At finde sandheden
Hvad er det for et arbejde, du har, siden du ikke engang kan bruge en ekstra time med din egen mor? Nå ja… Karen rystede bare på hovedet, som hun havde vænnet sig til for længst. Skal jeg i det mindste give dig noget med til turen? Du er jo sikkert sulten?
*****
– Hej, mormor! udbrød Freja begejstret, da hun sprang ud af bilen. Tænk engang, jeg skal bo hos dig en hel måned!
– Hej, min pige! En hel måned, siger du? Er det rigtigt?
– Ja! Mor sagde det!
– Det er da fantastisk! Tænk alt det, vi kan nå på den tid, Karen krammede sit barnebarn varmt.
Så kiggede hun over mod havelågen og ilede hen for at hjælpe sin datter med taskerne.
– Hvordan gik turen?
– Hej, mor. Det gik fint. Hvor er det altså godt, at jeg har egen bil nu. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg ellers skulle være kommet herud med Freja og alle de tasker med bussen.
– Jeg kom aldrig til at eje bil, dengang du var lille. Vi tog altid bus og tog, smilede Karen og kyssede sin datter på begge kinder.
– Ja, jeg kan godt huske det… Jeg forstår stadig ikke, hvordan du klarede at tage mig med på marked i byen dengang. Jeg var syv år eller sådan noget… Men du klarede både mig og taskerne.
– Ja, Rikke, syv år var du, ligesom Freja nu… Det gik jo alt sammen, med lidt held. Nå, vask lige hænder, mens jeg sætter frokost frem. Jeg har kogt og stegt til jer hele dagen.
Rikke lavede et skyldbetynget ansigt og kiggede på sin mor.
– Er der noget galt? spurgte Karen ængsteligt. Rikke, lad nu være med at sige at du…
Jo mor, jeg bliver nødt til at tage af sted allerede nu…
– Hvad? Allerede nu?!
– Ja, mor… Jeg er ked af det, men min chef har bedt mig om at blive færdig med et vigtigt projekt så hurtigt som muligt, og der er virkelig meget at tage fat på på kort tid.
– Der er aldrig tid nok, sagde Karen stille.
– Jeg kan ikke skuffe min chef. Det er et godt arbejde, og jeg får god løn. Så jeg har ikke tid til at spise frokost sammen med jer nu. Der er tre timers kørsel hjem endnu.
– Hvilket arbejde har du egentligt fået, der ikke tillader dig at sidde en time ekstra med din mor? Nå… Karen viftede opgivende. Skal jeg da i det mindste give dig noget med til turen? Du må da være sulten?
– Nej, lad være. Lad hellere Freja spise sig mæt, hun har næsten ikke spist hjemme, sagde Rikke med et lille smil.
Så krammede hun sin mor.
Men hov, det vigtigste glemte jeg næsten… Freja bliver hos dig en hel måned, hold godt øje med hende. Hun er så nysgerrig – stikker næsen i alt muligt.
– Det kan du tro jeg gør. Du skal ikke være bekymret, min pige, Karen kyssede sin datter farvel og blev stående længe og så efter bilen, mens hun kæmpede for at holde tårerne tilbage.
Det var efterhånden sjældent hun så Rikke – som regel var det kun gennem telefonen.
Men kan man virkelig kalde det kontakt?
Godt, at Rikke trods alt kommer med Freja af og til, ellers ville huset føles helt tomt.
– For resten – Karen kiggede rundt. Hvor er Freja?!
*****
I ti minutter ledte mormor efter sin “sporløst forsvundne” barnebarn, først inde, så ude overalt og fandt hende til sidst i baghaven.
– Freja! Du kan da ikke bare gå ud uden at sige noget, rystede Karen på hovedet. Du gav mig nærmest hjertestop.
– Undskyld, mormor… Det var bare, du snakkede med mor, og jeg kedede mig – så gik jeg for at kigge lidt rundt, Freja smilede. Mormor, hvorfor har du aldrig fortalt, at du har sådan en smuk kat?
Karen så overrasket først på Freja, så på den røde hankat, der sad ved siden af.
Hun opdagede ham faktisk først nu.
– Ja… hvorfor jeg ikke har fortalt det… Det er jo nok fordi, jeg aldrig har haft nogen kat, svarede Karen.
– Men hvem er det her så? grinede Freja. En rigtig kat! Han kom selv hen til mig!
– Ja, han er da en kat… Men ikke min, og jeg har heller aldrig set naboerne have røde katte. Måske er han kommet fra en anden landsby.
