En lektion i selvtillid
Trine! Jeg har VIRKELIG brug for din hjælp! udbrød jeg i telefonen, da min veninde endelig tog røret. Min stemme rystede så meget, at jeg knap nok kunne genkende mig selv. Det dunkede for ørerne, som om nogen slog på en tromme, og det overdøvede næsten mine egne ord. Det er liv eller død! Om to måneder skal jeg gå fra grå mus til sommerfugl. Sådan en, at ingen kan tage blikket væk!
Der blev helt stille i den anden ende. Jeg lukkede øjnene og kunne levende forestille mig Trine hun løfter det ene bryn, læner hovedet lidt til siden og stirrer forundret på telefonen. Jeg kunne nærmest se hende ryste let på hovedet og prøve at fatte, hvad jeg lige havde sagt.
Det var da lidt af en udmelding! svarede Trine endelig, overrasket og underholdt. På SÅ kort tid Tja, det kan lade sig gøre, men det kræver knokleri. Hvad er der sket?
Jeg førte hånden gennem mit hår langt, men kedeligt og med slidte spidser, der for længst burde have været klippet. Ironien var ikke til at tage fejl af. I fem år havde Trine opfordret mig til at gå i fitnesscenter, tage i spa, begynde til yoga eller løbe om morgenen. Jeg havde altid fundet på undskyldninger, altid vredet mig udenom. Og nu ringede jeg desperate og bad hende redde mig klar til alt det, jeg ellers altid havde sagt nej til.
Kan du huske ham, jeg skrev med på den dating-side? begyndte jeg, så roligt jeg kunne, selvom usikkerheden trængte igennem i stemmen. Jeg trak vejret dybt, samlede mod og fortsatte: Vi skrev sammen længe det føltes virkelig godt Og nu har han spurgt, om vi ikke skal mødes.
Hvilken en af dem? grinede Trine, og jeg så tydeligt hendes drillende smil for mig. Hun havde tit drillet mig med mine evige datingforsøg, og hendes holdning til online dating var altid skeptisk. Hun havde ofte spurgt, om ikke jeg snart skulle åbne min egen bureau for prinsesøgere. Hun vidste også godt, at jeg havde lagt lidt for meget filter på mit profilbillede. Engang imellem påpegede hun, at sandheden nok skulle komme frem en dag. Jeg slog det bare hen: Arh, det er jo ikke sikkert, vi nogensinde mødes rigtigt!
Thor, ham den høje lyshårede med de blå øjne! skyndte jeg mig at svare. Du sagde selv, han så sød og klog ud.
Åh ham, ja, lød det dæmpet i røret, nærmest, som om hun talte lidt væk fra telefonen. Men jeg var så optaget af min angst, at jeg ikke lagde mærke til det. Jeg husker ham. Hvad så?
Han kommer til København i juleferien! røg det ud af mig, ordene væltede ud i ét, som om jeg havde holdt på dem alt for længe. Om to måneder! Vi har skrevet så meget sammen… Jeg vil ikke se skuffelse i øjnene på ham, når han ser mig. Jeg ser jo… ja, anderledes ud i virkeligheden. Min figur, mit hår alt det!
Tiden gik uendeligt langsomt, og hvert sekund uden svar gjorde mig mere nervøs. Jeg håbede på, at Trine straks ville sige: Tag det roligt, det skal nok gå! Men tavsheden trak ud, og mit hjerte hamrede.
Hvorfor sagde du overhovedet ja til at mødes? lød det tørt fra Trine, der aldrig har lagt skjul på, at hun har det lidt stramt med netdating. Hvem ved, hvem folk egentlig er online?
Han pressede virkelig på… mumlede jeg og kiggede ned i gulvet, selvom hun ikke kunne se mig. Ærligt talt skammede jeg mig lidt over, hvor hurtigt jeg havde sagt ja, uden at tænke over konsekvenserne. Han skrev så mange søde beskeder, spurgte om alt muligt Og så spurgte han ligeud, om vi kunne mødes, for han kunne virkelig godt lide mig. Jeg tænkte over det i flere dage, men til sidst kunne jeg simpelthen ikke sige nej.
Jeg bed mig nervøst i læben. Thor havde skrevet, at han aldrig havde mødt en, han klikkede så godt med, og jo længere vi havde skrevet sammen, jo mere begyndte jeg at tænke: måske er vi lige det rigtige for hinanden.
