Forræderi
Ninette, jeg elsker dig så højt! Så højt, at der ikke er det, jeg ikke ville gøre for dig! hviskede Jørgen sagte, mens han trykkede sit ansigt ind mod hendes skulder, der hvor de sad sammen i mørket i den gamle biograf på Vesterbrogade.
Med Ninette følte han sig varm, ja nærmest hed; hun duftede sødt, sikkert af hendes yndlingsparfume.
Jørgen lænede sig ind og kyssede Ninette blidt på munden. Bag dem hvæsede nogle, en stemme sagde noget myndigt om opførsel i biografen.
Helt alt hvad jeg vil, siger du? spurgte hun drilsk, med et smil i stemmen.
Alt! bekræftede Jørgen alvorligt.
De var så lykkelige dengang, himmelske sammen, vidste præcis hvor de havde hinanden, og så på hinanden med blikke så dybe, at man nærmest kunne forsvinde i dem, fulde af kærlighed og fortrolighed.
De har ramt plet, de to, hviskede vennerne bag deres rygge. Unge, kernesunde, aldrig skænderier, det er jo et forbillede på et ægteskab.
Tiden vil vise, sagde Mette, Ninettes barndomsveninde, og trak på skuldrene Jørgen, han er sådan en bløddyr, og så allerede på den rigtige side af 35, mens hun kun er blevet 28. Han klæber til hende, sikkert bange for at hun går fra ham. Men måske er det meget godt Ninette har ambitioner, det havde moderen også. Så må Jørgen spænde hjelmen og gøre alt for at behage. Han tager jo allerede et ekstra job for at forkæle hende økonomisk. Et fjols, det er hvad han er.
Mette morede sig over at tale nedsættende om vennens mand.
Du er bare misundelig, indskød blide Helene, altid med et digt eller en kærlighedssang inden for rækkevidde. De er ét, hun gør alt for ham, og han for hende det er ægte ægteskab.
Hvad ved du om livet? Du prøver bare at tvinge dine romantiske vers ned over virkeligheden, men sådan er det ikke. Først er der lidenskab, så hverdagens pligter, og så sidder du pludselig lykkeligt fast i måltider og suppegryde. Pjat! Det er ikke livet, mente Mette.
Helene sagde ingenting, trak kun på skuldrene.
Der var ingen grund til at tage metroen hjem, men Ninette insisterede ikke.
Bestil en taxa, Jørgen, jeg er så træt jamrede hun og gned ryggen.
Det går hurtigere med metroen, Ninette! Kom nu sagde Jørgen og hjælp hende med frakken.
Vær nu sød, min ryg gør ondt, måske er jeg endda gravid! Vær nu lidt barmhjertig hviskede Ninette.
Jørgen stivnede, fangede hendes hænder og kyssede dem, og så gik han straks ud for at finde en taxa, overvældet og smånervøs ved tanken om, at Ninette måske ventede deres første barn.
Han sad i bilen med et smil, der ikke ville slippe ham.
En dreng eller pige? Måske tvillinger det sker jo! Hvad gør man så? Hvad skal han købe? Hvor skal man tage hende hen nu, hvor hun måske er gravid?
Han sad med tankerne på hele vejen. Da de steg ud af taxaen hjemme ved lejligheden, vendte Ninette sig pludselig om:
Jeg kunne virkelig drikke en øl
Skal du nu det? Det kan da umuligt være sundt! sagde Jørgen rystende på hovedet.
For hvem? For barnet? Du er da fjollet! grinede Ninette, købte selv en øl i den nærmeste kiosk.
Men du sagde jo hviskede Jørgen og nikkede mod hendes flade mave, som hun ellers var så stolt af.
Haha, så troede du virkelig på det, Jørgen! grinede Ninette, og Jørgen elskede den klokkeklare latter. Jeg sagde det bare for at få dig til at stresse lidt. Her, tag en tår, den er kold! hun stak øllen mod ham, men han rystede på hovedet. Nå, nu blev du vist fornærmet? Det var bare en fjollet spøg, tilgiv mig!
Hun bøjede sig for at kysse ham, men han trak sig væk. Ninette blev mopset og gik forud.
Ærgerligt, tænkte Jørgen resten af vejen, at der alligevel ikke skulle komme et barn lige nu. Men alt kunne jo nås! Han følte, hvordan varmen indvendigt blev slukket mærkeligt nok.
Efter et halvt års tid fortalte lægen Ninette, at hun nu faktisk ventede sig.
Du er gravid. Otte uger henne sagde doktor Ingrid efter at have vasket hænderne.
Hvad, det passer da ikke? udbrød Ninette, besværet bag forhænget med sine støttestrømper og en nederdel, der ikke ville glide på.
