Snyd mig ikke, mor.
Bedstemor, må jeg godt bede til Gud om, at mor kommer hjem igen?
Den gamle bedstemor lavede et hastigt kors over sig, og gamle Mormor Karen vinkede sin lille oldebarn Signe hen til sig.
Du må bede, lille ven, du må bede om alt hos Gud, hun puffede blidt Signe hen mod det falmede billede af Jesus på væggen.
I en glemt landsby på Lolland sad den gamle Karen og hendes oldebarn Signe med sammenflettede fingre. Begge bad de om det samme. Den ene grublende i mørket af alderdom, den anden med naive børnetanker.
Sådan sagde Rikke, Signes mor, for sig selv. Hun vidste godt, at hendes gamle mor lod Signe gå i kirke, knæle for alteret, sende sedler med bønner og kringlede ønsker til præsten. I det hele taget fyldte hun barnet op med sit forældede verdensbillede.
Selvfølgelig ville Rikke snart hente Signe hjem og få styr på det hele. Snart, bare ikke lige nu…
Jeg henter dig snart, så skal vi to til Skagen og se havet, min Skat! Ved du, hvor smukke solnedgangene er der? Himlen bliver rød som bær, morgensolen blød som mælk, aftenerne sorte som en gryde. Vores aftenener for evigt, digtede Rikke, mens hun pressede Signe ind til sig.
De sad sammen i haven, indhegnet af et slattent hegn, hvor hønsene skrabede mod den regntunge jord. Huset var skævt, de nederste bjælker suget ned i sandet, tagets midterste var sunket. Ved siden af stod en stor tønde, hvor regnvandet fra det rustne tag løb ned uklart og gult som en gammel ravklump.
Og havet, Skat, det er salt og klart dér. Ikke som jeres tjærede vand Rikke dyppede fingrene i tønden og sukkede, Jeg skal nok hente dig om lidt. Bare vær tålmodig.
Ingen var Signes hjerte nærmere end mor. Bedstemor holdt hun også af, men det var noget andet Karen var så smuldret, ikke køn og ikke magisk som mor var.
Mor duftede af blomster, som Signe ikke kendte navnene på. Hun forestillede sig altid, at de blomstrede nede ved Vesterhavet, lige der, hvor mor og hun snart skulle sidde sammen.
Bedste, mor siger, vi snart skal til havet! Og derovre, der lugter det salt og rent, ikke ligesom her, pralede Signe til de andre børn, når mor var kørt afsted igen.
I skal nok komme afsted, sukkede Karen. Bare spis din kartoffel færdig det er langt til havet, og din mor har travlt…
Før hun blev seks, havde Signe ikke forstået, hvad “digter” betød. Det kaldte Karen hendes mor. Men en sommer havde Rikke medbragt en smal bog. “Jeg har selv skrevet den,” sagde hun. Signe tog det bogstaveligt. Da Rikke var taget tilbage, polerede hun de våde håndflader tørre i bukserne, tog forsigtigt bogen og beundrede de snor-lige bogstaver, som hun syntes, mor havde skrevet én for én.
Signe prøvede selv i sin kladdehæfte at efterligne mors fine, tætte bogstaver, selvom hun ikke rigtigt kendte dem endnu.
Hvad laver du da, spurgte Karen, træt ved aftentid, Har du set, hvor pænt det bliver?
Nej, mor gør det pænere, surmulede Signe.
Det gør hun, for hun er stor, digter, sagde Karen, men du lærer det også. Kom nu i seng.
Bedste slukkede lyset. Signe kravlede modvilligt i seng, men lå længe og tegnede krøllede bogstaver i hovedet.
Hun var stolt af mor.
Hun spurgte aldrig, hvorfor hendes egen mor var så langt væk, når alle andres var lige i nærheden. Karen gik i det samme, gamle tøj. Så længe Signe kunne huske, havde hun haft lag på lag på uldstrik, forklæde, tykke strømpebukser med elastik og gummistøvler. Hverdag var hvad det var.
Men til kirken klædte Karen sig i grå uldkjole, lys himmelblå cardigan og tørklæde med tulipaner. Det hele syet på den gamle Singer, som selv Rikke havde lært at bruge.
Nu var det Signes tur at blive omsvøbt i Karens hjemmestrik. Signe var altid pæn, varm og solidt pakket ind. Omkring i landsbyen stoppede “Løvebussen” tit, og Karen sparede møjsommeligt sammen til Signes nye gummistøvler og strømpebukser. Der fandtes ikke fritidshjem, kun at løbe frit med de andre unger henover våde gårde og hullede veje.
