Snak, mor, snak…
Om morgenen ringede nu mobilen. Den sorte lille kasse vågnede til live: der tændtes lys, musikken spillede lystigt, og så var det stemme fra datteren, lige som hun stod ved siden af:
Godmorgen, mor! Er du okay? Dygtig! Nogen spørgsmål eller ønsker? Fantastisk! Kys og kram! Ha’ det nu godt!
Kassen slukkede, blev stille igen. Gamle Katrine stirrede på den, hun kunne ikke vænne sig. Sådan en lille ting en æske på størrelse med tændstik. Ingen ledninger. Den ligger bare og pludselig spiller den, lyser og datterens stemme:
Godmorgen, mor! Du har det godt? Har du fået lyst til at tage til byen? Pas nu på… Ingen spørgsmål? Kys og kram! Ha’ det godt!
Det var nu et godt stykke vej ind til Aarhus, hvor datteren boede en halvanden time med bus, og ikke altid lige nemt i sne eller øsregn.
Denne her efterår var lang og lun. Ved gården blev græsset brunt, men poplerne og pilene ved Gudenåen stod stadig grønt, og pærer og kirsebærtræer var stadig sommerfriske, selvom det egentlig var tid til ildrøde blade og rolig brand.
Fuglene blev længe. Gæssene fløj langsomt sydpå, trompeterede et svagt honk-honk honk-honk et eller andet sted oppe i tågen.
Men hvad nytter det at snakke fugl, når bedstemor Katrine indtørret og lidt gravbøjet af alder, men stadig snild ikke kunne samle sig til at tage af sted?
Jeg vender den i hovedet, men kan ikke beslutte mig… jammerede hun til naboen. Skal jeg tage af sted eller ej?… Måske holder varmen ved? De siger på radioen, at vejret er knækket nu nærmer fasten sig, og skadefuglene ses ikke ved gården. Varmt-vært. Tjo-tjo… Jul og helligdagene kommer snart. Så skal man til at tænke på forspiring. Hvorfor tage af sted og skabe postyr?
Naboen sukkede bare der var stadig langt til forspiring og forår.
Men gamle Katrine havde endnu et argument mobiltelefonen.
Mobilen! gentog hun stolt ordet fra barnebarnet fra byen. Sikke noget mobilen. Tryk på én knap, og straks Mette. En anden: Lars. Man kan klage til hvem man vil. Hvorfor skulle vi ikke bare blive her? spurgte hun. Hvorfor rejse? Forlade huset, dyrene…
Den snak var ikke ny. Hun talte med børnene, naboen, men mest med sig selv.
De seneste år havde hun taget til datterens lejlighed i Aarhus for vinteren. Det var noget med alderen: pejsen skulle tændes hver dag, og vandet bæres fra brønd på glat, mudret sti. Man kan falde hvem samler én op?
Gården, før fuld af mennesker, var nu tømt siden kollektivets opløsning. Kun gamle og de, der aldrig slap flasken, blev tilbage. Brød kom ikke længere og andet end brød heller ikke. Det var tungt at klare vinteren alene, så hun tog til familien.
Men det er hårdt at tage afsked med sit hjem. Hvad nu med dyrene: Fido, katten og hønsene? Skulle de fordeles til folk? Og huset, det bekymrede hjertet. De, der drak, kunne vel finde vej ind og tage de sidste gryder.
Og hvorfor skal man på gamle dage indrette sig på nye steder selv blandt sine egne? Det er ikke ens vægge, ikke den samme hverdag. Man er på besøg, men kigger sig om.
Så tænkte hun: Skal jeg tage af sted eller ej? Og så havde de slæbt den mobil til hende mobilen. Datteren forklarede længe om knapperne: hvilke der skulle trykkes, hvilke hun skulle lade være. Det var som regel datteren, der ringede om morgenen.
Så kom den glade melodi, og lyset blinkede fra æsken. Først troede Katrine, at datterens ansigt ville dukke op, ligesom et lille fjernsyn. Men det var kun stemmen fjern, kort:
Godmorgen, mor! Er du okay? Dygtig. Spørgsmål? Nej? Super. Kys og kram.
Inden hun nåede at svare, var lyset slukket, kassen stille.
De første dage undrede Katrine sig over det under. Før havde gården en rigtig telefon i fælleshuset. Der var det som det altid havde været: ledninger, stor sort rør, man kunne tale længe. Men den var væk sammen med kollektivet. Nu var der mobil og det var da heldigt.
Mor! Kan du høre mig?! Er du frisk? Dygtig. Kys.
Inden hun nåede at åbne munden, var kassen mørk igen.
Sikke noget fjollet noget… brokkede den gamle dame sig. Ikke en telefon, men en fuglefløjte. Kukker: ha det godt… Så må man blive ved med at ha det godt…
Men i gårdens gamle hverdag var der meget, hun havde lyst til at fortælle.
Mor, hører du mig?
Ja, ja… Er det dig, min pige? Men stemmen er ikke helt som din, lidt rusten. Du er ikke syg? Tag nu det varme tøj på I moderne byfolk, hiv nu et uldhalstørklæde på. Det er sundheden, der tæller. Jeg så nemlig en drøm i nat en grim en. Hvorfor mon? Det var noget med en stor kvæg på gården: Hestehale, horn i panden, men gedefjæs. Det er nogle mærkelige drømme, hvor mon det kommer fra?
Mor, sagde stemmen strengt fra mobilen. Hold dig til sagen, ikke noget med gedefjæs. Vi har sagt: det er et dyrt abonnement.
Undskyld, det glemmer jeg jo… mumlede den gamle. De havde jo advaret: mobilen er dyr, så man skal holde sig til det vigtigste.
