Nå, så er vi her, far. Hop lige ud, så parkerer jeg lige bilen. Bare vent på mig, ikke? sagde Katrine og standsede bilen tæt på Sundhedscenteret. Hun steg selv ud først og hjalp sin far ud af bilen.
Han kom ud i et roligt tempo, sukkede lettere besværet og gentog flere gange: Ja ja tiden går Da han endelig stod på asfalten, trådte han lidt til siden.
Jeg kommer straks! Gå ingen steder! beordrede Katrine, smuttede ind bag rattet og pressede bilen ind mellem en rød Volvo og en mørkblå BMW. Hold nu op, hvor de bare parkerer, altså! Her er det nærmest Formel 1 ved lægen. Folk i fine biler, men parkere kan de ikke
Det var faktisk hendes far, Poul Madsen, der havde lært Katrine at køre bil. Hold nu op, hvor var det en kamp dengang. Hvor mange tårevædede aftener, hvor meget nerveroderi. Men Poul mente ærligt, det var det bedste, han kunne gøre for sin datter.
Træd på speederen! Kom nu! råbte han altid, mens han sad i passagersædet og næsten selv fik lyst til at trykke med foden i gulvet. Og når Katrine så forskræmt trykkede på speederen og den gamle Opel Ascona kom op i fart, brølede han straks: Hvorfor har du så travlt? Slap nu af, sig mig, hvor skal vi hen i den fart?
Hans kommandoer skiftede så hurtigt, at Katrine nærmest blev helt rundtosset, svedte i hænderne, og det hele begyndte at snurre for hende.
Hvorfor tuder du på hornet hele tiden, Katrine? Folk tror, vi kører som brudepar! bebrejdede Poul hende gang på gang, mens køerne på marken udenfor bare gumlede videre med langsom nysgerrighed.
Alligevel lærte hun det. Smerte blev til erfaring, og Katrine bestod teori og køreprøve i ét hug. Hun kendte hele ruten i Valby til punkt og prikke, hvert eneste skilt.
Katrine Poulsdatter, stands lige her! bad køreeksaminatoren, en midaldrende politikommissær med moustache og drillende øjne.
Her? spurgte Katrine usikkert.
Ja, ja, lige her. Han nikkede bestemt.
Hvis du altså skal ud, så kan vi godt holde her. Ellers er det faktisk ikke tilladt at parkere. Bare så du ved det, Katrine så spørgende på manden.
Nej nej, kør bare videre. Du er godt nok vaks! grinede han og spurgte, hvem der havde lært hende at køre.
Min far, svarede hun stolt.
Ja, selvfølgelig. Fædre skal altid lige vise, hvordan det gøres! Han smilede skævt. Han var selv igang med at lære sin søn, men det ville sig ikke rigtigt
Der er gået mange år siden dengang, og Katrine er kommet til at forstå: Enten er du til biler og trafik, eller også er du ikke. Intet andet. Ingen halve løsninger.
Far havde lært hende, at man aldrig skulle være bange for at køre bil, tage beslutninger lynhurtigt og læse andre bilister på vejen, før de selv ved, hvad de vil.
Katrine havde også småarbejdet lidt som taxa-chauffør, især for mødre med børn, ældre damer og andre, som helst ville køre med en kvinde bag rattet. Lønnen var faktisk okay, men en dag kom der en større dame med solbriller, der truede med en elektrisk tændershocker for at få alle Katrines penge
Der kunne Katrine godt være kommet galt af sted. Heldigvis kunne hun høre fars stemme: Hvorfor har du så travlt? og i stedet for at panikke, bremsede hun hårdt op, så damen bankede hovedet i sædet. Damen brækkede næsen, men Katrine slap med skrækken og var far evigt taknemmelig.
Katrine, måske skulle jeg bare gå alene ind? spurgte Poul, da de stod udenfor. Så kan du vente udenfor.
Katrine rystede på hovedet.
Nej, far! Mor sagde klart, at jeg skulle aflevere dig personligt til lægen. Punktum.
Ej, Katrine! Far rullede ærmerne op på sin evige ternede skjorte Det der er da ydmygende! Tror I slet ikke på mig?
Katrine betragtede ham, tog selv fat i skjorteærmerne og foldede dem pænt op, rettede kraven, som hun plejede at gøre som barn, når hun sad kold og rystende efter næsten at være druknet i mosen. Far havde svøbt sin skjorte på hendes skuldre den dag, så hun ikke frøs.
Alt det føltes så fjernt nu, nærmest fra et andet liv.
Til sidst nikkede Katrine.
