Fremmed
Nu kan jeg ikke holde dig ud længere! hørte Dagmar, mens hun var på vej op ad trappen.
Hun standsede og kiggede op; råbet kom fra lejligheden på sjette sal.
Det er nok bare naboerne, der skændes … tænkte hun og rystede på skuldrene, mens hun gik videre.
I stort set alle opgange sker sådanne familiedramaerikke noget særligt eller overraskende. Hun gav sig derfor ikke i kast med at lytte ordentligt efter, selvom mandens stemme blev mere og mere voldsom for hvert sekund, der gik.
Da Dagmar kun var få trin fra sin egen etage, smækkede døren op. Ud fór en mand i begyndelsen af trediverne fra nabolejligheden.
Man kunne let se på ham, hvor ophidset og vred han var. Måske derfor så han sig heller ikke for og undskyldte ikke, da han stødte ind i Dagmar på vej ned.
Helt fra den! tænkte hun og sendte ham et strengt blik.
Dagmar havde kun boet på gangen i nogle få dage, og anede intet om naboernes særheder eller historier.
Men nu vidste hun i det mindste, at lejlighed nr. 59 burde man nok holde sig fra i hvert fald hvis man ville undgå ubehagelige konflikter.
Vel ankommet til sin repos begyndte hun hastigt at lede efter nøglerne i tasken.
Pludselig lød der en sær lyd bag den halvt åbne dørnoget var faldet, og straks derefter fulgte sagte gråd.
Hun vendte blikket mod nabodøren, fingernes søgen i tasken ebbede ud.
Hvad rager det egentlig mig? tænkte Dagmar. Hvad har jeg med det at gøre, hvem det end er, der sidder dér og græder?
Men hendes ben havde allerede truffet beslutningen, og de ville ikke stoppe nu.
Hun gik hen til den på klemstående dør, og stak forsigtigt hovedet ind. I entreen sad en ældre kvinde på gulvet, omkring de halvfjerds.
Hvorfor sidder hun dér og græder? Hvorfor skreg den unge mand?
Er De okay? spurgte Dagmar.
Kvinden kiggede overrasket op og tørrede hurtigt øjnene med ærmet på sin frottékåbe.
De skal ikke være bange. Jeg bor ved siden af og hørte Dem, så jeg ville bare sikre mig, at alt var i orden. Kan jeg hjælpe Dem med noget?
Hvis De kunne hjælpe mig op… kvindens stemme var stille. Jeg ville være Dem meget taknemlig.
Dagmar stiller sin indkøbspose fra sig og hjælper lejlighedens beboer på benene.
Tusind tak … kvindens øjne blev blanke endnu en gang. Mine ben svigter mig, jeg har svært ved at komme omkring … Skal jeg byde Dem en kop te?
Det havde Dagmar egentligt ikke lyst til.
Men hun nænnede ikke at afvise. Hun ville også gerne vide, hvad der egentlig var hændt i denne lejlighed.
Og ikke mindst: at sikre, at kvinden var okay hun kunne ikke lade hende være for sig selv i denne tilstand. Benene skælvede, og et vælt igen kunne ske når som helst.
Hun støttede hende endda let under armen, bare for en sikkerheds skyld.
Der er bare ikke noget sødt til teen … kvinden så bedrøvet ud, da hun lukkede køleskabet.
Det gør ikke noget! smilede Dagmar, og gik ud efter sin pose i gangen.
Hun tog pakken med flødeskumskager op, som hun egentlig havde glædet sig til til aftensmad, og vendte tilbage til køkkenet.
Jeg tror, dét her rækker til os begge to!
*****
De sad i snart fire timer omkring det lille køkkenbord. Dagmar opdagede næsten ikke, hvordan tiden forsvandt. Måske fordi samtalen greb hende om hjertet.
Det var en ensom og ulykkelig kvinde.
Karen Møller havde arbejdet som folkeskolelærer hele sit liv og elskede sit arbejde.
