Ægte kunst
Det blev kendt i Ålsted, at der snart ville komme en vaskeægte kunstmaler med staffeli, maling og lærreder hele vejen fra Kunstnersammenslutningens afdeling i København. Han ville komme for at male motiver i vores by. Det var vicevært, gamle Onkel Knud, der først bragte rygtet.
Han satte sig langsomt på bænken bag formandens hus, lagde sin trofaste jagtbøsse ved siden af, fandt sin snustobakspung frem og betragtede folkene, der slappede af på den lille lysning. Han gryntede, slog et par myg væk der var altid nok af dem i den danske sommer.
Folk ventede tålmodigt. Onkel Knud kunne tage det ilde op, hvis han tabte tobak på bukserne. Så blev han bare stille, kneb læberne sammen og blev sur.
Hvad sidder I så tyste for? brummede han endelig og sendte et par rolige cigarskyer ud. Han holdt en pause, værdig for de store scener, og fortsatte så næsten barmhjertigt: Han er ankommet. En mand fra København. De har flyttet ham ind hos Pauline.
Derefter blev han tavs og kiggede mod åen, der glimtede som fiskeskæl, og slyngede sig ud mod horisonten.
Nå, hvem er han da? Onkel Knud, hvad er han for én? Ikke doktor vel? spurgte Antonette forsigtigt. Det kniber sådan med ryggen, kunne da håbe…
Ikke doktor. Ryggen skal have bier! Det er en kunstmaler, Knud spyttede forsigtigt, vippede med næsen og nyste.
Der lød straks et god bedring i kor fra de andre.
Hvad er det for noget kunstmaler? spurgte Anne, Antonettes brune, glade barnebarn på seksten, nysgerrig og levende.
Ja… Onkel Knud sukkede, lod røgen slippe ud igen. Det er sådan én, der maler billeder, du ved, som hænger på museerne. For at se dem, må man betale entre.
Ej, hvad siger du! Anne løftede hagen dramatisk. En rigtig kunstner? Og han skal bo her? Ih, tænk hvis han maler mig, og mit portræt vælter op i bestyrelseslokalet! Eller på museet…
Hvorfor i alverden skulle han ville male dig? Knud rynkede på næsen. Han skal da male noget stort nok formanden. Eller mig, måske, begyndte at slentre på stedet.
Hvorfor skulle han male dig, men ikke Anne? indskød bedstemor Antonette. Lad være at græde, Annelille!
Fordi folk på billederne skal være vigtige. Anne er så lillebitte, hun kan tegnes på en serviet. Men formanden… Knud lignede én, der ville favne hele jorden, ham vil de male, ganske sikkert! Og mig, hvis jeg er heldig som vagt!
Folket på græsset blev livlige og snakkede ivrigt; Anne begyndte at snøfte, og bedstemor Antonette trøstede hende ved at a’e hende på skulderen og kalde hende smukkere end nogen.
Pludselig kom kunstneren selv. I lærredsbukser og løs skjorte udover, sandaler med strømper og en bredstrået hat. Han var høj og så slank som et fugleskræmsel. Han gik ud midt på plænen og bukkede stift.
Alle iagttog ham nysgerrigt: Hans måde at gå på, tøjet, hvad der mon foregik i hovedet på en rigtig københavner malere kom ikke hver dag til Ålsted.
God aften, må jeg sætte mig? røsten var hæs, han tog hatten af og satte sig ved siden af Knud. Men røgduften fra Knud fik kunstneren til at rynke næse og vende sig væk.
Har du fundet dig til rette? spurgte Knud. Pauline har et stort hus.
Hm? Nå, ja… Jo, maleren kiggede undersøgende på folkene og trak lidt på det. Jeg har fået loftsværelset, det er udmærket. Der er fred og godt lys.
Fik du mad? Vil du med hjem? Vi har friskbagte boller! Antonette blev ivrig. Anne kan hente mælk, ikke, Annelille?
Pigen nikkede og sendte kunstneren et hengivent blik han opdagede hende dog slet ikke.
Jeg har spist, tak. Manden klappede sin hule mave.
Hvad hedder du så? spurgte Peter, traktorføreren, høj og bredskuldret med gyldent hår. Han tænkte straks, at kunstneren burde male ham siddende på traktoren i bar arme mens solen skinnede.
Svend Thorvald Jørgensen, svarede kunstneren fraværende, lod blikket glide endnu en gang over forsamlingen og sukkede.
Gik der noget galt, Svend Thorvald? Knud rullede en ny cigaret, mens myggene holdt sig fortrinsvist langt væk med al røgen.
Hvad? Nej. Bestemt nej! Svend Thorvald sprang op, stødte næsten ind i Anne, som rykkede forskrækket væk. Undskyld, jeg må gå!
