Sidste Ønske
“Nej, jeg kommer ikke hjem igen ” lød det sagte fra Mads, mens han vred sig i smerten på båren. “Og jeg ser aldrig Helle mere. Jeg havde jo tænkt mig at fri til hende. Det nåede jeg ikke… Hvorfor sker alt dette lige for mig?”
“Du skal ikke være så bange,” sagde sygeplejersken blidt, idet hun bemærkede hvor bleg den unge mand var blevet efter ambulanceturen. “Det skal nok gå alt sammen.”
“Det tvivler jeg på svarede Mads svagt.
Han stirrede tavst og med rædsel i øjnene, mens personalet gjorde ham klar til operation.
*****
Mads har altid hadet hospitaler.
Det begyndte allerede i barndommen her blev det altid forbundet med smerte, og det værste af det hele var, at ingen rigtig følte sig nødsaget til at undskylde for den forvolde sjælelige tort.
Nå, nu skal du ikke tude, Mads! lo den gamle sygeplejerske, mens hun stak hans finger for at tage en blodprøve. Du er jo en stor dreng du skal snart starte i skole. Der er da ikke noget at græde over!
Mads så på hende gennem tårerne og prøvede desperat at slippe fri, men uden held. Han græd ikke af skam men fordi det gjorde ondt, og fordi det var uretfærdigt.
På vej hjem fra børnelægen knurrede han til sin mor, at han aldrig mere ville sætte sine ben på et hospital. Aldrig. Jeg dør hellere, end jeg går derind igen, sagde han stålsat.
Åhh, min dreng, tænk dog ikke sådan, sukkede hans mor. Lægerne arbejder jo for, at folk kan leve længe og have det godt. Du skal ikke være bange for dem.
Nemmere sagt end gjort snøftede Mads og kiggede på sin forpinte finger. Så kan de behandle sig selv, og lade mig være i fred!
Det siger næsten sig selv, hvad der skete, da forældrene slæbte ham til tandlægen for at få trukket en tand ud. Han skreg så højt, at folk kunne høre ham helt ude på gaden.
De erindringer blev siddende. Ubehaget over hospitaler voksede med årene, og som voksen undgik Mads alt, der mindede ham om læger og sygehus for enhver pris.
Men ironisk nok endte han en dag alligevel på hospitalet. Blindtarmsbetændelse.
Han vred sig af smerte, netop som han skulle til restaurant med Helle, og hun ringede straks efter ambulancen.
“Nej, ring ikke. Det går over af sig selv…” jamrede Mads.
“Er du blevet vanvittig? Du kramper jo af smerte. Det kan sagtens være blindtarmen. Tro mig, jeg har haft det selv.”
Sådan blev Mads ufrivilligt indlagt på Rigshospitalet i København. Du kan nok forestille dig hans panik …
Bare tanken om kirurger, der rode ham i maven, fik ham til at gå helt i sort. Da han så to blege portører trække et lig på båre ned ad gangen, blev han overvældet af følelsen af, at alt var håbløst.
“Det ender med, jeg ikke kommer hjem igen …” tænkte han desperat. “Jeg får aldrig set Helle mere og jeg nåede ikke at fri.”
“Du skal nu ikke tage det så tungt,” sagde sygeplejersken med et venligt smil, da hun så, hvor bleg Mads lå. “Det skal nok gå.”
“Det tvivler jeg nu på …”
“Slet ikke grund til. Det er en lille operation, og heldigvis kom du ind i tide. Havde du ventet længere, kunne det have blevet farligt.”
Operationen gik heldigvis uden problemer. For første gang havde Mads faktisk ikke ondt bagefter. Han blev lagt til at sove, og da han vågnede, var det værste overstået. Han blev flyttet til en almindelig stue og sov resten af dagen væk, kun vækket kortvarigt, når sygeplejersken skiftede drop.
Næste morgen…
…opdagede Mads, at han havde fået en stuekammerat en ældre herre.
“Det manglede bare,” tænkte han surt. “Nu skal han sikkert begynde at snakke hele tiden og genfortælle sit liv.”
Mads ønskede bare fred og ro og tænkte slet ikke på at ringe til Helle. Han sendte kun en besked: “Alt er ok. Ingen grund til bekymring,” og lagde mobilen væk.
