Stolt
Nå, der går hun! Ligesom en dronning!
Hvorfor så vred, Lene?
Hun er alt for stolt, Line. Hilser kun, når det passer hende, og hvem tror hun egentlig hun er? Hun er jo ikke noget særligt, bare lidt mærkevaretøj, men ellers…
Ja, præcis! Karen griner og stiller kaffekoppen fra sig. Dagen er knap begyndt, og alligevel dunker hovedet allerede. Og så har direktøren, Rasmus Vestergaard, ellers udnævnt hende til afdelingsleder i går. Tænk at foretrække hende et vaskeægte nul, åbenbart!
Karen standser et øjeblik, da hun ser Lene blive mørk i blikket. Det dér job havde Lene aldrig haft en reel chance for hun har aldrig været nogen stjerne på arbejdet men det forhindrer hende ikke i at være misundelig, som kun få kan være. Karen holder bevidst afstand til hende, da hun udmærket kender typen; sådan én kan virkelig gøre ens liv surt. Karen havde kun én gang været i karambolage med Lene, dengang hun var ny i virksomheden, og siden da havde hun lovet sig selv aldrig at komme nær Lene igen. Den smarte, midaldrende dame var snu som en ræv og ondskabsfuld som et vildsvin. Hvorfor hun opførte sig sådan, forstod Karen aldrig. Hun genkaldte sig et par råd fra sin bedstemor, og tog den fornuftige beslutning at møde Lene med høflig distance og holde sig neutral. Heldigvis arbejdede de i to forskellige afdelinger og så sjældent hinanden.
Karen tager en slurk kaffe mere og laver en grimasse. Kaffen er ikke bare kold, nu smager den direkte klamt. Hun hader instant-kaffe, men på arbejdet må hun affinde sig med det, hun kan få. Til gengæld glæder hun sig allerede til lørdag morgen; hun har nemlig gemt noget rigtig god kaffe, som hendes stedmor havde haft med hjem fra sin seneste tur til Kenya. Så bliver der lavet kaffe med kardemomme og en anelse citronsaft, og bagefter kan hun sidde længe på altanen og nyde den vågnende københavnske morgen. Karen smiler for sig selv ved tanken om sin lejlighed. Det tog lang tid at spare op og købe den også selvom hendes far hjalp og hun var ekstremt kræsen i boligjagten. Men synet hun mødte fra den lille altan i den ellers ydmyge, lidt slidte ejendom i Vanløse, slog benene væk under hende. Udsigten var fantastisk! Alle betænkeligheder forsvandt, og handlen blev hurtigt indgået hurtigere end Karen overhovedet var vant til at handle.
Hun har altid været forsigtig og har svært ved for alvor at åbne sig for folk. Hun holder sig heller ikke med mange venner på arbejdet, og endnu mindre fortrolige. Alle, også Lene, får hendes rolige, diplomatiske smil.
Kom, Line, vi må hellere tilbage til arbejdet, mens nogle af os knokler, løber andre med roserne. Lene slår sin kop hårdt på opvaskestativet og marcherede ud fra pauserummet.
Karen vasker langsomt sin kop op, prøver at fokusere på sin egen forestående præsentation og lader tankerne glide, da hun pludselig hører bag sig:
Godmorgen!
Karen vender sig om og ser Pauline. Den unge kvinde, der åbenbart har bragt Lene helt op i det røde felt.
Karen kigger nærmere på Pauline og må indrømme, at man måske kunne forstå, hvorfor nogen ikke altid kan lide hende; de færreste kvinder bryder sig om at have så smukke kolleger omkring sig. For Pauline ER smuk høj, rank, med en figur og et ansigt der ikke kræver make-up. Karen træder instinktivt nærmere for at se hendes hud. Kan nogen seriøst se sådan ud, som om de lige er trådt ud fra et modemagasin uden nogen former for tryllerier? Men det kan Pauline. Heller ingen mascara. Hendes gråblå øjne, svære at definere i farven, ser interesseret på Karen.
Godmorgen, får Karen sagt til sidst og nikker.
Du er vel Karen Jensen? Jeg tager ikke fejl, vel?
