Den glemte søn
I min drøm står Signe foran en gammeldags glasdisk i et forvredet, surrealistisk ismejeri på en tåget gade i Odense. Bag ruden bugner marmorerede kugler af lakrids, hyldeblomst og pistacie. Rummet emmer af vanilje og lune vaffelrør, og bag hende snor Sigurd sig med et insisterende stemmeslæb, som ekkoer ud i rummet:
Mor, skynde dig! Jeg vil have chokolade med nødder!
Signe smiler, skævt og lidt matte, ser på sin søn med øjne, der flimrer mellem duer og stjerner. Hans blik brænder som vokslys i natten blanding af håb og vilje, den der tryglen man ikke kan sige nej til, det ansigt han havde, da han første gang sagde: Kan vi ikke tage i den her isbod, mor? Som om en afvist kugle kunne få alting til at krakelere.
Okay, siger Signe blødt, men skal vi ikke også finde noget til far og mig?
Sigurd farer op, remser smagsvarianter op, vifter med hænderne, hopper på stedet så hans skygge slår gnister i gulvet. Signe mærker varmen sive ind gennem sin kniplede krop. For kun et øjeblik siden sad de alle tre ved spisebordet omgivet af stilhed, nu flyder latter og lethed rundt omkring dem, som om verden har åbnet sit bryst for deres familie igen.
Må jeg få to kugler? spørger Sigurd, øjnene som forårshimle.
Naturligvis i dag må alting! siger Signe og lægger en skytsengel af kærlighed om barnet.
Men hendes tanker drejer i mærkelige cirkler, tilbage til de mørke måneder. Skænderierne med Mads voksede ligesom tang på en havbund stille, tæt, til de kogte over og blev til damp i køkkenet og lukkede alle udveje. Et punkt kom, hvor Signe ikke kunne bære at leve sådan. De gik hver til sit. Sigurd forstod ikke stormens rod, kun at noget løb i stykker. Han sultede efter faren, spurgte hvornår han kom hjem et spørgsmål, der stak Signe som riven.
Veninder ringede; Astrid, grinende men alvorlig.
Altid ballade, Signe. Du fortjener ro.
Hvor længe kan du holde til det? istemte Karen. Det her er ikke dit ansvar alene.
Men Signe nikkede kun og vidste: Hun kunne ikke bare slippe det. Der sad stadig kærlighed fast, en stædig strøm, der kunne bære over murene.
De tre første år efter brylluppet fløj hen. Mads og Signe byggede fremtidsbilleder sammen, grinede, plantede løfter og delte drømme. Alt gled indtil spørgsmålet pressede sig ind: Hvorfor kom der aldrig et barn? Lægen i Odense trak på skuldrene. Undersøgelser, tal, intet galt, men intet skete.
De begyndte at besøge specialister. Venterummet duvede, Mads stirrede tomt på kurver og grafer; Signe pressede hans hånd så hendes puls hamrede ind i hans. Lægen pakkede papirerne sammen, stemmen flad som regnvåd asfalt:
Jeres chancer, Mads én til nioghalvfems. Adoption, donor vær åben.
Ordene duvede tungt som gammelt tapet. Udenfor summede menneskene, men Mads følte sig skubbet ud i grå stilhed, alt var blevet hult.
To måneder forsvandt Mads nærmest som søvngænger i huset. Han satte opvasken på plads, hældte mælk i kaffen, svarede på spørgsmål men uden lyd. Signe fulgte ham med øjne der søgte hans gamle smil; hun lod ham være men dryssede små sedler og livretter omkring ham, håb tabt i krummer.
På dag femogtres de havde ikke talt sammen om det, ikke rigtigt satte Mads sig ved stearinlys på det drømte køkkenbord, stirrede på flammen og sagde:
Skal vi undersøge donormulighed?
Signe så op, febrilsk.
Jeg vil have et barn, stemmen hans knitrede for første gang længe, også hvis jeg ikke har givet det mit blod. En far er den, der elsker, ikke den, der planter.
Hun greb hans hånd og lod tårerne trille, denne gang fyldt af lysende, længselsfuld glæde.
Halvandet år efter lå Sigurd i Signes arme og skreg ad sin første morgen. Han var sund og kraftfuld, og det stod straks klart: Det var fars dreng Mads bar ham fra rum til rum i evindelige timer, lærte ham at cykle, skiftede bleer i søvn og grinede, hvis Sigurd rynkede panden som et gammelt træ i storm.