Han grublede stadig over sin uheldige tid på hospitalet. I over et år havde han boet sammen med Helle, og dagen før var alt planlagt: Et romantisk bord på en nordisk restaurant, musikeren skulle spille Helles yndlingssang. I det øjeblik ville Mads fri og præsentere ringen på tallerkenen.
Alt skulle være perfekt.
Men sådan blev det ikke. Skæbnen ville noget andet. Og nu lå han alene med sine bekymringer og en fremmed, gammel mand.
Til sin store overraskelse begyndte den ældre ikke at plage ham med snak. Han nikkede venligt og mumlede kun for sig selv. Hele dagen forsøgte han forgæves at ringe til nogen, indtil mobilen til sidst gik tør for strøm og ingen oplader at finde.
Personalet kunne ikke hjælpe sådan er det, når man har en gammel Nokia.
Den gamle mand stirrede på det mørke display. Tårerne trillede ned ad de rynkede kinder. Først dér blev Mads ramt, og pludselig fik han dårlig samvittighed. Han havde måske tænkt forkert om manden noget var tydeligvis helt galt.
Efter lidt tøven satte Mads sig op og spurgte forsigtigt: “Er du okay?”
“Kan ikke få fat i min søn…” sagde manden trist.
“Han ved vel, du er på hospitalet?” spurgte Mads overrasket.
“Det ved han sygeplejersken ringede, da de bragte mig ind. Men han vil ikke tale med mig. Vi blev uvenner for et halvt år siden. Lige op til min fødselsdag. Han ville have mig på plejehjem og sælge huset. Men jeg ville ikke ikke kun for huset skyld…”
Han fortalte, hvordan han kom ind med hjerteanfald for få dage siden. Lægerne sagde klart: operation var nødvendig.
“Den er sat til overmorgen” sukkede manden. “Men jeg frygter, jeg dør inden.”
“Vrøvl!” forsøgte Mads at opmuntre ham. “Lægerne redder liv tro mig, det skal nok gå. Jeg fik fjernet blindtarmen i går, og se jeg lever.”
Manden smålo og fandt det ikke nødvendigt at oplyse forskellen på et hjerte og en blindtarm.
“Min hund er alene på gaden,” sagde han så. “Jeg ville have spurgt min søn, om han ikke ville tage sig af Theo. I det mindste sørge for, at han fik et godt hjem. Naboerne har nok i deres egne dyr ingen vil tage sig af ham. Sønnen arver huset, men gider ikke engang tage sig af min hund. Ikke engang da sygeplejersken ringede igennem, gad han tale med mig. Sådan er han…”
“Puha…” sukker Mads.
“Jeg bekymrer mig så meget for Theo. Hvordan skal det gå ham? Hvem sørger for ham, hvis jeg ikke vender hjem?”
“Gammel særling, tænkte Mads, men…” Da han hørte historien om, hvordan de to fandt hinanden, forstod han, hvorfor Theo betød så meget.
“Jeg fandt ham på min egen fødselsdag. Seks måneder siden. Min søn glemte det, og min kone er død for fem år siden. Mærkeligt nok drømte jeg om hende natten inden hun stod med en hund i snor og smilede til mig. Dagen efter, da jeg gik i Irma, fandt jeg så Theo bundet udenfor, midt i regnen. Jeg spurgte alle ingen kendte til ham. Så jeg blev hos ham, håbede ejeren kom, men til sidst indså jeg, han var efterladt. Så jeg tog ham med hjem.”
“Så du beholdt ham?”
“Ja … og så fjollet det end lyder, så tænker jeg, det var min kone, der sendte ham. Hun så nok, at jeg var alene og trængte til en ven.”
“Man skal aldrig sige aldrig,” smilede Mads og nikkede for ikke at såre ham.
“Vi blev uadskillelige med det samme. Jeg ledte stadig efter en ejer i uger, hang sedler op over hele byen. Men ingen svarede. Langt om længe var jeg lettet Theo blev min ven for livet. Han er mere end en hund han er meningen med tilværelsen nu.”
Den nat spekulerede Mads en del på Theo og på den søn, der aldrig svarede sin syge far.
Det kræver sin kynisme at ignorere sin egen far, mens han ligger syg.
Da Mads sov, drømte han om en gadekryds, meget lig Theo. Den gik alene på gaden, ledte efter nogen. Mads fulgte efter, uden at forstå hvorfor.
