Fremmed menneske
Du driver mig til vanvid! hører Marianne, da hun er på vej op ad trapperne.
Hun stopper op og kigger op mod øverste etage råbet kommer tydeligt fra en lejlighed på sjette sal.
“Nå, det er da nok bare naboerne, der skændes,” tænker hun og trækker let på skuldrene, inden hun fortsætter opad.
Sådan nogle “familiære optrin” finder jo sted i næsten alle etageejendomme, så det overrasker hende ikke. Hun prøver da heller ikke at lytte efter, selvom mandens hævede stemme bliver højere for hvert trin.
Da Marianne kun mangler de sidste tre trin før sin egen repos, bliver døren til nabolejligheden pludselig flået op. Ud stormer en mand i starten af trediverne, tydeligt ophidset og vred. Han ænser slet ikke Marianne, da han næsten løber hende ned på vej ned ad trappen.
“Sikke en mærkelig type,” når hun lige at tænke, mens hun ser ham forsvinde, uden at have skænket hende et blik.
Marianne er ny i opgangen hun har kun boet i lejligheden få dage og aner derfor ikke, hvem hendes naboer er. Men nu ved hun i hvert fald, at hun fremover holder sig langt væk fra nr. 59 for hun har ikke lyst til at involvere sig med utilregnelige folk.
Hun står på sin repos og roder hektisk efter sin nøgle i tasken, da der bag en på klemstående dør lyder en mærkelig lyd. Som noget tungt, der falder på gulvet, og bagefter svage grådlignende hikst.
Marianne stopper op, bliver stående og lytter. Samtidig fortsætter hun med at rode efter sine nøgler.
Men hendes ben har allerede besluttet sig. De fører hende hen mod den åbne dør.
Hun lægger øret mod sprækken, og da hun kigger ind, ser hun i entreen en ældre dame, omkring halvfjerds, sidde på gulvet og tørre tårer væk fra ansigtet.
“Hvorfor sidder hun dog der og græder? Og hvorfor råbte den mand sådan ad hende?” undrer Marianne sig.
– Undskyld, er De okay? spørger hun forsigtigt.
Kvinden kigger overrasket op og tørrer hurtigt sine øjne i ærmet.
– Du skal ikke være bange, siger Marianne venligt. Jeg bor lige ved siden af og hørte nogen græde. Kan jeg hjælpe med noget?
– Hvis du vil hjælpe mig op, ville jeg blive meget taknemmelig, snøfter den ældre dame.
Marianne sætter sin indkøbspose, går hen og hjælper hende op at stå.
– Mange, mange tak, mumler damen, mens tårerne igen samler sig i øjenkrogen. Mine ben er ikke, hvad de har været… Vil du ikke komme ind og få en kop te som tak?
Egentlig har Marianne lyst til at sige nej. Men hun siger alligevel ja for dels bekymrer hun sig om damen, og dels vil hun forstå, hvad der egentlig foregår her.
Hun støtter damen helt ind i køkkenet det er tydeligt, at hun har svært ved overhovedet at gå, og Marianne slipper ikke hendes albue før damen sætter sig.
– Jeg har desværre ikke noget sødt til teen, siger damen undskyldende, da hun åbner et tomt køleskab.
– Det gør ikke noget, smiler Marianne og finder sin pakke fyldte flødeboller frem fra posen. Dem havde hun egentlig tænkt sig at spise til aftenskaffen. Nu bliver det så til deling.
– Jeg tror de rækker til os to!
*****
De ender med at sidde over teen og flødebollerne i over fire timer. Marianne bemærker ikke engang, hvordan tiden flyver; for hun bliver suget ind i samtalen med den ældre dame.
En ensom og trist kvinde.
Karen Margrethe hedder hun hele sit arbejdsliv har hun undervist skolebørn, og hun har elsket sit arbejde. Gennem årene har hun gjort alt for at lære børnene både dansk, dannelse og livets store værdier respekt, næstekærlighed, venlighed. Ikke bare fagene var vigtige, men især det at forme børnenes hjerter og karakter, mener hun.
