Tak for min far
– Hvad sagde politiet? hviskede Katrine, da moren lagde mobilen fra sig på bordet.
– Ikke noget opmuntrende, svarede Anne Grethe og tog et par slurke vand. De sagde, det er for tidligt at slå alarm. Der skal helst gå et døgn. Men jeg føler det… Jeg føler, at der er sket noget!
*****
– Hej mor! Er far taget af sted? spurgte Katrine, da hun kom stormende ind i lejligheden med en lagkage under armen.
– Hej, skat. Ja, han er taget af sted. Jeg fortalte dig jo, at det er hans sidste dag på arbejdet jubilæum og pension, hele kollegaerne tager afsked. Du ved, han kunne ikke blive væk.
Ærgerligt tænkte Katrine lidt skuffet.
– Men han lovede at være hjemme til frokost.
– Det er fint. Til frokost ankommer min Jonas også. Så er vi hele familien samlet. Skal vi dække bord imens?
– Selvfølgelig. Vil du hjælpe mig i køkkenet? Ellers klarer jeg det nok ikke alene. Men lad os tage en kop te først. Kanden er lige kogt, og jeg har dine yndlingsvandbakkelser. Vil du ha?
– Meget gerne.
Mor og datter sad ved spisebordet, drak te, spiste vandbakkelser og snakkede om vejret, naturen, og om faren, som fyldte 50 år den dag.
Alt virkede rart, dog…
…Anne Grethe bemærkede, at noget nagede hendes lille Katrine. Som om hun havde noget på hjerte, men ikke kunne få det sagt.
Det gjorde hende straks urolig.
– Er alt okay, min pige?
– Kan det ses på mig? Katrine smilede.
– Ja Vil du ikke fortælle mig, hvad det er?
– Okay. Men du skal ikke blive ked af det, mor. Det er gode nyheder.
– Er det rigtigt? Nå, lad mig høre.
– Altså Jonas og jeg har besluttet at forære jer kolonihavehuset, vi købte sidste år.
– Forære? Hvordan det?
– Fra hjertet. Jonas har gjort huset i stand, så nu kan I bare flytte ind og nyde hele sæsonen.
– Og hvad så med jer?
– Bare rolig, vi kommer bare og besøger jer og slapper af. Vi kan alligevel ikke selv overskue at passe haven nu vi har andre planer Katrine smilede hemmelighedsfuldt.
– Hvilke planer?
– I bliver snart bedsteforældre. Om otte måneder.
– Er det sandt?
– Ja!
– Åh Gud! Hvor er jeg lykkelig, Katrine! Og Henrik bliver ellevild, når han hører det.
Anne Grethe sprang op, gav datteren et kæmpe kram og kyssede hende på begge kinder flere gange.
– Jeg havde håbet, I skulle høre det sammen men far tog jo så tidligt af sted.
– Han kommer snart, så kan du fortælle det. Men nu, min pige lad os lave mad.
– Lad os!
Og så klirrede gryder og pander i køkkenet, og knive hakkede løs på træskærebrættet. Man siger, at to kvinder i samme køkken er for meget, men Anne Grethe og Katrine arbejdede i perfekt harmoni. De nåede alt, fik dækket et flot bord.
Der var stegt kylling, fiskefrikadeller, kartoffelmos og tre slags salater.
Anne Grethe satte sig og kastede et blik på uret.
– Se, vi blev færdige før, end vi regnede med.
– To kokke, dobbelt tempos, lo Katrine. Kan du ikke ringe til far og høre, hvornår han kommer hjem?
– Jo, det gør jeg nikkede moren.
– Så ringer jeg også lige til Jonas og spørger, hvornår han er her.
Katrine gik ud i gangen efter tasken.
Anne Grethe tog mobilen på bordet og tastede Henriks nummer.
Hun lyttede til de lange ringetoner, lagde på og prøvede igen. Det samme resultat han tog ikke telefonen. Med mobilen stadig i hånden så hun på uret. Én tanke borede sig ind:
Hvorfor svarer han ikke?
Hun blev pludseligt klar over, at Henrik havde lovet at ringe, når han ankom til arbejdet men det havde han ikke gjort. En isnende fornemmelse bredte sig.
– Mor, Jonas kommer om en times tid! meddelte Katrine glad, da hun trådte ind i køkkenet igen. Og far?
– Han tager ikke telefonen…
– Nå? Det var da mærkeligt.
– Ja, Katrine Jeg har ringet flere gange, men han tager den ikke.
– Mor, du ved jo, han fejrer jubilæum i dag. Han har sikkert travlt med kollegerne.
