Svigermor kørte min kat ud i skoven, mens jeg var på arbejde: “Den fælder hår og spreder sygdom”

Signe, hvor er Birk? Allerede inden jeg fik jakken af, blev jeg ramt af en underlig uro. Den røde, lodne basse plejede altid at møve sig frem i entréen og bræge et sultent miiiavvv med det samme, jeg satte nøglen i døren. I dag ingenting. Mistænkelig stilhed.

Jacob sad ved køkkenbordet og rodede lidt mut rundt med kaffekoppen. Hans mor, Birthe, som havde slået sig ned hos os på ubestemt tid, sad og nippede til sin kamillete, som om intet usædvanligt var i gærde.

Hvor er katten blevet af? gentog jeg, mens fingrene begyndte at fryse til is.

Åh, slap nu af, viftede Birthe bare væk. Den kat er her ikke længere. Den stak af.

Hvad mener du med stak af? Den er jo indekat! Den tør jo knap nok nærme sig altanen. Hvem har åbnet døren?

Jeg kørte den ud i skoven, sagde Birthe, ganske roligt. Lidt frihed og frisk luft, lidt mus og eventyr det trængte den til. Man kan jo ikke bo sådan her: kattehår overalt, bakken stinker. Vi tænker altså lidt på børnebørn, og i sådan et miljø, nej tak!

Jeg stod som fastfrosset til gulvet. Ud i en dansk vinterskov? Med en kastreret stuekat?

Og du sagde bare ja, Jacob? kiggede jeg på min mand.

Signe, altså min mor sagde Altså hun har jo allergi peb Jacob, uden at møde mit blik.

Ja, allergi overfor medmenneskelighed! røg det ud af mig. Hvor præcis slap I ham fri!?

Åh, hvordan skal jeg kunne huske det? fnøs Birthe. Ude ved landevejen, sådan cirka tyve kilometer fra Odense. Den finder du ikke igen. Og græd nu ikke! Jeg har faktisk gjort jer en tjeneste.

Jeg greb nøglerne og stormede ud.

Hvis jeg ikke finder ham hvæsede jeg så håber jeg, I kan lide frisk luft.

I tre døgn ledte jeg efter Birk. Jeg vadede gennem sne til knæene, råbte og satte plakater op overalt. Tog fri fra arbejde, hverken spiste eller sov jeg var besat.

På tredjedagen, lige da mørket begyndte, kom der et opkald.

Hej, leder du efter en rød hankat? Han sidder herude ved tankstationen, jamrer som om han tudbrøler.

Jeg drønede derud, kunne ikke mærke mine hænder på rattet. Det var selvfølgelig min Birk. Udmagret, beskidt, rystende og med et halvt øre forfrossent. Han genkendte mig straks fløj ind til mig og brummede svagt. Der var ikke meget krudt tilbage i katten.

Vi røg direkte til dyrlægen. Drop, injektioner, indlæggelse. Dyrlægen mente, han nok klarede den.

Jeg var hjemme igen ved daggry rasende, træt og tom.

Birthe snorkede fra sofaen. I hjørnet stod hendes kuffert, hun havde først planlagt at tage hjem om et par dage.

Stille pakkede jeg alt hendes habengut: vinterfrakke, gummistøvler, tørklæde og slæbte det hele ned i bilen.

Derefter vækkede jeg Jacob.

Op. Vi skal køre.

Hvad? Hvorhen? spurgte han søvndrukken.

Vi skal sætte din mor af.

Vi vækkede Birthe.

Birthe, du skal pakke. Vi skal afsted med det samme til banegården.

Hvad snakker I om? Min billet er først om to dage! protesterede hun.

Ja, men nu har vi ændret planerne.

Vi satte os i bilen. Jeg sagde ikke en lyd. Jacob åbnede munden, men lukkede den lynhurtigt igen, da han så mit blik.

Jeg kørte ud af byen og drejede ikke mod banegården.

Signe, er du på gale veje? Banegården ligger jo den anden vej!

Jeg er såmænd helt klar over ruten.

Vi stoppede ved tankstationen, hvor jeg havde fundet Birk. Der var knapt tyve kilometer fra Odense. Lidt skov, lidt sne, og en solid omgang blæst.

Jeg klev ud og satte hendes kuffert på kanten af grøften.

Ud, Birthe.

Hvorfor det? hun så nu noget bleg ud.

Tjo, nu har du frihed, frisk luft og natur. Det er så sundt, har jeg hørt.

Er du bindegal?! Det er jo hundekoldt! Jeg fryser jo ihjel!

Birk frøs også. Men det kaldte du en god gerning.

Jacob! Sig dog noget til hende!

Jacob blev hvid i hovedet. Han så på sin mor, så på mig og endelig ud i mørket.

Mor bestil en taxi, sagde han lavmælt. Signe har ret.

Jeg satte mig bag rattet.

Du har en mobil. Taxaen kommer nok om fyrre minutter. Birk havde ikke nogen.

Vi kørte væk. I bakspejlet så jeg hende fægte med armene ved siden af kufferten.