Rikke kom sjældnere og sjældnere. Noget gik galt inde i byen. En dag, tog hun den lille bog, hun før havde bragt.
Jeg tager den med, ikke? Du har jo kun den liggende her til pynt, sagde Rikke.
Men Signe bruger den, lærer bogstaver af den, indvendte Karen.
Giv hende en anden bog. Bare sig, den er min. Hun kan alligevel ikke læse.
Da Signe opdagede det, gav Karen hende en anden bog fra hylden, med grøn ryg og guldtryk.
Den her, sagde Karen, også fra din mor.
Signe klappede bogen, satte den forsigtigt på bordet. Den var tykkere, smukkere. Nu tegnede hun bogstaverne derfra.
Men en dag om sommeren, da Signe var seks, kom hun grædende ind, trøjen revet op og uden knapper.
Hvad nu, Signe? Karen blev forskrækket.
Det var… det var… hulket Signe og pegede ud.
Hun havde været oppe og slås med Mads, som påstod, Signes mor havde forladt hende, at Karen sled sig selv i stykker og fik intet, fordi mor aldrig sendte penge.
Men Mads, min mor er digter, hun skriver sine egne bøger! råbte Signe og løb grædende ind, greb “mors” grønne bog og løb ud til børnene igen.
Karen kunne ikke indhente hende, selvom hun forsøgte. Hun vidste godt, hvad der ventede. Børnene kunne læse.
Det passer ikke! Min mor skrev den bog, skreg Signe, det er hendes!
Tosset er du, Signe! Der står jo: “Søren Ulrik Thomsen. Digte.” Ikke din mor…
Bogen blev kastet mellem børnene, mens Signe prøvede at få fat i den. De spurgte en ældre dreng, som smilede og pegede: Digte af Thomsen, du må lære at læse.
Karen kom, rystende, men fandt Signe.
Mor, sig det! Sig det er mors bog!
Karen rakte tavst hånden frem efter bogen. Børnene gav den. Hun tog Signe i hånden og gik hjem.
Jeg har forvekslet det, undskyld Signe, mumlede Karen, næste gang bringer mor dig sin egen bog hjem igen.
Signe sagde ikke mere, men da de kom hjem, rev hun bogen op og kastede den i brændenælderne.
Signe!?
Det er ikke mors. Jeg hader bøger, hader digtere!
Og din mor? spurgte bedsteveninden Sofie senere.
Signe var stille. Inderst inde vidste hun ikke, hvad hun skulle svare.
***
Rikke havde mærket, hvad det vil sige at leve af ord det var knap kost og megen kulde. To små digtsamlinger på otte år, og penge var svære nok at opdrive. Så hun supplerede op med oplæsninger i forsamlingshuse, på skoler, gymnasier og fabrikker i provinsen.
Hun havde elsket klædefaget for modens skyld, men efter læretiden blev hun sekretær på et forlag. Der mødte hun journalisten Michael Jessen, der var i Lolland for at dække branden på den store hede. Han havde hustru hjemme i Odense, men Rikkes graviditet gav hendes håb nyt skød. Hun flyttede til Maribo, prøvede lykken, blev forladt, fandt til sidst et fællesskab med en jammerlig digter med hang til øl og tunge tanker, giftede sig og skilte sig.
Arven blev: ét værelse i et kiksede bofællesskab, naboerne var hendes mareridt.
Siden boede hun med en tavs ingeniør fra skofabrikken kedelig men med egen lejlighed. Han syntes, hun var mærkelig, for hun var altid én eller anden: naiv, snedig, sjov, kølig. Rikke syede mærkelige dragter om aftenen, havde pufskørter, benklæder i lag, tænkte sig altid mere speciel end de andre kvinder. Digter, det var hun alligevel i hjertet.
Det gik i stykker, og Rikke endte tilbage i det snuskede værelse.
Hun havde stadig troen, på at det alt sammen nok skulle vende: berømmelse, kærlighed, det glitrende liv i København og at hun vidste, det snart ville ske.
Hun vidste, Karen ikke var udødelig, at hun måtte tage ansvar for Signe. Hun skrev digte der dryppede af tab, død og længsel og de blev hendes bedste.
Hun havde tænkt at tage Signe tilbage, men pludselig mødte hun en billedhugger, og alt strandede. Sommer blev til efterår, halve løfter faldt til jorden.
En gang spurgte Signe: Snyd mig ikke, mor?
Det stak i Rikke. Hun pressede pigen hårdt ind til sig:
Åh, hvordan kan du tro sådan, mit dyrebare barn? Jeg elsker dig! Du hører mig? Jeg elsker dig!
At være sørgelig mor bar hun med ypperlig, tragisk stemning.
