Det rigtige valg
Lærke, skat, du forstår da, at det her ikke er alvorligt! sagde Tante Nina sagte og puffede til mapperne med skitser på bordet med sin velplejede fingernegl.
Lærkes mor, Maria Josefsdatter, en nær veninde af Nina, havde bedt hende tale med datteren, for “hun tager ikke et ord fra familien alvorligt”. Moren bliver ikke hørt, faren får kun et kram, når han prøver at mumle noget om “en ordentlig karriere, og så smelter han straks.
… Hun render altid rundt med de der stykker træ, maling og pensler som en maler! udbrød Maria Josefsdatter tidligere på dagen, mens de drak kaffe på Ninas kontor. Og hvad skal det blive til! Som hobby, måske, men som arbejde? Det er da håbløst!
Masha rullede med øjnene, og Nina tog endnu en sølvindpakket chokolade fra gaven fra Masha og rakte hende den.
De tre Masha, Nina og Victor, Lærkes far arbejdede alle på hospitalet. Læge et respekteret, betydningsfuldt job, folk lytter, hilser, og de er altid til nytte. Og Lærke skulle jo føre arven videre! Men
Pigen lader sig slet ikke styre! Hun forsvinder efter skole, dukker ikke op til kurserne, kommer hjem og lugter af billig pålæg og terpentin, og så de der forfærdelige tegninger igen. Jeg kan ikke udstå dem, Nina! De stærke farver, de brudte linjer. Lærke siger, det er realisme blandet med abstraktion, men for mig er det kun begyndelsen på noget sygt. Nina, du må tale med hende du betyder noget for hende. Hjælp os! Maria Josefsdatter sukkede og så på sit armbåndsur med den tynde guldrem. Arbejdet var allerede begyndt for ti minutter siden! Hun fór ud ad kontoret, hælene klikkede mod gulvet.
Om aftenen stod Masha og Nina, armene over kors, og iagttog Lærke, der netop havde lagt endnu en mappe med tegninger på bordet, mens hun satte en sløjfe i håret og nynnede.
Lærke, du bliver nødt til at tage det alvorligt! Ok, du har holdt en pause og pjattet lidt, men nu skal du gøre dig klar til eksamen og søge ind! Gestikulerede tante Nina med hænderne fulde af ringe.
Søge ind hvor? spurgte Lærke og glattede håret ved tindingerne. Hun pjattede tydeligvis med dem.
Hvor? Selvfølgelig sygeplejeskolen! Det er da klart. Vi hjælper dig, vi har kontakter, du kommer lige igennem optagelsen. Men du skal til at læse! Lærke! Tænk dig nu om!
Nina fejede med armen, og den ramte en bunke akvareller, der dalede til gulvet som efterårsblade. Lærke smed sig kluntet på knæ og begyndte at samle dem op.
Herregud, Lærke! Hvad er det? Tante Nina pegede på et billede af en nøgen mand. Ad! Smid det væk! Masha! Har du set det her?
Gæsten hapser tegningen, uden at Lærke når at tage den, og går ud i køkkenet, hvor Masha er i gang med at stege fiskefrikadeller. Hun ville hellere lave gedde, men der er aldrig tid nok.
Nina kiggede meningsfuldt på Masha og løftede brynene.
Masha betragtede billedet af manden et øjeblik, og så kiggede hun vantro op.
Hvad er der nu? Hvorfor glor I sådan? sagde Lærke og krydsede armene. Det er helt normalt, at kunstnere tegner mennesker! Han har underbukser på, det kan man bare ikke se her.
Skat, det er naturligt at tænke på alvor, du er vores datter. Men at sidde og lure på nøgne mænd i mørke atelierer det er moralsk forfald! Maria slog tegningen væk med den olieindsmurte fiskespade og så lynhurtigt til frikadellerne, sænkede varmen og sukkede: Åh, skam dog!
Mor, hvor er du hyklerisk! I som læger glor jo på alle kropsdele på anatomikurser, og der er ikke noget galt i det! Lærke snuppede tegningen, opdagede fedtpletter og blev sur. Og mor, vi du ved hvorfor vi er forskellige? Fordi du kun ser organer og symptomer, hvor jeg ser skønheden i mennesker og verden! Jeg vil male folk, så de kan elske deres portrætter, ikke bare se dem som maskiner, der skal fikses. Jeg skal ind på Kunstakademiet basta.
