Skummets Louise
Familien Hald var en stille, akademisk familie. Poul Hald procesingeniør, og hans kone Karen, gråhåret og myndig var en anerkendt lærerinde, med diplom og medalje på væggen. Der hang et billede i stuen hvor Karen, helt ung, giver hånd til en kendt professor i pædagogik. Hun smiler. Han smiler. Sikke en munter pige.
Den ældste datter, Anna, læste sprog på Københavns Universitet. Hun drømte om at blive tolk og førte turister rundt i hovedstaden. Klog, udadvendt og smuk. Bejlere fulgte hende, bragte blomster, ringede, men lagde røret på, hvis det var Karen og ikke Annas egen stemme.
Ja, det varer vel ikke længe før vi skal have bryllup, hva? griner Karen. Præsenter din forlovede for mig, jeg forstår slet ikke hvorfor han er så bange for mig.
Mor! Jeg har karriere, hvorfor skulle jeg kaste mig over sådan en byrde? Anna trækker på skuldrene, men blomsterbuketterne fylder efterhånden hele køkkenet.
Hvorfor dater du dem så? Snyd? Spinner du mænd rundt om din finger? spurgte den yngre søster, Louise Hald, gymnasietøs og ifølge familien en drømmer med hovedet oppe i skyerne.
Hvilke dem? Louise, nu snakker du sort! hvæsede Anna. Pass nu dig selv! Gå og skriv dine små digte, skynd dig!
Louise hadede ikke at skrive digte. Hun startede med at skrive om katte og hundehvalpe, senere om regn, om sin mor, om byens hede og vinterens ankomst, om ildrøde tage og brede stjerner over Brønshøj, om jasminnætters rus og blodrød januarlysning.
Der var naivitet i det, hun skrev, men entusiasmen og gløden var ægte, og hun elskede at læse digtene op selv.
Uanset om det var fødselsdag med gæster eller rødbedeaften for familien alene, Louise trådte ud midt i stuen, justerede bæltet, lod blikket sejle over tapetet, rynkede brynene, hostede, og så læste hun med sin spæde, klare stemme sine vers, mens hun gned lommetørklædet og lukkede øjnene. Nogle gange græd hun.
Hysteriske tøs! hviskede Anna til moren. Nu falder hun snart i trance! Kan du ikke stoppe hende, mor? Det er så pinligt for gæsterne!
Gæsterne smilede anstrengt, rynkede næsen, stirrede ned i sildemaden, for det var meningen man skulle lytte og nikke ikke skovle op. Nogle fnisede, sendte vittigheder mod bredskuldrede, ranglede Louise.
Men hun mærkede intet, fortabt i sin oplæsning.
Lad nu være, Anna! Louise har talent, lidt sær, som alle begavede børn… sagde Karen og strøg den ældste datter på hånden. Du må have lidt tålmodighed, Anna.
Louise var familiens smerte, kors, der nu skulle bæres.
Det var gået galt under graviditeten, Louise blev født for tidligt, rødprikket, lille og næsten tavs hun peb kun lavt, først.
Du skal bare trække vejret, lille skat, velkommen til verden, mumlede jordemoderen. Tag nu vare på hende, Karen.
Hun spiste dårligt, vred fingrene sammen, og havde altid ondt i maven.
Så fandt Poul gennem bekendte en sundhedsplejerske, som kom hjem og masserede Louise, mens Karen så til med stiv mine.
Der er ikke noget at gøre ved, hvis hun ikke bliver professor, se på Anna hun læser og snakker og stråler. Med de yngste hviler naturen jo ofte sagde hun blot, mens hun strøg tæppet.
Louise gik sent, talte sent, og krøb op ad sin fars bukseben, gispende for tryghed.
Efterhånden elskede Karen alligevel sin yngste datter. Hun krævede mindre, spiste selv, gik op i sine legetøjsmus og ranglede for sig selv. Karen syntes endda, at det gik.
Når radioen snurrede i køkkenet, specielt hvis der blev læst hørespil eller oplæst digte, satte Louise sig på sin skammel og lyttede.
Sluk, det er jo Blixen! Hvad skal hun med Blixen?! brummede Poul, men hvis Karen rakte ud efter knappen, sprøjtede Louise hen med beslutsom trommen. Hun forstod ikke ordene, men blev tryllebundet af rimet og betoningerne.