– Nej, min skat. Han sagde, han ville være hjemme til frokost. Han plejer aldrig at bryde et løfte. Og han ringede aldrig, da han nåede arbejdet. Det ligner ham ikke. Hvorfor svarer han ikke?
– Vent, mor, måske skal du ringe til hans chef? Måske kan han sende ham hjem. Familien venter!
– Ja, det prøver jeg nu.
Anne Grethe havde aldrig været typen, der panikker. Alligevel blev hun grebet af en skidt fornemmelse. Henrik plejede altid at tage telefonen. Altid.
Han havde altid sagt, at ingen eller intet betød mere for ham end sin kone, og at han ikke ønskede, at hun skulle bekymre sig.
Især i dag burde han have svaret. Han måtte da vide, at hun blev nervøs, hvis ikke han gjorde.
På den anden side, tænkte Anne Grethe, det er hans eneste pensionering. Henrik har brugt en kvart af sit liv på den arbejdsplads, det må være svært at sige farvel
– Hallo! en mandsstemme tog røret.
– Hej, Erik det er Anne Grethe, Henriks kone. Jeg ringer bare for at høre, hvornår I slipper ham vi savner ham herhjemme Datteren er kommet, og svigersønnen er på vej.
– Hej Anne Grethe! svarede chefen. Ærligt talt, ved jeg ikke, hvad jeg skal sige.
– Jeg forstår ikke
– Altså, vi venter faktisk også på ham. Vi har ringet flere gange, men han tager ikke telefonen.
– Hvad mener du? Er han ikke mødt op? spurgte Anne Grethe chokeret.
– Nej, han er ikke dukket op endnu. Men vi venter stadig. Så, hvis han ringer eller kommer, vil du hilse ham og sige, at han skal skynde sig. Vi holder ham ikke længe, men vi skal altså sige ordentligt farvel. Det er tradition.
– Selvfølgelig Sig også til, hvis han dukker op.
Anne Grethe lagde telefonen fra sig hænderne rystede, og hun så på sin datter:
– Katrine, han har ikke været på arbejde Og han tager ikke telefonen. Der er gået så lang tid Hvor kan han være?
– Tag det roligt, mor. Lad os prøve at ringe til ham igen sammen.
*****
Henrik gik ud af opgangen, sendte solen et smil, hilste på de ældre damer på bænken og gik direkte mod busstoppestedet.
Hans rute havde været den samme i 25 år, og denne dag lignede de fleste andre. Bortset fra, at han skulle hente sit ansættelsesbevis på HR og tage afsked med kollegerne.
Han havde selv sendt mange kolleger på pension, nu var det hans tur.
Alligevel var han nervøs. Havde ikke sovet nærmest hele natten. Midt om natten måtte han tage hjertedråber, men det hjalp ikke.
Men da Anne Grethe om morgenen ønskede tillykke, smilede han stort.
Han skjulte dog, hvor dårligt han havde det. Ville ikke ødelægge dagen. For hvis Anne Grethe vidste det, ville hun afblæse hele festen, og kollegerne ventede jo.
Det går snart over, forsøgte Henrik at overbevise sig selv, mens hånden oftere gled til brystet.
Ved stoppestedet, mens han tænkte på, hvad han ville sige til kollegerne, mærkede han et jag i brystet. Da han så, hvor overfyldt bussen var, turde han ikke gå ind bange for at skulle besvime i varmen.
Han kiggede på klokken og besluttede at gå gennem byen vejret var smukt, og han havde god tid. Det friske luft måtte hjælpe.
Han ringede ikke til konen han besluttede at gøre det, når han nåede arbejdet, som aftalt.
Men han nåede aldrig frem.
Turen gik gennem den lille bypark, hvor der på hverdage sjældent var mennesker. Her, på en bænk, blev det for meget. Henrik satte sig, knappede skjorten op og løsnete slipset. Han gispede desperat efter den friske luft. Hvor længe han sad der, vidste han ikke.
Tiden gik. Han blev kun dårligere.
Han havde ikke ville ringe til Anne Grethe, men da det gik op for ham, at det var mere alvorlig, fik han sit telefon frem.
Jeg ringer til konen, og så Ambulancen, tænkte Henrik. Men hænderne rystede, telefonen faldt på stien og røg ind under bænken.
Henrik prøvede at rejse sig, men blev holdt nede af smerte i brystet. Mørket lagde sig for øjnene.
Han sank sammen. Så meget for jubilæum og pensionen tænkte han trist.
Værst var dog tanken om, at han aldrig skulle se kone eller datter igen. Ikke tage ordentligt afsked.
