Livet efter skilsmissen
Ingrid, hvorfor skal du nu være så stædig? Ingers stemme havde den her lidt nedladende, belærende tone, som om hun forklarede tingenes sammenhæng for en fireårig i flyverdragt. Den slags tålmodighed, der kunne give Ingrid uro i maven. Nikolaj er en dejlig mand. Flot, klog, fast arbejde og en ejerlejlighed på Østerbro. Hvad mere kan man forlange?
Ingrid lagde skeen, hun havde stået og rørt i suppen med, og sendte sin mor et blik tvært. Hendes fingre rystede let, så hun skubbede hurtigt hænderne under bordet, så Inger ikke opdagede det.
Mor, han var mig utro, svarede Ingrid lavmælt uden at slå blikket ned. Ikke én gang, ikke to det var nærmest et månedligt abonnement. Vi var gift i seks måneder, og jeg havde allerede samlet så meget bevismateriale, at selv dommeren ikke ville give os betænkningstid. Selv den største paragrafrytter mente, at vores ægteskab ikke var til at redde!
Jamen, og? Inger trak på skuldrene, og trak forklædet lidt op, som om det lige skulle sidde lidt pænere. Det gør de fleste mænd jo. Men husk: hvis konen er god nok, så løber han ingen steder! Du kunne jo have gjort noget ud af dig selv. Du kunne være startet til pilates, løbet maraton, skiftet frisure. Men hvad gør du? Tager straks skilsmisse!
Ingrid pustede opgivende ud, imens trætheden duggede hendes brystkasse. Samtalen havde kørt i sæbekasse-cirkel de sidste fjorten dage med Inger som den evige dommer. Efter skilsmissen var Ingrid flyttet hjem til sin mor hendes egen lejlighed, arvet efter mormor, var stadig beboet af nogle naboers nevøer, som havde lejet den. Hun ventede bare på, at de skulle flytte, så hun endelig kunne indrette sit helt eget sted. En base, hvor hun kunne trække vejret uden frygt for granskende blikke fra fru dommer Inger.
*************************
Det bimlede på døren i entreen, sådan insisterende, og Ingrid vidste med det samme, hvem der stod på måtten. Nikolaj. Gid pokker havde ham! Håndfladerne blev straks fugtige, og pulsen galopperede som under en Tour de France-etape. Inger kunne naturligvis aldrig modstå fristelsen: hun bød ham indenfor, uanset hvor meget Ingrid protesterede som om hun helt havde fortrængt, at datteren stadig slikkede sår.
Det er Nikolaj, du! lød det begejstret fra køkkenet, som om man havde vundet en bil på københavnerbingo. Kom ind, kom ind, søde dreng! kaldte hun smørret ud i entreen, og der var så meget overskudsagtig gæstfrihed i stemmen, at Ingrid mistede appetitten på sin egen supperet.
Ingrid knugede skeen så hårdt, at knoerne blev hvide. Hun mærkede en knude i halsen, mens en tung fornemmelse bredte sig i brystet.
Mor, jeg orker ikke tale med ham, prøvede hun sagte, selv om stemmen dirrede.
Det er ikke dig, der bestemmer her! knurrede Inger overraskende bare som et lyn fra en skyfri himmel. Det er min lejlighed, så jeg inviterer, hvem jeg vil. Så længe du bor hjemme, følger du husets regler. Klart?
Ingrid måtte sluge sine tårer. Hun rejste sig fra bordet, med nød og næppe uden at vælte sin kop, og marcherede uden et ord, forbi sin mor og den stadig småprustende Nikolaj, der var ved at kæmpe skoene af i entreen, og gik direkte ud mod altanen. Den alt for kraftige duft af hans billige herreparfume den slags med undertoner af trækævle og gran var lige så besk som hendes humør.
Ingrid, vent nu! forsøgte eksmanden med den der blide, insisterende omsorg, som kun kunne gøre hende mere arrig.
Hun tog ikke notits, men smækkede altandøren i så hårdt, at ruderne rockede. Københavns kølige forårsvind sneg sig ind under trøjen og bed i nakken, men Ingrid mærkede ikke engang kulden. Hun lænede sig ud over gelænderet, hvid i fingrene, og stirrede ud over andelsboligernes regnglatte tage, på de sparsomme lys i vinduerne mod Nørrebrogade. Nedenfor brummede renovationsvognen, og i et åbent vindue lidt længere væk spillede nogen dansk popmusik i radioen alt er, som det plejer, lød melodien, så hånlige i netop dét øjeblik.