Denne lille, krumbøjede pige med sine to pjuskede fletninger var allerede poet.
Om det var talent eller som Anna sagde, skævhed, så bragede det med voldsom kraft, da Louise fyldte ti. Hun skrev digte om kærlighed, om diffuse nætter, om røde busser i regn.
Og til enhver fejring meldte hun sig til stolt, med hænderne gemt bag ryggen, så op i luften, hamrede rimene taktfast med fødderne.
Så, nu læser Louise op sagde Karen hver gang, trukket i ærmet.
Vi skulle da spille Matador nu! sukkede Anna og følte, at Louises følelser hang over huset som en klæbrig sky.
Vi får kage efter og te! trøstede Karen og blinkede til gæsterne.
Louise læste med hengivenhed, hun var kun halvvejs blandt os.
Nogle fandt det hyggeligt, andre var tålmodige. Poul lyttede koncentreret, kritisk, som dommer i en optagelseskomité.
Hun har noget, Karen! En smule rodet, især om kærlighed, men det er talent, sagde han senere, mens de lå og lyttede til regndråberne. Hun skal nok overraske alle.
Jeg ved ikke, Poul… Hun bliver kaldt mærkelig i gården og på skolen, og hun minder slet ikke om Anna. Hun er så ømfindtlig i går græd hun næsten da vennens kat forsvandt og aldrig kom hjem. Hun tager jo alt på sig, udbrød Karen.
Ja, hun bliver nødt til at vokse et tykt skjold, sukkede Poul og vendte sig om.
Og de faldt i søvn med tankerne om skjoldet og om fremtiden, og om ord…
Den aften kom Preben, Poul Halds kollega, på besøg. Først diskuterede mændene iltre i stuen, så bød Karen på aftensmad.
Poul fyldte konjak i glas, vin til kvinderne, saft til Louise. Der blev skålet for Annas eksaminer og for Louises snarlige studentereksam.
Senere blev Louise, naturligvis, bedt om at læse op. Hun læste om kærlighed. Preben så forundret ud.
Og hvor søger De ind, Louise Hald? spurgte han voksent. Måske var han bare i godt humør, varmen bredte sig, Anna og Karen blev røde i kinderne.
Jeg… måske på journalistik, nikkede Louise nervøst.
Anna himlede med øjnene. Du ligner en egern!
Journalister skal være snedige, lidt frække, nysgerrige, lidt skuespillere, lidt ballademagere, og desværre en smule principløse! sagde Preben. Vi mænd må sætte etiketten i kommoden og gå på jagt efter sensationer!
Du overdriver! Nu skræmmer du jo stakkels Louise væk, sukkede Poul. Han ville gerne, at datteren fik et godt job og en fast løn.
Virkeligheden er hård. I den branche skal man enten være en ny Blixen eller snarrådig! Vil De skrive om sommerfugle, Louise, eller tør De grave? fortsatte Preben.
Nu stopper du! rasede Poul og rejste sig for at løbe efter Louise, som med gråden i halsen stormede væk fra bordet.
Anna gik også senere ud. Først var hun ude længe. Da hun kom hjem, lignede hun ikke sig selv.
Vi ledte og kunne ikke finde hende, mor. Hvor skal vi dog gøre af hende? Hun sukkede. Hun tænker kun på sine mærkelige digte, ikke på eksamen.
Louise klarer det, hun er bare… anderledes svarede Karen.
Vi kan da ikke nusse om hende altid! Hun er glemsom, distræt, lever i fantasien. Hvordan skal hun klare rigtige liv? Og hvis hun dumper, sidder jeg fast og farveller til tolkekurser og banketter! Anna blev frustreret. Hun forudså Louise som en evig klods om benet.
Hun skal have et skjold har far sagt. Men vi skynder os altid at frelse hende i stedet.
Far kom alene hjem. Han fandt hende ikke. Louise vendte først hjem, da mørket var faldet på.
Hun lukkede sig inde på badeværelset, lod vandet rinde, tog brusebad først iskoldt, så skoldende blundede, lod sig forbavse af sine egne mærkelige tanker.
Hun dumpede ikke til eksamen, men bestod ikke med glans heller. Hun sad nu dagligt ved vinduet og skrev småting.