*****
Anne Grethe tog sine hjertedråber, ringede igen og igen, men kun ringetoner. Katrine prøvede også ti gange uden resultat.
Jonas ankom. De tre sad tavse om et næsten uberørt festbord og ventede.
– Hvad venter vi på? sagde Anne Grethe pludselig. Vi må ringe til politiet. Måske kan de hjælpe!
Katrine og Jonas nikkede samstemmende. Alle forstod, at Henrik ikke bare forsvandt.
Især ikke med hans job i Beredskabsstyrelsen. Han havde prøvet krisesituationer før. At han nu var væk var virkelig bekymrende.
– Hvad sagde politiet? spurgte Katrine forsigtigt, da Anne Grethe lagde røret fra sig.
– Intet godt, sagde Anne Grethe og tog et glas vand. De siger, vi bør vente et døgn før vi tager det alvorligt. Men jeg mærker Jeg ved, at noget er galt!
– Så må vi selv gå ud og lede! sagde Katrine fast.
– Det har du ret i, min pige. Han skulle tage bussen stoppestedet er jo tæt på. Lad os gå derhen og spørge folk, om nogen har set ham. Måske kan buschaufførerne huske noget.
– Mor, Jonas og jeg skal nok tage det. Du bliver her hvis han kommer hjem. Kan du også ringe til hospitalerne? Bare for at være på den sikre side.
– Ja Det gør jeg.
Katrine og Jonas klædte sig hurtigt på og gik ud i byen for at lede efter Henrik.
Anne Grethe begyndte at ringe til byens hospitaler, mens hun krydsede fingre og bad stille for, at intet slemt var hændt hendes mand.
*****
Henrik var stadig ved bevidsthed, men han havde svært ved at bevæge sig. At tale gik næsten ikke.
– H-hjælp mumlede han og rakte hånden ud mod to forbipasserende kvinder.
De så væk og rystede på hovedet.
Endnu en fulderik, sagde den ene bistert.
Ja ja, sikkert drukket siden tidligt i morges. Kan ikke engang finde hjem Fy da!
Henrik hørte det hele, og tårerne løb ned ad hans kinder. Han, der havde reddet så mange i sit liv også dyr kunne ikke engang hjælpe sig selv.
Hvorfor lige i dag?
Da lyden af deres skridt forsvandt, lukkede han øjnene, opgivende. Da…
…hørte han pludselig en skarp gøen. Lige ved øret.
Så mærkede han et par poter på sit bryst, og en hund begyndte at slikke ham på hagen.
En hund! En hund! tænkte Henrik oplivet. Hvor der er en hund, må der være mennesker i nærheden.
Han fik øjnene op og så en ældre, lille hund. Og han kendte den. Hvorfra?
Pludselig myldrede det med minder.
Han så et hus i flammer; brandfolkene bar folk ud, og så, bag et knust vindue, en hunds gøen.
– Er der en hund inde? Henrik råbte til en mand, der sad i ambulancen.
– Ja! Den nåede vi ikke at få ud. Du forstår, vi havde travlt med familien…
– Hvorfor sagde I ikke det først! Henrik råbte vredt og løb direkte ind i det brændende hus.
Folk forsøgte at stoppe ham taget kunne styrte ned når som helst men han hørte ikke efter.
Ti minutter senere kom han ud hostende, men med hunden i armene.
Han afleverede hunden til familien. Han stod længe og så i hundens øjne og læste en kæmpe TAK.
Lyset forsvandt. Det blev mørkt og koldt.
– Vov-vov! gøede hunden og blev ved at slikke Henrik.
Den havde genkendt sin redningsmand. Nu ville den hjælpe ham.
– Hvis du kan hviskede Henrik. Hent nogen. Hent hjælp…
Han besvimede.
Men hunden hørte og forstod.
Den spænede hen mod udgangen af parken for at finde mennesker. Først hen til en ung fyr foran pølsevognen, så til en kvinde med et barn, så hen til en mand ved kiosken.
Men ingen ingen forstod, hvad hunden ville. Tværtimod jagtede de den væk de troede, den var farlig. Men den bad blot om hjælp.
*****
Katrine og Jonas spurgte alle ved busstoppestedet, men ingen havde set manden på billedet. Katrine havde taget et foto fra albummet med i håbet om, at det ville hjælpe.
Det gjorde det dog ikke.
Minutterne talte. Så de løb hen til butikker, opgange overalt.
Men faren var ingen steder. Telefonen tav fortsat. Hvor er du, far?!