Lærke stampede med foden og styrtede ud af køkkenet for så at komme tilbage og undskylde.
Tante Nina, må jeg ikke male dig? I en smuk kjole, med sat hår og ikke bare i kitlen? Hun stak en frikadelle på en tallerken, kyssede sin mor på kinden.
Det har jeg ikke tid til, barn. Arbejdet kræver sit, svarede Nina.
Prøv bare én gang så bliver alt andet ligegyldigt! drillede Lærke og pustede på den varme frikadelle, hun havde brændt munden på.
Lærke, nu må det være nok i morgen er der kursus, og du skal kunne anatomi! skældte Maria Josefsdatter. Læreren har ringet og fortalt, du kun tegner ansigter i timerne!
Hvilke ansigter? Jeg kan hjælpe indskød Nina.
Hun tegner de andre kursisters hoveder og giver dem væk! Forstyrrer undervisningen. Forår: du søger ind. Jeg ringer til Rigshospitalet, og din far skal arrangere det i Odense. Vi har forbindelser! Vi er ikke hvem som helst! udbrød Masha stolt.
Lærke rystede på hovedet.
At leve mellem to brande på den ene side en mor, overbevist om, at Lærke var født til at være læge, kirurg mindst, og på den anden sin lærer Tim Frederiksen på malerkurset. Han sagde, Lærke er et talent, at hun ser noget særligt, når hun maler ikke ansigter, men sjæle. Øjnene på hendes lidt rå portrætter lever deres eget liv. Det er det, der betyder noget.
Lærke, du skal videre. Måske du skal til udlandet engang. Men nu: Kunstakademiet! Jeg ringer, jeg kender folk Grunden skal lægges så kommer livet og kunsten… sagde Tim tænksomt.
Han selv blev aldrig færdiguddannet. Først startede han, men der var forhindringer, så blev han autodidakt. Han åbnede et lille atelier, underviste unge og nysgerrige, lærte dem, hvad han vidste og fornemmede. Han prøvede sig frem med eleverne, som smagsprøver i en ret noget mislykket, noget fantastisk, men altid med glæde. Der kom folk til ham, der tvivlede og søgte.
Tim smed ingen ud, tog lidt i betaling, gav hele sig selv, for han var alene. Hans lejlighed blev både hjem og atelier, og i stuen, hvor der før væltede solpletter rundt på parketgulvet med malerstaffelier og papirsfrugter stod, gav han undervisning.
Han mødte Lærke på torvet. Hun skulle bruge vindruer til et stilleben, men de var aldrig gode nok for matte, for blege, for små.
Hvis det er til at spise, så ta dem her, de smager sødt men hvis sagde en stemme, mens en mand pegede på en klase med sultana.
Lærke vendte sig.
Tim, i en grå jakke og kasket, smilede undskyldende.
Undskyld, du stod her så længe…
Jeg skal ikke spise, jeg vil male dem. Til mors fødselsdag.
Han forstod det straks.
Hun har altid tegnet og tegnet! sukkede Maria Josefsdatter, mens hun satte sig med bestik. Sæt dig Lærke, jeg har kartofler på vej. Allerede som lille brugte hun al papir i huset. De andre ville have dukker og biler hun ville bare have farver. Altid: “jeg vil være kunstner, jeg vil”! Men kunstnere, hvad lever de af? Det går op og ned, og Lærke er så gavmild, hun vil give det hele væk. Og det der med nøgne modeller og malerture det er frihed og forfald, hippie-liv! konkluderede Masha og satte en frikadelle foran Nina. Spis. Victor er på vagt, han vil have friske.
Nina spiste. Sulten og træt, hun ville egentlig bare hjem, men Masha ville snakke om Lærke.
Efter 10. klasse meldte de Lærke til forberedende på det sundhedsfaglige, fordi forældrene selv kendte systemet, kunne skaffe og hjælpe til. Men Lærke pjækkede og løj ikke engang om det.
Unge har ingen ansvarsfølelse eller samvittighed i dag! brokkede Maria sig.
Nina smilede, men sukkede eftertænksomt.