På translokationen, mens de uddelte eksamensbeviser, sad Anna og Karen og betragtede Louise. Hun så sart ud, blikket skævt, bevægelserne bløde. Og så, midt under sit navn, løftede hun stolt hovedet og kiggede ud over salen. Noget nyt var født i hende…
Næste morgen ringer Louise hjem.
Mor, jeg skal giftes, siger hun stille, sætter sig på knæ og løsner sandalerne.
Hvad siger du, pige? Jeg hørte ikke…
Jeg skal giftes. Det føles vidunderligt. Nu kan jeg skrive om ægte kærlighed! Det var jo hele tiden det, jeg manglede. At mærke følelserne indefra. Nu bliver det virkeligt… Jeg går ind i stuen, snurrer rundt, synger lidt. Griner.
Mor, jeg tror hun er fuld sukker Anna. Louise! Hvilket bryllup, hvem nu? Du har eksamen!
Hendes kinder gløder, blikket tåget, men hun er ikke syg. Karen mærker på panden.
Lad nu være med at pille, mor. Louise griner, slår pjattet ud med hænderne.
Hvem skal du giftes med? Karen bliver skarp.
Preben. Og vi skal have et barn, mor. Forstår du ikke… det gør ondt, men nu kan jeg skrive det ned…
Hvad? Ikke tale om! Hvem? Hvornår? Hvordan lærte du ham at kende? Karen nærmest råber.
Preben. Han kendte far. Han snakkede om journalistik, Louise lægger sig på sofaen, gaber og falder straks i søvn.
Anna bliver bleg. Den aften, hvor Louise løb grædende, havde Preben gået med hende gennem byen, set hende i biografens forhal, spurgt til fremtiden. Anna havde følt, at han kunne hjælpe hendes karriere. Nu alt spildt.
Preben står udenfor opgangen. Louise vil have ham ind, tage det officielt, men han tøver, suger på tredje cigaret. Naboen åbner vinduet, råber. Han åbner klappen og prøver at trække vejret ud ad vinduet.
Anna kommer ud med skraldespanden.
Jeg håber ikke den er tom, smiler han skævt. Goddag, Anna.
Skal jeg tømme den over dig? hun hvæser og smækker døren.
Du fatter ikke, hvad du har gang i! Louise er barnlig, drømmeren nu gør du hende gravid? Hun skal jo lære livet! Smid hende ikke væk! Lad hende tage fejl, opleve en afvisning, måske endda et knust hjerte. Det er sundt!
Men Anna, for dig var alderen ikke et problem! Hvis jeg havde friet til dig, havde du sagt ja…
Det er slet ikke det! Vi er voksne. Louise er barn, hun…
Hun er kvinde. Hun elsker, græder hun gør det hele. Du knækker hende, jeg vil hjælpe, siger Preben.
Hvordan? Vil du trykke hendes digte? Tænker du på hvor meget det koster? Jeg sendte dem til forlagene. De sagde nej. Der er tusinder som hende!
Preben nikker, trykker cigaretten ud. Nej, Anna. Vi har fået barn sammen og er nu familie. Flyt dig.
Inde i stuen sidder hele familien og lytter mens Louise ivrigt læser sine sidste, brændende digte om kærlighed. Anna har aldrig kendt sådan kærlighed. Poul og Karen heller ikke. Men Louise elskede sådan.
Ja… Vi skal ikke stå i vejen, sukker Poul. Men man kan ikke leve i et slot af skum hele livet, Louise. Du skal have en uddannelse også!
Men Louise lytter ikke. Hvorfor når Preben bærer hende på hænder, bringer hende til selskaber hvor alle klapper? Hun er den originale, den mærkelige, gravid, skriver nu om forladte hvalpe og frysende fugle.
Har du været med mine digte hos forlaget? spør hun hver dag.
De skal tænke over det. Vær ikke ked af det. Det er svært at forstå talent! kysser Preben hende i nakken, steger kartofler, igen hver aften. Karen kommer sommetider og hjælper til. Louise er fornærmet er hun ikke god nok som kone?!
Preben bider det i sig. Han elsker hende, den luftige, drømmende Louise, knokler bare så hun kan skrive videre. Det går ud over hans job, men Louise har det godt.