Signe troede. Hvordan kunne hun andet?
***
Hvordan har Karen det? spurgte fru Madsen i Brugsen.
Signe måtte klare alt i huset, da bedstemor blev syg. Hun kom ind med naboen, gamle Hans, til Brugsen.
Hun ligger kun, vil kun have saftevand.
Koger du det? Helt selv?
Helt selv. Det er let.
Dygtig pige. Med dig som barnebarn er det til at klare lidt sygdom.
Alle kendte hinanden, og Karen og Signe var velsete. Nabokonen fikset hønsene, postdamen leverede medicin, gamle Hans kom med brænde, og traktor-Klaus sørgede for kul og sne.
At fyre op i kakkelovnen kunne Signe også. Først kom nabokonerne og hjalp, men hurtigt blev hun kendt for det, hun duede til.
Tænk, hvis min datter var ligeså, sagde nabokonen, du er god, Signe.
Børnenes skole var langt væk, men Signe håbede stadig: hun skulle starte i Maribo, der hvor mor boede til sommer, mor havde jo lovet det.
Bedstemor lå i det store stuerum i den gamle sofa med høj ryg og armlæn. Om aftenen kravlede Signe over fodenden.
Bedste, hvilken bogstav er det?
“S”, det er start på dit navn, så kommer “I” og “G”, så Signe. Hvis jeg kommer mig, henter jeg dig et læsebog fra skolen.
Men sygdommen blev for meget, og Karen måtte på sygehuset, overbevist af veninden.
Signe? Hun klarer sig, se hende nu. Hun kommer hos mig. Vi holder øje med huset, ingen grund til bekymring.
Også på sygehuset kom landsbyfolk med pakker og afleveringer og sladder om, at Signe trivedes hos veninden Natashas familie.
En dag dukkede Lise op, Natasjas voksne barnebarn. “Skal jeg vise dig flere bogstaver?” Signe lyste op og svarede:
Jeg har ingen læsebog…
Lise lo: Jeg underviser i skolen vi kan sagtens uden den!
De dage var eventyrligt lykkelige.
Ved du, hvornår mor kommer? Måske på Mors Dag, sagde hun… spurgte Signe.
Hun kommer nok. Bare vent, Signe.
Efterhånden genvandt Karen styrken for Signes skyld.
***
Rikke blev overrasket, da Lise dukkede op til fabrikkens kvindedag, hvor hun læste digte. Lise stod pludselig med en blomst.
Lise? her? Hvorfor?
Ville bare høre dig, se hvordan du havde det. Du læser smukt.
Det glædede ikke. Selvom de havde boet dør om dør engang, var Lise nu skolelærer og gift med Georg, arbejder på jernværket.
De blev venner igen. Rikke kom i deres hjem, lærte Georg at kende. De kunne ikke få børn, og Lise kastede moderkærligheden over sine elever.
Kun én gang nævnte Lise Signe.
Jeg skal hente min datter til sommer, snøftede Rikke med teaterstemmen slukket.
Lise fortalte ikke mere om Signe. Men hun så, at pigen var dygtig og nu snart skulle i skole.
I år skulle alle med til Liseleje og bade. De havde ikke noget imod at tage Rikke med, men ugen inden hun skulle med, kom hun grædende forlaget havde afvist hendes digte. Georg trøstede hende som han bedst kunne, men da Rikke begyndte at flå i hans trøje, sagde han stop.
Du skal hjem. Nu!
Rikke skyndte sig hjem, og Lise måtte sige til hende, at stedet var fyldt op. Rikke tog det pænt. Hun havde nye “spændende planer”.
Men Signes skole? Du skal hente hende, ikke?
Jo… hvis ikke noget andet kommer i vejen.
Lise vidste, hun ikke mente det.
Til sidst fik Signe endelig den længe lovede bog fra mor, bragt af Lise. Læreren fra naboskolen var kommet forbi og havde indskrevet Signe i første klasse. Skolestart var nær, men intet var klart.
Signe sad hver dag i vinduet. Kiggede mod grusvejen, bad: Snyd ikke, mor…
Hun havde læst mors bog flere gange. Prøvede at forstå, men ordenes mening gled væk.
Bedste, findes der en kærligheds-himmel?
En hvad?
En kærligheds-himmel. Der hvor folk ikke lyver, og alt er kærligt?
Jeg ved ikke, barn, men jeg tror det. I himlen er alle gode det er derfor, det hedder himlen.
For jeg vil gerne derhen, sukkede Signe.
Hvorfor, lille ven?
Der lyver man aldrig…
Karen tørrede et øje med trøjen, for Signe forstod det hele.