Det er vist ikke noget gætteri, sagde Ingrid roligt. Her er scanningen og blodprøverne. Hvordan har du det, fru Abildgaard?
Jeg mærker da ikke noget, svarede Ninette fraværende. Men, kan man ikke altså forhindre det, I forstår
Hun så næsten skyldbetynget på lægen.
Glas og flasker klirrede hos den yngre sygeplejerske. Ninette kneb øjnene sammen.
Men kære, hvorfor dog? Du er jo gift, så hvad er problemet? Anya vendte sig, ung og rap, og betragtede patienten med strenge øjne.
Kan det ikke bare være ligegyldigt for dig? Skal jeg virkelig stå til regnskab her? For tidligt, forstår I. Jørgen og jeg har nok om ørerne, så nej, et barn her og nu, det vil jeg ikke. Ingrid, kan du hjælpe mig? Jeg kunne ringe til min mor, men jeg vil helst ikke involvere hende. Jeg har da ret til at bestemme
Det har du, sagde Ingrid. Det er din sag. Men hvad med din mand, ved han det?
Hvad rager det dig?!
Overhovedet ikke. Ingrid, skal jeg skrive en henvisning? spurgte Anya.
Tænk lige over det i en uges tid. Det haster, men ikke så meget endnu. Her, tag de her blodprøver i mellemtiden.
Lægen rakte Ninette papirerne. Dem smed hun direkte i skraldespanden udenfor klinikken. Hun havde allerede besluttet sig, allerede da hun fattede mistanke.
Anya, du skal ikke tage kvinder så ilde op! sagde Ingrid senere. Det er deres valg
Det er ubarmhjertigt og forkert. Se på Birthe fra venteværelset hun og manden har prøvet i syv år! Men hende her kaster bare det hele væk. Tænker kun på formen og friheden, og hun fortæller heller ikke sin mand. Måske drømmer han om en søn.
Alle mænd drømmer sagde Ingrid træt. Men det ender tit med at konen sidder med bøvlet og mændene slipper det hele. Enten undgår de ansvaret eller snakker om børn som trofæer. Før man ved af det, sidder konen alene og bander over den dag, hun blev gift. Der findes altid alternativer. Også at aflevere barnet væk. Du ved selv, Anya. Synes du, det er bedre?
Anya rettede sig op. Hun havde sine egne grunde til at mene noget andet og ønskede ikke at bade i offerrollen mere.
Jeg har længe stået på egne ben jeg klarer mig selv, vælger selv, læser, går på museum, elsker Det betyder noget. Jeg kan ikke hadet min mor, fordi jeg har ret til mit eget liv. Men jeg vil aldrig gøre, som hun gjorde. Alligevel nægter jeg at leve i bitterhed. Nok om det. Jeg går nu.
Hun tog sin taske og gik. Ingrid blev siddende. Hun var for længst blevet immun over for fødsler og spædbørn fødeafdelingen var en samlebåndsforretning nu og det handlede ikke om at have ondt af nogen. Der var så mange flere og vigtigere kampe. Ingrid havde ligget syg gennem sin egen graviditet og nægtede selv at opleve det igen. Anya manglede stadig sin “skal”. Hun ville brænde ud, hvis hun brugte energien på piger som Ninette.
To dage senere, ventede Ninette til Jørgen kom hjem, og sagde, hun skulle besøge Mette i Odsherred i et par dage.
Jeg kører dig derop. Du skal ikke slæbe rundt med tasker på toget! insisterede Jørgen, og holdt hende omsorgsfuldt fast. Er du okay? Du virker lidt stille
Alt er fint! Jørgen, vil du ikke stege lidt kartofler? Jeg har så meget lyst Hun vred sig fri. Jeg tager toget, Mette henter mig. Hun har bil, du ved. Forresten, hvornår køber vi vores egen? Du sagde jo snart
Mads på arbejde vil sælge sin, men jeg har ikke helt pengene endnu. Vær lidt tålmodig.
Ninette følte hun havde fået alt: egen lejlighed, adskilt fra forældrene Jørgen overtalte sin farmor til at flytte ud. Hun ville have sit eget bo, ikke bo “oven i familien”. Jørgen ordnede det.
Bare I får et lykkeligt hjem, sagde farmor, så betale Gud jer med børn og glæde. Vi havde det godt, nu er det jeres tur. Hun kyssede Jørgen farvel og drog mod datteren.
Ninette ommøblerede straks, smed alt gammelt ud, selv farmors elskede buffet med glaslåger og smukke udskæringer.
Kan vi ikke vente med at smide den, tryglede Jørgen, farmor elsker den.
Så må du bo med farmor! Hvorfor skal jeg have gammelt lort? Vi køber nyt og holder fester. Du må ikke være så sur, Jørgen. Vi skal leve, ikke kun eksistere!