Hun lærte børnene mere end blot bogstaverne, hun forsøgte at fylde dem med værdier: respekt for andre, uselvisk kærlighed og næstekærlighed, livets evige dyder. År efter år plantede hun moral og forståelse i elevernes sjæle.
I sjælen, ikke kun hovedet.
For kun sådan, mente hun, kunne et menneske for alvor tage lærdommen med sig.
Det eneste jeg fortryder, er, at jeg ikke formåede at opdrage min egen datter ordentligt … den tidligere lærerindes stemme knak lidt. Jeg gjorde alt for, at hun skulle blive et ordentligt og kærligt menneske, og det gik egentlig godt… indtil hun i 8.g. kom i dårligt selskab og blev helt forandret. Hun blev hård og kold. Hun lyttede slet ikke til mig længere. Sagde, at det var hendes liv, og hun kun ville gøre som hun selv bestemte. Hvis jeg bare dog havde vidst, hvad det kunne føre til, ville jeg aldrig have givet hende så meget frihed …
Var der sket noget dårligt?
Ja… Jeg fik godt overtalt hende til at begynde på universitetet, men hun begyndte at drikke og rode sig ud i det forkerte. Hun blev gravid og droppede ud. Ledte ikke efter arbejde, insisterede på at mændene skulle forsørge hende. For to år siden så røg hun i fængsel.
For hvad, hvis det ikke er for personligt?
Drab. Hun havde altid fremmede mænd rendende, og med én af dem gik det helt galt.
Det må have været forfærdeligt …
Jeg skrev hende så mange breve, men hun har aldrig svaret. Hun mener, det hele er min skyldat jeg ikke gav hende nok tid.
Karen tog endnu en flødeskumskage, bed, tyggede langsomt og sukkede.
Ja, lærerarbejdet tager meget energi, men jeg prøvede altid at sørge for min datter havde alt det nødvendige. Jeg gav hende til og med min lejlighed, da hun var gravid og drømte om familie. Jeg blev selv gift tidligt, så jeg frygtede ikke for meget. Hvis man har lyst, kan man genoptage studiet. Men hun gjorde det aldrig. Hun havde ikke tænkt sig at gifte sig, viste det sig hun snød mig bare for at få min bolig.
Undskyld, men denne lejlighed, hvem ejer så den? spurgte Dagmar, vel vidende at en lærer sjældent kan købe sin egen lejlighed.
Den lejlighed gav mine gamle elever mig. For ti år siden.
Er det sandt?
Jeg kunne heller ikke tro det. Før det boede jeg i en etværelses på kollegium i tyve år. De gik sammen og sørgede for, at jeg havde en rigtig bolig, når jeg skulle gå på pension.
Hvor var det betænksomt! sagde Dagmar beundrende.
Ja, de er gode mennesker. Mange af eleverne besøger mig endnude ringer ofte.
Dagmar blev stille lidt, inden hun alligevel spurgte:
Og ham, der løb ud af lejligheden … Var han en af dine tidligere elever?
Mathias? Karen blev forvirret. Nej, Mathias er mit barnebarn. Han hjælper mig.
Det skal jeg ikke blande mig i, men jeg synes, det er mærkeligt, at en barnebarn skælder sin bedstemor ud.
Det gør han desværre … Min datter selv har opdraget ham, hvis man kan kalde det det, og han ligner hende meget. Han er også hård og principløs, Karen kiggede ud af vinduet og sukkede.
Dagmar forstod straks, at det var et ømt punkt og spurgte ikke mere. Men Karen fortsatte alligevel.
Hun fortalte, at helbredet svigtede hende efter pensionen, og især benene blev værre.
Tidligere kunne hun godt gå små ture, men nu kunne hun knap nok komme ud af sengen. Parketure var slut, for angsten for at falde forhindrede hende. End ikke stokken gav tryghed længere.
Så, da benene næsten svigtede hende, bad Karen sit eneste barnebarn Mathias om hjælp. Han var jo hendes nærmeste.
Først var han vrangvillig, men til sidst indvilgede han og lovede at hjælpe.
Og hvordan gik det så? spurgte Dagmar.
