Svindlere
Inger Margrethe vidste med sikkerhed, at der var svindlere overalt. Overalt lurede de på hende, ville prakke hende noget på, narre hende, forvirre hende, snakke hende fra sans og samling, tømme hendes konto, gøre hende fattig føre hende bag lyset.
Det sagde hendes nevø, Erik, også altid. Hver aften, siden han var flyttet i en lejet toværelses lejlighed i Brønshøj, ringede han til sin gamle slægtning. Efter hurtigt at have spurgt om hendes helbred og sagt hold ud, det er bare vejret og blodtrykket og alt det der det skal nok gå over mindede han hende om aldrig at stole på nogen. Ikke på nogen som helst.
Hvis nogen ringer, skal du lægge røret på med det samme, forstår du? Straks! Svar dem ikke, hverken ja eller nej! De optager din stemme og optager lån i dit navn du har jo en lejlighed, faster Inger! Lige i centrum af København! Det er den, de er ude efter allesammen!
Hvem, Erik? Hvem er de? Og hvorfor har man ikke fanget dem? spurgte Inger Margrethe med bævende stemme, trak tørklædet tættere om halsen og sendte et blik mod døren mon låsen nu var ordentligt drejet.
Inger Margrethe havde oplevet det meste: efterkrigsårene, 80ernes forandringer, bander i opgangen, set biler bryde i brand uden grund, hørt slagsmål fra gården og derefter kvindehyl i natten…
Hun troede, at alt det var fortid. At nu kunne man ånde lettet op. For det var jo fremtidens lyse tider. Nej! Livets hårdhed og frygt fortsatte, blev bare mere udspekuleret, især over for de svageste.
I supermarkedet kiggede Inger Margrethe sig bestandigt over skulderen, holdt tasken tæt, så hun kunne mærke det hvis nogen rodede i den, samlede alle kvitteringer og studerede dem hjemme under lup. Hun talte summen stille med, undrende hvis hun glemte, hvad hun havde købt og hvornår. Værten i fjernsynet advarede sidst på dagen om nye svindelkneb, og ældre borgere mindedes om at være på vagt… Inger Margrethe stivnede, stirrede forskrækket på skærmen, nikkede sammenbidt og tjekkede derefter, at døren var låst. Så skrev hun ingen svarer telefonen på seddel og lagde telefonrøret på plads. Hun skulle ikke fanges af de billige kneb! De var snydere alle sammen, men Inger, hun skulle nok narre dem!
De eneste, hun stolede på, var sine naboer Margit Søndergaard, tidligere regnskabsfører, Karen med de to små børn, og Lena Petersen, læreren.
Disse tre kvinder bekræftede hende: Verden var ikke gået helt skævt, der var stadig hæderlige folk, man kunne støtte sig til.
Margit hilste altid, spurgte til helbredet, fortalte små muntre historier. Inger Margrethe nikkede vemodigt.
Hvorfor så tungsindig, Inger Margrethe? Se nu spurvene i vandpytterne! Sikke nogle banditter! Har du lagt mærke til anemonerne oppe foran SuperBest? lo Margit, mens hun betragtede de små pjuskede fugle i vandet.
Inger nikkede. Det gjorde hende glad, at der stadig var nogen, der sagde SuperBest og huskede, hvor man i gamle dage købte de bedste frikadeller, som hun stegte til sin afdøde mand, Poul, og lod ham tro, hun havde lavet alting fra bunden. Måske troede han det, måske ikke men det var deres fællesskab.
Der var stadig folk, der kunne huske 1. maj demonstrationer, røde flag, glade mennesker på gader og stræder, og at man kunne leve ærligt og ordentligt. Dét satte Inger pris på.
Ja, Margit! Smukke anemoner… nikkede hun. Men hvor er det frygteligt at leve sådan, altid på vagt! tilføjede hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Hvad nu dog? spurgte Margit omsorgsfuldt, satte sig på bænken, rettede på Ingers sjal eller krave. Du skælver jo, Inger Margrethe!
