Katrine, lad nu være med at være dum. Det gik galt, ja, men nu må vi bare tage hånd om det. Det hele vil foregå under bedøvelse, du sover og vågner, og penge skal jeg nok skaffe. Jeg kan komme og hente dig, hvis du vil?
De ord fyldte hende med kvalme. At forestille sig at have ham tæt på, høre hans stemme, fornemme hans ubehagelige ånde det magtede hun ikke.
Nej! Hun afbrød samtalen og tændte ikke for telefonen, hver gang hun hørte hans nummer.
Den aften var umulig at glemme. Hun var sammen med sin veninde, Freja, og de havde været til fest. Danset. Katrine elskede at danse, og det gjorde hende glad for en stund.
Han dukkede op, lagde hånden på hendes albue. Hun vendte sig om og sendte ham et skarpt blik hun havde gjort det klart, at han ikke sagde hende noget.
For pokker, din hud er som silke. Som en babys.
Stop. Hvis du bliver ved, går jeg. Jeg vil bare danse.
Han havde kredset om hende i ugevis, ventet ved hendes opgang, men fremkaldte kun ubehag. Hun havde prøvet at sige det til ham, uden at såre. Ærligt.
Jeg gør jo ikke noget. Dans du bare.
Senere serverede hans ven, Per, en drink for hende. Hun blev svimmel. Da hun kom til sig selv, lå hun i armene på Mads Ellegaard, ovenpå i huset. Hun kunne knap nok huske, hvordan hun var endt der. Inde på værelset havde hun kæmpet imod, prøvet at råbe, havde bidt og kradset ham; han holdt fast og kyssede hende. Hun følte sig svag, uden kontrol, rummet snurrede, og selv smerten virkede fjern.
Hun hadede ham. Forlod festen, vaklede hjem. Ingen tårer, kun tomhed og ulækkert indeni. Han gik bag hende et stykke vej, sagde noget, men hun hørte ikke efter. Inden hun gik ind i opgangen, samlede hun sig; mormor måtte intet opdage. Hun sad længe i badet efterfølgende.
Kort efter indså hun, hun var gravid. Hendes mormor, Ane, havde altid lært hende, at kyskhed før ægteskab var vigtigst af alt. Hun talte aldrig meget om Katrines mor. Død var en form for straf, mente hun for synden. Og synden var nemlig, at Katrine var født udenfor ægteskab.
Katrines mor havde aldrig fortalt om hendes far. Katrine håbede, at hun en dag ville høre hele historien, men moderen døde, da Katrine var tolv, hvorefter det blev mormor, der tog sig af hende.
Nu var hun ligesom sin mor alene i sin ulykke. Hun havde ladet Mads overtale hende, haft intention om at gøre, hvad han bad hende om. Men hun så hele tiden for sig, at det kunne have været hendes mor, og følte samtidig, hun udslettede sig selv.
Hun var kommet her for at slå en del af sig selv ihjel.
Hun tøvede, derfor gik hun i stedet ind på en lille café først. Men valgte alligevel at fortsætte hårdt beslutningsfast, sammenbidt.
Det var en ældre kvinde, der åbnede døren til lejligheden hendes ansigtsudtryk gav ingen trøst. Barsk, spørgende.
Kom indenfor. Har du spist noget i dag?
Katrine rystede på hovedet.
Det er bedre sådan. Tag tøjet af og gå ind i stuen. Du skal vente lidt. Er du barberet?
Undskyld, hvad?
Er du barberet forneden? Har du gjort dig klar?
Det ved jeg ikke.
Nå, det klarer jeg. Du skal ikke ryste sådan. Vi ordner det hurtigt.
Vi ordner det Katrine lukkede øjnene. Ordet signalerede snavs. Hun følte sig beskidt. Ville det gøre hende ren at gennemgå dette?
Tag disse her.
Tre piller og et glas vand. Katrine slugte dem uden besvær.
Resten var tåget ikke fra medicinen, men fra frygt. Kvinden kastede en slidt T-shirt til hende og sagde, hun skulle tage den på over nøgen krop. T-shirten var bred men alt for kort. Hun følte sig udleveret.