Bare han snart smutter, bad hun indvendigt og trak cardiganen tættere sammen, selvom den var mere for syns skyld end varme. Hun kunne høre sin mor skvadre med Nikolaj i køkkenet, lyden af tallerkener, rindende vand og latter la-la-la, som om det hele var et afsnit af Bagedysten. Kunne de da ikke finde noget andet underholdning end hendes ulykkelige kærlighedsliv?
Minutterne sneg sig af sted. Ingrid begyndte at fryse fingrene bed næsten i is, øreflipperne brændte i den fugtige luft, skulderne sitrede. Men hun nægtede at gå ind. Hun sansede byens lyde, biler, stemmer, alt for at slippe for at tænke på, hvad der blev talt om i køkkenet.
Pludseligt knirkede døren bag hende. Nikolaj, selvfølgelig.
Ingrid, sagde han, med hænderne i lommerne og hovedet lidt på skrå, som om han mente, at man ku tale sig fra hvad som helst. Skal vi ikke prøve at tale sammen rigtigt?
Vi har ikke mere at sige hinanden, svarede hun tørt, blikket stift rettet mod regndråberne på nabolejlighedens ruder. Hun kæmpede for ikke at ryste.
Hør nu han trippede et skridt nærmere; hun kunne mærke, hvordan hans tilstedeværelse sugede luft ud af hendes lunger. Jeg har tænkt over tingene. Jeg har forandret mig. Skal vi ikke forsøge igen? Jeg sværger, jeg gør det bedre.
Du har jo ikke engang sagt ordentligt undskyld, hun vendte sig pludseligt mod ham, arrigskab kogte lige under huden. Du vil bare have trygheden tilbage, fordi det er nemmest. Det kan du glemme, Nikolaj. Du har ikke ændret dig. Du vil bare have det, du har mistet.
Men jeg mener det …
Ikke mere, afbrød hun. Stemmen overraskede selv hende: bestemt, næsten myndig. Jeg gider ikke dine løfter. Jeg orker ikke mænd, der tror, deres behov kommer før respekt for andre.
Hun trak i dørhåndtaget spærret. Selvfølgelig! Tak, mor.
Mor! råbte Ingrid, næsten desperat. Lås op!
Et minut så lød nøglen, og Inger dukkede op i døråbningen med et bredt grin. Forklædet med de små kirsebær vuggede med, og hun balancerede tekoppen med mynte som en trofævinder.
Hvad bilder I jer ind, sådan at sidde og fryse? Kom ind, nu er der mad og the! Hun stillede koppen på altanbordet, sørgede for at dugen lå, som hun ville have det, og satte sig for nu skal her hygges.
Ingrid smuttede forbi, uden øjenkontakt. Vreden hvirvlede rundt i brystet ikke kun over for Nikolaj, men over sin evigt pågående mor, der trumlede igennem uden at skænke hendes følelser så meget som et halvt stykke citronmåne.
Hun standsede i entreen og så sin mor i øjnene: Mor, du skal lade være med at invitere ham. Det her er mit liv og jeg bestemmer selv, hvad der er bedst for mig.
Jamen, søde Inger klappede hende på skulderen, og berøringen føltes mere som et håndtryk fra borgmesteren ved åbningen af en ny Netto end ægte omsorg. Han har jo fortrudt. Mænd dummer sig indimellem, men har du lidt is i maven, får tingene sig ordnet. Du er bare for stolt. Lidt blødere, lidt mere samarbejdsvillig så skulle du se.
Ingrid lukkede øjnene, talte til ti og vendte så om på hælen ind på sit værelse, dør lukket, så hårdt hun næsten selv fik et chok. Luften var tung derinde, hun havde glemt at lufte ud, men hun satte sig alligevel på sengekanten og krummede hænderne sammen, til knoerne gjorde ondt.
Hun hørte stemmer fra køkkenet mors plapren og Nikos bløde, indsmigrende tone, præcis som dengang han sagde, Det var da bare en arbejdsveninde, du overdriver!, selv om Ingrid havde set Messenger-beskederne med egne øjne. Tre forskellige arbejdsveninder på seks måneder! Hvem ved, hvad der ellers var sket?