De ringede igen! hviskede Inger næsten grådkvalt. Tavse i røret. Åh, hvor de trak vejret uhyggeligt!
Hvem dog?
Svindlere, selvfølgelig! Erik sagde, de ville ringe. Og jeg er alene, han siger, de går netop efter de ensomme! Min lejlighed… i centrum… Inger Margrethe trak skuldrene op og så lidende mod naboen. Erik siger, de tager alt, jeg skal ikke snakke med nogen… men i går tog jeg røret og sagde: Ja! Erik havde forbudt det, men jeg kom til det… For det sagde Poul altid, når han tog telefonen: Ja! Jensen på linjen! Hvor jeg savner ham, Margit! Jeg savnede ham så meget, at jeg ville sige det samme… Nu har jeg ødelagt det hele, forstår du?
Nej, ikke rigtigt! Hvad skete der bagefter? spurgte Margit, svingede benene frem og tilbage. Folk ringer da hele tiden fra sygehuset, kommunen, drilleri. Jeg siger pænt farvel til alle. Hvorfor så skræmt?!
Det går ikke! Man må ikke! Svindlere, siger Erik, findes overalt selv i kommunen!
Nej, hør nu! Jeg arbejdede der i ti år
Alle vegne! afbrød Inger og kneb læberne sammen. Der er ikke flere ærlige folk. Nu har jeg sagt ja. Snart tager de min lejlighed!
Hvad? Hør nu, ingen tager nogens lejlighed sådan! Men Margit blev ked af at høre det, især for kommunens skyld.
De gør! Først tager de min, så kommer de for din! Vi bor jo begge i centrum! nærmest jamrede Inger.
Hun sov dårligt to nætter, lyttede til lyde i opgangen, skvattede sammen hvis døren til elevatoren larmede. Uro-medicin virkede ikke. Hun ventede bare
Ingen kommer. Smid den tanke væk! Man skal da være på vagt, men du ender med at gøre dig selv syg, Inger. Kan man leve, hvis man aldrig tør stole på et menneske? Er det virkelig, hvad din Erik siger?
Ja! Han advarer mig. Selv medicinen i dag er forfalsket, siger han, alt er snyd! Ingers lille hånd dirrede i luften. Erik siger sådan!
Din Erik er nok den største svindler selv! Med sin kone… hvad hedder hun? Noget botanisk… nå ja, Lilien. Tror du han holder sig til dig for sjov? Han vil bare have din lejlighed venter på, du skriver under. Du har flere slægtninge. Jeg så da din niece engang, hendes datter…
Erik? En svindler? Nej! Han er god! Ingers øjne blev matte og gennemsigtige.
Men hvor er han, ham din gode dreng? Kigger han til dig? Køber han ind til dig? Finder han dig et sted på Mols til sommer? Nej, det gør Karen og Lena. Erik venter bare på sine papirer.
Det kan ikke passe! Kan man virkelig ikke stole på nogen?!
Man skal være fornuftig, ikke naiv! Men tænk dig om. Jeg skal nok holde øje med dig, sagde Margit og klappede hende blidt på skulderen.
Inger sagde farvel, gik hjem og satte sig i sofaen. Hun talte til billedet af sin mand. Poul syntes at nikke og lytte.
Mener du også, at Erik og Lilien ikke er til at stole på? spurgte hun billedet. Poul så streng ud. Erik er snu, men han elsker mig vel?
Poul smilede skævt. Han havde aldrig brudt sig om Erik. Når han boede hos hende, havde hun aldrig fred – musik, cigaretrøg, fremmede ord, og Inger fortrak til køkkenet. Men hun hjalp ham, for ingen hjalp hende som ung. Ingen skulle lide som hun.
Men fik Poul bare ét minut mere i stuen, havde han smidt Erik på porten!
