Kaptajnens datter
Far? Mette løb hurtigt op ad den brede trappe af københavnsk marmor, med gelænder af lyst bøgetræ, der snoede sig op mod glaskuplen, tegnet af en eller anden smart arkitekt, som havde bygget huset ved Søerne engang. Hvad laver du egentlig her?
På gulvet foran døren sad en gammel mand i sømandsstribet skjorte, mørk kasket og alt for vide bukser på en lille slidt kuffert.
Bukserne er blevet for store, jeg er skrumpet ind, smilte sømanden og rystede med benet. Sådan er det, Mettemor
Hans sko plejede altid at skinne, nu var de støvede, snuderne slidte, hælene skæve Mette fik straks øje for det, hun havde altid haft en svaghed for sko, men at far haltede opdagede hun først, da han rejste sig op og forsøgte at hilse galant.
Farens højre ben var stift, hele kroppen mager og sammenfaldet. Ikke meget var tilbage af den gamle kaptajn nu stod han her, kun en ældre herre, uniformen sad dårligt og passede ham ikke. Med en snert af tilfredshed bemærkede Mette, at det nok også var på tide.
Hvorfor er du her med al din bagage? spurgte hun mistroisk, nikkede mod kufferten. Kunne du da ikke ringe først?
Jeg ville ikke forstyrre, Mettemor, sagde Anders Viggo Smidt, Mettes far og tidligere kaptajn på Danmarks indre farvande. Du har jo din egen familie Men nu, ja
Ja, jeg har min egen familie. Mit hjem, mit liv, nikkede hun og sendte ham et blik, der ikke var helt venligt. Men nu er du her. Kom ind og fortæl, hvad der er sket.
Anders Viggo trissede haltende indenfor, stillede forsigtigt kufferten og betragtede entreen. En vane fik ham til at brede armene ud, stikke brystet frem og trække vejret dybt, som for at indånde duften af hjem, men her var for lidt plads, for mange ting trådt af familiemedlemmer Mette bøjede sig for at tage skoene af, remmen gik ikke op, hun rystede lidt af travlhed, alt rodet på værelset sved nu i bevidstheden. Hendes mand Dennis og søn Rasmus var stået sent op, havde efterladt ting overalt. Hun ville oprinde senere, men nu blev det pinligt, foran far ligesom i barndommen.
Mette! Hvad er det her for noget svineri? Dit værelse er dit ansigt! Alt ligger hulter til bulter på gulvet, tegninger, bøger! kommanderede Anders Viggo, dengang han var ung og sortkrøllet, overfor den spæde pige med korte fletninger. Om fem minutter vil jeg se orden, og sengen skal redes op! Er det sådan, en kaptajns datter gør? Nej! En automekaniker som Ole i nr. 7 måske, men ikke dig! Du skal leve op til dit navn
Ofte ville Mette ønske at være datter af en ganske almindelig arbejdsmand som onkel Leif nede i porten, leve som de andre, spise, læse, danse vilde, moderne danse på værelset, invitere de gæster hun ville ikke kun dem, der “passede til at besøge en kaptajn”. Men hun var blevet født hos Smidt, og sådan var hele barndommen krav, præcision, ingen forfald.
Sengen blev redt med kirurgisk nøjagtighed, morgenmaden spist i pænt tøj, sygdom eller dovenskab tolereredes ikke. På Anders Viggos skib fandt man ikke dovenskab, og Mette skulle heller ikke have den slags noder.
Hør nu, hun er jo ikke din lille kadet, lad pigen være! sagde hendes mor, Ingrid, indimellem. Men for det meste tie hun bare, klappede hurtigt Mettes skulder, gjorde tegn til ikke at modsige faren.
Ingrid kaptajnens kone. Ikke mekanikerfrue, men kaptajnens! Kravene gjaldt også hende. Hun kunne finde på at sprede tingene, eller glemme undertøj i sofaen, hvis der kom kolleger om aftenen Den automekaniker, Leif, havde før plejet Ingrid, bragt blomster, danset med hende på Nyhavn. Men så tog Ingrid på kanalrundfart og bragte et billede hjem af Smidt, og Leif blev sendt hjem.
Sådan, bare smider du mig ud? spurgte Leif stille engang under tunge efterårs skyer.
Ja. Hjertet bestemmer, svarede Ingrid og smækkede døren.
Hun faldt pladask for Anders i uniform veninderne var misundelige. Brylluppet stod i den lille restaurant ved Christianshavn, alles kollegaer, familie, og Ingrids veninder var mødt op. De sang, de dansede, men før festen var slut, rejste Anders sig og bekendtgjorde, at nu var det på tide at komme hjem.
Ej, lad os da lige blive lidt endnu! Vi har jo en fest, hviskede Ingrid med armene om nakken på ham.
Nej. I morgen kalder pligterne, svarede Anders.
Anders far, Viggo Andersen rødmosset og let blålilla af snaps pralede stolt af, at sønnen var blevet en ægte leder med vilje, visdom og retfærdighed.
