Engang for længe siden, i hjertet af København, fødte Annika en lille datter. Pigen var skrøbelig og levede desværre kun ganske kort Sådan var skæbnens veje.
Da hendes mand, Jakob, hørte om tragedien, kom han ikke engang for at besøge hende én eneste gang.
På udskrivningsdagen ventede kun en kuffert på Annika, som personalet blev bedt om at udlevere Jakobs værk. Han havde nøje pakket hendes ting og sendt dem med en budbringer. Han viste sig ikke selv, hverken for hende eller hospitalspersonalet.
Annika havde frygtet meget, men ikke denne form for svigt. Hun havde ingen steder at tage hen. Senere fandt hun, dybt nede i kufferten, et brev fra Jakob. Annika læste ordene, målløs og vantro:
Jeg forlader dig. Det eneste, der holdt mig tilbage, var din graviditet. Jeg har længe haft en anden, meget bedre end dig. Du kunne ikke engang føde et ordentligt barn. Jeg er faktisk kun lettet over, hvordan det hele gik.
De sidste ord ramte Annika som et slag. Hun græd længe, og sidenhen sad hun blot i stilhed og overvejede, hvad hun dog nu skulle stille op.
Men hun tog en beslutning, stærkere end nogen anden:
Jeg vil klare mig! Jeg vil blive den bedste. Først og fremmest som mor, tænkte Annika. Mænd kan gå, men moderskab det kan jeg endnu. Jeg er kun 24, hele livet ligger foran mig!
Jakob og Annika havde mødt hinanden til en af deres venners sammenkomster. Dejlige Annika tiltrak straks Jakobs blik. For ham var det ligegyldigt, om hun havde penge eller ej hun var smuk, og det var alt.
Hans mor ejede en blomstrende frisørkæde i byen og havde givet ham delvist ansvar for det praktiske, mens han selv bare stod for at levere materialer.
Alt gik hurtigt mødet med familien, brylluppet. Efter to år blev Annika gravid.
Veninder havde hørt rygter om, at Jakob havde en anden, men Annika nægtede at tro det. Han overøste hende med dyre gaver og kærlige ord.
Et øjeblik nu, og hun ventede foran hospitalet med sin kuffert. Hvor skulle hun hen? Hendes forældre var ikke en mulighed hun var faktisk stukket hjemmefra for at kunne bo med Jakob.
Der var kun hendes faster, Ingrid, men hun brød sig aldrig om Jakob.
Da Annika overvejede at tage derhen, sagde fasteren straks: Du løber ikke fra din mand til mig. Her er ikke plads til flere.
Annika besluttede at lede efter arbejde. Hun kunne overnatte på Hovedbanegården, hvis det skulle være.
Det var svært at få job, selv med et eksamensbevis med udmærkelse, for ingen ville ansætte én uden erfaring. Hun elskede dyr og havde uddannet sig som dyrlæge, derfor søgte hun ind på Teknisk Skole i sin tid. Og senere videreuddannede hun sig, ofte om aftenen, for om dagen skulle hun arbejde.
Hun gik København rundt og besøgte alle de dyreklinikker, hvor hun før havde været i praktik. Intet held alle stillinger var besat. Da hun sad grædefærdig på en bænk foran den sidste klinik, dukkede en lille hund op, sprang op på hendes skød og slikkede hende venskabeligt på hånden.
Hvor er du sød men hvem tilhører du? Jeg kan ikke tage dig, jeg har jo ikke engang noget hjem.
Er det dig, der er faret vild, Frida? Kom nu hér, så får du din snor på! lød det fra en ældre dame, der satte sig ved siden af Annika.
Fortæl nu, hvorfor du sidder her trist. Jeg har set dig i klinikken før, du klippede denne her Fridas pels.
Damen, Karen Pedersen, lyttede opmærksomt til Annikas historie og nikkede forstående undervejs.
Uheldigt, min pige. Kom, tag din kuffert, og følg med. Jeg hedder Karen. Hvad hedder du?
Annika.
Sådan, Annika. Det trænger du til at få lidt at spise.
Karens hus var stort, næsten som det, Annikas mand ejede. Frida fandt straks sin kurv, men holdt hele tiden øje med Annika.