Sigurd voksede, krøb rundt efter svar: Hvorfor taber bladene sig? Hvordan hænger elevatoren sammen? Hver dag, gribende efter sin far, som ledte ham gennem verden med kærlighed og underfundighed. Og hver morgen, i morgenlysets drømme, ledte Sigurd efter sin far selv når Mads skyndte sig, var der altid tid til et bøh! og en flyvetur mod loftet.
Nu var han seks, sad i sin yndlingsbiks i Odense, bøjet over isen, som om vaflen kunne fordampe farens fravær. For nogle måneder siden var krisen kommet Mads dukkede kun op sporadisk, og Sigurd kunne ikke forstå, om far gik for altid eller bare gik ud efter mælk.
Men nu holdt Sigurd fast, hans frygt flyvende i det underfundige drømmerum, imens han glippede med øjnene af angst: Er du her? Fordi du hører til her? Bliver du?
Skal vi tage i Langesøparken bagefter? Signe strålede mod sin søn og sin mand.
Ja! Sigurd sprang op på stolen, latteren klang mellem ænder og fisk. De gamle damer ved siden af sukkede lykkeligt:
Giv den glade dreng et stykke lagkage, på vores regning, sagde den ene og blinkede til tjeneren. Et lykkeligt barn luner gamle mødrehjerter.
Sigurd takkede høfligt, guffede kagen og stirrede på sin far:
Parken! Please!
Mads trak på skuldrene, men øjnene lo allerede.
Okay, men kun hvis du også tager en tur på gyngen, stemte han påtaget alvorligt.
To gange! grinede Sigurd. Han vred ansigtet i det, de kalder kattekillingeblikket fra Shrek fuldkommen uimodståeligt.
Signe rystede på hovedet, strøg Sigurd over håret.
Men pludselig snurrede drømmen. Bag dem lød et koldt kvindestemme, vibrerende som harpestrenge:
Jeg må sige, I ikke kan gå endnu. Vi skal tale sammen.
Signe vendte sig, forvirret. En fremmed kvinde stod der, slank, med hår tilbagestrøget og kjole, der glimtede med falske diamanter. Og ved hendes side Birgitte, Mads mor. Hendes mund knebet, brynene løftet; alt ved hende skrålende: Du fortjener ikke min søn.
Mads stivnede, og blikket blev hårdt.
Hvad vil du her? Jeg gjorde det klart min familie er her. Du skal ikke blande dig.
Den fremmede blegnede men lo let: Vi skal bare tale. Der er meget vi endnu ikke har talt om.
Der er ikke noget vi, Mads klippede sætningen over.
Birgitte tog straks ordet, hendes stemme som is på vinduet:
Vær nu ikke så hård, Mads. Måske burde du høre, hvad hun har at sige.
Signe mærkede storbølger under sig, så snart Birgitte begyndte at turnere sig ind, hendes favorittaktik: først venlighed, så mistro, til sidst et angreb. Mads holdt fast på Signes hånd. Men snart sagde Birgitte med prik i stemmen:
Den dreng der er ingen for dig, Mads. I modsætning til én sød pige på fem uger.
Alle frøs. Sigurd stirrede stort på de voksne, forstod ikke ordene, men mærkede den knasende voks i rummet. Han greb sit fædrende ærme, søgte tryghed.
Hvad er det, du siger, mor? Mads stemme gned mod bordet. Hvis du mener det der, så har du glemt lægen sagde Jeg glemmer det aldrig.
Birgitte smilede nu, triumferende. Hun hev et brev frem, et båndet testamente fyldt med betydninger, og rakte det ud som en tryllekunstner.
Her. Læs. Du må og skal vide det.
Mads flækkede brevet op, hans hænder rystede. Hans ansigt vekslede fra forbløffet, til vantro, dernæst chok. Han genkendte sin mors snediged plan; hun havde udskiftet børster, ordnet tingene med klinikken. Alt for sin sandhed.
Jeg kan ikke tro det, mumlede han, øjnene flygtede mellem Signe, Sigurd og Birgitte.
Birgitte nikkede overbærende: Gør dig klar til at møde din datter. Hun ligner dig! Lad os tage af sted.
Sigurd stirrede op, greb igen om faderens skjorte: Far, skal vi ikke hjem? Lad os gå! Jeg er træt! Far
Mads bøjede sig ned og hviskede: Jeg går ingen steder. Jeg skal bare lige forstå noget. Jeg lover at komme tilbage. Tror du på mig?
Sigurd nikkede, men hans blik skælvede. Må jeg komme med?
Nej, min skat, du skal blive her med mor. Hun elsker dig, og jeg elsker dig. Virkelig.