Nej, det er mig. Du må bare sige Karen. Der er ikke nok forskel i hverken alder eller stilling, til at vi kan tale sammen med titler.
Tak. Jeg hedder Pauline.
Karen trykker hendes hånd mærkeligt, for i deres virksomhed er det ikke almindeligt at give hånd. Paulines hånd er varm og overraskende stærk. De slanke fingre knuger Karens hånd et øjeblik og slipper igen Karen husker et sted at have læst, at man kan fortælle meget om folk gennem deres håndtryk. Det Pauline fortæller med sit, får Karen til at se nærmere på hende. Hvis en kvinde har så fast og næsten maskulint håndtryk, så er hun meget stærk. Men hvordan? Karen bliver nysgerrig og spørger:
Var det noget særligt, du ville spørge om?
Ja, hvis du har et øjeblik?
De falder i snak om arbejde, og Karen lytter mere og mere interesseret. Hun begynder at forstå, hvorfor Paulines noget aparte personlighed har fået hende fremad i firmaet så hurtigt. Pauline har et skarpt hoved og øje for detaljerne ligesom Karen selv bryder sig om. Karen bliver nysgerrig.
Du har vel ikke været her så længe endnu?
Nej, knap et halvt år.
Mærkeligt, jeg synes ikke, vi har snakket sammen før.
Det har vi faktisk, Pauline smiler pludselig, og Karen blinker overrasket. Det strenge, professionelle udtryk er væk, nu er hun næsten pigeagtig. Vi har haft kontakt via papirgangen. Dine rapporter er de bedste; fejlfri og systematiske. Jeg plejer ellers at dobbelt-tjekke alt, men dit arbejde sparer mig tid og besvær. Tak for det!
Karen trækker på skuldrene.
Der er vist ikke så meget der, sådan gør vi jo alle.
Det gør vi nu ikke alle, svarer Pauline med et lille grin, retter på nederdelen og forlader rummet.
Paulines tøj er slet ikke dyrt, ser Karen nu, det sidder bare godt naturligt nok med hendes figur. Endnu en fejl fra Lene. Irriteret over at hun stadig skænker morgenens sladder en tanke, går Karen til sit kontor. Hun deler rummet med to mænd, som helst holder sig for sig selv hvilket passer hende fint.
Det er som om Pauline pludselig fylder mere i Karens tanker. Hun iagttager tyst, hvordan Pauline bevæger sig gennem kontoret, tager teten ved møderne i det store glasindrammede konferencerum og med et lille smil hilser på alle også Lene, som nu pludselig forsøger at komme tættere på og gøre sig til. Karen bryder sig ikke om det, men blander sig ikke endnu. Det bliver nødvendigt et par måneder senere, da kontoret genlyder af hvisken og sladder, der ikke længere kan ignoreres.
Det hele starter, da én og Karen er ikke i tvivl om hvem ser direktøren, Rasmus, samle Pauline op i sin bil.
Hvad sagde jeg! Det handler ikke om kvalifikationerne, men om noget helt andet, triumferer Lene næste dag i pauserummet, hvor folk står klemt sammen. Karen fortsætter forbi hun opgiver sin daglige kaffe.
På gangen støder hun på Pauline.
Hej!
Hej selv, Pauline ser træt og lidt fortabt ud. Det larmer meget i dag. Er der mange derinde? Hun stryger et hårstrå væk fra ansigtet. – Jeg ville ellers bare snuppe en kop kaffe.
Karen tøver, men siger så:
Lad være med at gå derind. Det er ikke umagen værd.
Pauline stopper op og ser undersøgende på Karen. Hun nikker langsomt, taknemmelig, og forsvinder mod sit kontor uden flere spørgsmål.
Resten af dagen kæmper Karen med at holde fokus på arbejdet, men tanken om den korte samtale hænger fast. Det var egentlig ingenting, men alligevel sagde det hende mere om Pauline end måneder med iagttagelser havde gjort. Nu vokser nysgerrigheden og desuden noget andet, noget uudtalt.