I begyndelsen gik det godt… Han kom næsten hver dag. Han kunne lave æggekage, lave suppe. Men med tiden blev han vred … For et halvt år siden snerrede han, at jeg godt måtte se at ligge i graven snart, for han havde ikke tid til at hjælpe mig mere.
Karen fortalte, at Mathias længe havde bestilt hendes pension ind på sit eget kort via fuldmagt, og at han påstod, han købte mad og medicin for pengene. Men han kom aldrig mere med kvitteringer han var jo så travl.
Og han klager hele tiden, at alting er dyrt nu, og at min pension ikke rækker.
Hun så op på Dagmar.
Det er sandt, at et brød nu koster 70 kroner i supermarkedet?
Hvor meget? Halvfjerds? spurgte Dagmar forbløffet, næsten med teen galt i halsen. Nej, det passer ikke.
Så har Mathias løjet … Men hvorfor?
Han bruger nok de fleste af dine penge på sig selv, desværre. De penge var til dig … Og I blev uvenner på grund af penge?
Nej … Karen kiggede ned. Jeg bad ham bare hjælpe mig med at finde en kat.
Hvilken kat?
Da jeg stadig kunne komme ud, så jeg tit en kat i baggården. Smuk, med de mest vidunderlige grønne øjne … Jeg gav den mad og ville have den ind, men blev indlagt og der gik tid. Nu drømte jeg om den for nylig, og jeg kan ikke lade være med at tænke på den.
Hvad tænker du?
At den måske savner mig. Jeg savner i hvert fald den. Måske får jeg aldrig at se de øjne igen… Jeg vil bare holde den en gang mere, stryge denbare én gang…
Dagmar måtte bide sig i læben for ikke at græde.
Det var umuligt ikke at blive berørt af hendes fortælling om katten.
Efter denne aften vendte Dagmar ofte forbi Karen. Hun blev rørt af Karen og ville hjælpe hende med at få sin drøm opfyldt.
Men selvom hun ledte efter katten med de grønne øjne, fandt hun den aldrig i gården.
Der er nok gået for lang tid … Måske har nogen taget den hjem, tænkte hun.
En dag kom Dagmar som sædvanligt forbi Karen efter arbejde. Hun havde ekler med til teen. Den aften dukkede Mathias opdet lugtede af sprut.
Undskyld, hvad laver du her? snerrede han og kiggede først på Karen, så på Dagmar. Hvem er du?
Dagmar passer på mig, forklarede Karen.
Godt! Sagde Mathias tilfreds. For jeg skal væk et par måneder. Så har jeg da en, der kan hjælpe dig.
Men min pension?
Hvad så?
Lader du kortet blive? Så kan Dagmar købe ind til mig og betale regninger.
Det er desværre væk … kortet blev spærret. Ny kommer først om nogen ugermåske en måned. Jeg er langt væk. Men måske sender jeg lidt med postbudet.
Ja, det hjælper da, sagde Karen. Tak, Mathias.
Han så på Dagmar: Og du ringer, hvis der sker noget. Hun har min mobil på listen. Og snyder du hende, skal jeg nok komme efter dig!
Så forlod han lejligheden.
Dagmar så på Karen med medynk. Hun troede ikke på, at Mathias havde mistet kortet.
Han nægtede bare at hjælpe sin bedstemor økonomisk. Dagmar havde for længst lugtet lunten, men at det var så slemt …
*****
Siden kom Dagmar dagligt hos Karen. Hun tog indkøb og medicin med, hjalp i hjemmet, lavede mad.
Månederne gik; Mathias vendte ikke tilbage, og ingen penge dukkede op.
Karen ringede ham op, han ville enten ikke tage den, eller lagde straks på. Først da Dagmar prøvede fra sit nummer, tog han den.
Hvem dér?
Det er Dagmar, jeres bedstemors nabo. Hun har ikke modtaget penge, og hun mangler mad og medicin. I sagde, I kun ville være væk to måneder, nu er det over tre.
Hør her hvad blander DU dig for? Hvis du vil hjælpe hende, så gør det bare, men glem penge fra mig. Farvel!