Men han vidste, det var vigtigt.
Han vågnede brat, da den ældre mand begyndte at hive efter vejret, gispede panisk og holdt sig på brystet.
“Skal jeg hente en læge?” Mads var straks oppe og sprang hen.
“Nej … senere” hviskede manden. “Ring hellere til min søn, Jacob. Hans nummer det ligger der …” Han pegede på natbordet. “Bed ham komme, hvis han kan jeg vil sige farvel. Kan han ikke… så bed ham tage Theo sørg for, han får det godt. Jeg mærker, det går mod enden. Men det ville være en trøst at vide, Theo får et godt liv.”
Mads tøvede, greb mobilen og tastede numrene ind fra det krøllede stykke papir.
“Ja, det er Jacob?” lød det i røret.
“Ja, jeg ligger på stue med din far, på Rigshospitalet. Han har fået det dårligt…”
“Dør han? Hvilket værelse?” spurgte Jacob koldt.
“Afdeling 314, tredje sal,” svarede Mads. Han gav adressen, lagde på og løb ud for at hente en sygeplejerske.
Da han kom tilbage, satte han sig ved siden af manden, der nu var blevet mere stille.
“Hold ud, Jacob sagde han vil komme. Og sygeplejersken tilkalder lægen. Du må ikke give op det er for tidligt!”
Inden lægen nåede frem, holdt mandens hjerte op med at slå. Mads sad tilbage og holdt ham i hånden, mens nattevagten kom løbende, og derefter gik uden et ord. Portørerne, som Mads havde set, da han blev bragt ind, hentede diskret liget væk.
*****
“Nå, han døde altså foran dig,” sagde Jacob nøgternt, da han ankom næste dag.
“Ja, jeg sad faktisk med ham.”
“Fint. Så slap vi for noget. Og han blev ikke en belastning ikke for nogen. Har travlt nok selv, med job og familie. Godt, det gik hurtigt.”
“Han bad dig tage hans hund og give den et godt hjem,” indskød Mads.
“Hunden? Nå ja … Theo. Det var dén han ikke ville forlade huset for. Jeg havde jo ellers sørget for et godt plejehjem der havde ikke været problemer. Men sådan ville han ikke. Jeg siger dig, jeg har travlt ingen tid til sådan noget. Ejendomsmægleren sagde, vi let kan sælge huset men så skal hunden væk.”
Mads så på Jacob. “Det var din fars sidste ønske. Kan du virkelig ikke opfylde det? Især når du nu får huset…?
Jacob trak på skuldrene, tog faderens gamle Nokia og den lille seddel med sig, og gik uden at sige farvel.
Mads blev liggende med en mærkelig følelse af tomhed og sorg. Han havde ondt af den gamle. Han blev 77 nogen når jo at blive 100. Men ikke denne gang.
Skæbnen. Underlig sag. Nu stod Theo efterladt.
“Han gør det ikke,” tænkte Mads. “Huset bliver solgt. Hunden lever videre på gaden, hvis han er heldig.”
Natten efter drømte Mads om den gamle, der gik rundt i Københavns gader og kaldte på Theo uden at finde ham. Tårerne løb ham ned ad kinderne Mads vågnede selv med tårer på kinden. Det var længe siden, han sidst havde grædt.
De mærkelige drømme forfulgte ham også, da han kom hjem. Helle mærkede hans uro.
“Mads, er du okay?”
“Ja, det er okay jeg tænker bare…”
“Hvad tænker du på?”
“Mand, jeg lå på stue med, døde om natten. Hans hund er alene. Sønnen svarede ham aldrig, selvom han ringede hundrede gange. Da sønnen endelig kom, var det for sent. Jeg sagde til ham, han skulle tage sig af hunden men jeg tvivler. Han var mest interesseret i huset. Han ringede såmænd til ejendomsmægler mens jeg var der, for at spørge hvor hurtigt, han kunne sælge efter arven gik igennem. Og det nagede mig.”
“Lad os køre forbi adressen,” foreslog Helle. “Finder vi ham, tager vi ham med os.”
“Alvorligt?”
“Helt sikkert. Jeg har altid drømt om hund. Vi skal jo også ud og gå mere!” smilede hun.
“Men jeg ved ikke engang adressen!”