Det værste er, når de nærmeste svigter … sukkede hun. Jeg må være forsigtig!.
Erik, der kaldte sig selv for Eduard, var inderen eller senere bekendt. Han kom, da han skulle på universitet, tog største værelse, forlod hende på et lille kammert men hun blev glad for ikke at være alene.
Det var år siden. Nu bor han i sin vens lejlighed i Nordhavn, hvis ejer var på udlandsophold. Erik havde fået kone Lilien! Egentlig Julie, men hun syntes Lilien var mere eksklusivt efter at være flyttet til Hovedstaden. Hvad gør det, hvad hendes forældre syntes hun skulle trives selv!
Lilien ville have en stor lejlighed. Erik lejede og forkælede hende. Når Inger forlod verden, skulle lejligheden nær Kongens Have være deres. Men det var tungt at få fasteren til at skrive under…
Inger nægtede. Intet testamente, ingen underskrift. Mor sagde, jeg ikke måtte give slip!
Åh, Erik, hvorfor er hun så stædig? En dag sker der noget, og så skal vi bevise, det er os, der ejer! Gør noget, Erik.
Lilien længtes efter et sted for sig selv, med højt til loftet, plads til bar og luksus. Veninden forbød fester i den lånte to-værelses i Nordhavn, men Lilien tog alligevel vendekredsen med hjem. Det skulle bare være kort, tog timer.
Åh, undskyld, Lilien, klynkede Ole, en fri kunstner på faderens regning. Nu bliver din Erik tosset.
Lad være at nævne ham! grinede Julie. Han er striks, men jeg elsker ham! Hun fnisede, trak strop ned, Ole kyssede glat skulder, Julie lo, kastede hovedet tilbage, men Ole manglede mod han var bange for Erik.
Erik kom hjem sent til et træt selskab, der havde snavset stue og køkken.
På vej gennem gården kunne han høre musikken, se cigaretskodder ramme græsset under altanen. Han rullede med øjnene, tog sig sammen og fortsatte.
God aften, Erik! hilste kvarterets gamle damer på bænken. Holder I fødselsdag?
Det kan man da kalde det, mumlede han og gik op.
Julie! Eller, nå, Lilien! Hvad sker her? Hele stuen sejler! Det er jo ikke vores hjem!
Hvad er det dog du råber efter mig for? Hvor skulle vi ellers være? Skal jeg slæbe vennerne hjem til Skagen? Jeg har sagt det: Vi skal have vores eget sted du ejer jo allerede et! Se at ordne det! Julie smilede til gæsterne. Skal vi ikke lege gæt og grimasser? Hun trykkede sig ind til Erik, kyssede hans kolde læber. Du er umulig i dag! Hvis du ikke deltager, må du drikke bod! Så viftede hun med et glas, og gæsterne råbte: Drik! Drik! og slog på benene.
Damerne på bænken stivnede. De skriger da slå, slå, slå! vi må ringe til politiet!
Arh, lad være, det giver bare bøvl, sagde en anden. Kom, vi går hjem, væk fra balladen!
Erik drak, mere end én gang. Hvorfor ikke? Han havde jo kæmpet sig igennem nok selv, nu kunne han slappe af. Senere, da de sidste gæster var ude, lovede han Julie, at han snart skulle få fasteren til at skrive under på lejligheden.
Vi er familie, ikke? Og hun er gammel! Jeg har boet hos hende i fem år, så nu er hun min pligt. Andre slægtninge skal ikke tage noget fra os jeg har været der, lyttet, jeg har ret!
Selvfølgelig, Erik, du er den eneste! mumlede Julie, døsigt, mens hånden gled over hans hår.
Erik tænkte irriteret: Hvilket tåbeligt navn Lilien. Men pyt hun er lækker, og man bliver misundt.