– Fra en anden landsby? Åh. Måske blev han smidt ud… Mormor, må han ikke bo hos os? spurgte Freja med håbefuld stemme. Jeg lover at passe på ham og lege med ham hver dag. Jeg har allerede fundet på et navn.
– Hvad har du kaldt ham? – smilede Karen.
– Fersken!
– Det tænkte jeg næsten… Nå, så lad din Fersken bare blive Men nu må du komme ind og vaske hænder, så spiser vi. Og så får katten også lidt mad.
*****
Efter frokost legede Freja og Fersken i haven til det blev aften. Først kastede hun bold, og katten løb begejstret efter. Så gemte de sig for hinanden.
Men der var én ting: Fersken fandt altid Freja med det samme, men hun havde endnu ikke en eneste gang kunnet finde hans skjulested.
– Fersken, jeg giver op! Kom frem!
Sekunder efter dukkede katten op bag hende og gned sig op ad hendes ben. Freja så overrasket rundt – hvordan kunne han gøre det?
“Måske kan han blive usynlig?” tænkte hun.
– Freja, det bliver mørkt, kom i hus, råbte Karen.
– Mormor, må jeg ikke få Fersken med ind? Jeg elsker at være sammen med ham.
– Nej, min skat. Katten sover udenfor sådan er det her. Han har det jo varmt nu.
– Okay… sagde Freja skuffet.
Hun gav Fersken et sidste kram og sagde, at hun glædede sig til næste morgen, når de skulle ses igen.
Katten mjavede, som om han sagde det samme, og luntede over mod det gamle skur, hans nye yndlingsplads.
*****
Tidligt næste morgen gik Karen i skuret for at fodre sine kyllinger.
Det var ikke mange år, siden hun besluttede sig for at få egne høns. Før var det mest blomster og have, men nu ville hun prøve noget nyt.
“Hvorfor ikke? Så har jeg mine egne æg,” tænkte Karen. “Så slipper jeg for at købe æg hos Ingrid.”
Indenfor talte hun én gang til sine kyllinger og studser.
Hun kunne ikke forstå, hvor én var blevet af. I aftes var der atten, nu kun sytten. Mærkeligt.
– Undsluppet, måske? undrede hun sig. Men hvordan? Døren var jo lukket
Hun blev ærgerlig, men kom i tanke om, at Freja snart vågnede, og gik op for at lave morgenmad.
– Mormor, hvorfor ser du så trist ud? spurgte Freja, mens hun spiste pandekager med syltetøj. Har du sovet dårligt?
– Nej, det er bare… En af kyllingerne er væk, sukkede Karen.
– Har du kyllinger?!
– Ja, jeg tænkte at prøve det, smilte mormor. Vil du se dem?
– Klart!
– Så spis sidste pandekage op, så går vi i skuret.
Ti minutter efter beundrede Freja de små, dunede gule kyllinger, der løb rundt i skuret.
“De ligner mig lidt,” smilte hun. “Smukke og nysgerrige.”
Så talte Freja dem.
– Syv…ti sytten…
– Det samme talte jeg, sagde Karen. Hvor pokker blev den sidste af? Vi var atten i går.
– Han kommer nok tilbage, mormor. Han skal bare lidt på eventyr, sagde Freja trøstende.
– Hvis bare…
Men næste morgen manglede endnu én. Og på tredjedagen forstod Karen, at noget var galt. Hun talte og talte… og fattede intet.
– Femten. Nu er der tre væk.
Ja, én kylling forsvandt hver nat.
Hvis de alle forsvandt på én gang, havde det været én ting. Men én om dagen… Det var mystisk. Det var begyndt netop efter Freja og…
– Karen, hvorfor ser du så sur ud? smilede Ingrid over havelågen; Karens gamle veninde.
– Hvad er der at glæde sig over, Ingrid? svarede Karen lavt og gik hen til hende.
– At du har barnebarnet på besøg! Du skulle juble jo! Eller hvad, er der noget galt?
– Det tror jeg…
Karen fortalte om sine kyllingeproblemer, mens Ingrid holdt øje med Freja, der legede med den røde kat.
– Det er altså tredje kylling, der forsvinder! Jeg fatter ikke hvordan. Det er ikke ræven vi har aldrig haft ræve her.
– Ræv? Ingrid rystede på hovedet. Det er katten, jeg ville holde øje med. Hvor har du fået ham fra? Jeg har aldrig set røde katte her før.