Det er de færreste, der ville bruge egne penge på en fremmed.
Men Dagmar havde ikke hjerte til at lade Karen i stikken.
Særligt efter én episode for to uger siden, hvor Dagmar selv blev syg og lå hjemme.
Hun havde kun ringet kort for at sige, at hun var sløj. På tredjedagen bankede det sagte på døren.
Karen stod udenfor med en krukke suppe.
Jeg har lavet lidt til dig, Dagmar. Så du kan komme dig.
Du burde ikke have gjort dig den ulejlighed tænk hvis du blev smittet …
Jeg har ikke meget mere at miste. Spis du bare, så bliver du lettere frisk …
Dagmar kunne næsten ikke begribe, hvad det krævede for Karen at lave suppen og komme over med den.
For hende var det en kæmpe præstation at klare trapperne så dårligt gående.
Hvordan skulle Dagmar kunne forlade hende nu?
Sådan en menneskelighed glemmer man aldrig.
Hvem kunne have troet, at folk, der var fremmede for hinanden, kunne blive så nære.
Og dem, der står én nær så fremmede …
Dagmars løn var ikke høj.
Men hun lagde budget og sparede op, så Karen kunne få mad og medicin.
Hun regnede med, det var midlertidigt, indtil Mathias dukkede op og tog sig af det igen. Hun nægtede at presse Karen til at få pensionen tilbagehvad nu hvis det gik galt? Hun hjalp frivilligt og krævede intet igen.
Tilmed begyndte hun at betale af på de ubetalte regninger, for brevene hobede sig op i postkassen.
Det viste sig, Mathias slet ikke havde betalt i lang tid.
Det var hårdt.
Men Dagmar gav ikke op.
Vi skal nok klare den … Penge er ikke alt. Det vigtigste er, at Karen føler sig værdifuld. At hun lever, ikke blot overlever.
Da der kom bonus på jobbet, brugte Dagmar straks hele beløbet ikke på en ny mobil, men på en kørestol til Karen.
Hvorfor bruger du penge på en fremmed? spurgte kollegaerne.
Hvorfor? Fordi ingen skal ende med kun at kunne kigge ud over verden fra sjette sals vindue. Livet handler om at leve!
*****
Det tog tid at overtale Karen til at gå ud. Hun var bange efter så lang tid indenfor. Men til sidst gav hun sig og nød parken nær ved. Det var en smuk aften, og hun græd af glæde.
De gik der hver dag, altid sidst på dagen.
En dag sneg en kat med grønne øjne sig hen til demKan det være den samme? tænkte Dagmar.
Før hun kunne spørge, sprang katten selv op i skødet på Karen og spandt.
Gud! Du lever! Karen kunne ikke tro sine egne øjne. Hvor har jeg dog savnet dig!
Bedstemors drøm gik altså i opfyldelse, tænkte Dagmar, mens hun tørrede tårerne væk.
Karen tog katten med hjem, navngav den Mille, og Dagmar købte det mest nødvendige i dyrehandlen den dag. Pyt med penge sådan nogle stunder kunne ikke købes for pengene.
En dag … vil også min drøm gå i opfyldelse, tænkte Dagmar, mens hun så Karen knuge Mille ind til sig.
*****
Tiden gik. En aften på vej hjem fra arbejde løb Dagmar ind i en fremmed mand på dørtrinet.
Hun bemærkede straks hans venlige væsen og varme smil.
Er du Dagmar? spurgte han. Kom indenfor, Karen venter på dig.
Han slap hende ind og gik. Indenfor sad Karen i kørestolen og nussede Mille og så ud af vinduet … på det sidste kunne hun slet ikke gå.
Hvem var det?
Godaften, Dagmar, min kære. Det var Anton, min elev. Jeg ringede til ham selv jeg kan mærke, der er ikke længe tilbage for mig.
Lad nu være du bor skam stadig …
Jeg ved det bare. Men du skal love at tage dig af Mille. Jeg vil ikke have, at hun havner på gaden igen.