Så må du jo til at forberede dig, sukkede Trine, og jeg kunne mærke hendes beslutsomhed, blandet med en let nervøsitet. Hun var altid den, der tog styringen, også når tingene så næsten umulige ud. Det bliver hårdt arbejde, Maja. To måneder er ikke lang tid, men vi skal nok nå det. Du må dog tage nogle ugers ferie for musklerne vil gøre hammerondt til at begynde med.
Træning? gentog jeg forskrækket. Du mener fitness?
Ja, fitness, og sund mad, masser af selvpleje, opremsede Trine tørt, som om hun talte om ugens indkøbsliste. Uden helhed kommer vi ingen vegne. Du vil vel ikke ligne dig selv bare med lidt mascara på om to måneder?
Jeg tav og overvejede det. Tanker om fitnesscenter gav mig blandede følelser: Nemlig, jeg vidste, det var nødvendigt, men jeg følte allerede gnavet ved tanken om løbebånd og tunge vægte.
Og hvis… hvis jeg ikke kan klare det? spurgte jeg lavt, overrasket over min egen hjælpeløse tone.
Du klarer det, svarede Trine fast. Jeg skal nok hjælpe dig. Men du SKAL arbejde for det. Der findes ingen nemme løsninger, Maja. Alle forandringer kræver indsats.
Jeg trak vejret dybt, knyttede næverne og sagde til mig selv: Okay. Jeg prøver. Om ikke andet så for ikke at skuffe ham.
**********************
De første uger var barske. Nogle dage var jeg sikker på, at jeg ville give op allerede dagen efter. Hver morgen begyndte ens: Vækkeuret ringede klokken syv, og det første jeg mærkede, var, at jeg slet ikke havde lyst til at stå op. Jeg lå og stirrede op i loftet og forsøgte at overbevise mig selv om bare at stå fem minutter før op end dagen før.
Først lavede jeg kun lidt morgengymnastik små stræk, armsving og nemme squats i fem minutter foran spejlet. Jeg kunne næsten ikke kende mig selv: søvnigt ansigt, uglet hår, sløve bevægelser. Men Trine holdt fast i planen: I morgen tager vi ti minutter. Vi skruer langsomt op.
Det var ikke sjovt. Kroppen værkede efter hver træning, især dagen efter. Når jeg gik op ad trappen, rystede benene, og selv at løfte en kop te føltes hårdt. Men Trine holdt mig oppe hun ringede, dukkede op, havde aldrig en tvivl i stemmen:
Du kan mere, gentog hun, mens jeg forsøgte at nappe endnu et sæt. Vi har stadig en måned tilbage, vi kan nå meget endnu.
Jeg bed tænderne sammen, trak vejret dybt og pressede mig videre. Tit fik jeg lyst til at droppe det hele, bare sove længe, spise wienerbrød og glemme alt om trænede muskler. Men så kom jeg i tanke om Thors varme beskeder og hans løfte om at komme til jul og så holdt jeg ud.
Kosten måtte jeg også ændre totalt. Hvor jeg før spiste bolle og kaffe til morgenmad, eller chokolade, hvis det skulle gå stærkt, stod den nu på salater med rapsolie, kyllingefilet, rugbrød og grønne smoothies, som jeg i starten fandt nærmest umulige at få ned. Jeg gik ofte hen til kagedåsen, men stoppede mig selv. Jeg så hans blå øjne for mig, smilte på billedet og sagde til mig selv: Det er kun for to måneder.
Efterhånden blev det lidt nemmere. Jeg lærte at lave nemme, sunde retter og fandt et par smoothie-opskrifter, jeg faktisk kunne lide. Morgenerne blev lettere, og trætheden midt på dagen forsvandt. Da jeg så mig i spejlet, syntes jeg, huden begyndte at stramme til, og kinderne fik lidt farve ikke fra anstrengelse, men fra motion.
Trine roste mig ofte:
Du klarer det jo! Du er slet ikke den samme som sidste måned. Endnu lidt mere, så er du i super form.
Inden i mig voksede dog stadig tanken: Er det nok? Vil Thor også være begejstret? Det anede jeg ikke jeg kunne bare tage det skridt for skridt.
Sideløbende startede “makeoveren” Trine havde lavet en plan og havde booket mig ind til frisør og kosmetolog. Ikke hos de hippe, men hos de grundige og dygtige i indre by.