Da lille Julie bliver født, og arbejdspres og søvnmangel vælter ind, og Louise stadig kun savner anerkendelse fra forlagene, eksploderer han.
De trykker ikke dine digte, fordi de er naive og barnlige! Louise, åbn øjnene! Du har en datter, men husker aldrig at give hende mad, aner ikke hvorfor hun græder, huset sejler, du går i den samme skæve slåbrok. Red op, gør rent, vask op! Jeg kan ikke klare alt alene!
Louise græder sig væk. Preben tager forklædet på, vasker op, ordner Julies tøj, arbejder sent. Han forbander sit liv, så åndeligt og romantisk det så ud…
Louise flytter ud nytårsaften.
Jeg kan ikke ånde, Preben. Julie jeg elsker jer, men du har suget al saft ud af mit talent. Jeg er tom! Jeg må væk. Lad være at lave ballade. Lad os bare kramme farvel…
Hun vil mærke bruddet, savnet, kunne skrive om det. Og se sorgen i Prebens øjne det betyder noget.
Men Preben krammer ikke, men tager Julie på armen og går ud i køkkenet.
Louise samler sin kuffert og går. Hun tager lidt kontanter fra Prebens skrivebord. Dem fortjente hun hun har ofret alt for talentet. Endelig frihed! Hun skal bare nå toget til Aarhus, hvor digternes by venter. Med sig har hun Anatol i Tolstoj-stil. Han digter også. De mødte hinanden på biblioteket, hvor Louise læste sine digte op for pensionsdamer.
Anatol har en lejlighed i Aarhus, hvor hans søster og hendes mand bor, men det vil Louise ikke lade sig sygne af. Det ordner sig.
Forældreretten til Julie blev først senere frataget. Preben brugte flere måneder på at bevise, at modern poetessen forlod barnet og ikke støttede.
Julie klamrede sig til sin far, undveg fremmede, elskede at høre digte når de blev oplæst i radioen.
Men Preben var ikke forsonlig. En poet mere magtede han ikke.
Anna, du må hjælpe! Julie skal væk fra det det er endnu ikke for sent!
Vær en normal, kærlig far, Preben. Tag hende i cirkus, dans på bakken, find hende venner, få hende i børnehave. Engang troede vi at vi skulle skåne Louise måske tog vi fejl. Nu er det dit valg.
Anna tog sig af Julie, besøgte hende, hentede og fulgte hende til skole.
Sikke et dejligt barn! Og forældrene, så pæne sammen! sagde en bedstemor og gloede på Julie. Hører du, Preben? Mit barnebarn er et skrubtudse! Rendt, faldt, forvred, blodbefængt, og så kom vi for sent i skole igen!
Men Preben lyttede ikke, han så på Anna og fortrød ikke hun, som han havde drømt om…
Hun læste hans tanker.
Vi var for forskellige, Preben. Var vi blevet gift, havde jeg jo ikke mødt min egen. Jeg skal giftes nu. Du og Julie kommer selvfølgelig!
Han nikkede sådan skulle det være.
Louise fik aldrig fodfæste i Aarhus. Anatols søster smed hende ud mente hun havde for store planer for lejligheden. Anatol undskyldte, greb Louises hænder. Louise græd ustandseligt…
Pengene slap op. Anerkendelsen kom aldrig. Hun fik job i biografen, takket være en godhjertet kontrollør, lidt held. Hun skrev digte til internavisen, græd over tabt barn og mand. Fik et lille værelse. Ikke slot, men dog et sted.
Kun få forstår talent, mor! Nu rådner jeg her, i denne klamme, regnvåde by! Selv Preben svigtede mig! klynker hun til Karen.
Først trøstede Karen, men blev træt, for nu har hun nok.
Undskyld, Louise, vi har travlt. Pas på dig selv. Ring, prøver hun at afrunde.
Det er din skyld! siger Louise. Det gør så ondt. Mor, overfør nogle penge, hulker hun. Jeg er din datter, og jeg lider…
Karen kan ikke sige nej, men hun inviterer hende ikke hjem. På afstand går det bedst.
Mor, henter du mig i morgen? ringer Louise pludselig, midt i Julies fødselsdag.
I morgen, skat? Men vi…
Mor, jeg kan ikke bære mine kufferter! Jeg er gravid! græder Louise, skrøbelig, sart, talentfuld og helt uden skjold.