Kun Ingrids veninder var ikke tilfredse. Om det var festens tidlige afslutning, eller bare misundelse, ville tiden vise.
Festen sluttede, de unge kørte hjem.
Tre år efter kom Mette til verden. Anders var på skibet under fødslen, nåede ikke hjem til udskrivelse.
Du klarer det, Ingrid! Du er jo kaptajnfrue! råbte han i røret. Ingrid sad og gned hans gamle sømandstrøje, bange for fødslen, bange fordi hun slet ikke var vant til små børn hun var jo næsten selv et barn!
Leif, den gamle mekaniker, som stadig dukkede op, fandt hende grædende på gulvet i entreen. Han hjalp hende. Hun havde haft veer hele natten, men holdt stand, for hun måtte jo ikke føde uden sin kaptajn.
Anders lagde alt på Ingrid – hun var familiens ansigt og skulle også bære ansvaret. Men hun var træt. Udmattet. Som hun senere sagde, var hun ikke meget for at være kaptajnens kone. For meget disciplin, for lidt varme. Det, som faren fandt så vigtigt, var blevet belastende både for hende og deres datter.
Anders sang vuggeviser, tog fri for at passe Mette, men kravet om orden, præstation og præcision stoppede aldrig. Det endte med, at Mette blev gift som nittenårig for at slippe væk, Anders var imod, ville have dem alle boende sammen i den gamle lejlighed på Østerbro, men Ingrid havde efterhånden fundet styrken til at stå fast.
Hun skaffede dem en lille toværelses i Brønshøj, tæt på sit ny kontorjob og langt fra den gale kaptajn. I barndomshjemmet, det med den snoede trappe i lyst træ, blev Mette nu boende. Smedejernsgelænderet havde set mange generationer, og i kælderen boede stadig Leif, som havde glemt alt om blomster til Ingrid.
Hvad tænker de på? Danserier og vin! Den lejlighed forlader jeg ikke! Her bliver jeg til mine dages ende! buldrede Anders, da han hørte flytteplanerne.
Hvor var det præcis, du boede, da jeg fandt dig? lo Ingrid stille for sig selv.
Anders uniform var det eneste af egen værdi, han kom med. Resten var Ingrids.
Men efterhånden var det ikke noget at være stolt af at være gift med en kaptajn. Familielivet blev til kaserneliv, alt gik på kommando. Da Mette blev gift, indså Ingrid, hun ikke elskede Anders længere, og tog til en veninde. Senere blev de skilt.
Mette var allerede voksen og gravid, da moderen flyttede. Usikker, bange for at skulle stå alene mod faren, men Ingrid var bestandig: Din tid, dit valg. Hun kendte faren og vidste, at man måtte sige stop.
Faren kiggede sjældent forbi. Da han ufrivilligt blev pensioneret, dukkede han et par gange op, beskedne gæstebesøg, hvor han kommanderede med barneopdragelse og familieregler, selv over for Rasmus, der kun var spæd.
Og så skal der være orden! Børneværelset er et svinestald, udbrød han ved sit sidste besøg.
Dennis var ikke hjemme den aften, og Mette mærkede for første gang modet vokse. Hvis hun ikke satte grænsen nu, ville han styre alting også i hendes eget hjem.
Far, du må gå nu. Jeg kan ikke klare det længere. Du får ikke lov at kontrollere min søn, hviskede hun stille, men bestemt.
Faren blev forvirret, ville sige noget, men gik så uden protest. Siden hørte hun kun fra ham et par gange, et brev, nogle penge på kontoen, men Mette rørte dem aldrig. Hun ville ikke skylde ham noget længere.
Og nu, alle disse år efter, sad han i hendes gang visnet, gammel, noget, der engang var en stormfuld sky.
Vil du have mad? Jeg kan varme noget, tilbød Mette og gik mod køkkenet.
Han greb blidt hendes hånd, men hun vred sig fri.
De sendte mig på pension, Mette. Jeg havde håbet at bo lidt her, hvis der var plads. Jeg har næsten ingenting, kan sagtens sove på en feltseng.
Mette grep glasset, drak, hostede, rystede på hovedet.
Nej, far, det går ikke. Du har din lejlighed, mor insisterede og fik dig skrevet ind vi har vores hjem. Det bliver for trangt med os alle, og du hører ikke hjemme her.
Hun begyndte at varme maden. Nu skulle han spise og så væk igen forsvinde tilbage til fortiden.
Hun var så glad for, at hun ikke boede sammen med ham Dennis var den første, der friede. Måske havde hun elsket ham, måske ikke, men de voksede sammen, som to træer, og nu hang de sammen på godt og ondt.
Faren spurgte ydmygt om han ikke kunne tage kosteskabet, men det var optaget af sylteglas. At bo var umuligt. Hun serverede mad, sendte straks signal om taxi.
At han haltede kunne hun se men spurgte ikke til. Ligesom han ikke spurgte til deres liv.
Han spiste grådigt, næsten dyrisk, skammede sig ikke. Slogen var væk, al etikette, som han ellers havde slået så hårdt ned på, var væk.