Frisøren gav mig ny klipning, formede håret efter ansigtet og fjernede de slidte spidser. Hun løsnede lidt op ved rødderne, glattede spidserne ud og pludselig så mit hår helt anderledes ud. Derefter fik jeg en blid, naturlig farve, der gjorde håret levende, uden at se kunstigt ud.
Næste skridt var negle manikyren gav mig flotte, velplejede negle i en diskret, beige tone. Jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor pænt mine hænder kunne se ud.
Makeupartisten tog sig tid til at vurdere mit look, farve og hudtone. Han viste mig, hvordan man lægger et let, naturligt lag makeup, diskrete bryn og blid blush. Han gennemgik tålmodigt, hvordan jeg selv kunne gøre det.
Hold da op, hvor er du smuk! hviskede Trine beundrende, da hun betragtede forvandlingen.
Langsomt trådte det nye jeg frem i spejlet. Kvinden, jeg så, havde en pæn frisure, let makeup, og Trine havde fundet et stilsikkert, simpelt outfit til mig. Det var ikke længere mig i slappe joggingbukser og sneakers.
Efterhånden lærte jeg at vælge tøj, der sad godt og stadig var behageligt. Jeg lavede nu daglig hudpleje og lidt makeup, som føltes naturligt. Folk begyndte at smile til mig på gaden, kollegaer lagde mærke til mig, når jeg trådte ind på kontoret.
Det største arbejde var dog indeni. Det var svært at vænne sig til at blive set. Jeg havde altid holdt blikket nede, skuldrene trukket sammen. Nu måtte jeg lære at gå rank, møde folks blikke og svare med et selvsikkert smil.
I starten var det svært. Jeg havde lyst til at gemme hænderne, trække håret for ansigtet, hvis nogen kiggede for længe. Trine sagde tålmodigt:
Du ser skøn ud, Maja. Gem dig ikke. Folk lægger mærke til dig og det må du gerne nyde.
Meget langsomt følte jeg mig mere sikker. Stemmen blev mere fast, og selvom jeg stadig tvivlede, prøvede jeg at samle på de gode oplevelser kollegaers komplimenter, venlige blikke, det var lettere at finde tøj og passe på mig selv.
Tro på dig selv, sagde Trine, du er fantastisk. Vi har masser af tid til at øve, inden Thor kommer.
En formiddag på arbejde stak Marianne fra bogholderiet hovedet ind:
Maja, hvor ser du godt ud! Der er sket et eller andet du stråler virkelig!
Jeg blev rød i kinderne og mumlede, at jeg bare havde skiftet lidt ud i garderoben. Marianne stoppede mig:
Nej, det er ikke kun tøjet! Hele dig… du lyser.
Samme dag nølede Søren fra salgsafdelingen ikke, da han mødte mig ved kaffemaskinen:
Hvad er du begyndt på? Du stråler sig lige, hvor man kan købe det der overskud!
Jeg lo lidt usikkert, og mærkede varmen brede sig på kinderne. Før havde de knap lagt mærke til min tilstedeværelse, nu stoppede de op og hilste.
Også ude i byen mærkede jeg forandringen. Caféens tjenere begyndte at hilse ved navn, fremmede fyre sendte mig smil på gaden. Jeg var overrasket foregik det virkelig for mig?
Især Anders fra nabokontoret blev ved med at finde på undskyldninger for at snakke med mig. Han spurgte til projekter, spurgte nysgerrigt, hvordan min weekend havde været, og spurgte, om jeg ville spise frokost med ham engang.
En dag kom han forbi med kaffe og sagde:
Du har virkelig god stil. Hvor køber du den slags tøj? Den blazer dér klæder dig virkelig.
Jeg strøg fingrene hen over stoffet og huskede, hvordan Trine havde hjulpet mig. Jeg smilede:
Jeg har haft den længe skulle bare lige finde modet til at tage den på igen.
Du ser helt anderledes ud nu. Ret selvsikker faktisk. Det klæder dig.
Jeg takkede ham, men tænkte stadig mest på Thor. Måske ville han blive helt målløs, når han så mig. Jeg fantaserede, at han ville smile, sige noget varmt lægge mærke til, hvor meget jeg havde ændret mig. Den tanke holdt mig gående, når træningen var tung, eller sulten efter kage var stor.
