Det er længe siden nu, men jeg kan stadig huske, hvordan det hele begyndte. Jens forlod mig og børnene den aften og gik ud af døren, som om det var det letteste i verden. Dagen efter sad jeg med en kop kaffe, da vores nabo, fru Møller, med sine rolige ord fik mig til at se alt i et nyt lys.
Jeg, Grethe, blev gift sent i livet. Først gik tiden med studierne på universitetet i København. Derefter blev jeg opslugt af arbejdet på kontoret. Det var der, jeg mødte Jens første gang. Han kom imod mig på gangen, mens jeg hastede mod mødelokalet og i farten stødte vi sammen. Han blev straks betaget af mig.
Samme aften, efter kontoret, stod Jens pludselig foran mig. Han slog paraplyen op over mig i regnen og rakte mig en smuk buket blomster. Sådan begyndte det hele blomster, overraskelser, små gaver. Halvandet år efter stod vi i Frederiksberg Kirke og blev gift. Et år senere kom vores første søn til verden.
Under min graviditet tog jeg lidt på, men det bekymrede ikke Jens. Derefter fik vi endnu en søn, og jeg blev endnu rundere om livet. Jeg vendte aldrig tilbage til kontoret; hus og børn fyldte nu min hverdag. Jens havde åbnet et lille firma, hvor han reparerede computere rundt om på Sjælland. Jeg lagde ikke mærke til, at Jens begyndte at fjerne sig fra os. Det år var vanskeligt. Han forsvandt mere og mere ind i arbejdet, og sagde, han skulle på kundebesøg og forretningsrejser. Det gik aldrig op for mig, at han ingen ture til Aalborg eller Aarhus havde.
En dag kom han hjem, stille og roligt, og sagde: Undskyld, Grethe. Jeg er forelsket i en anden. Jeg skal nok hjælpe drengene. Jeg rejser nu, tilgiv mig, hvis du kan. Det kom helt bag på mig. Først dagen efter fortalte fru Møller mig sandheden; at Jens længe havde haft et forhold ved siden af. Tiden gik i slowmotion. Otte måneder forsvandt sådan.
En aften ringede dørtelefonen. Det var Jens, der kom for at se børnene. Jeg udvekslede et par ord med ham og gik ud i køkkenet. Min telefon begyndte at ringe. Jeg tog den op og sagde: Hej, jeg troede du havde glemt os. Nej, hvordan kan man glemme lykken? I morgen kommer jeg og henter jer. Jeg er sikker på, at dig og børnene vil elske den nye lejlighed. Jeg elsker dig.
Jeg lagde mobilen fra mig og smilede. Frank havde friet til mig vi skulle flytte sammen. Jeg vendte mig for at gå ind til drengene. Jens stod i gangen og havde hørt det hele. Han spurgte med stille stemme: Er jeg for sent ude? Jeg så ham i øjnene og svarede, denne gang med glæde: Ja!Og det var første gang, jeg mærkede lettelsen synke ned i kroppen. Jens bøjede sig og kyssede drengene farvel, og da han gik ud, var der ingen vrede, kun et stille farvel til det liv vi havde haft. Jeg satte mig på gulvet, drengene krøb ind til mig deres små arme rundt om min hals. Lykken var ikke en gammel paraply eller en buket blomster i regnen, men lige her blandt legetøjet og latteren.
Da Frank dukkede op næste dag med åbne arme og varme smil, følte jeg det endelig: livet begyndte på ny. Børnene løb rundt i det nye hjem, og jeg så ud gennem vinduet solen faldt gyldent ind, og jeg vidste, at jeg aldrig mere skulle glemme, hvordan lykken føltes.