Da de løb forbi byparken, hørte Katrine pludselig en høj gøen. Hun vendte sig brat og så den samme ældre, lille hund, der blev jaget væk af forbipasserende.
– Skrid! råbte en ældre mand og viftede med sin stok. De hunde ødelægger det for alle!
– Katrine, hvad laver du? spurgte Jonas, da hun standsede, selvom de egentlig var på vej til taxiholdepladsen i håb om, at nogen der havde set hendes far.
– Jeg ved det ikke Den hund Katrine pegede på dyret, den gøer ikke uden grund. Jeg føler virkelig, den prøver at sige noget
Hunden så på Katrine, og i det blik fandt hun en bøn om hjælp.
– Katrine, hvor skal du hen? spurgte Jonas.
Men hun hørte ham ikke længere.
Hun gik efter hunden. Den gøede og førte hende ind i parken der, hvor en mand lå på bænken. Katrine fulgte, og Jonas derefter.
Fem minutter senere var de hos Henrik, der lå bevidstløs men stadig åndede.
Han var i live!
– Far! råbte Katrine og forsøgte at vække ham. Jonas, ring til ambulancen!
*****
Ambulancen kom hurtigt. Henrik blev straks bragt på hjerteafdelingen.
Katrine tog hunden med. Jonas og hun skyndte sig efter i bilen. Undervejs ringede hun til moren og fortalte det vigtigste, og lovede straks at give nyt.
– Din far var heldig sagde lægen, da han kom ud fra opvågningen. I var lige tidsnok. Bare en halv time mere, og det var for sent.
– Han overlever? spurgte Katrine med tårer i øjnene.
– Ja.
Hun gik ud, satte sig på hug til hunden, der ventede ved bilen med Jonas, og omfavnede den.
– Tak Tak for min far.
– Hvordan har han det? spurgte Jonas.
– Han klarer den, svarede Katrine med lettelse. Alt takket være ham, sagde hun og nussede hunden.
– Den har halsbånd den hører til nogen.
– Det har du ret i. Men ved du hvad jeg synes, vi skal tage ham med hjem, indtil vi finder hans ejer. Han reddede min fars liv. Vi kan ikke lade ham gå på gaden.
– Selvfølgelig, skat.
*****
Anne Grethe, Jonas og Bjarne (det stod på hundens medalje, indgraveret i halsbåndet) stod foran hospitalet og kiggede mod hovedindgangen.
Efter ti minutters venten trådte Katrine ud sammen med Henrik, der så noget træt ud, men smilede.
Bjarne genkendte straks Henrik og løb hen til ham hoppede og gøede, logrede af glæde.
– Her, far, det var ham, der reddede dig. Han gav dig den bedste gave på din fødselsdag livet.
– Tak, min ven, smilede Henrik og bøjede sig forsigtigt ned for at klappe hunden. Men hvor er hans familie? Jeg er sikker på, han har nogen.
– Vi ledte; lagde opslag op på nettet, men i al den tid du har været indlagt, har ingen savnet ham.
Senere gik Anne Grethe over til Henrik. Tårerne løb, hænderne rystede, men hendes ansigt smilede:
– Tak, fordi du overlevede, Henrik.
– Undskyld, jeg ikke fortalte, hvor dårligt jeg havde det. Jeg troede, det gik over, og nu…
– Det er glemt. Skal vi hjem og fejre din anden fødselsdag? spurgte Anne Grethe, mens hun tørrede øjnene.
– Lad os det.
*****
Henrik forsøgte selv at finde Bjarnes familie. Han tog endda ud til huset, der brændte året før.
Men der boede ingen længere. Naboerne fortalte, at de var flyttet til en anden by og havde efterladt hunden. De orkede nok ikke
Så Bjarne blev hos Henrik. Det viste sig at glæde dem begge.
Han tog Bjarne med til arbejdet for at hente sine papirer, til kolonihaven i weekenderne, og da datteren blev mor, hentede han hende sammen med Bjarne og Jonas fra hospitalet.
– Tillykke, far! sagde Katrine glad. Nu er du bedstefar, og du har to børnebørn!
– Hvor er jeg glad, min pige!
– Vov-vov! tilføjede Bjarne, glad for at være en del af deres liv.
Langsomt blev tilværelsen lysere og mere meningsfuld for Henrik. Resten af livet var han taknemmelig for, at Bjarne gav ham en ny chance.
***
Skrivende dette i min dagbog, forstår jeg bedre end nogensinde, at hjælp ofte kommer uventet og at vi skal værdsætte alle, der rækker ud, uanset om de har to ben eller fire.