Måske er det heller ikke så skidt, Masha. Da jeg begyndte, vidste jeg ikke, det var mit kald at blive læge. Jeg klarede det, men jeg er jo kun håndværker uanset titel. Ingen gnist. Jeg ville hellere have været skrædder, men mor var skrædder og altid trist. Så turde jeg ikke. Nu syr jeg næsten aldrig. Er jeg lykkelig? Nok. Jeg har penge, lidt fritid og ikke tid til at være ked af det. Ingen familie, det blev ikke sådan.
…Kunst er let, det er bare bohemeliv! sladrede Masha videre. Nå. Du vil have te? Ok, ikke kaffe, det er for sent!
Nina gik hjem en halv time efter, undskyldte sig med hovedpine og mørke gader. Masha var udmattende og arrogant, ville ikke høre om Ninas tvivl kun have hende til at overtale Lærke.
Lærke kiggede efter Nina i gården og tænkte stille
Tim Frederiksen kom ved et tilfælde.
Det er her, vi bor. Du må komme ind, jeg laver te det er koldt! Her er tøfler Tag dem bare på!
Han smuttede hurtigt i dem, genert over sine slidte sokker. Duftene i hjemmet var behagelige og lette.
Lærke, jeg går hellere hjem …
Bliv, du skal bare lige hjælpe mig vælge billeder til konkurrencen jeg føler ikke, jeg har noget godt.
Lærke gik ind på sit værelse, rodede igennem skitser og malerier, listede dem op ad væggen.
Ikke det her Mor kalder det klatmale. Hun kan ikke lide, at jeg vil være kunstner. Hun mener, jeg skal have et ordentligt job, som hende. Tim, sluk for kogepladen!
Han svarede ikke. Han stod og betragtede billeder på væggen gamle sort-hvide fotos af familien: moren i kjole, faren på markarbejde, en ung Lærke uden fortænder og meget sød.
Tim, tekanden! kaldte Lærke.
Jeg må hellere gå. Vælg selv dine billeder, du skal selv mærke det…
Hun forstod ikke. Det var så svært at få ham med ind.
Maria stod i entreen, og betragtede vemodigt hans slidte sko.
Hun brød sig ikke om uventede gæster, ville have hjemmet skinnende rent sådan skulle det være for en læge.
Lærke, hvem har vi besøg af? spurgte hun og stoppede op.
Masha, det var ikke meningen… stammede Tim. Jeg går allerede og kommer ikke igen…
Lærke gik imellem dem.
Ingen går nogen steder. Mor, tag skoene af, nu koger teen, der står kager i køleskabet. Jeg varmer maden, og så snakker I sammen. Han er min malerlærer, jeg har brug for hans hjælp til konkurrencen, hvis jeg vinder, kan jeg få et legat…
Maria lod hende ikke afslutte, hun styrtede frem, vredne hænder og stirrede på Tim.
Dig igen? Forsvind ud af vores liv! Bort, forstået? Kunstner! Og så undrede jeg mig over…
Hun grinede, hysterisk og sarkastisk, forsvandt ud i køkkenet, hvor hun begyndte at rasle med tallerkner.
Lærke, jeg går. Farvel, sagde Tim og skulle til at åbne døren.
Nej, nu går du ud i køkkenet og snakker, som voksne! Hvorfor er alle så besværlige?! sagde Lærke og pegede ind mod køkkenet.
Han adlød. Som han havde gjort overfor både mor og Masha før.
Nogle gange troede jeg, da Lærke begyndte at tegne, at hun var din biologisk! sagde Maria, trak gardinet for, mens hun kastede et blik på Tim. Hun vil åbenbart være den næste Hammershøi eller Krøyer. Det er helt tragikomisk. Det var jo det, der splittede os i sin tid.
Hun vendte sig. Tim skænkede te.
Sukker står i skabet. Kun stødt, ingen sten, mumlede hun.
Hun huskede alt: hvordan han puttede rigeligt sukker i teen, hvordan han bragte hende blomster og tog hende på udflugter. De havde kærlighed, ikke disse moderne, sjælløse smuler, men rigtig kærlighed. De lavede bare aldrig fremtidsplaner Tim ville skabe i nuet. Han malede kun hende, et par billeder, lidt lette portrætter købte de nyrige. Det hele var mærkeligt sørgeligt, da de blev solgt.
Du kom aldrig tilbage, ringede ikke… Jeg troede, du var død. Så gik jeg op i studier og hospital så jeg ikke skulle tænke på dig.