– Han kom selv samtidig med Freja. Måske fra nabobyen for der er kun sorte, hvide og grå katte her. Og nu mangler der tre kyllinger tre dage efter hans ankomst…
– Ser du? Sammenfald? Næppe.
– Jo, men jeg fodrer ham dagligt hvorfor skulle han stjæle kyllinger? Der er ikke engang spor…
– Katte er rovdyr. De jager om natten ingen ser noget. Det er tydeligt.
– Jeg ved ikke… Han virker så godhjertet.
Men Karen kunne alligevel ikke slippe den tanke, at katten havde skylden. Hun havde set ham sidde ved skuret og lytte, og han kunne sagtens komme ind.
– Måske alligevel? hviskede hun.
*****
– Freja, det er frokost! Karen råbte fra døren.
– Jeg kommer nu! Skal bare lige sige til Fersken, at jeg snart er tilbage!
– Behøver du ikke… Din kat har ikke noget at lave her mere.
– Hvorfor dog?! undrede Freja.
– Fordi din kat stjæler mine kyllinger om natten! Lige siden han kom, er de forsvundet. Det er ikke et tilfælde.
– Mormor! Hvordan kan du tro det om Fersken?! Han er sød og kærlig. Og vi fodrer ham. Desuden…
Freja greb fat i katten:
– Og du har ingen beviser! Så han er uskyldig. Sådan er det!
– Freja, hør nu katte jager instinktivt om natten. Vi fanger dem aldrig på fersk gerning. Kom nu ind, så jager jeg din kat væk.
Netop da dukkede en mandlig skikkelse op ved hegnet. Han blev stående lidt, gik så hen mod lågen.
– Karen, goddag! Er alt i orden? lød det fra Jørgen, landsbyens lokale landbetjent. Du råber, så det kan høres i hele byen.
– Goddag, Jørgen, svarede Karen kort. Alt er fint. Jeg snakker bare højt. Gå nu din vej, jeg har nok at tænke på.
– Måske kan jeg hjælpe? gav Jørgen ikke op. Det er min pligt at hjælpe.
– Nej tak, jeg klarer mig.
Karen tog Freja ind, jagede katten væk, og blev stående i døren og stirrede efter Jørgen, der gik ad vejen.
“Hvorfor var han her? Håber han stadig på noget?
Karen havde kendt Jørgen i mange år. Da den gamle landbetjent gik på pension, kom Jørgen til byen som ung mand – nydelig og venlig.
Hun kunne lide ham fra starten, men han fik aldrig sagt noget ikke om kærlighed, ikke om ægteskab. Tiden gik, og hun blev træt af at vente. Hun giftede sig med en mekaniker, der længe havde bejlet til hende.
Det ægteskab holdt ikke, men ud af det fik hun Rikke, sit et og alt. Jørgen giftede sig aldrig.
Senere fandt hun et brev i postkassen, hvor Jørgen endelig erklærede sin kærlighed, men på det tidspunkt ville hun ikke giftes hun ville hellere være mor.
Så kom Freja til, og livet gik… Toget var kørt.
Jørgen blev ved at skrive til hende, men til sidst måtte hun tage til ham og sige:
– Der bliver aldrig noget mellem os, Jørgen. Du skal ikke skrive mere, og ikke gå omkring mit hus. Hvis du bliver ved, anmelder jeg dig.
Siden holdt han sig væk. Men nu var han der igen.
Måske bare tilfældigt…
*****
Efter frokost kom Ingrid forbi til kaffe, og Karen delte sine bekymringer over kyllingerne. Freja stod ved hegnet og snakkede fortroligt med Fersken.
– Fersken, du skal ikke blive ked af det pga. mormor. Det er Ingrids skyld, hun har sagt alt muligt dumt om dig. Men jeg ved, du ikke har gjort noget galt, vel?
– Miau…
– Se! Det vidste jeg! Måske er det Ingrid selv, der snupper dem hun er her jo tit og ved, hvor kyllingerne er…
Noget sagde Freja, at det ikke var tilfældigt. Hvis ikke Fersken, så måtte det være en fra landsbyen.
– Vi må fange tyven på fersk gerning! Du vil hjælpe mig, ikke Fersken?
– Miau…
Hvordan man gjorde, vidste hun ikke endnu.
Men det skulle hun nok finde ud af! Og hvis ikke, hjalp Fersken. Han var jo så klog.
*****
Freja lå længe vågen den nat og spekulerede på at rense Ferskens navn. Karen raslede rundt i køkkenet, men gik til ro. Til sidst døsede Freja næsten bort, men så hørte hun en skramlen ved vinduet.
