Blomster bringer lykke
Efteråret er ved at være slut, og verden forbereder sig på vinterkulden. Træerne står nøgne, kun enkelte blade hænger fast, de stærkeste af dem alle. Efteråret pakker sine kufferter og er ved at forlade os, men giver os lige et sidste farvespil som afsked.
“De sidste efterårsblomster, asters og høstguldblomster, er ved at visne,” tænkte Freja, mens hun om morgenen gik mod sin blomsterbutik.
Hun kaldte asters for “efterårsstjerner” og høstguldblomster for “oktoberguld.” Freja har altid elsket blomster, og hun fik opfyldt sin drøm – at åbne en blomsterbutik.
“Blomster er mit liv,” plejede hun at sige til veninderne. “Da jeg var barn, legede de andre med dukker, mens jeg samlede blomster.”
Freja nåede frem til butikken og låste op. “Vinteren er på vej,” tænkte hun. “Snart dækker sneen alt i hvidt, men i min butik er det evigt forår og sommer – altid grønt, og nogle blomster blomstrer hele året.”
Freja er 39 år, ugift, og bor sammen med sin datter, Maja, der går i 3.g og skal til at søge ind på universitetet om sommeren. Freja gav hende også et blomsternavn – Maja, som minder om majblomsten. Hun var gift i tre år, indtil manden forlod hende. Ikke engang for en anden kvinde – han flyttede bare hjem til sin mor. Han var ikke skabt til familieliv, tænkte hun, men tre år var bedre end ingenting. Hun støder ind i ham i byen af og til – han er stadig ikke gift.
“Før Maja er voksen, gider jeg ikke bruge tid på mænd – eller rettere, jeg gifter mig ikke,” lovede hun sig selv dengang. “Min eksmand hadede blomster. De irriterede ham, og han kaldte dem for ‘koste.’ Men jeg kan ikke leve uden dem. Hvem siger, at den næste ikke bliver ligesådan? Hvis jeg skal finde en mand, skal han også elske blomster. Eller i det mindste respektere dem.”
Som barn elskede Freja at besøge sin mormor på landet. Åbne marker, skove og store blomstrende enge. Hun samlede buketter hver dag. Mormors hus var fyldt med markblomster, selv i gården.
“Freja, hvem har lært dig at lave så smukke buketter?” undrede mormor sig. “Blomst ved blomst – hvor får du tålmodigheden fra?”
“Ingen, mormor. Jeg lærte det selv. Jeg elsker at samle blomster. Når jeg bliver stor, får jeg min egen blomsterbutik. Tror du på mig?”
“Det gør jeg, skat,” sagde mormor, og hun mente det.
Engang fandt Freja en bog om planter på loftet hos mormor. Den lå i en kasse sammen med andre bøger.
“Mormor, hvis bog er det her?” spurgte Freja. “Hvem var interesseret i planter?”
“Det var din morfar, Niels. Han arbejdede med urter og vidste alt om blomster. Du har arvet hans interesse. Han gik balt for tidligt…”
Freja læste bogen igen og igen. Allerede som 14-årig kendte hun til alle planter og blomster i området. Selvfølgelig fik hun altid topkarakterer i biologi. Hun elskede alt, der groede, men blomster var hendes største kærlighed.
Hun boede med sine forældre i et parcelhus nær byens udkant. Jo ældre hun blev, desto flere blomster plantede hun i haven. Hun overtog små områder fra sin mors grønnsagsbed.
“Pige, plant ikke dine blomster her. Jeg skal have tomater,” sagde moren, der var ligeglad med blomster.
Freja dyrkede blomster overalt – ikke kun i haven, men også på alle vindueskarme i huset. Hun plejede dem med kærlighed, talte til dem og sang endda for dem. Hendes forældre så det og smilede til hinanden. De vidste, at datterens hjerte tilhørte blomsterne.
Når skolen startede den 1. september, havde Freja altid buketter med til lærerne. De elskede dem og tog dem med hjem. I gymnasiet begyndte hun at interessere sig for floristik.
“Emma, skal vi tage til blomsterudstilling?” foreslog hun, men veninden rystede på hovedet.
“Nej tak, det er kedeligt bare at glo på blomster.” Freja forstod det ikke – hvordan kunne noget så smukt være kedeligt?
Hun tog selv afsted og tilbragte hele dagen blandt de farverige blomster. For hende var de levende væsner.
Efter gymnasiet kom hun ikke ind på universitetet, men det bekymrede hende ikke. I stedet tog hun flere floristkurser og fik job i en blomsterbod. Her begyndte hun at drømme om sin egen butik.
Årene gik. Freja blev skilt, og Maja begyndte i 7. klasse. Endelig lykkedes det Freja at åbne en lille blomsterkiosk, og senere udvidede hun.
Med hjælp fra sine forældre fik hun råd til en rigtig blomsterbutik.
“Åh mor, jeg er så lykkelig! Endelig er min drøm gået i opfyldelse,” jublede Freja, og moren delte hendes glæde.
En dag kom en venlig dame ind i butikken.
“Goddag. Kan du pynte en festhal til min datters bryllup? Jeg har været her før – jeg elsker din stil. Du vælger altid de perfekte blomster.”
“Selvfølgelig kan jeg hjælpe,” svarede Freja beskedent. “Hvor og hvornår?”
“Hvorfor spørger du ikke først om prisen? De fleste gør det. Mit navn er Hanne, og du hedder Freja?” sagde hun og læste navneskiltet.
“Vi kan diskutere arrangementer, og så giver jeg et overslag. Så kan du vurdere…”
Freja lagde hele sit hjerte i arbejdet. Hun pyntede hallen i bløde nuancer, og da Hanne så resultatet, stod hun målløs.
“Freja, det er det smukkeste, jeg nogensinde har set! Hvordan kan du skabe sådan skønhed?” Hun rakte Freja en stor seddelbundt.
“Nej, det er for meget,” protesterede Freja og prøvede at give halvdelen tilbage.
“Overhovedet ikke. Sådan skønhed kan man ikke sætte en pris på!”
Rygtet om Freja spredte sig hurtigt. Snart blev hun hyret til jubilæer, bryllupper og andre festlige begivenheder.
En dag trådte en mand i 40’erne ind i butikken. Velklippet, sporty tøj, et varmt smil.
“Goddag,” hilste han høfligt.
“Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?”
“Ja. Hjælp mig,” sagde han og kiggede på hendes navneskilt. “Freja. Jeg har brug for en buket – en, der får en kvinde til at smile.”
Freja kunne godt lide ham.
“Der findes altså mænd, der forstår, at en buket kan gøre en kvinde glad,” tæn