Hun frøs selvfølgelig ikke ihjel hun tog en taxa hjem til Aarhus. Men hun satte aldrig sine ben i mit hjem igen. Og Jacob han gik længe med bøjet nakke og mumlede undskyld. Jeg sagde bare: næste gang han svigter nogen, vi har gjort tamme, så ryger han også en tur ud med mor. I skoven.

Var det hævn eller retfærdig gengæld? Og kan man mon tilgive dem, der er så opfindsomme i deres grusomhed mod de svage?

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

three × 4 =

Svigermor kørte min kat ud i skoven, mens jeg var på arbejde: “Den fælder hår og spreder sygdom”
Sommerhusejeren Zoya Timofejevna var en bemærkelsesværdig dame. Trods sin høje alder vækkede hun stadig interesse hos det modsatte køn. Hun satte pris på opmærksomheden, men hun havde ingen hast med at gengælde den. Efter mange år som enke var hun blevet vant til at være alene, og på en måde kunne hun godt lide det. Mere fritid, færre bekymringer. – Men Zoya, du er jo altid alene! – sukkede naboen og veninden Anna Nikolajevna. – Du har ikke engang en kat! Hvis du skulle dø, ville ingen opdage det! – Hvad med dig da? – undrede Zoya Timofejevna sig over den slags “omsorg”. Vi ses jo hver dag! Ser du mig ikke, så er jeg nok død! Så ved du det! Du har jo nøglerne til min lejlighed. Men til Zoya Timofejevnas store sorg blev Anna Nikolajevna alvorligt syg. Hendes børn tog hende med hjem til dem. Zoya Timofejevna blev tilbage helt alene. – Mor, kom og bo hos os! – sagde den ældste søn. – Du kan da ikke være helt alene her! Vi skal nok tage os af dig, og du får mere tid med børnebørnene! Men Zoya Timofejevna ville ikke forlade sin elskede lejlighed, heller ikke for at bo hos sin søn. Hun vidste, de ikke havde plads til et separat rum, og hun ville ikke være til besvær – selv for sine egne børn og børnebørn. Den yngste søn var soldat og rejste rundt fra kaserne til kaserne, så det var helt udelukket at flytte til ham. Efter lidt betænkning gik Zoya Timofejevna ned i dyrebutikken. Mens hun valgte sig en pelsklædt ven, opdagede hun pludselig, at hun stødte ind i en mand, der var ved at købe fuglefoder. – Undskyld! – udbrød hun. – Det var virkelig ikke meningen! – Nej nej, ingen grund til at undskylde! – sagde den ældre, sirligt klædte mand i moderne frakke, skinnende sko og en gammeldags hat, mens han vurderende kiggede Zoya Timofejevna op og ned. – En så smuk dame behøver slet ikke sige undskyld! Det var min fejl – jeg stod i vejen! Lad mig præsentere mig: Mark Anatoljevich! – sagde han galant og bukkede for Zoya Timofejevna. – Zoya Timofejevna! – rødmede hun. De forlod butikken sammen. Zoya Timofejevna bar kurven med sin nye killing, og Mark Anatoljevich støttede hende nænsomt under armen. De havde overraskende meget tilfælles. Begge elskede teater, serier om stærke kvinder, gåture i parken og udflugter i naturen. – Ved du hvad, Zoya Timofejevna, – fortalte Mark Anatoljevich begejstret, – jeg har et vidunderligt sommerhus! Nu er der ikke så meget at lave – det er jo sent efterår, men til foråret… Hvis du vil, kan jeg invitere dig med? – Hvor er det sødt af dig! – blev Zoya Timofejevna glad. De aftalte at gå i teatret næste weekend. Mark Anatoljevich kom med en lille buket fine gerberaer. – Jeg ville gerne være lidt romantisk – måske med margueritter. Men der var kun de her, mere eksotiske, – sagde Mark Anatoljevich lidt genert. – Åh, Mark Anatoljevich! Det behøvede du slet ikke! – svarede Zoya Timofejevna lidt forlegent. I ugens løb gik de tur i parken. Og denne gang havde Mark Anatoljevich medbragt en gren af krysantemum. De slentrede længe gennem stierne, indtil de næsten var frosset. Og snakkede, snakkede… Som om de havde kendt hinanden hele deres liv! Næste weekend var der igen teatertur og gerberaer, og i løbet af ugen endnu en parkspadsering med krysantemum. Sådan fortsatte det i næsten en måned, indtil Mark Anatoljevich blev forkølet. – Zoya, jeg må desværre melde afbud i dag – jeg er blevet syg! – lød hans hæse stemme over telefonen. – Hvor frygteligt! – udbrød Zoya Timofejevna. – Sig mig din adresse, så kommer jeg med min berømte hønsebouillon! Den frisker enhver op! – Nej, Zoya Timofejevna, det er helt unødvendigt! Jeg er slet ikke i form til gæster – og jeg vil ikke smitte dig! – Det accepteres ikke! – erklærede Zoya Timofejevna