Jeg fik tilbud om at tage til Venedig det var en chance, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg voksede der forklarede han.
Jeg vil ikke have, Lærke bliver kunstner. Det kan være en hobby men hun skal have en ordentlig karriere og et anstændigt liv, sagde Maria. Forstod du?
Ikke alle kunstnere svigter. Det handler ikke om fag, men mennesker. Blandt læger er der også mange kolde, følelsesløse Efter min mor blev ladt i stikken på plejehjemmet, brød jeg mig ikke om læger. Ikke dig, ikke din mand men systemet. Vi ødelægger det for hinanden ved at være bange og egoistiske Og skån Lærke, ikke lad hende tage skade på grund af vores valg…
Maria rev sig op, spildte te på dugen. Hun hulkede, trak vejret og rystede på hovedet.
På grund af dig? Din selvhøjtidelige nar! Jeg bestemmer selv. Og Lærke bestemmer selv! Gå din vej, tag til Venedig, så langt væk du kan!
Han smuttede hurtigt, sagde undskyld til tomheden Døren smækkede.
Maria græd, sort mascara dryppede ned over kinderne.
Mor, han er så ensom… Ikke kun møbler. Tomheden. Vi har det varmere, Lærke lagde armen om sin mor. Du elskede ham, ikke? Hvis du vil, skal jeg lade være med at male? Jeg skal nok søge ind på sygeplejen
Lærke kyssede sin mor på skuldrene, hænderne, kinderne, mens Maria græd mere og mere, indtil hun endelig blev rolig, tørrede ansigtet og snøftede.
Nej, Lærke. Gør, hvad du føler er rigtigt. Lad ikke mine spøgelser styre dit liv. Jeg håber, jeg har lært dig kærlighed og at holde fast. Bare gør dit bedste. Maria tørrede nu Lærkes tårer og krammede hende.
Jeg kan ikke blive skraldemand, mor, jeg klarede dårligt idræt Må jeg male dig og tante Nina? På den smukkeste måde! Nu drikker vi te. Hvilket stykke kage vil du have? Med roser eller nødder? Og kaffe! Vi skal have kaffe…
Maria så på sin datter, og pludselig følte hun sig let og fri. Endelig kunne hun give slip. Hun kunne tilgive alt, også Tim. Alt var godt nu.
Lærke stod i kø til Kunstakademiet, lidt nervøs.
Skal du aflevere et portræt? Portrætter afleveres ovenpå! råbte en stemme.
Samson, det er jo ikke flasker, man afleverer! indskød en rund kvinde i briller. Du skal på første sal, dér tager de imod portrætter. Samson, hjælp hende lige!
Lærke så på den unge mand foran sig. Ikke spor som en kunstner, bredskuldret, muskuløs, arret men venlig.
Giv mig dine billeder, jeg bærer dem op, sagde Samson. Jeg er frivillig, hjælper bare kunstnerne lidt.
Og du? spurgte Lærke nervøst.
Jeg læser til bygningsingeniør. Vi har danseaften snart du skal med! Jeg er dårlig til at danse, men måske Jeg hedder Svend.
Hun kom. Svend dansede dårligt, men det var sjovt.
Lærkes maleri to kvinder i festkjoler foran Det Kongelige Teater blev nøje studeret af juryen. Én ældre mand med briller gik frem og tilbage, så og vurderede.
Kan du ikke lide det, Ole? Jeg synes, det er flot! sagde en anden lærer. Smukke kvinder på vej til kunst! Åh, var jeg bare sytten igen…
Ole blev stående, tænkte, besluttede sig. Han måtte ringe til Nina for det var da hende! Sådan nogle tilfældigheder er ikke tilfældige.
Nina sad i sin stol og smilede. Ole fra fortiden, sød og galant, havde lige ringet og inviteret ud. Hun sagde, hun tænkte over det. Lærke havde malet hende så smukt, at Ole straks genkendte hende. Hvor er livet dog godt! Nina havde ikke følt sådan i mange år men nu føltes det endelig rigtigt.
Og så indså de alle lidt af det vigtigste: At rigtige valg ikke bliver fortalt af andre, men findes i hjertet. At leve sandt kræver mod til at følge sin egen vej og frihed kommer, når man giver slip på fortiden og elsker hinanden, som man nu engang er.