Da der endelig blev stille, og hun hørte hoveddøren smække, snusede det pludselig lifligt af te og vanilje i hele lejligheden. Inger havde bagt og ja, smagen af hendes signatureplekager kunne næsten få Ingrid til at glemme alt det træls, bare for én bid. Næsten.
Skal vi ikke snart lægge det bag os? Moren smilede håbefuldt, men nu virkede det hele stift og opstillet forceret som Dronningens nytårstale. Nikolaj gør sig virkelig umage. Jeg har fortalt ham, at han skal kæmpe lidt for dig.
Mor, Ingrid dæmpede stemmen for ikke at tude, jeg har bare brug for at bo fredeligt, indtil jeg kan komme hjem til min egen lejlighed. Er det så urimeligt?
Inger sukkede og satte sig med et hop. Du er alt, alt for kategorisk, sagde hun og stak blikket i gulvet. Livet er ikke sort og hvidt. Vi kan alle fejle. Du kunne da også have været sødere måske var det derfor, han gled lidt ud? Kan du ikke se det?
Ingrid mærkede tårerne presse på, de brændte mod øjenlågene.
Nå, så det er min skyld, jeg blev snydt? Hun sank ordene, men stemmen knækkede.
Nej, næh, ikke sådan … Moren så ud ad vinduet, som om hun håbede, nogen udenfor kom hende til undsætning. Men du kunne have været lidt mere forstående. Giv mennesket en chance …
Han kunne prøve at være tro, afbrød Ingrid, denne gang med klang af hårdhed. Hvor svært kan det være? Ikke lyve, ikke køre dobbeltliv … det er vel ikke for meget at forvente i et giftermål.
**************************
Nikolaj begyndte derefter at dukke op med den regelmæssighed og pågåendehed, man normalt kun forventer af ejendomsmæglere på Amager. Engang stod han ude foran blokken, da hun smuttede ud med skraldet. Engang dukkede han op med en æske Summerbird-chokolader og et jeg var lige i nærheden selvom alle vidste, han havde stået og luret ovre ved Fakta. Og så en dag: en kæmpe buket røde roser og Anton Berg kirsebærfyldte chokolader, præcis dem hun elskede som barn.
De er til dig, sagde han og sendte en se, hvor jeg angrer-smil, og i et sekund kunne Ingrid næsten huske, at hun engang syntes, han var lidt charmerende. Men nu så hun bare et træt blik og et smil, der aldrig nåede øjnene.
Tak, men jeg behøver dem ikke, sagde hun uden at tage imod noget. Og jeg har pænt sagt, du ikke skal komme mere.
Jeg ved det, peb han, men jeg kan ikke give op. Du betyder stadig alt for mig.
Betød, rettede Ingrid ham, og synkede en klump. Fortid.
Det korte sekund tav han, nikkede, og hele kroppen så ud til at gætte på, hvilken vej han skulle vende.
Okay jeg forstår. Undskyld, jeg maser mig på.
Men inden han fik listet sig væk, kom Inger susende.
Nikolaj, skat, kom nu ind, nærmest råbte hun, mens hun smøg sig op ad ham. Du kan da ikke stå ude i opgangen. Ingrid, tag nu imod blomsterne! Hallo, sådan en buket …
Mor, han er på vej ud. Og jeg vil ikke have gaver fra ham.
Åh, nu må du da ikke være så stædig, svarede hun, uden at slippe Nikolajs ærme. Kom, nu er der kage.
Nikolaj kom vaklende ind, og Ingrid opgav. Hun listede ind på sit værelse og hev notesbogen frem at tegne lindrer altid tankemylder. Først gik stregerne skævt, men lidt efter lidt fandt kaos sin form; tankerne faldt til ro.
*************************
Tiden gik. Endelig kunne Ingrid flytte ind i mormors gamle lejlighed, tættere på sit arbejde. Hun fik et par veninder på siden, begyndte til yoga om søndagen, og for første gang længe følte hun sig stærkere ikke bare fysisk, men indeni. Når hun stod i træets stilling, forestillede hun sig rødder slå sig fast i den nye jord.