Fra naboværelset hørtes metalraslen. Hun så instrumenterne, det overdækkede bord… Katrine blev svimmel.
Så lyde nedefra. Nogen slog på opgangsdøren, det lød næsten som om nogen prøvede at bryde den op.
Hvad foregår der? spurgte kvinden og fandt et værktøj. Hun gik ud og så efter. Så bankede det voldsomt på lejlighedsdøren.
For pokker! Er det dig, der har sladret? Tag tøj på, hurtigt! råbte hun.
Katrine blev fortumlet, samlede tøjet, smed det igen, krøb op på sofaen og trak benene op under sig.
En ny voldsom banken. Kvinden fandt hurtigt nøglen frem, men de udenfor begyndte at brække døren op.
I er da godt tossede! mumlede hun, mens et ungt par stormede ind: En mand i gråt jakkesæt og en pige med snavs på regnjakken.
De skyndte sig begge ind.
Manden stoppede brat da han så Katrine halvnøgen, vinkede pigen frem.
Du, Anna, sagde han stille.
Anna tøvede også et øjeblik, men satte sig så ned på sofaen.
Det er bare mig igen, sagde hun til Katrine, Undskyld jeg forstyrrer dig, du er vel træt af det hele. Lad os se om vi ikke kan finde dine trusser… Jo, her. Min hånd gør ondt, kan du ikke selv?
Anna kunne ikke vurdere, om de var kommet for sent. Hun vidste intet om aborter, men håbede det bedste. De havde brugt alle kræfter på at komme ind, efter at høre Katrines paniske opkald tidligere.
Jeg hedder Thomas, og det er Anna, præsenterede manden sig og rakte begge hænder frem i al hast.
Anna havde ikke tid til at tænke; hun listede op ad trappen efter Thomas.
Og nu på med nederdelen. Det er Anna, din ven.
Ven?
Ja da. Din skytsengel om du vil. Det har alle brug for. Jeg blev sat på sagen.
Hvem af hvad?
Overenglen, selvfølgelig, Anna snakkede for at lette stemningen. Katrine grinede ikke, men slap lidt op.
Kom, på med tøjet, Anna hjalp med at trække den fremmede T-shirt af Er det din T-shirt?
Nej, Katrine rystede på hovedet, Hun gav mig den bare.
De har ikke nået at gøre noget, vel? Barnet har det stadig godt, spurgte Anna forsigtigt mens hun knappede Katrines bluse.
Katrine nikkede, og brød pludselig sammen i gråd. Anna blev oprigtig glad for disse tårer. Det var bedre sådan, for måske begyndte Katrine at leve igen.
Det er helt okay at græde, Anna snøftede selv, men måtte holde sammen på sig selv. Hun var jo skytsenglen, som ikke måtte være svag, Det skal nok gå. Barnet er en gave, og din mormor vil forstå det. Jeg hjælper dig med at fortælle hende det. Du er ikke alene, men klumpen i Annas hals voksede, Jeg mangler bare et vinge havde jeg to var jeg fløjet herfra, hun forsøgte at smile, men tårerne løb ned ad kinderne.
Katrine stod nu i jakke og nederdel. Anna styrtede over i sofaen og brød sammen.
Hvad er der galt, har du ondt? Katrine blev forfærdet.
Ved ikke, måske. Jeg har bare så svært ved at se folk lide, stortudede Anna, Nu må det være nok, hvorfor går vi sådan udenom lykken? Jeg er så træt…
I det samme kom døren gik op, og Thomas og hans ven, Henrik, trådte ind.
Nåede vi det? spurgte Henrik og så på Annas grådende ansigt.
Vi nåede det, nikkede hun med et snøft.
Hendes arm skal tjekkes, sagde Thomas.
Katrine, er du okay?
Ja, og I…
Vi skal på skadestuen med det samme, sagde Thomas og sendte et alvorligt blik hen mod den ældre kvinde, hende tager vi os af senere.
Hun gemte sig væk inde på værelset. Ingen sagde noget.
Vi skal på skadestuen, nu var det Katrine, der tog sig af Anna.
Vi tager på privathospitalet, det ligger ikke langt herfra.