Han slap Sigurd og gik. Drengen klamrede sig til Signe, knugede sit ansigt ind i hendes jakke, og lod endelig gråden komme.
Smider han mig væk nu? Elsker han mig ikke mere?
Signe holdt ham tæt, hviskede: Nej. Han er bare fortvivlet. Men han elsker dig. Og han vender tilbage. Det lover jeg.
***********
Signe vimsede rundt i Sigurds værelse, hvor alt var spydspidset hjemlige: LEGO-figurer, plakater af Vikinger, selv loftet dækket af selvlysende stjerner, så drengen kunne sove i et stjernehav. Alt var dedikeret Sigurds smil og hans små glæder, men under det skyllede en velkendt smerte.
Et år tidligere havde alting ændret sig. Efter dagen i isbutikken gik Sigurd tavs. Hvornår kommer far? spurgte han hver time. Hver aften: Skal jeg undskylde?
Signe havde ikke svar, kun halve toner: Han har travlt, han elsker dig, han kommer sikkert snart.
Men så kom brevet. Birgitte stak det iskoldt i Signes hånd. Mads ønsker ikke kontakt. Her er papir på skilsmissen.
Signe så papiret flyde, hendes navn underskrevet som ensomhed. Mads nægtede endda økonomisk støtte. Ikke mit ansvar det siger prøverne. Men domstolen i Odense var klokkeklar: Anerkendt far har ansvar.
Sigurd blev døv af savn. Vågnede hver nat og græd i sin dyne. Ville ikke i børnehave, sad kun i hjørnet, blikket tabt. Hver dag vendte han sig mod Signe: Kommer far hjem?
Signe skænkede forsigtige svar, men fornemmede kulde. Han ringede til Mads så ofte at svaret på telefonsvareren blev det eneste far-stykke, han kunne klynge sig til.
Signe forstod, det ikke gik. En dag tog de toget mod vest, til Svendborg ved havet, hvor sirener og kraner kunne glemmes. Starter forfra, blandt mågeskrig og sand mellem tæerne.
Allerede i bilen begyndte Sigurds øjne at åbne igen. Mor, se, havet! Den stemme. Det tilbagevendende smil.
Det var ikke uden kampe Sigurd forsvandt indimellem i sig selv, men begyndte snart at sanse de små skæve ting igen: aftensolen, duften af bagerens kanelsnegle, fugle hoppe gennem pytterne.
En dag kom han hjem, øjnene var fyrtårne.
Jeg har haft det sjovt med Sannes far! Han lærte mig at lave papirskibe!
Signe forblev afventende, men Hans blev hurtigt en del af deres liv tålmodig, rolig, nærværende, ikke som ny far, men som hånd og latter i hverdagen. Og Sigurd brød atter op i nye smil og lege.
Så kom førstedagen i skole. Sigurd pakkede tasken ti gange, valgte hvide roser: For hun er den bedste lærer i verden. Foran kiosken gik Signe hånd i hånd med sin søn, fuld af håb og det, der kunne blive begyndelsen på noget andet.
*******************
Mads natteliv blev ensartet. Arbejde, jogging, tomme stuer. Hans søster spurgte stadig: Fortryder du ingenting? Han slog det hen, satte fjernsynet på, druknede tanken om Sigurd.
Så mødte han sandheden. Til et rutinetjek i laboratoriet på Odense Universitets Hospital tøvede sekretæren, lod håret glide over kinden, sagde sagte:
Måske var resultaterne forkerte. Materialerne kom et andet sted fra. Der har været rod med prøverne.
Mads tog dokumenterne med hjem. Læste. Opdagede sin mors forræderi. Ingen datter. Kun tab. Hun havde lavet det hele, ændret beviser, skabt løgnen.
Han ringede til Signe.
Signe det hele var falsk. Undskyld. Kan jeg ikke bare se Sigurd i fem minutter? Bare forklare
Nej, hendes stemme var som frossen vand.
Du har forklaret nok, da du gik. Han har ny familie nu. Prøv og Hans sender dig ud med hovedet først. Aldrig mere.
Han sad længe med røret mod øret. Forestillede sig Sigurd, en skoledreng med fremmede hænder, der lærte ham fangeleg og de svære matematikstykker.
Dagen svømmede væk i regn fra himlen over Odense. Mads stirrede længe ud i den grå nat; sagde, kun henvendt til sin egen skygge:
Jeg bar det her på mig selv. Jeg fortjener aldrig tilgivelse.
Og drømmen sluttede han ringede aldrig mere.