Hun sprang op og trak gardinet til side. Der sad Fersken, der ivrigt kradsede på ruden.
– Fersken?! Hvad laver du? Hvis mormor ser dig, bliver hun vred!
– Miau…
– Shh!
Hun lukkede ham ind. Han sprang ned, gned sig op ad Frejas ben, så op i vinduet og mjavede.
– Vent… Vil du vise mig noget? Er det nu, tyven kommer?
“Hvis det sker om natten må jeg jo holde vagt!” Freja klædte sig hurtigt på og listede ud, Fersken ved sin side.
Hun overvejede at kravle ud, men valgte døren det var mere sikkert.
Da hun tog i døren, lød Karens stemme bag hende:
– Og hvor har du tænkt dig at gå hen nu?
– Mormor? Du er vågen?
– Ja, ligesom dig. Hvorfor sover du ikke? Og hvor skal du hen?
Karen tændte lyset og så katten.
– Hvordan er katten kommet ind?!
– Mormor, bliv ikke sur. Fersken kom selv. Han vil vise mig noget. Jeg tror, vi kan fange tyven i nat.
– Hvilken tyv?
– Ham der stjæler kyllingerne.
– Åh, Freja… Det er altså din kat, der tager kyllingerne. Det er ikke noget mennesker gør.
– Mormor, holder du af mig?
– Selvfølgelig. Hvilket spørgsmål.
– Så tro på mig det er ikke Fersken. Han er uskyldig, Freja begyndte at græde. Han tager ikke dine kyllinger.
– Hvis ikke han gør, hvem så?
– Derfor skal vi holde vagt. Slip mig ud, så skal jeg nok bevise det.
Karen sukkede. Hun så, at barnebarnet ikke kunne acceptere sandheden. Men måske var det en chance.
En chance for at vise, at det netop var Fersken, der tog kyllingerne.
– Ok, Freja. Vi gør det på din måde. Men i nat hvis der ikke forsvinder en kylling, så må du indrømme, at det er Fersken.
– Aftale.
Freja ville ud, men Karen stoppede hende.
– Tror du, jeg lader dig gå ud midt om natten alene? Vi gør det sammen. Giv mig fem minutter.
Snart sneg Karen, Freja og Fersken sig ud som små tyveknægte, ledte efter et gemmested. Fersken løb hen til rosenbuskene og mjavede.
– Her kan vi skjule os, sagde Freja.
– I roserne?!
– Hvorfor ikke? De er store, og man kan se skuret derfra.
– Ja ja, lad gå, smilede Karen.
Hun tænkte, at de sagtens kunne sidde der en time eller to.
*****
En time gik, og Karen nikkede med hovedet. Hun kunne sikkert være faldet i søvn, hvis ikke Freja havde puffet til hende.
– Hvad er der?
– Se, mormor… Freja pegede mod lågen.
Karen gned øjnene. Der var nogen på grunden. Hun kneb øjnene sammen det var en kvinde. Da hun gik forbi rosenbuskene, genkendte Karen hende: Ingrid!
“Hvad pokker…”
Men Ingrid opførte sig mærkeligt, så sig hele tiden omkring, søgte tydeligvis noget.
Karen kunne ikke holde sig længere og sprang ud fra buskene.
– Godaften, Ingrid! Hvad laver du her? Har du mistet vej eller hvad?
Ingrid blev forskrækket, men åndede let, da hun så det bare var Karen og Freja.
– Det var bare dig, Karen. Du forskrækkede mig!
– Og du vader rundt i min have midt om natten! Er tre kyllinger ikke nok? Ville du tage alle?
– Karen, du må være sindssyg – hvorfor skulle jeg tage dine kyllinger? Jeg har selv høns.
– Hvad laver du her da?
– Jeg prøver at finde ud af, hvem der stjæler fra dig. Jeg kan ikke holde ud at se, hvor ked af det, du er.
– Du lyver!
– Det gør jeg ikke! Vi har været veninder siden vi var børn. Hvordan kan du tro det om mig?
Karen blev helt lammet.
Ingrid lød så overbevisende, at hun straks troede hende.
“Nej hun har ingen grund… Åh, Freja, nu har vi snart ødelagt venneskabet mellem gamle veninder.”
– Undskyld, Ingrid. Det var bare…
– Shh! afbrød Ingrid og spidsede ører mod lågen.
– Hvad nu? hviskede Karen.
– Der er nogen!
– Mormor, Ingrid, ind i buskene! Freja greb Fersken.