Karen har egentlig kun haft én veninde i sit liv, Vera. De gik i skole sammen, læste videre sammen, men Vera flyttede med sin familie til Østrig på andenåret. De holder stadig lidt kontakt, og Karen besøger hende en gang om året, hvor de drikker kaffe på terrassen og snakker non-stop. Veras mand forstår, hvor vigtige de uger er, og tager sig af børnene. Karen savner de snakke for hun har ikke andre, hun kan tale så frit med.
Pauline minder Karen om Vera samme kølige ydre, samme mangel på sladder, samme snusfornuft.
Men Karen tør ikke tage første skridt til venskab, ved ikke hvordan hun skal vise Pauline, at hun gerne vil tættere på. Det løser Pauline selv.
Kommer du med ud og spiser frokost?
Hun står pludselig i døråbningen, og Karen springer nærmest op og maser sig ud med Pauline til restauranten nede på hjørnet.
De sætter sig, bestiller, og sidder tavse.
Du vil jo gerne spørge om noget, det kan jeg mærke, siger Pauline pludselig og folder en serviet som en rose. Karen kan ikke lade være med at tænke på det som en slags dans rolig, trænet. Hun skjuler hurtigt hænderne under bordet, men bliver stædig og tager dem op igen.
Hvorfor har du inviteret mig i dag? Det har du aldrig gjort før.
Jeg har observeret lidt. Du gør jo det samme, gør du ikke?
Karen bliver svar skyldig over ærligheden.
Du var den eneste, der ikke satte dig ind til morgenkaffe i sladderhjørnet. Hvorfor?
Pauline ser på hende med stålgrå øjne. Karen kommer i tanke om havet i storm, som hun så under en sommerferie i Skagen. Samme farve, samme kraft.
Jeg kan ikke fordrage sladder, svarer Karen.
De snakker nok om mig, hva?
Jeg har ikke hørt noget.
Fordi du ikke ville?
Ja.
Pauline lægger den foldede rose på bordet og folder hænderne.
Så tog jeg ikke fejl. Det er jeg glad for.
Der opstår tavshed, men denne gang er den varm. Karen beslutter sig for at spørge lige ud:
Det er vist ikke første gang, du står model til sådan noget?
Nej. Nummer to, faktisk. Og sikkert ikke sidste. De kalder mig nok stolt, gør de ikke?
Jo, svarer Karen, men fortryder straks. Sorry…
Nej, det er de jo for så vidt ret i. Jeg har lært at være stolt. Det er blevet mit værn. Før var jeg mere åben kunne sagtens dele småting om mig selv over kaffen som alle andre. Men livet lærer én noget hårdt. Jo mindre folk ved, jo bedre. Hellere at de mener, jeg kun lever for arbejdet, end at de skal have alt mit privatliv på munden. Det hjælper bare ikke altid.
Gør det dig ked af det?
Lidt. For folk aner jo intet om mit liv, men digter alt muligt. Men det er værre, hvis de faktisk vidste det. Så kunne jeg aldrig vaske det af mig igen.
Så slemt?
Folk elsker at sætte mærkater på andre.
Hvordan mærkater?
Hun er chefens elskerinde, Hun fik jobbet på grund af…, Hun er ikke den skarpeste kniv, og så videre.
Men det passer jo ikke! Karen nikker til tjeneren, der serverer, og tager gaflen i hånden. Hvorfor påvirker det dig så?
Jeg er opdraget til, at man skal være sød og elskelig og behage alle, indrømmer Pauline med et skævt smil. Men på et tidspunkt holder det bare op med at være en fordel.
Fortæl.
Det er en lang historie.
Har vi travlt? Karen smiler varmt. Jeg spørger ikke for sjov.
Jeg ved det. Pauline prøver lidt salat og skubber så gaflen væk. Jeg har ikke den store appetit.
Du må ikke stoppe med at spise, siger Karen. Du har alligevel ikke meget på kroppen. Hvor får du styrken fra?
Nok fra vrede. Jeg er nemlig faktisk ret vred, Karen.
På hvem?
På livet, på uretfærdighed, på mig selv.
Hvorfor på dig selv?
Fordi jeg er alt for naiv.
Pauline, alt hvad vi taler om, bliver mellem os.
Selvfølgelig. Men du har ikke haft det nemt med Lene heller, vel?
