Du, jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig den her historie om Signe og hendes far, Henrik det gik lige i hjertet på mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke over den. Altså, hvor tit har vi ikke sagt: Jeg ringer i morgen, Jeg har ikke tid nu, Mine forældre forstår det nok og alt det der? Men prøv at forestille dig, hvis det dér i morgen pludselig bare aldrig kommer? Eller endnu værre at den person, du hele tiden regner med, vælger at slette dig ud af sit liv?
Signe, hun havde i hvert fald fået ind i hovedet, at fars kærlighed var sådan noget, man bare kunne tage for givet som et ubegrænset kreditkort, der aldrig skal betales af på.
Det hele starter helt klassisk. Der står en gammel, grøn kuffert i den lille stue i Aalborg, og Henrik, hendes far, står der, træt og bleg, og prøver at skjule, hvor dårlig han egentlig har det. Han griber sig til brystet og siger stille: Bare giv mig besked om, hvordan du har det, Signe. En lille sms er nok, okay?
Hun svarer selvfølgelig: Det lover jeg, far. Jeg ringer hver aften du behøver slet ikke bekymre dig. Hun sagde det så selvsikkert, men hun vidste slet ikke, hvor hurtigt hun ville glemme det løfte.
Så gik der et halvt år, hvor det nye København-liv ræser afsted dyre cocktails, middage med succesfulde venner, byture og fede restauranter, og det gamle hjem og fars sygdom blev bare til noget, der kunne vente lidt.
En aften, mens Signe sad på Pluto med et glas hvidvin og morede sig over venners latter, blev mobilen ved med at lyse op. Far stod der og nedenunder tallet 20. Tyve ubesvarede opkald. Hun kiggede, sukkede irriteret og vendte mobilens skærm nedad det der skulle nok sagtens vente, tænkte hun.
Efter et halvt år fik hun endelig dårlig samvittighed nok til at tage toget nordpå. Men da hun stod foran opgangen, var der sat et SOLGT-skilt på døren. Nye låse. Der lugtede af fremmede parfumer i trappeopgangen. Hun gik panisk ud på gaden i Aalborg midtby, anede ikke hvor Henrik var blevet af.
Pludselig kom en stor, sort BMW trillende og holdt ind ved fortovet. Ud steg en rank mand i en dyr uldfrakke det så dyrt ud, nærmest som italiensk design. Og det var Henrik. Men ikke den Henrik hun havde efterladt han virkede ung, sund og fuld af selvtillid.
Hun løb hen: Far! Hvad sker der? Hvor har du været?
Han kiggede på hende helt roligt, men iskoldt. Ikke vred, ikke glad, bare tom. Han fiskede en tyk kuvert og nogle nøgler op af lommen og sagde: Jeg fandt ud af, at min datter døde for et halvt år siden. Du er bare en fremmed for mig nu.
Hun stivnede, prøvede at sige noget, men ordene ville ikke komme ud. Henrik gik hen til risten i fortovet og slap nøglerne dæmpet klirrende røg de ned i det beskidte regnvand.
Så satte han sig ind i bilen og kørte væk uden et blik tilbage. Og dér stod Signe så, tilbage med kuverten i hånden. Den var fyldt med kontanter, nok til at starte et helt nyt liv for, men det betød nul og niks for hende nu.
Hun blev alene, stående midt på Vesterbro med penge, men uden far. Frihed, men tom indeni. Nogle ting kan aldrig fikses med et telefonopkald, især ikke, når der ikke længere er nogen til at tage imod det. Og dét undskyld, du gemmer til i morgen, kan være for sent.
Så hey, ring til dine forældre i dag. Ellers risikerer du en dag at være bare endnu en fremmed på gaden for dem.