“Lad mig klare det,” nynnede Helle. “Vi køber chokolade og god kaffe det løser de fleste problemer på kontoret!”
Og kaffe og chokolade ER mirakelkure i Danmark. Den fortravlede sekretær i receptionen ville ikke oplyse noget, før Helle charmerede hende med lidt kaffe og Mads forklarede, hvorfor adressen var nødvendig. Med et listigt blik omkring sig skrev sekretæren adressen ned.
Efter en times kørsel holdt de foran et typisk dansk parcelhus i Hvidovre. Ingen Theo var synlig ved lågen.
Ud fra naboen kom en ældre kvinde hen til dem.
“Hej, leder I efter nogen?”
“Ja jeg lå på stue med ejeren, han gik bort for nylig.”
“Mads fortæller om natten og om Theo.”
“Åhh, hvor trist. Han var et godt menneske, en man ikke laves mere. Hans søn arrangerede knapt nok begravelsen. Theo? Ja, den lille fyr har ligget ved lågen i dagevis, ventede på sin ejer, troligt. Han hylede de første nætter. Sønnen råbte af ham, og tog ham til sidst væk. Nu har jeg ikke set ham i flere dage. Kender ikke hundens skæbne sønnen sagde, han havde fundet nogen, der ville tage ham. Men jeg tror ikke helt på det”
“Har du et billede af Theo?” spurgte Helle.
“Ja, selvfølgelig.” Hun viste dem et billede på sin mobil.
“En lille, nuttet corgi selvfølgelig,” smilede Helle. “Og du hørte aldrig, hvor Theo blev af?”
“Sagde han havde fundet et hjem men … han har aldrig kunnet lide dyr. Ligner ikke sin far…”
Mads og Helle takkede, satte sig tavse ind i bilen triste.
De sørgede over, at de først var kommet nu. Hvis bare de var kommet før! Nu vidste de ikke, hvor Theo var.
Mads forsøgte at ringe til Jacob, men hans nummer var tydeligvis blokeret.
“Vi må håbe, han har fundet et godt hjem,” sagde Helle. Selv om hun næppe troede på det.
Nu styrede Skæbnen begivenhederne igen.
Der var kø på motorvejen, så Helle drejede ind på en mindre landevej. Efter et par kilometer faldt hendes blik på en brun og hvid hund, der sad ved rabatten og stirrede håbløst på vejen.
“Mads, kunne det være Theo?” hviskede hun.
“Det må det næsten være. Lad os prøve.”
De standsede bilen, gik stille hen mod hunden, navnet kom over Mads’ læber:
“Theo!”
Han løftede straks hovedet, genkendte stemmen eller var det duften? og tøvede et øjeblik, stadig lidt mistroisk. Men alligevel lagde han sig hen til dem, stille, og slikkede Mads på hånden.
Hænderne duftede stadig lidt af hans gamle ejer.
Theo logrede, og da Mads satte sig på hug, kiggede han op: “Vi vil gerne tage dig med hjem. Er du frisk på det?”
Helle bøjede sig ned, og Theo nød hendes klap. De kunne se tårer i Theos øjne og anede tårer hos hinanden også.
På vej hjem i bilen kiggede Mads på Helle. “Godt, vi tog den vej,” smilede han. Theo lå i bagagerummet, postulerede ind i søvne. Alt var godt.
Allerede hjemme gryntede Mads: “Sådan er det så at være søn … ‘indfri sidste ønske:’ dét lykkedes han ikke med!”
“Mads, lad det ligge. Vi har Theo, han har os. Livet skal nok råde bod. Sønner som Jacob betaler på et tidspunkt prisen. Pludselig bliver de gamle og forladte først dér indser de, hvad de har gjort.”
“Du har nok ret,” svarede Mads stille. Han betragtede Theo, der sov trygt i sofaen, ørene blidt vibrerende i søvnen.
Han vidste, til hvem han løb i drømmen.
Sig hej til din gamle ven, tænkte han og gik så, stille, hen for at finde den lille æske med ringen.
Samme aften friede Mads endelig til Helle. Ikke på restaurant, ikke kun med violiner, men derhjemme, i et stille øjeblik, fordi han havde lært, at ventetid ikke nødvendigvis bringer lykken.
Hun sagde ja uden tøven.
Og sådan blev det … deres historie blev en ny begyndelse, for både dem og for Theo.