Hun er… man skal ikke undervurdere hende. Hun kan hurtigt ødelægge ens hverdag, især hvis hun tror, du har et eller andet kørende med chefen.
Jamen det har jeg ikke. Selvom jeg måske gerne ville. Han er en god mand.
Hvorfor så ikke?
Der er altid et eller andet. Bag billedet er et liv, ingen mand gider tage med. Med mig får man en pakke.
Pauline viser Karen et billede på sin telefon.
Det er min søn. Mads.
En lys, alvorlig dreng på omkring ti stråler stille mod kameraet. Smilehullet, nøjagtig som sin mor.
Sød fyr! Hvor gammel er du egentlig? Jeg troede, du var yngre.
Jeg fik Mads tidligt, var kun lige fyldt nitten.
Men hvorfor siger du, han er strenge betingelser?
Pauline swiper til næste billede: Mads sidder i kørestol, en kraftig rød tabby-kat i armene, han griner.
Sådan er det.
Kan det behandles?
Ikke helt. Men vi gør alt, vi kan. Han prøver endda at gå lidt hvilket er stort for os. Og han er yderst klog. Pauline sukker.
Du er stærk, siger Karen og hælder mere te til dem begge.
Nej, ikke i virkeligheden. Hvis det ikke var for min far og Mads, havde jeg klappet sammen for længst.
Hvor er Mads mor?
Min mor døde et år efter, Mads blev født hun var syg længe. Hun var fantastisk. Ville have så mange børnebørn som muligt. Hun mente altid, jeg var smuk og lod mig gå i de fineste kjoler, selvom hun ikke selv havde meget.
Det havde hun ret i! siger Karen.
Måske. Men det har aldrig bragt mig lykke.
Var det svært at få lov til at læse videre?
Ja, hvis ikke det havde været for min far, var jeg aldrig læst videre. Min mor ville bare have, jeg blev gift. Heldigvis lyttede far ikke. Det var på universitetet, jeg mødte Søren.
Din mand?
Nu eksmand. Vi var stormende forelskede, han var ældre og meget dominerende ville ikke have, jeg uddannede mig, kun at jeg var smuk. Jeg blev hurtigt gravid. Der begyndte katastrofen.
Hvorfor?
Søren ville ikke have børn. Han gav mig valget: ham eller barnet. Da jeg ikke ville lade abortere, kaldte han mig verdens mærkeligste kvinde og sagde, han ville smide mig ud, hvis jeg en dag kom krybende tilbage. Da det viste sig, Mads var handicappet, forlod han os straks og anklagede mig for alt muligt.
Sikke en idiot…
Måske bare en såret mand. Jeg var ligeglad, jeg havde kærligheden til Mads.
Du samler på sjove kopper, ser jeg? spørger Karen, da Pauline nøje betragter underkoppen.
Ja, jeg elsker smukt stel. Har hele skabe fyldt derhjemme, men min yndlingskop, den gav min mor mig. Den bruger jeg hver morgen i weekenden.
Jeg har også sådan en bare fra min morfar. Jeg bruger den aldrig, kun til særlige lejligheder.
Hvorfor ikke til hverdag?
Jeg sover altid over mig, så det bliver kun til kaffe på kontoret, Karen ler.
Den kaffe er til gengæld den værste! Min far ville gå amok, hvis han fik den slags. Han nægter at lade mig lave kaffe laver den selv, og jeg kan aldrig ramme hans standard.
Hjælper han dig meget?
Han og Mads er et makkerpar uden lige. Hvis ikke far havde været der, havde jeg været helt væk. Han har altid været der, også i kriserne.
Hvordan har du før prøvet at blive ramt af sladder?
Jeg arbejdede i en stor virksomhed, der solgte medicinsk udstyr. Far kendte ejeren. Ellers var jeg aldrig kommet til samtale. Jeg gik til jobsamtaler i et år uden held. Men jeg fik en chance lønnen var lille, men det var spændende. Far passede Mads, mens jeg arbejdede. Alt gik, indtil jeg lavede en stor fejl: Mads skulle have ny kørestol, og jeg bestilte selv én ekstra god. Folk så det straks. Rygtet gik, at det var farens vennetjeneste. En gammel kollega påstod tilmed over for chefens kone, at jeg havde fået et forhold til chefen. Hun troede mig men jeg kunne ikke være der mere.