Hun trak på skuldrene, hurtigt, lidt irriteret, men fandt alligevel hans yndlingsstikkelsbærsyltetøj.
Kan du ikke åbne den? sagde hun, mens hun stak glasset frem. Men låg og sylt blev stærkt. Hun skar sig, far prøvede at hjælpe, pustede på fingeren.
Gør det ondt? spurgte han.
Det går. Lad det nu være, mumlede hun, mens hun hentede plaster.
Så sagde han pludselig: Jeg har ikke noget sted at bo, Mette. Det er slut nu.
Men du har jo lejligheden? Mor var da skrevet ind? spurgte hun undrende.
Nej, sådan er det ikke. Hun lader mig ikke blive. Da hun opdagede, jeg var syg, sagde hun farvel. Hun har sin nye hendes Svend … han hjælper ikke. Jeg bor på banegården nu. Skammer mig frygteligt, kan jeg ikke i det mindste tage et bad?
Hun nikkede, lagde håndklæde frem, mens han arbejdede sig ind i det lille badeværelse.
Hun ringede straks til moren.
Hvorfor smed du far ud? Nu sidder han og tuder i min lejlighed, hvad skulle jeg gøre? Hvad fejler han?
Han solgte arveboligen, købte sommerhus det er hans problem. Svends søn og kæreste har mere brug for pladsen. Det bliver ikke hjemmet for gamle mænd og deres skavanker, lød det fra Ingrid, afmålt som altid.
Mette tiggede, men der var ikke hjælp at hente.
Så pludselig rungede et brag. Mette løb til badeværelsesdøren. Faren var gledet, var faldet. Hun kaldte på hjælp det var Leif fra underboen, der kom løbende op. Han hjalp hende med at bære faren ind. Hævet ben, grædende, mere menneskelig end nogensinde.
Leif tog over, fik styr på situationen, Mette stod bare der, bange og fortvivlet.
Er du vred på mig? spurgte faren. Jeg vidste ikke andet. Du ved ikke, hvordan det var dengang
Du har aldrig fortalt, mumlede hun.
Din mor havde hovedet i skyerne, jeg blev den praktiske. Jeg blev træt, skruede op for reglerne. Prøvede at få styr på det hele, sagde han. Men jeg gik for langt.
Og så gik det udover mig? Jeg var barn, far! Mette tørrede en tåre væk, stolt over ikke at vise mere.
Jeg opdragede dig efter bedste evne. Men jeg burde bare have elsket dig.
Hvilket han aldrig rigtig kunne.
Hun bad ham blive lidt endnu, hun ville ikke selv smide et sygt, gammelt menneske ud på gaden. Dennis og Rasmus kom hjem, de satte sig sammen. For første gang talte de, sådan rigtigt, om det hele.
Rasmus, hendes søn, var den eneste, der kendte bedstefaren, hvor han ikke var kaptajnen bare den gamle mand, der elskede at fortælle historier fra de danske farvande.
Årene gik. Efter operationen blev det nemmere. Faren gik med stok, men ofte glemte han den Rasmus løb og hentede, og de grinede begge højt. De fik tale om gamle dage, en slags forsoning indfandt sig.
Ingrid dukkede alligevel op igen, en vinterdag, tæt pakket ind i pels fra Illum og med sin velkendte attitude.
Mette? Er du her? Vi skal til at bo sammen igen, annoncerede hun overlegent. Din Dennis kan jo bo hvor han vil.
Mor, vi er ved at flytte til Aarhus. Dennis har fået nyt job. Rasmus, jeg og far tager afsted, han har en god klinik, hvor de kan hjælpe ham, sagde Mette.
Ingrid blev stående. Hele huset fyldt med kasser, flyttekasser, hendes tidligere hjem familiens fortid.
Så lad mig bare sidde her i mit gamle hjem, hvis det er det, I vil, sagde hun bittert. I stikker af, og jeg bliver ladt alene!
Hun blev siddende, begyndte at klage til alle veninderne over, at hun nu måtte tilbringe sin alderdom alene.
Men Mette tænkte hun havde ikke skiftet side, men havde bare valgt varme og kærlighed. Måske var faren kompliceret, men som bedstefar blomstrede han op og gav plads til alles fejl. Nu endelig kunne han elske, uden at kommandere.
Det gik ikke let. Kaptajnen lod sig ikke udskifte med det samme, men lidt efter lidt blev han bare et menneske. Måske skyldtes det operationen, måske Rasmus indflydelse. Gradvist gik det op for Mette, hvor meget kærlighed betyder og at også kaptajnen fortjente at blive elsket.
Ingrid kom aldrig med videre. Hun blev tilbage, skænkede et glas portvin, brokkede sig over flytterodet men flyttet, det blev de.
Og et eller andet sted, blandt stikkelsbærsyltetøj, gamle skibs-bøger og barndommens alenlange kapitler, fandt Mette roen:
I sidste ende har alle brug for kærlighed og den er sjældent fejlfri.
