Jeg gav Mikkel et ultimatum enten flytter vi væk fra min svigermor, eller vi skilles.
Jeg vågnede halv syv, fordi Mikkel rode med sin telefon. Skærmens lys ramte mig lige i ansigtet, og fra køkkenet hørtes Gitte smadre med gryder. Hun stod op klokken seks og vækkede hele huset med sit brøl.
Mikkel, hvorfor sover du ikke? spurgte jeg.
Bare ser lidt på videoer, svarede han uden at løfte blikket fra skærmen.
Jeg smed dynen til side og satte mig. Værelset var knap to meter bredt nok til, at min gamle børneværelse ville virke større. Alt vores tøj lå i to kufferter under sengen, fordi svigermor havde beslaglagt skabet med sine gamle ting.
Det er kun midlertidigt, børn, kun midlertidigt, sagde hun. Så rydder jeg op, og så får I et skab.
Den midlertidige status varede hele otte måneder.
Mikkel, vi må snakke, sagde jeg.
Lad os tale efter morgenmad, hva? svarede han. Gitte bager sikkert pandekager nu.
Pandekager! udbrød jeg, men jeg holdt hurtigt igen, så Gitte ikke hørte. Mikkel, jeg er færdig med pandekagerne! Jeg vil bo for mig selv! Forselv!
Her starter du igen, sukkede han. Vi havde jo aftalt, at vi sparer op først.
Hvad snakkede vi om? sprang jeg op, greb min morgenkåbe. Du sagde et par måneder. Der er gået otte! Otte, Mikkel! Og du har ikke engang kigget på en lejlighed. Du er så tilfreds med, at din mor laver mad, vasker og gør rent. Du kommer hjem fra arbejde og falder på sofaen som en skoleelev efter frikvarteret!
Hvorfor er du så oprørt? rejste han sig og strakte sig. Alt er som det skal være. Vi sparer penge.
Hvilke penge?! jeg grinede. Du tjener 35.000 kr, og du vil ikke finde et bedre job! Du siger, at det er trygt hos onkel Volde, at kollegaerne er gode! Men med de penge når vi ikke engang noget på fem år!
Mikkel rynkede panden. Han brød sig aldrig om, når jeg nævnte hans løn.
Men jobbet er stabilt. Jeg hopper ikke rundt som dig hver halve år, svarede han.
Det gjorde mig sur, men jeg sagde intet. Jeg har jo selv skiftet job flere gange, jagtet højere løn og karrieremuligheder. Nu tjener jeg 60.000 kr som receptionist på et lægecenter, og de har lovet mig en forfremmelse til seniorreceptionist med 80.000 kr.
Ved du hvad, sagde jeg stille. Jeg er træt af at skulle spørge din mor, om jeg må hænge min kosmetik hylde i badeværelset. Træt af at hun kritiserer, hvordan jeg steger kartofler eller stryger dine skjorter. Træt af at lade som om jeg nyder at se på tv med hende i køkkenet hver aften, for vi har ikke et TV i vores lille værelse!
Rigmor, du overdriver, protesterede Mikkel. Gitte er da ikke så!
Din mor, afbrød jeg. Hun ser mig som en midlertidig pige, som kun skal holde dig ud, indtil der dukker en bedre ud. Hun laver små drillerier hver dag. Lej en teskefuld salt i din te ved en fejl, eller vask mit undertøj sammen med dine sorte sokker, så det hele bliver gråt.
Jeg holdt mund, håbede hun ville vænne sig. Men jeg er treogtredive, Mikkel! Jeg vil have mit eget hus! Jeg vil have børn! Ikke blive en evig gæst i min svigermors værelse!
Mikkel sænkede hovedet. Jeg så, hvor svært det var for ham, splittet mellem mig og sin mor.
Vores fælles ven Jens lejer en et-værelses lejlighed, fortsatte jeg, 20.000 kr om måneden, helt uden møbler. Jeg har set den. Vi kan klare lejen og mad. Jeg sparer 20.000 kr hver måned til udbetalingen på et hus. To år, så kan vi købe en lille lejlighed i en nybygget blok vores eget hjem.
Har du besluttet alt uden mig?! eksploderede han. Du har kigget på lejligheder! Det er en fælles beslutning, som vi skal træffe sammen!
Fælles? grinede jeg bittert. Vi træffer ikke beslutninger. Alt bestemmes i Gittes køkken, og du nikker bare. Selv vores ferie gik til hendes søsters sommerhus i Skagen i stedet for, at jeg ville til Langeland!
Fra væggen lød Gittes stemme:
Børn, spis morgenmad! Pandekagerne bliver kolde!
Jeg flytter ud dagen efter i morgen! Med dig eller uden dig. Hvis du vælger sidst, er det skilsmisse. Gør dit valg! sagde jeg og gik ud af værelset.
Hele dagen gik jeg i en tåge. Mine kolleger på arbejdet spurgte, om jeg var syg. Min ansigtsudtryk må have vist det. Om aftenen kom jeg sent hjem med vilje, gik ind i indkøbscentret og spadserede rundt på de tomme etager.
Mikkel var væk. Gitte sad i køkkenet med en kop te og syltetøj.
Rigmor, har Mikkel sagt, at I vil flytte? spurgte hun med et sødt smil, men øjnene var kolde.
Nej, fru Gitte, det er ingen spøg, svarede jeg.
Penge i luften! fnøs hun. Bo her, spar! Vi har boet hos min mor i tyve år, og det har klaret sig!
Jeg vil ikke spare i tyve år, sagde jeg. Jeg vil leve nu.
Ung og dum, kommenterede hun. Du er forkælet. Tror du, Mikkel vil løbe efter dig? Han er en lydig søn, han vil ikke forlade sin mor.
Vi får se, sagde jeg og gik ind på mit værelse.
Mikkel kom hjem sent om natten. Jeg lå og lod som om, jeg sov, men han satte sig på kanten af sengen og sagde stille:
Rigmor, jeg så den lejlighed, du talte om.
Og? spurgte jeg.
Den ser fin ud, lys, vinduer mod gården, så det er roligt. Jeg har lejet den. Vi underskriver kontrakten i morgen. Mor skreg i en halv time. Far sad som altid tavs. Men jeg har besluttet mig du har ret. Vi skal begynde at leve for os selv.
Jeg troede ikke mine ører.
Virkelig?
Ja, greb han min hånd. Undskyld, at det har trukket så længe. Jeg var bange for, om vi kunne klare det. Og jeg tænkte på din mor, hun er alene, og far er altid på forretningsrejse. Jeg troede, jeg ville forlade hende.
Mikkel, vi flytter ikke til en anden by, men til et andet kvarter, sagde jeg. Vi kan besøge hende hver uge.
Jeg sagde det til hende, smilede han. Hun sagde, at hun ikke vil se mig mere.
Det går over, sagde jeg og krammede ham. Hun vænner sig.
Jeg vil også finde et bedre job, sagde han tøvende. Jeg lover det.
Jeg kyssede ham.
Sammen kan vi klare alt.
Vi flyttede lørdag, mens Gitte var på sommerhuset. Mikkels far hjalp med at bære kasserne op til fjerde sal. Før han gik, sagde han:
Det er rigtigt, I gør, børn. Unge skal bo for sig selv.