Anders, den nervøse chauffør, drev bilen, Thomas sad foran, pigerne bagved. Anna lagde armen om Katrine.
Jeg er helt beskidt, hun kiggede på sin jakke, min veninde dræber mig for den her, men pyt.
Du er ikke beskidt, svarede Katrine stille, det er bare tøj.
Nej, og det er ikke engang min regnjakke. Hjælp mig, Anna tog fat i sin paryk, håret er heller ikke mit.
Paryk? Hvorfor?
Jeg forsøgte at skjule mig.
Katrine forstod ikke meget mere det hele snurrede, trætheden tyngede hende efter pillerne, sproget føltes sløvt.
Spørg dem, hvorfor de ledte efter dig, Katrine?
De to mænd svarede ikke, Anna blev mopset.
Henrik vendte sig en anelse og sagde noget, der fik Katrine til at vågne op.
Du er min søster, Katrine. Vi har samme far. Din far, Bendt, er også min.
Far? Katrine blev målløs.
Ja. Din mormor Ane ved det. Han elskede din mor meget, selvom han var gift med min. Da du mistede din mor, tog din bedstemor dig til sig, men far støttede dig altid.
Henrik! Anna afbrød, Jeg tror Katrine er på vej til at falde i søvn, tror hun har fået noget beroligende.
Så læg et tæppe over hende. Det her går ikke for gravide. Vi må til hospitalet.
Senere, på turen gennem Odense, kørte de forbi Annas gamle kæreste hun fik pludselig trang til at sprøjte ham og hans nye kæreste til med vejvand. Anders trykkede gaspedalen i bund og kørte gennem en stor vandpyt, så de blev oversprøjtet. Anna grinede for første gang.
Efter røntgen viste det sig, Anna havde brækket hånden. Katrine blev bragt til en separat konsultation, mens Anna blev gipslagt. Henrik opholdt sig tæt på hende. Anna jamrede, men hun hadede at fortælle om sine egne følelser.
Kunne I ikke bare have fortalt, at Katrine var min søster? Sådan et teater. Det er da jeres skyld det hele, sukkede hun.
Nu må du ikke brokke dig, svarede han, Hvorfor fulgte du hende overhovedet?
For at beskytte hende fra ulykker. Og nu skal vi hjem til hendes mormor, jeg har lovet det.
***
Da de alle troppede op hjemme hos mormor Ane, blev hun først skrækslagen. Henrik havde aldrig været der før, og Anna stod i gips og beskidt jakke.
Er der sket noget med Katrine?
Hun sover i bilen, bare rolig, svarede Anna hurtigt.
Henrik ledte desperat i køkkenet efter medicin.
Hvorfor sover hun? mormorens vejrtrækning blev kort.
Hun har fået noget beroligende, det går nok. Vi henter hende nu.
Samtalen om barnebarnets graviditet måtte vente. Da Katrine kom hjem, talte Anna godt for hende, Henrik hjalp. Fra hospitalet ringede de til jordemoderen, fik navnet på pillerne; der var ingen fare for Katrine eller barnet. Ane blev rolig igen. Nu var tiden kommet til at få sandheden frem om Katrines ophav.
Anna faldt i søvn på sofaen, udmattet og dopet på smertestillende. Hen under aftenen vækkede telefonen hende. Det var hendes veninde, Louise, der savnede hende.
Hvor er du henne? Alt ok?
Ja, nogenlunde, Louise… Jeg har brækket hånden.
Men hvor er du?
På besøg… Jeg kommer hjem snart.
Ane kom ind i værelset.
Undskyld, du sov. Katrine ville ikke forstyrre dig. Hun sagde, du havde haft en svær dag. Du bliver måske efterlyst?
Nej, nej, det går nok. Tak fordi jeg måtte hvile mig lidt.
Vil du have noget at spise? Katrine sover endnu.
Ja tak, jeg har faktisk ikke fået noget i dag.
Under middagen fortalte Ane lidt om det, de havde talt om før. Det var smertefuldt at tænke på hendes datters liv, kærlighedsforholdet til Bendt, der endte i tragedie. Men han havde aldrig svigtet Katrine. Henrik havde sin egen sorg han havde mistet både mor og næsten en søster uden at forstå hvorfor.