En dag efter yogaen faldt hun i snak med træneren, Mikkel. Rolig, sød, type der havde glemt, at man burde blære sig, og han boede to gader væk. De tog en kaffe efter træningen og så blev det også til en kop mere et par dage senere.
Mikkel var ikke som Nikolaj. Ingen store ord, ingen løfter om stjerner, bare en ro og det, han virkelig kunne: lytte og give plads til stilhed. Sammen med ham kunne Ingrid pludseligt trække vejret frit være sig selv uden præstation.
Første gang hun nævnte Mikkel hjemme, gik Inger straks i interview-mode:
Hvem er han? Hvad laver hans familie? Har han fast job? spørgsmålene haglede.
Han er yogainstruktør, sagde Ingrid og forsøgte at lyde afslappet, selvom hun kunne mærke stemningen snappe til. Arbejder tæt ved min arbejdsplads. Lejer et værelse i nabolaget.
Et værelse? Morens ansigt foldede sig op som et krøllet stykke bagepapir. Ingen status, ingen penge? Skal du så betale for ham? Eller skal I sidde på én halvandenværelses og spise rugbrød resten af jeres dage?
Mor, jeg er ligeglad med penge. Han er sød, pålidelig, og han respekterer mig. Det er nok.
Respekterer? Ha, fnøs Inger, Det sagde du også om Nikolaj. Du skaber altid problemer, Ingrid!
Ingrid lukkede øjnene og talte til ti igen. Der var ikke meget at gøre ved det for Inger var lykke lig med bil, ejerbolig og en mand, der kunne finde ud af at svinge Dankortet. Og en god kone? Hun burde bare tåle og tilgive så blev det hele perfekt.
Mikkels og Ingrids forhold gik stille og roligt som Blågårds Plads på en tirsdag. De nød at tage på café, lave mad sammen, dele drømme. Alt var udramatisk og det var præcis, hvad Ingrid havde brug for.
Efter et halvt år friede Mikkel til hende på en bænk i Fælledparken, mens bøgen sprøjtede med friske blade. Ingrid, jeg vil dele mit liv med dig vil du gifte dig med mig?
Hun kiggede på ham trygge, blide øjne og hun mærkede, hvordan noget gammelt, tungt smeltede indeni.
Ja, hviskede hun. Selvfølgelig vil jeg det.
Men selvfølgelig: Inger tog det som en fornærmelse af sin eksistens. Du kan ikke gifte dig med ham! Du ødelægger dit liv!
Mor, mit liv ER allerede mit eget ansvar, sagde Ingrid. Og jeg er lykkelig – det burde være rigeligt!
Du ser kun næsetippen, Ingrid! Din stædighed er ubrydelig. Engang må du da forstå
**********************
Brylluppet blev, som parret ville have det: smalt, hyggeligt, kun nærmeste venner og lidt familie fra Mikkels side. Ingrid i enkel hvid kjole uden tyl; Mikkel i sort blazer og flotte, ovale briller. Da de sagde ja, mærkede Ingrid for første gang, at det var hendes liv ikke nogen andens projekt.
Inger kom ikke. Men hun sendte en buket hvide liljer med sort bånd og et kort: Håber, du ombestemmer dig. Ingrid lagde dem til side med et stik i hjertet.
Og selvfølgelig Inger fik også hevet Nikolaj med, uden varsel. Han stod ude foran rådhuset med hænderne i lommerne og et akavet smil.
Hvad vil du her? Ingrid kunne mærke den gamle uro, men nu føltes såret mere som et myggestik fra sidste sommerferie.
Din mor bad mig komme. Hun siger, du begår en fejl, men du tøver bare med at indrømme det.
Hun siger meget, brummede Mikkel og lagde armen om Ingrid. Men det gør det ikke sandt.
Du kan bare ringe, hvis du får nok af at bo i en papkasse, mumlede Nikolaj og forsvandt, som om han forventede, at alle ville ringe til ham før eller siden.
Efter brylluppet bød der sig jobmuligheder i Aarhus storby, nye chancer, frisk start. Ingrid sagde ja uden tøven; hun længtes efter et sted, hvor fortiden ikke var i mølposen bag sofaen.