Før turen, endda med notar, valgte han at ringe til Inger og advare hende. Notaren, gamle Philip Bjerregaard, i sort rullekrave, jakke, smalle sko, satte sig beskedent på bagsædet, Julie foran i fuld gang med at ordne håret i spejlet.
Kom nu, af sted! jamrede hun. Det er så kedeligt at vente!
Vent lidt! Faster tager ikke telefonen kommer vi forbi, er hun ude og vi står derude! Erik prøvede igen, hørte ringetone, bandede tyst.
Vi tager bare over, jeg har nøgler, så venter vi i lejligheden, sagde han til sidst.
Julies veninde havde allerede fundet et godt plejehjem ude i Glostrup til Inger Margrethe, tjekket hvilke papirer der krævedes.
De sad i trafikprop på Nørrebro. Unge cyklister i optog blokerede for trafikken. Nogen klappede. Julie råbte gennem vinduet og vinkede.
Dét er da livsglæde! hvinede hun.
Det er kaos! gryntede notaren. Mit honorar gælder fra I sagde ja til denne idé.
Erik så stram ud, trommede nervøst på rattet. Julie heppede videre.
Endelig kunne de dreje af, og Erik forbandede ensretningen og parkomkostningerne, prøvede forgæves Ingers nummer igen.
Ingenting.
Der er sket noget! Jeg mærker det! hørte Julie ham hviske, mens han travede op mod opgangen. Julie og notaren fulgte tæt efter.
Opgangen var smal, men der ventede jo en treværelses bylejlighed. Julie havde allerede ordnet papirerne for Inger til Glostrup.
Lidt bøvlet elevator, påpegede Philip. Bliver svært med nyt inventar.
Det løser vi! Naboerne i Nivå fik et spabad op med kran! lo Julie. Erik, får vi spabad?
Han svarede ikke. Han drejede på nøglen og kunne ikke få nogen lås op.
Hvorfor er låsen skiftet, faster?! Åbn op, jeg skal snakke med dig! Hvordan kan mine nøgler ikke virke? Eric blev forvirret. Notaren trak på skuldrene. Faster! Det er mig, det er Erik!
Han bankede hårdt på døren.
Ring dog til hendes mobil alle har det nu, foreslog Philip.
Hun har ikke mobil! snappede Erik. Lad mig være!
Okay, okay, lød det.
Hvem er det? Jeg ringer til politiet! lød en tynd, dæmpet stemme bag døren.
Det er bare mig, faster! Erik! Jeg skal bruge din underskrift hvorfor virker døren ikke! Han satte sig på hug, råbte ind i nøglehullet.
Jeg har fået den skiftet instruksen kom fra TV Avisen, selv Leth sagde det! Og naboerne Margit, Lena og Karen, alle bakkede mig op.
Inger Margrethe! Kom nu til fornuft! Mig kan du stole på! Jeg er jo Erik! Eric slog panisk på døren.
Du har en fremmed mand med det er ikke, som man bør gøre. Du sagde jo selv, jeg ikke skulle åbne for fremmede. Jeg finder mig ikke i det her!
Hvad? Faster! Tænk dig nu om! Jeg er jo ikke svindler! Luk op, eller jeg … Julie trak ham i ærmet.
Sig du har mad med, hviskede hun.
Jeg har varer med! gentog han.
Den tror jeg ikke på. Man kan aldrig vide, hvem der er hvem. Bortset fra Margit, Lena, Karen. De har købt mig en mobil det er sådan et smart et. Nu kan jeg ringe til alle også til faster Oda. Husker du hende, Erik?
At snakke gennem døren forstyrrede ikke Inger det mindste.
Nu må du åbne for at underskrive, faster!
Jeg underskriver ikke, Erik du har selv forbudt det.
For fremmede! Ikke for mig!
Men ham du har med er fremmed. En svindler … S-v-i-n-d-l-e-r! svarede hun med stigende mod og rankede ryggen.