Det lover jeg, men du skal love mig, at du bliver lidt endnu …
Karen svarede ikke, hun smilede blot. Sådan smiler kun folk, der har fundet rigtig lykke, tænkte Dagmar.
Næste morgen var Karen gået bort.
Dagmar åbnede med sin nøgle og blev mødt af Mille i entréen. Hun vidste straks besked og satte sig, hvor hun første gang traf Karen. Hun græd længe, med Mille på skødet.
Begravelsen stod Anton for, og Karens tidligere elever kom. Mange mennesker var der men Mathias så hun aldrig. Selv efter flere forsøg på kontakt hørte hun intet.
Efter bisættelsen trak Anton hende til side.
Skal vi køre et sted? spurgte han, idet han venligt tog hendes hånd.
Dagmar så mistænksomt på ham. Men han smilede.
Da bilen holdt foran notarens kontor, mærkede Dagmar, at noget var på færde.
Du har nok regnet det ud, sagde Anton og trak nogle papir frem. Karen bad mig hjælpe hende med at lave testamente.
Ifølge testamentet overgår hendes lejlighed til dig, Dagmar.
Derfor spurgte hun mig om mit fulde navn og fødselsdato … Jeg sagde hende, jeg ikke ville have noget. At jeg hjalp af hjertet.
Og det gjorde hun også det af: hjertetså du og Mille har et hjem.
Og Mathias? Han bliver næppe glad …
Arven kan først udstedes efter seks måneder, men skift låsen nu så han ikke kan komme ind uanmeldt.
Må man dét?
Ja, du har retten på din side. Mathias kan intet gøre.
*****
Dagmar var taknemlig for lejligheden, men savnede Karen meget. Godt Mille og Anton ofte ringede. Han meldte sig endda samme dag og inviterede Dagmar på en gåtur. Hun sagde ja hun havde altid drømt om at møde en kærlig mand.
Mon ikke drømmen snart gik i opfyldelse?
Mille, jeg går en tur, men jeg kommer snart! sagde Dagmar, løftede katten op og krammede den tæt.
Miau … svarede Mille.
Oversat til menneskesprog betød det nok: Gå nu, min kære, og find lykken. Jeg varmer din plads på sengen i mellemtiden.Solens sidste stråler ramte opgangen, mens Dagmar lukkede døren bag sig og trådte ud i den lune aften. Anton stod allerede nede og vinkede. Da hun nåede ham, rakte han hende roligt armen, og sammen gik de gennem kvarteret. Byen duftede af forår, syrener og fremtid.
De talte om alt og intet, om gamle dage og nye håb. For første gang i årevis mærkede Dagmar, at hendes skridt var lette og at verden måske slet ikke var så fyldt med fremmede og ensomhed, som hun havde troet.
Inden de skiltes, vendte Anton sig mod hende, så hende i øjnene og smilede.
Du gjorde noget ganske særligt for Karen. Du gjorde hende ikke bare mindre ensom du mindede hende om, hvordan det er at have en ven.
Hun hun reddede også mig, hvis jeg skal være ærlig, svarede Dagmar, og lod blikket dvæle ved Antons varme ansigt. Nogle gange skal der ikke mere til end én, der lytter.
Anton tog forsigtigt hendes hånd.
Måske kan vi følges lidt endnu hvis du vil.
Dagmar smilede, mens hendes hjerte bankede blidt. Jeg tror, jeg meget gerne vil.
Da hun kom hjem, fandt hun Mille spindende i sofaen.
Dagmar satte sig, løftede katten op og kiggede ud over gaden, der nu lå stille under aftenskyernes bløde farver. Hun mærkede håbet boble indeni om venskab, kærlighed, liv.
For nu vidste hun, at selv det, man tror er uopnåeligt eller tabt, kan vende tilbage, uventet og varmt, ligesom en kat med grønne øjne i skødet.
Og mens natten faldt på, og Mille krummede sig i hendes arm, hviskede Dagmar ud i mørket:
Tak, Karen.
Hun var ikke alene mere. Hun skulle aldrig være alene igen.
