Hævn og skilsmisse
Bitte, Karen, kan du ikke betale min mand for hans arbejde? Vi har brug for penge til medicin til vores søn! Jeg beder dig, bare en del af beløbet! Vi har jo kendt hinanden i årevis, hvorfor vil du bedrage os? Min gamle veninde Vera græd i telefonen så tidligt om morgenen, at jeg knap kunne vågne.
Jeg forstod først ikke, hvorfor Vera var så desperat og krævede penge. Jeg plejer jo at blive kaldt Karen Madsen på arbejde, og jeg er vant til at tale roligt og bestemt, så selv de mest hysteriske tier stilles ned, når jeg sætter stål i stemmen. Sådan blev Vera også mere stille og remsede listen op med alt det, hun ønskede: medicin, men også dagligvarer.
Hvorfor har din mand ikke købt kartofler og mælk? spurgte jeg undrende. Henrik er jo voksen og snart fyrre, burde kunne hjælpe til, især når jeres lille er så syg. Han kunne godt støtte mere.
Vera begyndte at græde igen:
Han har ikke tid, Karen! Og der er ingen penge til mad! Du har stadig ikke betalt ham for at lave renoveringen i jeres sommerhus! I har jo købt et stort hus, men vil ikke betale for håndværkere! Det er på vores bekostning, og på mine børn! Vi lever af ingenting på grund af jer!
Stop nu, Vera! Jeg fatter ingenting. Hvad er det for penge, jeg skylder?
Men hun græd videre, så jeg sagde:
Okay, lad os tale om det senere. Jeg tager på apoteket og i supermarkedet nu, og kommer over om en time. Så kan vi snakke om de her gæld.
* * *
Som lovet sad jeg om bordet i Veras lille køkken en time senere og hørte på utrolige nyheder. Mens hun kæmpede med børnene, fortalte hun, at min mand Søren havde tilbudt Henrik en renoveringsopgave i sommerhuset, hvor vi ellers plejer at hjælpe hinanden. Henrik skulle stå for elektriciteten, fordi han kunne det. De trængte til penge, og hans chef på værkstedet holdt ham fra at få bonus.
Henrik har arbejdet på jeres hus næsten hver aften i en måned og aldrig set en krone! Søren sagde, pengene kommer senere, fordi I har brugt alt på materialer, og så blev du syg. Men nu er du jo rask, Karen! Jeg har ventet tålmodigt, men nu, hvor vores ældste er syg, har vi intet til medicin eller mad. Det er ikke fair! Hvorfor betaler I ikke for det arbejde?
Stemningen var kaotisk, børn græd, kartoflerne brændte på. Jeg sagde resolut:
Put børnene i seng og tag et bad, jeg klarer køkkenet imens.
Mens Vera puttede de små, gjorde jeg rent, lavede te og smørrebrød. Hun var lettet det var længe siden, hun havde spist i fred.
Nu kunne jeg forklare:
Det er rigtigt, vi købte huset for to måneder siden men jeg købte det for arven, og det er næsten færdigt, så jeg lagde til side til alt. Elektrikeren har været der, og jeg har ikke hørt, at Henrik skulle have arbejdet, og at vi skulle skylde ham penge.
Karen, måske har Søren bare glemt at nævne det? Henrik arbejder der hver dag, især med el, og alle weekender! Jeg er helt udmattet.
Jeg stoppede hende:
Vera, din mand er autoelektriker ikke håndværker. Alt el i huset virker. Der mangler kun lidt gulv og tapet. Jeg har tjekket alt selv.
Vera kiggede forvirret:
Hvad laver Henrik så der hver dag? Han sagde, han renoverede for jer. Måske er det til surprise for dig?
Det ville være rart, hvis det var en positiv overraskelse.
Jeg sagde:
Jeg taler med Søren. Sig ikke noget til Henrik om vores møde. Når det gælder mad og medicin, er det løst, sig bare til ham, at du lånte penge af naboen.
Ude på gaden ringede jeg til Søren. Han begyndte at mumle:
Karen, lad nu være med at blive vred. Jeg gav Henrik nøgler bare for én nat.
Det lød mærkeligt jeg pressede ham:
Hvordan kunne du give Henrik nøgler når du selv er der hver dag? Hvad laver han?
Søren svarede til sidst:
Han… han mødtes med en dame derinde. Sig ikke noget til Vera!
Hun har lige været hjemme fra barsel, det er hendes mand der svigter, sagde jeg vredt.
Søren undslog sig:
Lad vær at blande dig. Hvis de skilles, hvor skal Vera og børnene så bo? Det er Henriks lejlighed.
Jeg huskede Veras desperation. Det ville ikke gavne at fortælle hende det hele nu.
Men hvad var det med pengene? Søren vidste ikke, hvad Henrik havde lovet Vera.
Jeg taler med Henrik senere, sagde Søren.
Jeg spurgte til byggematerialerne. Søren sagde, de var sendt til forkert adresse men at han ville ordne det igen.
Jeg begyndte at ane, at noget slet ikke stemte. Da jeg selv talte med byggemarkedet, rystede manageren på hovedet:
Der er ikke betalt for noget, Karen.
Jeg viste ham betalingsoversigten:
Her, pengene blev taget fra min konto.
Spørg din mand, ikke os. Vi leverer alt, når det er betalt.
Jeg begyndte at se sandheden: Jeg var lige så naiv som Vera, der hele tiden undskyldte Henrik. Det var på tide at tjekke huset med egne øjne.
På vej ud fra byggemarkedet fik jeg øje på Søren ved bagindgangen, stående med en overdådig buket. Pludselig kom en ung pige i kort kjole ud og kyssede ham. De kørte væk sammen.