Den dag Jørgen kom hjem fra en arbejdsrejse til Århus, var buffeten væk. I stedet stod et billigt IKEA-skab, betalt af ferieopsparingen.
Men Ninette havde altid argumenterne i orden. Hun krævede kun, hvad en hustru burde have: bolig, bil til familieture, gryder, kjoler, støvler og en ny frakke alt var for at gøre livet lettere.
Men med pelse gik det ikke let. De gik i stormagasinet, hun prøvede den ene frakke efter den anden, men priserne
Jørgen, den her vil jeg have. Ser du ikke, hvor fin den er? Kan du ikke lide den? Hun skød underlæben frem.
Den er flot. Men alt for dyr. Vi må spare sammen først, sagde Jørgen lavmælt.
Selvfølgelig! Din mor og din tante får penge, du har selv købt et jakkesæt! Skal jeg fryse i min gamle jakke? hvæsede Ninette i hans øre.
Køb den, blandede sælgeren sig, en glat fyr med overskæg. Din kone ser ud som en dronning! En kvinde som hende skal forkæles! Prøv denne også
Ninette sugede smiger til sig. Men hun så Jørgens utilpashed, sukkede, tog frakken af og sagde til ekspedienten:
Vi kommer en anden gang. Når vi har sparet op.
Jørgen rødmede og undskyldte hele vejen hjem for, at han havde sat hende i forlegenhed.
Han endte med at købe frakken på kredit ugen efter. Han kunne gøre alt for Ninette.
Fik du løn? snøftede Ninette.
Nej, jeg lånte. Men du ville så gerne have den, så
Sådan gik dagene. Og nu, iført sin nye frakke, tog Ninette af sted til Mette i Odsherred, kun lige undsluppet Jørgens omsorg og ihærdige hensyn. Han ville helst følge hende, bære hendes kuffert, hente taxa, alt for ikke at lade hende ude af syne.
Gider du aldrig give slip? Jeg sagde jo, jeg skal nok selv tage derop! vrissede Ninette. Farvel! Jeg ringer.
Hun var bange, selv nu. Turen var ikke bare et besøg, Mette havde ordnet et “møde” på det lokale hospital, hvor ingen fra byen ville finde ud af noget som helst.
Angsten var dobbelt for den forestående smerte og for hvad Jørgen ville sige, hvis han opdagede det.
Han var trods alt 36, det perfekte tidspunkt at få børn, men Ninette ville ikke binde sig, hun ville mere i livet, og følte ikke de var en rigtig familie. Jørgen var mere træningsbane måske skulle han bare træde tilbage, når hun mødte sin drømmemand.
Elskede hun egentlig Jørgen? På sin vis. Han var hendes første, hun kunne lide hans hengivenhed og at han altid tilgav også det, der ikke kunne tilgives.
Forældrene havde altid været strikse, især moren. Ingen nåde. Men alt var for Ninettes skyld, sagde hun.
Tja, hun fik mig i det mindste væk hjemmefra, grinede Ninette, da hun sad i Mettes køkken og sippede likør. Jørgen gør alt for mig. Hvis jeg beder om en ananas om vinteren, finder han en. Som den frakke. Han tager ekstra job, går i minus på kontoen, arbejder dag og nat det er jo ridderligt! Bare ikke det her barn ikke nu!
Har du sagt det til ham? Tænk, hvis du får problemer bagefter spurgte Mette, røgende som altid.
Det går fint. Vi er jo i dag, ikke gamle dage. Hvis noget går galt, siger jeg jeg har været syg.
Indgrebet gik hurtigt. Hun blev udskrevet på dag to, men følte sig dårlig.
Virus, siger lægen. Mette er også syg, sagde Ninette, da Jørgen hentede hende. Lad os tage en taxa.
Jørgen nikkede. Tog hendes kuffert og gik i forvejen.
Jørgen, det er glat, vil du ikke holde mig i hånden? kaldte Ninette, men stemmen var lille.
Han vendte sig, tog hende beslutsomt under armen og trak hende til taxaen.
Chaufføren snakkede løs, fortalte vitser, men i bagsædet sad de to og nikkede kun indimellem. Noget var galt men hvad?
Hjemme begyndte Jørgen at tale.
Der blev ringet fra klinikken. De ville høre, hvornår du begynder hos dem. Og så ringede Mette, spurgte om du havde det godt oven på ja, det hele.
Ninette orkede ikke lyve: Hverdagsagtigt, Jørgen! Mor gennemgik fem aborter før hun fik mig det er almindeligt! Hvem ringede? Sikkert den stride sygeplejerske! Hvad sagde du?