Men hvad er det vigtigste i livet? Især for gamle mennesker… Og drømmen var virkelig mærkelig: hestehale og gedefjæs.
Så gik der endnu en dag, og en til. Gamle Katrines liv gik som det plejede: op, gøre rent, slippe hønsene ud fodre dyrene, og så selv tage lidt morgenmad. Derefter satte hun gang i dagens sysler. Ikke for ingenting siger man: selv det lille hus kræver, man står op.
Der var plads på gården, grobund for mange: køkkenhave, kartofler, høenge. Skure, udhus, hønsehus. Sommerkøkken, jordkælder. Flettet hegn, stakit. Jord, der skal graves, nu hvor det stadig er lunt. Og brænde, der skal saves med den gode gamle håndsav. Kul er blevet for dyrt det kan man ikke betale med danske kroner.
Dagene gik stille, og alt var blødt og gråt. Honk-honk, honk-honk kunne man høre iblandt. Gæssene fløj sydpå, flok efter flok. De kom ikke før til foråret. Her på gården var der gravstille. Folk tog herfra, og kom ikke tilbage hverken om foråret eller om sommeren. Derfor stod husene og gårdene som krabber der kryber væk, undgår hinanden.
Så gik endnu en dag. Om morgenen frøs det lidt. Træer, buske og tørre græsser stod med let rimfrost hvidt og fnugget. Gamle Katrine gik ud, glædede sig til synet, men burde have kigget ned. Hun gik-gik, snublede og faldt slog sig på roden.
Dagen begyndte kejtet, og blev ved med at gå i kludder.
Som altid om morgenen, spillede mobilen.
Godmorgen, min pige, godmorgen. Det eneste jeg kan sige jeg er stadig i live. Jeg har slået mig, klagede hun. Det var nok benet eller glat underlag. Hvor, hvor… ærgrede hun sig. Ude ved porten. Skulle lukke op, efter natten. Der står jo pæretræet det sorte. Du elsker det. Det er så sødt. Jeg laver kompot til jer af det. Ellers havde jeg ryddet det for længe siden. Ved pæretræet…
Mor, lød det fjerne stemme, forklar nu det vigtigste, ikke noget om den søde pære.
Det er jo det jeg prøver… Der var en rod fra jorden, som en slange. Jeg så ikke ned, og katten stak hovedet frem under fødderne. Denne rod… Jeg bad jo Jesper om at fjerne den mange gange sidste år: gør det nu, for Guds skyld. Den ligger midt på stien. Det sorte pæretræ…
Mor, forklar nu præcist. Om dig selv, ikke om pæretræet og husk, det er mobilen, abonnementet! Har du brækket noget?
Jeg tror ikke jeg har brækket noget, nu forstod Katrine. Jeg lægger kålblad på.
Så var samtalen med datteren slut. Resten måtte hun forklare sig selv: Hvad gør ondt, hva gør ikke ondt… Det hele gør ondt, hver knogle. Sådan er livet
Hun fordrev de triste tanker, og tog fat på dagens opgaver på gården og i huset. Men prøvede at holde sig under tag, så hun ikke faldt igen. Senere satte hun sig ved rokken. Uld, garn, rokkens hjul snurrer i gamle rytmer. Tankerne snurrer som garnet. Udenfor var det efterårsdag, halvt mørkt. Det var køligt. Hun burde tage brænde ind, men det var på sidste måske skulle hun vintere her?
Hun tændte radioen, i håb om vejrudsigten. Men pludselig lød blødt, venligt kvindestemme:
Gør dine knogler ondt?..
Så rammende og varmt, at hun svarede uden at tænke:
De gør ondt, min pige…
Er arme og ben ømme? som om stemmen vidste, spurgte den bløde stemme.
Jeg har ingen hvile… Da jeg var ung, mærkede jeg ikke noget malkepige, svinepasser. Ingen ordentlige sko. Så kom jeg i gummistøvler sommer og vinter. Det sidder i benene…
Og ryggen gør ondt… hviskede stemmen beroligende.
Min ryg har altid gjort ondt… Jeg har slæbt sække og bundter hele livet. Hvordan kan det ikke gøre ondt Sådan er livet…
Livet havde ikke været let: krig, forældreløshed, tungt slid i kollektiv.
Den blide radio-stemme snakkede, indtil den blev stille. Gamle Katrine fældede en tåre, skældte sig selv ud: Din gamle fjols Hvorfor græder du?… Men gråden lettede alligevel.
Så, helt uventet, midt på dagen, spillede mobiltelefonen igen. Katrine blev forskrækket:
Min pige, min pige Hvad er der sket? Er nogen blevet syg? Jeg blev jo bange: du ringer på et helt forkert tidspunkt. Tag det nu ikke ilde op, jeg ved jo mobilen er dyr, det koster mange penge i danske kroner. Men jeg var virkelig tæt på at komme galt afsted. Ved det her træ… hun kom i tanke om det: Jamen, igen snakker jeg om det træ, undskyld, min pige…
Til den gennem mange kilometer, lød datterens stemme:
Snak, mor, snak…
Jamen jeg snakker da… Alt er så glat nu. Og så katten… og så den rod fra pæretræet, der altid skal under fødderne. For os gamle generer det hele nu. Jeg kunne godt rydde pæretræet, men du elsker det jo. Lave kompot og tørre det, ligesom altid Nu snakker jeg igen om noget andet Undskyld, min pige. Kan du høre mig?..
I den fjerne by hørte datteren hende, og hun så for sit indre blik den gamle mor: lille, bøjet, med hvidt tørklæde. Hun så, men mærkede hvor skrøbeligt og usikkert det hele var: telefonforbindelsen, denne lille oplevelse.
Snak, mor… bad hun, og frygtede kun én ting: At stemmen og livet forsvinder, måske for altid.