Jeg rystede af chok. Jeg ringede til Vera:
Du må komme til sommerhuset! Vores mænd lyver!
Svaret var mat:
Jeg ved allerede, at Henrik har en anden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu…
Jeg kommer nu!
Min vrede var enorm. Jeg ville ikke græde jeg ville hævne mig.
For anden gang den dag sad jeg i Veras køkken. Hun var ødelagt; børnene var stille, hun havde ikke nogen energi.
Vera fortalte:
Jeg gik alligevel til huset for at tale med Henrik. Han skulle arbejde, men var væk hele natten. Døren var åben, og på første sal lå Henrik i armene på vores overbo hende 15 år ældre, som skifter mænd hele tiden. Der var blomster, champagne, frugt… og hjemme har vi kun kartofler og brød, som du har købt. Jeg kunne ikke vække dem, jeg gik bare ned og ud.
Du skulle have lavet ballade! sagde jeg.
Jeg ville ikke råbe foran børnene… Jeg er bange for at være alene med dem. Hvis jeg tier, vender han måske tilbage.
Men jeg tålte ikke svigt og fandt på en hævnplan.
Véd du hvad, jeg tror jeg har en god idé for at give dem tilbage! Jeg slog i bordet, så kopperne klirrede. Det skal de nok få at føle!
* * *
Dagen efter begyndte vores hævn. Først gik jeg til byggemarkedet for at finde den unge kvinde, der havde hoppet ind i bilen med Søren.
Du må være min mands elskerinde, sagde jeg højt, så alle kunne høre.
Hun blev rød, nægtede alt:
Jeg kender ikke nogen Søren!
Vær ikke bekymret, jeg skal ikke slå dig. Men jeg vil advare dig: Min mand har en diagnose, så du bør få dig tjekket inden det er for sent.
Hun løb, grædende, ind i baglokalet, og jeg kunne se hende tage et taxa væk. Kollegaerne sladrer:
Så har hun fået sig en omgang!
Hun bliver nok fyret nu…
Jeg smilede. Det føltes retfærdigt!
* * *
Imens bankede Vera oppe hos overboen.
Må jeg låne lidt sukker? Mine børn mangler grød, og min mand behandler en sygdom… Alle pengene går til medicin, det er for livet, sagde Vera.
Naboen smækkede døren i, men Vera grinede bagefter, mens hun så hende løbe mod hospitalet.
Vera ringede:
Karen, det gik som planlagt. Nu har hun travlt!
Jeg sagde jo, vi skulle få vores hævn!
* * *
Aftenen var det mændenes tur. Jeg inviterede Vera og Henrik, og bad Søren komme.
Efter middagen blev mændene mere afslappede, anede ingenting. Jeg gav Vera et tegn.
Vera begyndte højt:
Karen, du vil ikke tro det, min veninde der er sygeplejerske fortalte, at der er en grim uhelbredelig virus på vej. Vores overbo er på registeret for det, og en ung pige fra byggemarkedet, Volkmann, har samme diagnose…
Jeg udbrød forskrækket:
Sikke nogle folk, de ligger rundt og får alle mulige buketter! Bare vi ikke har sådanne i familien!
Henrik og Søren blev blege. Jeg lod som ingenting:
Nå, I blev så stille. Skal vi tage mere mad til jer, gutter?
Vi gik ud i køkkenet, lod døren stå på klem for at høre deres snak.
Henrik hviskede:
Det er din skyld, du praler med at snyde Karen, jeg ville også være smart…
Søren svarede:
Du er svag, kan ikke støtte din familie, og så går du med overboen!
Henrik:
Vera interesserer sig kun for børn og penge. Jeg røg i, naboen smittede mig, nu skal jeg også behandles. Det bliver dyrt, giv mig penge, Søren!
Søren:
Ikke tale om! Jeg blev jo selv narret! Min schæferhund kunne have opdaget det!
Henrik kastede nøglerne væk.
Så blev døren åbnet. Jeg greb nøglerne, stak dem i tasken og sagde:
Nu har vi hørt nok! I er umoralske, tyve og løgnere, og tog familiens penge til jeres affærer! I skal betale! Henrik, du ser ikke dine børn igen. Søren, jeg ødelægger dig!
Jeg kastede en frugtskål efter dem:
Ud, kom ikke igen!
Henrik løb ud, Vera sagde ingenting. Søren greb sin computer, men jeg snuppede den:
Du går med, hvad du kom ind med dine egne sokker!
Det er min computer! Du gav den til mig!
Nej, det er min fars gave, kvitteringen er mit navn! Hus, bil, sommerhus er mine du ejer kun din dumme hoved! Håber, din nye elskerinde synes, du passer til hendes taste!
Jeg smækkede døren og smed hans undertøj ud ad vinduet.
* * *
Efter det drama blev jeg skilt fra Søren. Sommerhuset solgte jeg det mindede for meget om svigt. På retten fik jeg det meste af vores ejendom, takket være min advokat, da arven var min egen.
Vera fandt en advokat og fik Henriks lejlighed og børnene. Henrik betaler børnebidrag og bønfalder stadig om tilgivelse men Vera siger nej: én gang svigt, altid svigt.
Der gik lang tid, hvor Søren og Henrik og deres elskerinder var til grin blandt venner og kolleger: folk snakkede om, hvordan de måtte behandles for tilsyneladende sygdomme og skandaler.
Min egen læring? Aldrig lad nogen trække dig med ned. Find din styrke og stå op for retfærdigheden ingen mand er værd at miste sig selv for.