Utroligt nok, de voksne adlød barnet.
Sekundet efter gik lågen forsigtigt op, og en mand gled ind. Han havde en lille pose med, hvor det puslede indeni.
Karen gispede: “Jørgen!”
– Hva? Så derfor var du her i går! Ville du virkelig stjæle mine kyllinger?
Jørgen stivnede han havde ikke ventet at møde Karen, Ingrid og Freja med en kat midt om natten.
– Nå, Jørgen vil du sige noget, eller hvad? spurgte Karen.
Jørgen blev rød, og derefter tilstod han. Men han forklarede det var ikke for hævn men fordi…
– Jeg troede du ville bede mig om hjælp. Så kunne jeg løse mysteriet og være din helt.
– Åh ja… Sikke en helt… Er du klar over, det er ulovligt?
– For sådan noget kan man få en bøde! sagde Ingrid.
– Præcis! En betjent, der stjæler fra en enlig kvinde. Hvor ender vi henne?
Freja så på Jørgen og troede på ham det gjorde Fersken også.
– Undskyld, Karen, sagde Jørgen. Jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle få dig til at lægge mærke til mig. Jeg elsker dig.
– Han elsker…
– Ja, jeg gør.
– Hvorfor friede du så ikke, dengang jeg ventede på det? Hvorfor sagde du ikke noget dengang?
– Jeg var bange… For et nej…
– Mænd er altså… Karen rystede på hovedet. Se, Freja, sådan er mænd. Jeg håber, du finder et mindre forfjamsket et.
– Onkel Jørgen, hvad med kyllingerne? spurgte Freja. Du har ikke spist dem, vel?
– Næ… Se selv, han åbnede posen og slap de små kyllinger ud.
Han gav posen til Karen.
– Jeg så bare, hvor ked af det, du var så jeg tænkte, jeg hellere måtte give dem tilbage. Jeg troede bare…
– Han troede… smilede Karen. Nå, men vi kan lige så godt gå ind og få noget kaffe. Nattesøvn får vi vist ikke mere.
Glad over at kyllingerne blev fundet, sagde Karen ja til, at Freja tog Fersken med ind. Hele natten sad hun, Ingrid og Jørgen i køkkenet med kaffe og snak.
Hun tilgav Jørgen. Det var faktisk rart at vide, han stadig elskede hende så meget, at han aldrig havde giftet sig.
“Måske skal han have en chance… Man bliver jo ikke yngre,” tænkte Karen.
*****
– Hej mor! Hvordan har Freja opført sig været artig? spurgte Rikke, da hun hentede sin datter.
– Hej, Rikke! Alt er fint, du kan roligt slappe af.
– Du snyder ikke vel? Hun er jo fuld af energi. Skolen har ofte ringet om hendes vilde indfald.
– Nej, alt er godt. Hun er et guldbarn. Vil du spise, eller… har du travlt igen?
– Jeg spiser med, svarede Rikke glad.
– Virkelig?
Ja! Jeg er færdig med projektet og har fået ferie. Nu haster det ikke.
– Det er godt! Sådan skal det være.
Ved bordet så Rikke til sine mors overraskelse, hvordan Jørgen stod på pinde for Karen og glædedes. “Måske bliver mor ikke alene på sine gamle dage.”
Også Freja og Fersken havde fundet hinanden selv om Freja ikke egentlig gad lege med sine jævnaldrende hjemme.
*****
Rikke blev i landsbyen en hel uge, fast besluttet på at være mere der for sin mor end før.
Efter en uge var det tid til at tage hjem til Odense.
– Freja, er du klar?
– Lige om lidt, mor! Fersken, opfør dig pænt, og pas på mormor, ikke? Freja krammede sin kat.
Så meget, at han knap kunne svare:
– Miau…
– Jeg kommer hver ferie og besøger dig! Ikke sandt, mor?
– Naturligvis, Freja. Som aftalt: Fersken bliver her, og du kommer til mormor og måske også bedstefar Jørgen.
*****
Karen stod længe og så efter bilen, men denne gang med et smil.
For nu vidste hun, at både datter og barnebarn kom oftere og at hun heller ikke var alene længere: Med sin elskede ved sin side, og en smuk, veltilfreds rød kat, som hun nu fodrede med sine berømte fiskefrikadeller. Og det, håber jeg, har han tilgivet mig de mange mistanker for længe siden.
Moralen er nok, at før man beskylder nogen, bør man kende hele sandheden. En kat er måske bare en kat, men venskab og kærlighed er ikke altid så lette at forstå.