Okay. Tag den bare selv. Tredje sal, lokale 103. Her er dine papirer, jeg lægger dem i din lomme. Jeg går lige hen og får en kaffe imens.
Far smilede, nikkede som en glad dreng, der ikke får lov til noget derhjemme længere. På kolonihavegrunden kom der fremmede håndværkere, for mor insisterede, mens Poul måtte holde sig væk. Han kunne jo selv, mente han. Bare han dog kunne finde værktøjet Men hvor?
Og altid alle de spørgsmål: Hvor skal du hen? Hvad laver du? Og hvis lægen skulle besøges, var det dobbelt op på surmuleri fra både kone og datter. Til sidst overgav han sig.
Jeg må vel hellere gøre det, mens jeg stadig er min egen mand, sagde han somme tider, men lod sig nok trække.
Men i dag fik han lov af Katrine. Hun slap ham løs alene. Tak for det!
Katrine ventede, indtil far forsvandt bag døren, tjekkede at bilen var låst og gik hen efter kaffe. Hun fik pludselig lyst til at ryge, bare for synets skyld. Ikke fordi hun nogensinde havde prøvet, men hun havde altid syntes, det var så elegant, når kvinder røg med lange negle.
Det ser altså så tjekket ud, sukkede hun tit.
Det er hverken sundt eller pænt! svarede hendes mor altid. Ser jeg dig ryge, så!
Så hun havde aldrig prøvet, men i dag føltes det, som om hun kunne have brugt det. Måske ville det berolige nerverne. Det hele gik hende nær. Hvordan skal det gå med far? Hvad med mor og hende selv?
Hun satte sig ikke ind på cafeen. Hvis far kom hurtigt ud, ville hun hellere holde øje Mor havde pålagt hende at holde styr på ham!
Poul listede ind i forhallen, hilste på vagten ved bordet, trådte i blå overtrækssko og så sig omkring efter opgangen til tredje sal. Men et smil bredte sig over læberne, og han satte sig over for vinduet med udsigt til gården for lige at holde øje med Katrine. Hun gik hen og købte kaffe så var alt i orden.
Han satte sig på bænken, greb et papkrus og hentede lidt vand. Følte sig næsten hjemme.
Men da han igen så ud, var Katrine væk. Han gik rastløst frem og tilbage, spændt over om hun kom tilbage. Det mindede ham om, hvordan et egern løb i bur hos deres venner på landet, bare meget langsommere.
Mens han stod der, spurgte en stille stemme ved øret: Gemt dig?
Han vendte sig overrasket om. En mand på cirka 45 stod ved siden af ham. Han var klædt i spraglede tennissko med forskellige snørebånd, rygsæk og t-shirt med noget tegneserie på.
Det er min bror, den skarn, der piller mine snørebånd. Prøv at tænke, jeg opdager det først på vej på arbejde! sagde manden, smilede og rakte hånden frem. Mads.
Poul. De hilste på hinanden.
Skjuler du dig? pegede Mads diskret på vinduet.
Øh, ja. Det føles nogle gange som om, de kvinder kvæler én i omsorg! sagde Poul lidt prøvende.
Mads nikkede anerkendende:
De vil jo bare have styr på det hele, ikke? Han så ud til at forstå det hele med det samme.
Hvor længe har De tænkt Dem at gemme Dem? spurgte Mads.
Det ved jeg faktisk ikke Lige så lang tid, som det kræver?
Jamen, hvis du nu ikke går, så bliver hende, der hentede dig, måske ked af det. Er det din sagsbehandler? sagde Mads og gjorde sig sjov.
Nej, hun er min datter Katrine. Poul blev nærmest fornærmet.
Så må du hellere komme af sted. Ellers bliver hun bekymret. Mads nikkede mod trappen. Jeg skal nok holde vagt!
Er du sikker? spurgte Poul.
Hundrede procent. Jeg holdt altid udkig for min lillesøster, da vi var børn. Kan endda fløjte, hvis der sker noget, vil du se?
Mads løftede hånden til munden, men Poul rystede hovedet febrilsk.
Nej nej, lad nu bare være. Hold bare øje, jeg skynder mig!
Tredje sal, rum 103! råbte Mads efter ham.
Poul fløj op ad trappen, men stoppede op og løftede forvirret øjenbrynene.
Det er da ikke 105? Her! Jeg har papiret, min kone har skrevet det hele ned! Han rodede i skjortelommen, fandt først en indkøbsseddel, så et lommetørklæde og endelig det lille sammenfoldede brev med tid og sted.