Så bjæffede husets gamle bondehund. Signe fór ud og sprang Lise i favnen.
Lise og Karen havde hænderne fulde med småkager og samtaler i køkkenet, mens Signe blev sendt ud igen. “Skal du med os og bo, Signe”?
Signe blev stille, og så nikkede hun. Mor har sagt ja. Hun har bare… ting at klare…
Det gjorde ikke ondt. Lise var måske ikke så flot og parfumeret som mor, men hendes favn var varm og sikker.
De som hjalp med at pakke Signe ned, var taknemmelige for Lise.
Bare bliv rask, Bedste, hviskede Signe, bed ikke om mor længere. Når jeg bliver stor, henter jeg dig. Lover du at tro mig?
Ja, mit lam, jeg tror dig.
Traktor-Klaus læsede tasker, folk tog afsked, Karen velsignede pigen med sit kors. Signe vinkede ud af det støvede traktorvindue.
Stands, Klaus, stands! skreg hun pludseligt.
Lise blev forskrækket. Signe sprang af og styrtede hen til brændenælderne, begyndte at trampe dem ned.
Lad mig, jeg har vanter på! råbte Klaus og banede sig vej.
Her er den! Signe greb den våde, grønne digtsamling.
Hvad er det? spurgte Lise.
Det er poesi. Men også kun ord, sagde Signe sagte. Lise blev tung om hjertet.
Rikke havde let skrevet under på papirerne, da Lise bad om tilladelse til at få pigen i pleje. Hun var optaget af et artisthold, der skulle nordpå måske ventede lykken der.
***
Hos Lise og Georg blev Signe budt velkommen med åbne arme.
Et par dage efter begyndte hun i skole: med rød skoletaske i fint solskinsvejr, mor ikke i sigte. I skolegården stod Georg alle troede, han var hendes far. Han smilede nervøst. Lise stod blandt lærerne og stirrede mod indgangen, uden at vide selv på hvem hun ventede.
Det blev fortalt Signe, at mor havde lovet at komme, men hun kom aldrig. Georg sagde: Sig ikke noget, lad være at gøre hende ked af det.
***
Mor kom kun tre gange på ti år. Rikke opgav poesien, blev syerske. Begge bedsteforældre døde tæt efter hinanden. Rikke kunne ikke komme til begravelsen, men efterlod sig en strøm af gråd på kirkegården.
Da Signe blev færdig med gymnasiet, lovede mor at sy hende den smukkeste gallakjole.
Hun gør det ikke, mor. Jeg tror det ikke, sagde Signe stille til Lise.
Så køber vi noget i morgen, svarede Lise, rørte ved Signes hår, og det er noget, vi gør sammen. Hvor du dog er blevet stor, barn!
Stor nok, men jeg bliver altid jeres Signe. Det lover jeg…
***Den aften sad Signe længe oppe. Hun kunne høre Georg pusle i værkstedet, Lise stå i køkkenet og nynne for sig selv. Bøgerne stod på række i den lyse reol, og en af dem var mors gamle samling, indbundet i grønt og mærket af regn og barnehænder.
Hun tog den ned, satte sig i lænestolen med kroppen trukket op under sig. Siderne duftede svagt af jord og barndom, af noget fortabt og noget fundet.
Hun læste et digt op højt for sig selv, ordene snurrede i rummet som regndråber mod sommerens vinduesglas.
Da Lise kom ind for at sige godnat, så hun Signe sidde i skumringen med bogen i hænderne og stille tårer i øjekrogen. Lise tav hun vidste bedst, at tavshed forstærkede alting, gav plads til både sorg og håb.
Signe lukkede bogen og sad længe, før hun hviskede:
Nu har jeg lært det, mor. Jeg kan læse dig op, selvom du aldrig var her.
Og i den trygge stue mellem fortidens ekkoer, lys, sommernætter og nye stemmer, besluttede Signe sig for, at nogle løfter ikke skulle knuses for evigt. Ikke hvis man bar dem videre.
Næste dag kom Georg med noget silke til en kjole, og Lise havde gemt mønstre fra dengang, de var unge. Signe lo, da hun så det, og sagde:
Jeg tror, jeg kan sy den selv. Vil I hjælpe?
De sad sammen, tre om et bord, nåle, tråde og snak blandet med den særprægede glæde, der vokser kun dér, hvor alting har været tæt på at miste og alligevel blev reddet.
En ny slags familie syet sammen af tro, omsorg og et helt eget kapitel, begyndte. Og i et vindue, mod en fremtid, så Signe solen gå ned som en blød mælk over Liselejes grønne marker. Hun lukkede øjnene og vidste, at det var nok.