Han skyndte sig tværs over engen og fiftede med hatten.
Hvorfor gør han sådan? Han har ikke valgt nogen, spurgte Peter forvirret.
Han tænker. De store tænker meget de lukker sig inde! forklarede Knud og tegnede en boks om hovedet med hånden.
Hvorfor ved du alt, Knud? Peter var mopset.
Onkel Knud ved alt! indskød Anne. Og du er ikke den eneste pæne her!
Hun rakte tunge, og Peter trampede væk; hvorfor skulle den irriterende Anne altid hænge rundt om ham? Helt utålelig, mente han!
Ingen sov ordentligt den nat tanken om en ægte københavnsk kunstner i byen satte fantasien i gang: Ville han male én af dem?
Men Svend Thorvald sov bestemt dybt, for første gang i årevis. Det var godt, han havde besluttet sig for at prøve noget nyt, rive båndene over og begynde fra bunden. Alt her var så levende: rugmarken, æbletræerne, de bjæffende hunde og mest af alt: Menneskene! Ja, det var virkelig folk at male her.
Sådan faldt han tilfreds i søvn igen.
Pauline lå derimod søvnløs og hørte efter, om kunstneren gik oppe på loftet. De var aldrig nemme, sådan nogle kunstnere. Formanden havde sagt, hun skulle tage sig godt af gæsten. Tænk, hvis han spurgte om the eller mad om natten? Jo, hun ville straks stå op…
Hun tænkte et øjeblik: Måske kunne Svend Thorvald blive boende? Hun kunne godt lide tanken om at passe ham og sørge godt for ham…
Pauline rystede hovedet. Han var jo ikke nogen so hvorfor skulle hun fede ham op?
Først hen mod daggry faldt hun hen, men da han trådte ned ad loftstrappen i morgensolen, sprang hun op:
Svend Thorvald! Hvor skal du hen? råbte hun, men han svarede knap, svingede staffeliet over skulderen og smuttede ud, uden at lukke døren ordentligt efter sig.
Grøden bliver jo kold… mumlede Pauline, rystede på hovedet over sin egen klodsethed. Hun havde aldrig været god til at gætte, hvad andres morgenhumør krævede.
Svend Thorvald gik længe rundt udenfor landsbyen, prøvede at finde det rigtige sted.
Her er smukt, men… nej, ikke helt, mumlede han, mens hans ældgamle gedebukkeskæg vibrerede.
Den samme bevægelse lavede geden Gustav, der stod bundet i engen, ved siden af Anne som samlede noget op i græsset.
Hvad laver du dér? spurgte kunstneren strengt.
Hvad? Øøh… Perler. De røg på jorden, Anne blev rød, rettede på kjolen.
Svend lagde sine ting i græsset, det klirrede fra pensler og terpentin, staffelibæltet landede i en kamillebusk.
Lad mig hjælpe, hvor er perlerne? han begyndte at rode i græsset og udbredte, når han fandt én: Ha! Fanget, din lille slyngel!
Det gjorde Anne nervøs, men snart samlede hun med. Hun tog forsigtigt de røde perler fra Svend Thorvalds hånd én for én.
Vil du male mig? spurgte hun pludselig, forbavset over sit eget mod.
Dig? Svend kneb læberne sammen.
Ja! Jeg vil så gerne forstår du: det er noget særligt at få sit portræt malet. Det er evig minde. Vil du ikke? Jeg kan til gengæld bringe dig frisk mælk hver dag vil du?
Lærred, ikke billede! rettede han.
Ja, lærred, undskyld. Til gengæld for lærredet får du mælk, morgen og aften! Jeg arbejder ved køerne, det skal nok lykkes! Så, vil du gerne?
Svend Thorvald trak på skuldrene. Portræt af sådan en pige… Nå, det var måske ikke så tosset. De unge solgte altid godt, der var liv i øjnene…
Fint. Vi tager hul på det i morgen kl. 8. Basta! Han samlede sine ting, mens Anne blev stående med sine perler i hænderne og stirrede efter ham. Dette havde hun da fået drejet snedigt! Egentlig havde hun håbet, at geden Gustav ville stange ham, og så skulle hun redde kunstneren men det var da endnu bedre sådan her!
Rygtet om at Anne skulle males spredte sig lynhurtigt, for Antonette havde pralet (i al fortrolighed, naturligvis) til både den ene og den anden.
Tsk tsk, det kan ikke passe, sagde Pauline, mens hun i Brugsen valgte vingummi til gæsten: Han havde aftenen før nævnt, at det var godt til teen. Hun er bare en lille pige, og allerede driver hun gæk og vil giftes med stor kunstner. Skammeligt!