Om aftenen lå jeg ofte og tænkte hvad nu, hvis Thor ikke kunne lide mig? Men jeg stod dem hurtigt ihjel. Det vigtigste var, at jeg selv kunne mærke, hvor meget jeg allerede havde rykket mig. Jeg var ikke længere pigen, der skjulte sig. Nu lærte jeg at tage imod selskab, svare smilende og tro på, at alle forandringerne først og fremmest var for min egen skyld.
Trine betragtede mig med skjult glæde. Hun så, hvordan jeg retter ryggen, går ind i et rum med ro og møder andres blikke. Min stemme bar mere nu, mine øjne havde et glimt, der ikke var der før.
Hun genkendte mig dårligt fra dengang for et par måneder siden dengang jeg krøb sammen, talte lavt og forsøgte at undgå opmærksomhed. Nu havde jeg foldet vingerne ud og det gjorde hende glad helt ind i hjertet.
Hun glædede sig især over, hvordan jeg begyndte at vælge stærke farver, stylede accessories, var frisk i mine svar. Jeg lærte langsomt at tage imod ros, først genert, så taknemmeligt, og til sidst med et smil og en lille joke.
Inde i Trine var der dog også en snert af skyld. For det var faktisk Trine, der hele tiden havde skrevet til mig som Thor. Hun havde ikke kunnet holde ud at se mig spilde livet i selvusikkerhed og havde derfor arrangeret det hele. Ville det ødelægge alting, at Thor aldrig ville komme? Ville jeg bare trække mig tilbage i min skal igen?
Nej, besluttede Trine hun skulle nok sørge for, at sådan gik det ikke.
********************
En uge før det planlagte møde stod jeg foran spejlet i mit værelse og kiggede længe på mit eget spejlbillede. Jeg betragtede hver detalje, forsøgte at se det, Trine hele tiden sagde. Nej, jeg så mig selv ikke som nogen skønhed men i spejlet stod en kvinde, man ikke behøvede skamme sig over.
Jeg rettede min skjorte og drejede lidt for at se fra siden. Kunne det virkelig være mig?
Pludselig trådte Trine ind. Hun blev stående i døren, så på mig med et lille smil og sagde:
Du er klar. Han bliver vildt imponeret. Du har haft to måneder til at finde dig selv og du har gjort det suverænt.
Jeg nikkede, men syntes, jeg fornemmede en underlig klang i hendes stemme som om hun ville sige mere, men lod være. Jeg skulle lige til at spørge, men så brummede min telefon.
Jeg hev mobilen op, og der stod: Undskyld, men jeg kan alligevel ikke komme. Tingene har ændret sig. Vi må mødes en anden gang.
Jeg læste beskeden igen og igen. Væk var alle mine anstrengelser for ingenting?
Hvad sker der? spurgte Trine, da hun så mit ansigt.
Han kommer ikke. Han skrev lige måske engang senere…
Trine blev stille et øjeblik, satte sig så ved siden af mig og lagde forsigtigt en hånd på min skulder. Noget i hendes blik lignede både medfølelse og lettelse, men hun bad mig sidde stille.
Ved du hvad, sagde hun lavt, på en måde er det måske bedst.
Hvorfor? spurgte jeg forvirret.
For du har udviklet dig så meget de to måneder. Du har fundet din selvtillid, tager dig af dig selv og viser din egen skønhed. Du skjuler dig ikke længere, du tror på dig selv, kigger folk i øjnene. Du ved nu, at du fortjener noget godt ikke kun en Thor fra nettet, men sand lykke. Du har gjort alt dette for dig selv, og dét ændrer sig ikke.
Hun gav mig tid til at fordøje det og sagde så:
Skal vi ikke bare tage den stille og roligt i aften? Bestille pizza, se serier og bare hygge? Og i morgen der starter vi på en ny side. Du skal nok klare dig, det ved jeg.
Jeg nikkede langsomt.
Du ved hvad, svarede jeg pludselig med ny fasthed, jeg går faktisk i teateret med Anders i aften. Han har spurgt mange gange.
Trine lo varmt og lettet, som om hun havde ventet netop det svar. Hun gav mig et kæmpe kram.
Det er min pige! Jeg vidste, du kunne. Og tro mig det er kun begyndelsen.
Jeg smilede og mærkede en glæde vokse frem indeni. Jeg vidste ikke, hvad der ventede, men for første gang i lang tid havde jeg lyst til at finde ud af det.
**********************
Om aftenen stod jeg foran Det Kongelige Teater i en ny kjole, jeg havde købt specielt til anledningen. Jeg rettede på håret, tjekkede makeuppen og mærkede sommerfugle i maven.