bestemt og begyndte straks på sin bouillon. Hun tog også et glas hindbærsyltetøj med. Mark Anatoljevich modtog hende i flot frottébadekåbe og stribet pyjamas, om halsen et stort halstørklæde. Han tog taknemmeligt imod og inviterede hende ud i køkkenet. – Jeg har lige kogt vand, men jeg har desværre intet til teen – jeg kommer jo næsten ikke ud! – beklagede han. – Det gør slet ikke noget! Bare spis bouillonen, mens den er varm! – sagde Zoya Timofejevna og så til, mens han spiste. Og hun drak sin te alene. Efter bouillon og hindbærte blev han træt og faldt i søvn. Hun lagde et tæppe over ham og gik hjem. Mark Anatoljevich var syg i lang tid. Og hver dag kom Zoya Timofejevna med suppe og lidt til kaffen. Han tog imod med taknemmelighed og undskyldte, at han ikke kunne byde hende på noget. – Bare vent, Zoya, så snart jeg bliver frisk, laver jeg et sandt festmåltid! – lovede han med begejstring. Da han endelig blev rask, inviterede han straks Zoya Timofejevna i teatret. Buketten med gerberaer var med, og de nød endnu en forestilling. Zoya troede, deres hyggestunder ville fortsætte, men Mark Anatoljevich rystede bedrøvet på hovedet. – Ved du, Zoya, jeg er ikke ung længere og tåler ikke sygdomme. Hvis jeg fortsætter med at gå ture, ender jeg nok snart syg igen! Det er jo vinter nu. – Så må du komme hjem til mig? – foreslog Zoya Timofejevna forsigtigt. – Det er nu lidt akavet… – svarede Mark Anatoljevich. – Det går nok! Efter nogle måneder begyndte Zoya Timofejevna at føle sig træt. Mark Anatoljevich kom næsten dagligt, og hun gjorde sig umage for at lave god mad til ham. Hun vidste, at en enlig mand ikke spiser lige så godt som en gift, og ville forkæle ham. Mark Anatoljevich spiste glad hendes kager, borsjtj og frikadeller. Han sagde heller ikke nej til dagligvarer med hjem, men… han gengældte ikke rigtig hendes omsorg. Blomsterne kom sjældnere, og i stedet for god chokolade til kaffen, var det tit bare en billig, tør pakke kiks. Hun forstod godt, han udnyttede hende – og på samme tid skammede hun sig over at være smålig. Han forstod vist ikke, at når man gæster en kvinde, tager man ikke altid tomhændet med! Men at sige det direkte turde hun ikke. Det eneste, der glædede hende, var at Mark Anatoljevich utålmodigt ventede på foråret, så han kunne vise sommerhuset frem. – Du skal bare se, Zoya, du vil elske det! Frisk luft, fuglesang, skønhed! Så kom foråret. En aften, efter at Mark Anatoljevich havde fået en solid omgang suppe og kage, halvliggede han på Zoya Timofejevnas sofa og meddelte endelig, at til weekend skulle de ud til hans sommerhus. “Endelig!” – sukkede Zoya Timofejevna lettet. Tidligt lørdag morgen tog hun sit flotte buksetsæt på og den brede hat – og ventede på Mark Anatoljevich. Han så lidt underligt på hendes tøj, men sagde ikke noget. Selv var han trukket i arbejdsdragt, gummistøvler og gammel solhat. De kørte længe. Til sidst kom de til et sommerhusområde. Zoya Timofejevna så måbende på det skæve stakit, nogle sølle små træer og en halvt faldet træbygning. – Hvad er det? – spurgte hun overrasket. – Det er mit sommerhus! – svarede Mark Anatoljevich stolt. – Du kan klæde om i skuret. Vælg bare en spade, du kan lide! – Hvilken spade?! – var Zoya Timofejevna ved at råbe. – Hvorfor har du taget mig med HER? – Hvorfor!? – Mark Anatoljevich var oprigtigt forbavset. – For at grave have! Hvad andet tager man på sommerhus for? Vi graver, planter, og til efteråret deler jeg gerne høsten med dig! Zoya Timofejevna kiggede på ham og begyndte at le. Hun lo højt og længe, indtil tårerne løb ned ad kinderne. – Nej tak! Det er nok, Mark Anatoljevich, jeg tager hjem! Du boede nok hele vinteren på min regning – nu skal jeg ikke også grave din have! – sagde hun og gik ad stien mod busstoppestedet, stadig grinende. – Så skulle jeg bare tage dig med til sommerhus for sjov?! – råbte Mark Anatoljevich efter hende. – Utrolige damer nutildags! Jeg tager hende med i teater, på gåtur, deler min høst… Skal det altsammen være gratis? Zoya Timofejevna kom hjem, lavede sig en stor kop te og fandt det sidste års hindbærsyltetøj. Den store, pelsede kat hoppede straks op på skødet og begyndte at spinde. – Sådan, Barsik, – klappede hun katten, – i min alder er det bedst at holde sig til at være ven med katten!