Før afrejsen gik hun forbi sin mor. Inger stod stædigt med ryggen til og stirrede ud over Frederiksbergs tage.
Vi rejser, mor. Tværs over landet.
Nå, så du flygter fra problemerne?
Nej. Jeg løber hen imod lykken. Og jeg ville ønske, du kunne være med. Men kun hvis du respekterer mine valg.
Inger vendte sig mod hende, læberne stramme, blodåren ved tindingen hoppende. Respekt? For hvad? For at stikke af med en yogalærer? Hvad får du ud af det? Tryghed? Fremtid? Nikolaj kunne have givet dig alt!
Ingrid trak vejret dybt og så sin mor i øjnene.
Mikkel giver mig ro. Ro til at være mig selv og det har jeg aldrig haft før. Ikke til at vente på at blive snydt, men til at stole på, at jeg fortjener det her.
Ro! fnøs Inger. Du ender i en fremmed by uden håndsrækning, uden den rigtige mand.
Nej, mor. Jeg har al den håndsrækning, jeg behøver i ham og i mig selv.
***********************
Samme aften ringede Inger selvfølgelig til Mikkel. Jeg er bange for, at Ingrid bare er på flugt, begyndte hun sagte og gik straks over i passiv-aggressiv. Du er bare en afledning. Hun savner stadig Nikolaj. Hun kan omvendt blive ked af det og hvem tager hende så op?
Mikkel svarede roligt: Jeg kender Ingrid bedre end du tror. Hun er stærk og hun har valgt. Jeg svigter hende ikke.
Din naivitet … Du tror, hun bliver lykkelig derovre? Det kan du godt glemme. Hun kommer hjem før eller siden.
Tak for snakken, Inger. Men Ingrid bestemmer selv i sit eget liv.
Han lagde på, og kunne ikke lade være med at tænke: Stakkels Ingrid, der er vokset op med den slags sortsyn.
*************************
Næste dag lod Ingrid alligevel kagen stå på bordet hos sin mor. Hun havde købt romkugler og små margueritter. Men Inger var ikke til at rokke.
Kan du ikke blive bare en måned? Tænk dig nu lidt om! Du er jo sikkert bare stresset!
Mor, beslutningen er truffet. Vi skal bo nær ved Marselisborgskoven. Arbejdet er på plads, kollegerne er søde, lejligheden er hyggelig Hvor svært kan det være?
Inger stoppede op, og hendes øjne skinnede, om det var tårer eller temperament, kunne Ingrid ikke lige lure. Det er Mikkel, der styrer dig! Ser du ikke, at du mister fodfæstet? Her ville du hurtigt indse din fejl, men i Aarhus? Han kan gøre, som det passer ham!
Den anklage lammede Ingrid et kort sekund. Det lød totalt latterligt, og hun stirrede bare på sin mor.
Tror du virkelig på det?
Mænd vil altid kontrollere! Med Nikolaj vidste du, hvor du havde ham. Mikkel skjuler sig bag forståelse.
Stop, Ingrid mærkede tårer stige op. Jeg orker ikke flere beskyldninger. Jeg kan ikke blive ved at forsvare mit valg.
Hun greb nøglerne. Inger lagde en hånd på hendes arm, greb hårdt.
Vent nu, Ingrid. Jeg vil bare det bedste!
Det bedste for mig definerer jeg selv. Jeg vælger Mikkel, min retning og jeg vælger at få luft.
Inger slap grebet, ansigtet forvredet mellem vrede og fortvivlelse.
Så det vil du vælge en mand over din mor?
Jeg vælger ikke fra. Jeg vælger bare frihed. Når du er klar til at respektere mig, er du altid velkommen. Indtil da, mor … pas på dig selv.
Ingrid blev stående et øjeblik, betragtede morens nakke med det grånende hår og hånden på vindueskarmen. Lysten til at lægge armene om hende, sige det skal nok gå var der, men hun vidste, det ville være løgn. Hun gik lydløst ud, med den nye mobil i lommen det nummer fik Inger ikke.
Måske en dag kunne de ses uden at fortiden lå som et blødt, tungt uldtæppe imellem dem. Indtil da havde Ingrid brug for plads. Til at trække vejret og bygge sit liv på danske værdier, på egen hånd, med et glimt i øjet og bentøjet solidt plantet i det jyske muld.