Hun kan tydeligvis lide dig. Det kan hun ellers ikke med alle. Jeg viser dig huset og haven i morgen. Jeg har brug for én, der kan holde styr på det hele. Kan du det?
Jeg tror, jeg kan. Men jeg må også finde mig et fast job.
Tænk på det her som dit arbejde fra nu af. Du får løn, og plads hos mig. Dit værelse er derhenne.
Senere delte Karen selv sin livshistorie med Annika. Hun var blevet helt alene manden døde, børnene også. De havde engang bygget huset sammen, drømt stort. Men efter den frygtelige ulykke, blev hun efterladt alene. Forretningen blev solgt, der var penge nok til alt men slægtninge ville kun se hende, hvis der var kontanter på spil.
De er her sjældent, kun for at sikre sig arven sådan siger jeg nu, grinede Karen.
Annika klarede alt i huset til topkarakter. Hendes uddannelse var nyttig ikke bare dyr, men også blomster og planter trivedes under hendes hænder. Karen elskede roser, og aldrig havde de blomstret så smukt.
Du har grønne fingre! Sådan har mine roser aldrig blomstret, og har aldrig fået så mange æbler og pærer.
Der gik tre år, hvor Annika boede hos Karen. De to blev uadskillelige, og Frida fulgte dem overalt.
Karen, du giver mig simpelthen alt for meget løn. Jeg bor her, spiser her, og bruger huset, og får penge oveni.
Du arbejder hårdt, og jeg har penge nok så det er fortjent! Men hvad bruger du dine penge på? Jeg ser dig aldrig bruge dem.
Jeg drømmer om at åbne en salon for kæledyr det er efterspurgt nu, og jeg kan jo klippe.
Vil du så forlade mig?
Nej, slet ikke! Du har reddet mig. Jeg skylder dig alt. Men jeg vil også selv bygge noget op. Det er ikke endnu, der er tid nok.
Frida får jo gjort pelsen hjemme nu, takket være dig. Du bliver en god dyrefrisør. Og du er blevet meget stærkere.
Det er kun, fordi du troede på mig. Du er den bedste slags familie.
Og du er som et barnebarn for mig. Vi passer jo også i alder til det.
Tre år mere gik. Annika blev en succesrig virksomhedsejer, åbnede to kæledyrssaloner. Efter det første bitre ægteskab turde hun ikke tro på kærlighed igen før den dag, en ung mand jævnligt kom til hendes salon med sin hund.
Snart dukkede han op med en stor buket blomster, og deres forhold voksede langsomt. Annika var bange for nyt svigt, men Martin, som han hed, var vedholdende og rolig.
Annika, hvad gør jeg forkert? Jeg drømmer om at høre børnelatter i huset. Og jeg har en gave klar til brylluppet.
Før deres bryllup gav Karen hende et testamente på huset og hendes opsparing.
Hvad med familien, Karen? Vil de ikke blive vrede?
Dem har jeg ikke set i årevis. De kom aldrig, ikke én gang, ringede ikke engang. Har du set dem? Nej. De vil kun have penge! Men du kan gøre godt med dem.
Karen førte Annika op af kirkegulvet, oplevede hendes børns opvækst og læste eventyr for dem om aftenen.
Engang, mange år senere, krydsede Annika tilfældigt Jakobs vej igen. Hans store erhverv var væk, hans mor ligeledes han havde solgt alt, og intet havde han tilbage. Han genkendte hende straks, for hun strålede endda mere end før, mens han selv var blevet livstræt.
Annika?
Beklager, kender jeg dig?
Mor, jeg henter dig som aftalt! Martins stemme lød fra bilen. Gå nu væk, fætter!
Det er okay, søn. Det er kun en gammel bekendt.
Din søn? Jeg har ingen børn, ingenting… Du har gjort det godt, kan jeg se.
Ja, jeg har det godt. Farvel, jeg må videre.
Vent, kan du ikke hjælpe lidt, bare lidt penge
Nej. Du må lære at arbejde. Og jeg er faktisk lettet over, at du gjorde det, du gjorde dengang du var jo også tilfreds. Farvel!