Han bebrejder sig selv igen. Nu også for ikke at have passet godt nok på Katrine, sukkede Ane.
Anna forstod på stemningen, de ikke havde sagt noget om graviditeten.
Hun skal bare have din støtte nu, Ane. Barnet kommer til at bringe jer sammen. Du er hendes engel hendes skytsengel.
Ane satte sig ned og rystede.
Jeg har faktisk længe haft mistanken, men ikke turdet tænke den tanke færdig…
Katrine har brug for dig. Hun har det, fordi du altid har været stærk for hende. Jeg kender dig godt nok til at vide, du kan klare alt også dette. Kærlighed kan godt vente til livet kommer tilbage på sporet. I får en stor, rigtig familie, sagde Anna og smilede, selvom hun stadig var træt og forslået.
En engel?
Ja, en udmattet, vingebeskadiget engel, men meget lykkelig på jeres vegne.
Ane nikkede, Måske har du ret, den mulighed fortryder jeg ikke. Kunne jeg få min egen datter tilbage, ville jeg tilgive alt. Jeg ønsker ikke at miste mit barnebarn på samme måde.
***
***
Senere lå Anna på sin nye sofa hjemme på Østerbro og kiggede op på loftet. Sygemeldt med sin hånd i gips, og en venlig sms fra chefen, der skrev: “God bedring. Hils din mor.” Hvordan vidste han altid, hvad hun gik og tænkte? Hun savnede sin mor i Kolding, og havde lyst til at rejse hjem en tid.
Hun havde både penge og ro til at tage af sted, og med hånden i gips ville det ikke gå ud over arbejdet. Hun følte sig mere og mere træt, sløj og hudløs måske lidt feber.
Hun fik sig endelig kæmpet op af sengen næste morgen, tog lidt kaffe og tænkte over alt det, der var sket. Da ringede Mikkel.
Det er næsten umuligt at få fat i dig, du er altid optaget! brokkede han sig.
Nu er jeg helt ledig, svarede Anna, hvad vil du?
Er det rigtigt, at Louise har slået op med kæresten?
Ja, det ser sådan ud… Har du et godt øje til hende?
Det har jeg faktisk længe haft.
Nå, nu taler du endelig dansk… Ikke noget med hun er “wow” eller “boss”, bare at hun tiltaler dig.
Hun er virkelig sød. Hvor skal jeg tage hende hen, uden at dumme mig? Der går kun kedelige film i biffen, og hun er jo skarp.
Vær ikke nervøs, Mikkel. Kærlighed springer hjernen over, når den rammer. Ved du hvad: hun slutter på sin tankstation kl. 22. Mød hende der. Jeg bliver lettet, hvis du følger hende hjem.
Sådan, jeg gør det. Jeg ved skam godt, hvor hun arbejder!
Anna smilte for sig selv. Hun håbede de ville blive et godt par.
Hun lå stille længe, tænkte over alle dem hun havde hjulpet og hvordan skæbnen nogle gange fører folk sammen for at beskytte dem. Undervejs havde hun set og oplevet så meget mærkeligt.
Én gang opdagede hun to drenge på tolv på et tag, hvor de ville hoppe over til nabotaget tegnestiften ville ikke tillade sådan vovemod.
Fysik, drenge, har I haft fysik?
Ikke endnu!
Så prøv at springe her på langs først. Meget nemmere, hvis man ikke vil miste det sidste stykke til kantstenen.
Det endte med, drengene ikke sprang. Hun sagde hun var en engel men de troede selvfølgelig ikke på det.
Engle er ikke altid himmelske væsner. De er mennesker, man uventet møder, når alt synes umuligt. Måske var det ikke tilfældigt, hun den dag var havnet akkurat på det tag? Måske består livet netop af små tilfældigheder og hints fra dem, vi ikke vidste ville hjælpe os.
Og spørgsmålet er, hvem der egentlig sender dem til os?
Livets uventede engle, måske.
For man skal aldrig glemme: Lykken kan komme, selv når alt virker gråt hvis bare man tør række ud, følge sit hjerte og tage imod hjælpen, når den kommer.