Han er notar! Philip Bjerregaard. Julie, stå nu stille! Gør da noget!
Hva’? Julie sendte ham et mopset blik. Fornærmer du mit navn igen?!
Notaren gik. Han havde fået nok. Han tog en taxi til Indre By for at fejre sin oldebarn med venner. Også Julie gik sin vej ingen grund til at blive, når Erik larmede sådan og ingen testamenter blev skrevet. Alt var dumt.
Erik så opgivende efter dem.
Da hun så, at fjenden nu kun var nevøen, nikkede Inger tilfreds og låste op.
Kom nu ind jeg har lavet suppe, sagde hun venligt. Er dine svindlervenner væk? Godt. Husk nu at være forsigtig selv.
Hun gik ud i køkkenet og øste suppe op.
Erik trak på skuldrene og satte sig på taburetten.
Hent lige billede af onkel Poul, han står ude i gangen han skal jo også kunne være med.
Han hentede billedet ind. Poul spejdede strengt ud over bordet.
Spis, Erik. Suppen er god. Jeg skulle egentlig have ringet til dig!
Hvorfor? spurgte Erik mistænksomt.
Fordi… nu du nævner Oda hendes datter, Grethe, venter tredje barn. Hun er så sød, besøger mig altid. Da jeg lå på hospitalet, kom hun med kyllingesuppe. Det hed sig, at du ikke kunne, men hun kom.
Det må jeg ikke have opfattet. Var det dengang du næsten blev forgiftet af doktor-svindlere? Erik blev rød i hovedet. Han havde forsømt, og kun Karen havde hjulpet Inger på sygehuset.
Nej, det var dagen, du nær havde skræmt livet af mig, Erik, rette Inger ham venligt.
Erik satte suppen i halsen.
Jeg har givet lejligheden til Grethe. Hun er et godt menneske, med omsorg. De flytter snart ind det skal nok blive hyggeligt.
Hvad?! Og mig? Faster, det er ikke fair! Jeg advarede jo dig de er svindlere!
Jeg ved det godt, Erik. Farerne lurer overalt. Men der er altså langt flere gode folk end dårlige i verden. Åh undskyld, jeg må tage telefonen Grethe? Hej søde. I er landet? Hvor er det godt! … Galleri? Åh, jeg har slet ikke noget at tage på Men…
Inger Margrethe smilede og snakkede videre. Hun var ikke bange mere hun vidste nu, at verden var fyldt med gode mennesker, klar til at hjælpe, og at hun også selv kunne hjælpe, når det var hende, der skulle.
Erik skubbede tallerkenen væk, tørrede sig om munden med ærmet, så lidt opgivende ud over det lyseblå køkken. Dejligt køkken, god plads. Men nu var det Grethes…
Svindlere! sagde han sammenbidt. Altid svindlere!
Og så gik han. Og det var næsten som om, han fysisk blev puffet ud. Måske havde Poul mon alligevel fået lov til at smide ham ud bare et øjeblik.
Lilien sad allerede på bænken udenfor og røg. Erik satte sig ved siden af. Hun sagde lavt: Ejeren, Karen, ringede. Vi skal være ude af lejligheden … Naboerne har klaget over larm…
Erik tog en dyb indånding og lukkede øjnene. Sådan kommer modgangen altid, tænkte han.
Måske skal jeg finde ud af, om jeg kender flere gamle slægtninge i byen. Måske…
Lilien lænede sig tungt mod hans skulder. Åh, hvor er det svært at leve i den by, sagde hun. Alle er så kolde, grådige og snu. Svindlere, ligesom du siger, Erik. Men du, du skal nok finde på noget… du er jo klog og lidt snedig.
Men Inger vidste, man må ikke lade mistilliden blive livets kompas. Ikke alle er svindlere og uden tillid bliver livet småt og koldt. Vi må hjælpe hinanden, for gode relationer er værd mere end alle lejligheder i København.