Antonette fik nærmest kaffen galt i halsen, men fik efter et glas koldt vand sagt:
Pauline, hold lige op med det! Bare fordi jeg er stille, skal du ikke tro, jeg ikke forsvarer min barnebarn! Og du, Pauline, har da selv et godt øje til maleren, ikke? Jo, sådan er du!
Pauline blev rød i hovedet og skyndte sig ud fra brugsen bag hende lød nabokonerne fnisende.
Hvad fniser de af? Jeg har jo været enke så længe. Kunstneren er da en reel mand, og han kan jo lide vores egn. Måske kunne det blive til noget… tænkte hun, men slog tanken væk.
Anne var travlt beskæftiget hjemme hun skulle jo finde det perfekte tøj til at blive malet i, vaske hår, vælge bånd og knapper.
Trine! Trine, må jeg låne din hat i morgen tidlig? Den med blomsterne? råbte hun ud af vinduet til sin veninde.
Trine gik på vejen forbi, holdt hånden for øjnene.
Hvilken hat?
Den farvestrålende fra din far! Må jeg ikke? Bare om morgenen!
Den er gået i stykker. Niels brugte den til fodboldmål i går. Der er hul i…
Anne blev helt fortvivlet.
Bare rolig, vi finder på noget! Jeg kommer forbi senere! trøstede Trine og gik.
Ja, du siger det bare, men… Anne så på sit tøj: Det ene forbleget, det andet for småt, det tredje for varmt. Håret! Hvis ingen hat, da må jeg lave en frisure… hun blev helt udmattet og satte sig med et glas hyldeblomstdrik ved solen sammen med katten, der dovnede smidigt på trægulvet.
Pauline fik købt vingummi, lavede middag med fem retter stod og kogte kompot, satte det hele til afkøling. Hun ventede på Svend Thorvald.
Han vendte hjem ud på aftenen, myggestukket og gnaven.
Skal du spise aftensmad? spurgte Pauline og rakte ham et håndklæde, mens hun betragted, hvordan han vaskede sig under hanevandet. Han er ikke smuk men en mand dog. Og han ser verden, han ser skønhed…, tænkte hun.
Ja, fint, lad os spise… hvad har du? mumlede Svend Thorvald, satte sig og spiste uden at kommentere.
Det går nok, han skal bare vænne sig til det hele! opmuntrede Pauline sig selv. Så sagde hun:
Du skal altså ikke male Anne! Hun kan ikke sidde stille, sådan har hun altid været. Du bliver bare træt af hende! Du skulle hellere tage mig jeg kan sidde roligt, præcis, som du vil.
Han betragtede hende op og ned stor, stærk kvinde, store hænder, markeret hals. Det kunne være interessant at male hendes ansigt, rynker og det hele. Farver!
Ja! God idé! han slog hånden i bordet. Forbered dig i morgen går vi i gang. Jeg skal ikke have morgenmad først. Vi maler ude i naturen!
Pauline nikkede, gik straks i gang med at pakke tæppe, kurv, lidt snacks. Det blev vist til picnic.
Henne hos Anne og Antonette summede huset Trine gik ind og ud. Gisp, det rene modemekka her! sagde Antonette. Men Anne insisterede: Hvis det skal være, så skal det være helt perfekt!
De knuserede, pressede og stivede, og først sent var alt klar…
Næste morgen stod Pauline tidligt op, vaskede ansigtet i iskoldt vand, lagde våde klude på kinderne for at virke frisk. Hun spiste hurtigt et æg og lidt sukkeret te hun havde brug for energi.
Morgenlyset var klart og dugfrisk, og tågen hang stadig over markerne, da de Svend Thorvald og Pauline gik ud til det aftalte sted.
Kunstneren gik foran, Pauline fulgte pyntet med øreringe, i sin fineste sommerkjole med sjal over skuldrene.
Hvorhen, Svend? hun valgte at bruge hans fornavn.
Vi skal dér, han slog ud med hånden. Hvad har du i kurven? Jeg sagde, jeg ikke skulle spise! Hvorfor har du taget skoene af? Kom nu!
Hun blev ikke fornærmet det var jo kunstnere!
Efter dem fulgte Anne, fint sat hår, bunke perler, bedstemor Antonette med paraply og taske fuld af mad.
Jeg går selv, bedstemor! Anne protesterede.
Jaja, kender de storby-folk. Lover guld og grønne skove… vi går sammen!
Peter fulgte i hælene med armene over kors han havde hørt fra Knud at Anne skulle males, og følte (uden at indrømme det) en vis misundelse.
Pauline kunne knap følge Svend Thorvalds lange, strakte skridt; hun hørte hans dåse med pensler klirre.