Så drop dem! Karen fejer sin dessert væk. Hvorfor giver du dem så meget magt?
Hvad skal jeg gøre? Man kan ikke stoppe folk fra at sludre, og jo mere jeg benægter, desto mere snakkes der.
Karen tænker et øjeblik.
Nok om det triste! Pauline skænker resten af teen. Lad os tale om noget godt. Jeg skal købe en ny brugt bil. Men jeg tør ikke stole på nogen kender du ikke nogen, der kan hjælpe? Far er håbløs, og jeg aner intet om biler.
Det behøver du ikke! griner Karen. Jeg er datter af en automekaniker. Far har værksteder uden for byen, og jeg har nærmest boet i dem som barn, så jeg kan sagtens hjælpe.
Hvorfor boede du hos ham?
Min mor døde, da jeg blev født. Jeg flyttede fra far, da min stedmor kom hun var aldrig meget for mig.
Og far?
Han elskede både hende og mig, hjælper stadig, da han kan. Han hjalp mig med lejligheden og studiet. Han har nye børn nu, og vi ses sjældent men han vil altid støtte mig.
Pauline nikker.
Det er klogt!
Nej, bare en måde at få det til at fungere på. Jeg savner ham.
Det forstår jeg.
Bilsalget går glat. Pauline kører ugen efter i sin nye trofaste Toyota. To uger senere venter Karen udenfor kontoret, ser Pauline hoppe ud af elevatoren sammen med direktøren, snakke kort, for så at gå målrettet over til Karen og lade Rasmus stå i stilhed.
Hvad snakkede I om?
Jeg sagde, vi ikke kunne være mere end kolleger. Fortalte ham om Mads.
Og han?
Han reagerede som forventet… Måske lidt trist. Men ærligt talt, hvor er det alligevel fantastisk for selvtilliden! Hvem elsker ikke at blive beundret af en spændende mand, bare lidt?
Jo… Men nogen gange drømmer man jo om mere end bare lidt.
Karen! Mere har jeg allerede fået for meget endda. For resten: Mads spørger, hvornår du kommer han siger, han aldrig har haft nogen, der spiller bedre mod ham online.
Jeg har købt en ny spilpakke til ham.
Nej, det mener du ikke!
Jo, og også en tegnebog, han kan udfylde i timevis. Har du set, hvor godt han tegner? Grafikken i det nye spil minder om, hvad han elsker.
Nej, men det må jeg se.
Han viste mig nogle af sine tegninger. Han tør ikke vise dig dem endnu. Nå, nu ved du det hele.
Tak, Pauline svinger ud fra parkeringspladsen.
Få dage senere besøger Karen veninden, og Mads stolt viser hende sin nye gaming-laptop. Pauline laver øjne og ryster grinende på hovedet. Senere, ude i køkkenet, hvisker Karen til hende, og Pauline smiler, hendes øjne bliver så blå, at Karen må gispe:
Jeg aner ikke, hvad fremtiden bringer, Karen. Og jeg er rædselsslagen. Men man skal aldrig glemme at drømme, vel?
Det er farligere ikke at drømme, nikker Karen.
Et år senere, ved Paulines bryllup med Rasmus, står Karen ved siden af Mads, der stolt gennemfører hele vielsen STÅENDE, uden at se på kørestolen, de havde taget med. Karen hvisker:
Stolt af mor?
Meget! svarer Mads. Han ser på sin mor smukkere end nogensinde i det lange hvide slæb.
Mens bryllupsdamen taler, læner Mads sig ind til Karen:
Jeg har idéen til et nyt spil! Vil du høre om det bagefter?
Du er jo genial, sagde Rasmus, griner Karen. Hvad handler spillet om?
En stærk gudinde, stolt og smuk, som klarer alt og redder alle.
Du kunne bare sige, det handler om din mor. Længe leve hende! Karen vinker til Pauline. Må jeg sladre?
Vover du på! Men Mads ler, da han ser Karens drillende blik, og sammen lover de hinanden at passe på både deres hemmelighed og deres stolthed.