Jeg sagde jeg ikke vidste noget, svarede Jørgen køligt. Men hvorfor, Ninette? Hvorfor sagde du aldrig noget hvorfor traf du beslutningen alene?
Ninette havde drømt samtalen mange gange hos Mette, og altid endte den godt, med tilgivelse. Men alt hvad hun nu kunne sige lød hult.
Slap nu af, Jørgen. Alt har sin tid, du har problemer nok, et barn kunne vente! Jeg løste det jo selv, var det ikke godt? Vi skal nok få børn når jeg er klar. Jeg elsker dig, så kom nu
Hun ville sætte sig på hans skød, men Jørgen skubbede hende væk og gik hen til vinduet.
“Når du er klar”, siger du. Og hvis tiden aldrig kommer? Jeg havde bare helst at få at vide hvad du gør, jeg er din mand! Jeg sagde fra starten, jeg ønskede børn, familie… Jørgen trak gardinet fra, stirrede ud i natten.
Jeg har det fint, som det er! slog Ninette i bordet. Tag dig sammen! Jeg gjorde det, der var bedst. Som min mor sagde: man må tage sine egne valg. Og du tilgiver mig alligevel! Hvor skulle du gå hen ingen andre ville have dig, du ved det godt
Hun råbte, ligeglad med, at naboerne kunne høre det.
Jørgen knyttede næverne, ville slå men gik i stedet ud og smækkede døren.
De boede sammen i endnu tre måneder. Jørgen blev mere og mere fraværende, arbejdede længere, drak mere, blev grovere. Om aftenen tændte han fjernsyn på fuld lyd, selvom Ninette prøvede at sove.
Hun skældte ud, men fik kun et koldt blik tilbage.
Alt kunne Jørgen have tilgivet frakkerne, indretningen, ufølsomheden. Selv at farmor græd, fordi gamle billeder var smidt ud. Det var småting.
Men forræderiet beslutningen, han intet havde med det kunne han ikke tilgive.
I april søgte Jørgen om skilsmisse.
Er du stadig sur over dét? jamrede Ninette. Glem det, vi fortsætter bare. Vil du have et barn, kan vi få det vil du? Hvor skal jeg ellers gå hen, hjem til mor? Så får jeg kun skæld ud…
Det er lige meget, Ninette. Vi skilles. Jeg kan ikke mere. Du forrådte os. Pak dine ting, jeg vil returnere til en tom lejlighed.
Jørgen knyttede næverne, det gjorde ondt. Ninette skyndte sig af sted og pakkede.
Han sagde forfærdelige ting til hende bag hendes ryg. Men det var ligemeget. Hun havde forrådt ham.
Efter nogen tid ringede Mette og ville mødes. Jørgen nægtede.
Lad os mødes på en café, det er vigtigt, sagde hun alvorligt.
De sad på en sushi-restaurant ved hans arbejde.
Og dog spiser du dét? Mette grinede og pegede på billederne.
Kom til sagen.
Ninette er gravid igen. Hun fandt først ud af det efter I blev skilt. Det går ikke godt, hun er indlagt. Du burde besøge hende, Jørgen. Hun har brug for dig det er jo også dit barn. Måske kan I lægge det bag jer? Lægerne tør ikke love noget, hendes humør er rigtig dårligt. Jeg kan ikke hjælpe hende, hun vil ikke se mig. Jørgen
Undskyld, Mette. Jeg vil ikke have mere med din Ninette at gøre. Hvis det endda overhovedet er mit barn. Og jeg vil ikke have et sygt barn. Min nye kæreste lover mig sunde børn. Farvel.
Han lagde penge på bordet og gik.
Hun begik en fejl, men nu har hun brug for dig. Nu svigter du ikke bare hende, men også barnet! råbte Mette efter ham, men Jørgen svarede ikke.
Ninette fødte en lille, skrøbelig pige for tidligt, hun var svag, men sød. Det øjeblik de så hinanden, glemmer Ninette aldrig. Hun kaldte sin pige Emelie og noterede ikke farens navn.
Man siger, Jørgen senere giftede sig med sygeplejersken Anya, og de lever som nu skal man, militært og praktisk. Ninette klarede sig alene, for datterens skyld.
Noget ændrede sig i Ninette eller også voksede hun bare op. Længe i barselsgangen lyttede hun til de andre kvinders historier, deres samtaler med mænd, længslen og håbet. Hun græd, blev vred, men bed tænderne sammen og tvang sig til at tro på, at det nok skulle gå.
Jeg elsker dig, Emelie, hører du? Du er min elskede pige, hvisker Ninette, mens hun vugger barnet i armene.
Forude lå et langt liv, og måske skulle det blive lyst og mildt som Emelies smil. Gamle fejltagelser skulle glemmes og tilgives sådan var livet lettere at bære.