Så! Forbered dig! kommandoen lød brat fra Svend Thorvald, han slængte tingene på jorden og begyndte at stille staffeli op.
Her? Det er jo kostalden! Er det ikke grimt? Pauline så forundret rundt.
Her? Ja. Og hvad bilder du dig ind, sådan at møde op i festtøj? Du går sgu da ikke sådan til dagligt! Jeg maler det, der er sandt skidt, stald, ja, og dig! I går gik du rundt i slidt bluse og klipklapper dét vil jeg male! Folk vil se det rå, sandheden. Det er det, jeg vil! Alt det der stads, det er snyd!
Paulines hage begyndte at sitre, picnickurven trillede i jorden, mælken flød, æg og vingummi rullede ud.
Snakker du om stank? Her dufter af kløver, honning og sommerregn! Efter høet af æbler. Hvad bilder du dig ind!? hviskede hun, men Svend Thorvald satte hende i støvet og trampede rundt for at gøre hendes kjole ægte.
Tøjet skal svines! Naturligt! Du kommer fra arbejde, er sur og træt. Perfekt! Kurven vælter, du har ikke noget at spise det gør godt på billedet! Han myldrede rundt, ild i øjnene. Gad vide, om du skal have mudder i håret…?
Da gik det op for Pauline hun stak kunstneren væk, rejste sig op.
Anne trak sig til siden, greb Peter, der rakte sin brede ryg frem som skjold.
Rør mig ikke! Du er bare blind! sagde Pauline. Her er smukt, mennesker er værdifulde, du ser kun det grå. Du har ikke sagt tak en eneste gang! Jeg købte dig vingummi, dumme mig… Og du ville du overhovedet have en kone? Det forstår jeg, for du ser kun det grimme! Hvis nogen skal så et godt agurkefrø, kræves der også møg! Man fødes ikke uden smerte, men man glemmer det for glæden. Vi rummer generationer men du forstår det ikke! Og nu må du finde nyt sted at bo. Anne, hvor ser du fantastisk ud i dag! Antonette, Tine, hvad siger I? Peter, hjælp kunstneren med at fjerne hans ting fra mit loft, vil du?
Peter skød brystet frem og gik op ad trappen.
Smider du mig ud?! Svend Thorvald blev rasende. Rør ikke mine ting! Hvor er formanden?!
Han råbte hele vejen ud, samlede sine ejendele forfjamsket, rev strømper og lommetørklæder af tørresnoren og så sig tungt omkring.
Ingen steder blev Svend rigtig accepteret, tænkte han. Selv konen lod ham stikke, da han sagde, hun altid ville være gammel i blikket, med eller uden sminke. Han havde sagt sandheden, mente han! Men hun blev fornærmet og smed ham ud.
Samme aften tog Svend Thorvald toget væk fra Ålsted. Onkel Knud kørte ham til stationen, gav et nik og sagde tag det nu ikke så tungt. Svend svarede ikke, vendte sig bort.
Et år senere dukkede han ydmygt op på Kunsthal Charlottenborg, købt billet som alle andre. Mens han gik rundt, fik han øje på et maleri: Pauline, Anne, Antonette, Peter og Knud allesammen stående smukt, festklædte og smilende, Anne i lyseblå kjole, Peter i habit, Knud i sin gode jakke.
Vi har smukke folk herhjemme det kan ses, lød det bagved Svend Thorvald. Hvem er kunstneren? Mikael, spørg lige jeg vil købe maleriet. Det vil passe på restauranten.
Svend kiggede op. En herre i jakkesæt med guldringe på fingrene stod bag ham, sammen med en yngre mand i blanke sko.
Det gør jeg, hr. Henriksen! den unge mand smuttede straks afsted.
Svend tog sig sammen:
Henriksen! Undskyld, jeg er ny kunstner. Må jeg male Deres portræt?
Henriksen kastede et skeptisk blik på Svend Thorvald.
Lidt sent at begynde, unge mand. Jeg har tre buster allerede. Portrætter er jeg træt af farvel.
Han gik, mens Mikael vinkede ivrigt på ham handlen om maleriet var allerede i gang.
Svend kom hjem og betragtede sin slidte, triste lejlighed, hældte the op hældte den ud igen, og greb telefonen.
Inger Antonie? Du nævnte før, at børnehaven ville have væggene malet? Elefanter, papegøjer og aber? Jeg tager opgaven hvornår kan jeg begynde?
Hun svarede noget; Svend nikkede. Måske klagede aber og elefanter ikke, hvis de blev malet som de var?
Det gjorde de ikke. Dog insisterede Inger Antonie på, at han skulle male smil på alle dyr og vaske de farlige tænder væk. Svend gjorde, som han fik besked på. For virkeligheden var, at ingen rigtig forstod ægte kunst…