Anders kom hen med en buket røde roser.
Du ser fantastisk ud.
Mit smil blev varmt og ægte ikke anstrengt, ikke udvendigt. Jeg mærkede, hvordan jeg for første gang følte mig virkelig smuk fordi jeg selv mente det, ikke bare fordi andre sagde det. Jeg så mit spejlbillede i teatrets glasdør, så lyset falde blødt på min kjole, håret sætte pænt og vidste: Det var mit valg, min stil, min selvtillid.
Natten bød på en skøn forestilling levende, sjov med overraskelser. Anders og jeg snakkede om alt det sjove undervejs og diskuterede stykket bagefter. Samtalen flød let og naturligt, jeg nød bare at være sammen med ham.
Efter forestillingen spurgte han, om vi skulle gå en tur rundt i byen. Jeg sagde straks ja. Vi gik langsomt mellem gadelamper, i aftenluften, mens byen summede i baggrunden. Vi nød bare at være til stede.
I en lille park satte vi os. Jeg så på Anders og sagde impulsivt:
Tak.
For hvad? spurgte han overrasket.
For en skøn aften og for at du er dig. Jeg har ikke haft det så godt i lang tid.
Trine så alt sammen fra lidt afstand. Hun stod blandt skyggerne under træerne og nød synet: Anders smilede til mig, mit ansigt lyste, jeg bevægede mig frit og trygt. Hun sendte mig et lille smil og gik stille hjem.
I caféen satte hun sig ved vinduet, købte en cappuccino og kiggede billeder igennem på telefonen før og efter. Den gamle Maja: trætte øjne, kedelige sweaters, undvigende blik. Og den nye: smilende, rank, med glimt i øjnene og ro i kroppen.
Hun så længe på billedet af mig foran teateret med Anders, blomster i hånden, og tænkte: Hun blomstrede virkelig op.
Hun behøvede ikke sige sandheden om Thor nu. Alt havde fået sin mening jeg havde lært at sætte pris på mig selv, turde tro på min egen styrke, og det var det vigtigste…
********************
Efter tre måneder havde mit liv taget en drejning, og forandringerne var ikke længere projekter de var blevet en del af hverdagen. Anders og jeg kom sammen nu. Vi så hinanden tit gik i biografen, så komedier og kunstfilm, spiste fastelavnsboller på café, snakkede om alt, både hverdag og drømme.
Nogle weekender lavede vi mad sammen hjemme hos den ene eller den anden: vi grinede ad mislykkede retter, dansede til radioen og snakkede længe over aftensmaden. Anders var nærværende, sød, aldrig sarkastisk eller dominerende. Han var der bare, og det gav mig ro.
**********************
Et år senere stod jeg i et stort prøverum og betragtede mig selv i brudekjole. Den var præcis, som jeg havde drømt om fine blonder, blid pasform og en let, svævende skørt. Den fremhævede mig, men lod mig stadig røre mig frit, og lysets varme skær komplimenterede min hudtone.
Trine hjalp til, lagde sidste hånd på sløret, sørgede for at alt sad, som det skulle, og trådte så nogle skridt bagud og smilede:
Maja, du er helt igennem betagende, sagde hun og mente det virkelig.
Jeg drejede mig over mod hende, og i mine øjne lyste glæde og spænding blandet sammen. Jeg trak vejret dybt, prøvede at dæmpe nervøsiteten, og sagde:
Tak. For alt.
Det rummede mere end en almindelig tak. Det var for støtte, tålmodighed, alle de timer hun havde brugt på mig, og for altid at tro på mig også på mine sværeste dage.
Anders dukkede op i døren. Han stod stille og så på mig, og da han smilede det der særlige, ægte smil mærkede jeg varmen brede sig i hele kroppen.
Du er den smukkeste kvinde i hele Danmark, hviskede han, mens han gik hen for at tage min hånd.
Jeg greb hans hånd, mærkede al uro forsvinde. Hans berøring gjorde mig tryg hans nærhed gav mig ro.
Jeg smilede, følte roen brede sig, og vidste: Han elsker mig for den jeg er mit grin, mine idéer, min åbenhed og mildhed. Ikke for forandringerne gennem året, men for mig.
Trine trådte tilbage, lod os nyde øjeblikket, og tørrede en lille tåre væk. Alt var faldet på plads præcis, som det skulle.