Ja, det er rigtigt, undskyld! Skynd dig, ellers kommer hun! hviskede Mads dramatisk og viftede ham afsted.
Katrine havde sat sig under en blomstrende lind uden for. Duften ramte hende sød, sommerlig, varm. Hun smilede for sig selv. De havde en lind i haven som børn, man plukkede blomster til te. Lindeblomst-te var magisk som barn: lidt blødt, lidt sødt, fyldt med dun og duft
Far kom altid hjem med S-toget, og hun mødte ham på perronen. Så købte de kringler og gik hjem. Spiste god aftensmad, drak lindeblomstte i udestuen, nød at se sommerfugle flakse om lampen og krigen om småkagerne. Hvor var det trygt og hyggeligt
Nu var linden fældet, for at gøre plads til nyt hus. Også udestuen var borte. Det var trist.
Han er på vej op nu, sagde en stemme ved siden af Katrine. Mads havde sat sig ved siden af hende på bænken.
Katrine forsøgte at ignorere hans farverige sko, men lagde alligevel mærke til dem og flyttede sig lidt.
Hvem er du egentlig? spurgte hun.
Jeg arbejder i bygningen engang imellem. Jeg har mødt din far før, han genkendte mig ikke, da jeg havde mundbind på. Du følger ham næsten altid. Men ikke i dag?
Katrine sukkede.
I dag kan jeg ikke. Jeg orker ikke mere. Det ydmyger ham, ved du? Jeg kan huske, da han var stærk, og nu Jeg har svært ved at se på det. Han hader det også. Han skal have fred til selv at gå til lægen. Bare en enkelt gang. Vi får jo alligevel at vide, hvordan det er gået. Ellers bliver det hans lille hemmelighed. Jeg vil ikke have en far, der er som et barn Du er læge I må da have noget, der hjælper mod det her! Hun rejste sig, vendte ryggen til, irriteret over de fjollede snørebånd på en alt for munter læge sådan en dag.
Vi hjælper, alt det vi kan. Du gør faktisk mere, end du ved. Du minder ham om medicin, du passer på ham, du lader ham være sig selv. Du beskytter, som han har beskyttet dig. Vi cirkler alle rundt i en barndom, både i starten og slutningen af livet. Måske forsvinder styrken med årene, men kærligheden gør ikke. Du bestemmer selv, hvad du vil huske. Ham som han var, som han er, eller begge dele.
Hvad ved du om det? Ordene er fine nok, men de hjælper ikke. Katrine kneb hænderne sammen.
Min mor blev syg, da jeg var teenager. Hun var frisk længe, men forsvandt i tankerne på et øjeblik. Tro mig, det gør ondt at tilpasse sig. Men det bliver nemmere, når man holder op med at kæmpe imod. Mads samlede en blomst fra linden op og duftede til den.
Lad da være! Riv ikke i linden! udbrød Katrine.
Undskyld. Det var ikke med vilje. Men du skal vide, du er ikke alene. Du elsker ham, og han elsker dig. Det bliver sværere at håndtere, men du når at vænne dig. Mads nikkede og gik tilbage mod bygningen.
Katrine smilede. Vinden bar lindens søde duft hen mod hende.
Poul Cirklende for vinduet igen. Hvad sagde du til hende? Jeg var jo gået. Hvorfor gik du ud til hende? spurgte han Mads.
Jeg sørgede bare for, at hun ikke kom og forstyrrede dig. Jeg snakkede hende væk. Og fortalte hende et digt faktisk.
Digt? Nå ja, det med linden. Kan du have det godt. Poul trykkede hans hånd og gik hurtigt hen mod Katrine.
Så kører vi hjem, sagde han.
Ja. Far, hvad har du lyst til? spurgte Katrine, mens hun hjalp ham ind.
Mig? Kold øl og en tur i sauna. Men det får jeg jo nok ikke. Hvad skal vi så? Han blinkede til hende.
Må vi køre til Moster Lone og drikke lindeblomstte? Bare én gang til, far. Det dufter så dejligt!
Ej, det er for pjattet. Lad os nu komme hjem til mor. Hun har sikkert sat maden på bordet. Og seriøst, hvem går i byen med to forskellige snørebånd, hva? brummede han, men smilede.
På vejen hjem så han ud af ruden på en by, der duftede af lind og syrener. Byen lignede lidt den, han voksede op i, og havde lidt af det hele. Hvor var det nu, Katrine kørte hen? Nåh ja, hjem. Ninna ventede. Godt.
Katrine kørte med vilje langsomt. Hun sænkede farten det var svært at acceptere, men der var stadig tid. Forhåbentlig lang tid endnu.