– Jeg fortryder kun én ting i mit liv, hulker Karen Margrethe. At jeg ikke formåede at opdrage min datter rigtigt. Jeg gjorde mit bedste, men da hun gik i gymnasiet, faldt hun i dårligt selskab. Hun blev hård og fjern hørte ikke efter, hvad jeg sagde. Gjorde bare det, hun selv ville.
– Gik det så galt?
– Ja, sukker Karen Margrethe. Jeg fik hende overtalt til at begynde på universitetet, men snart begyndte hun at drikke og eksperimentere med stoffer. Så blev hun gravid og stoppede på studiet. Hun gad ikke søge job, mente mænd burde forsørge hende. For to år siden endte hun så med at komme i fængsel…
– For hvad da?
– For manddrab. Hun havde bragt hjem mange mænd, og med en af dem gik noget helt galt. Siden har hun aldrig svaret på mine breve. Hun beskylder mig for, at jeg ikke tog mig nok af hende…
Karen Margrethe tygger langsomt på en flødebolle, tørrer øjnene, og fortæller så videre:
– Jeg gav hende endda min egen lejlighed, da hun var gravid og sagde, hun ville have familie. Selv giftede jeg mig tidligt og regnede med, at hun nok kom tilbage til studiet, men nej hun havde andre planer. Hun snød mig for at få boligen alene.
– Så… hvem ejer denne lejlighed nu? spørger Marianne, vel vidende, at en lærer ikke tjener nok til at købe sådan en bolig.
– Den har jeg fået foræret, forklarer Karen Margrethe. Da jeg gik på pension for 10 år siden, samlede forældrene til mine gamle elever sammen og overrakte mig nøglen til denne bolig. Så jeg havde et godt sted at bo som ældre. Før da boede jeg i et lille værelse i en kollegiebygning i tyve år.
– Sikke betænksomt, udbryder Marianne beundrende.
– Ja, der findes virkelig gode mennesker. Og mine elever har hele mit hjerte, griner Karen Margrethe. Mange besøger mig stadig og ringer til mig.
Der bliver stille lidt. Så spørger Marianne alligevel:
– Ham, der løb ud af døren tidligere… Var det en af dine gamle elever?
– Nej, det er min sønnesøn, Tue. Han hjælper mig.
– Undskyld, men det virkede mærkeligt med alt det råberi mod sin egen bedstemor.
– Desværre, siger Karen Margrethe stille. Tue ligner meget sin mor. Han har ingen grænser og opfører sig ofte ubarmhjertigt. Det gør ondt at se på…
Hun fortæller, at hendes helbred er blevet meget dårligt efter pensionen. Benene vil ikke længere lystre, og hun tør dårligt gå udenfor alene; har ikke været nede i gården i næsten et år af frygt for at falde. Så hun bad Tue om hjælp.
I starten kom Tue jævnligt og lavede mad, vaskede op og handlede ind. Men de sidste mange måneder har han næsten ikke kigget ind, og nu beklager han sig tit over, at hendes folkepension på knap 7000 kroner pr. måned ikke rækker. Han siger, brødet koster 35 kroner for et lille franskbrød, selvom det slet ikke passer.
Tilsyneladende bruger han en del af hendes pension på sig selv.
– I dag havde vi egentlig ikke skændtes om penge, forklarer Karen Margrethe. Jeg bad ham bare finde den kat, der plejede at komme ved gården. Den var så smuk, dens øjne glimtede som små smaragder. Den gjorde mig glad. Jeg fodrede den ofte og ville gerne tage den til mig, men blev syg og kom på hospitalet. Siden har jeg ikke set den og jeg savner den voldsomt. Jeg drømte endda om den forleden…
Marianne bliver rørt over sorgen i Karens stemme. Hun lover sig selv at holde øje med katten hver dag, men lige meget hvor meget hun leder i gården, ser hun aldrig nogen kat med grønne øjne.
“Den er sikkert for længst blevet taget ind et andet sted,” tænker hun tungt.
En aften kommer Marianne med de sædvanlige flødeboller og te og Tue ankommer uventet, tydeligt påvirket af alkohol.
– Hvem er du så? spørger han groft, da han får øje på Marianne.
– Det er Marianne, forklarer Karen hurtigt. Min nabo.
Tu bliver straks jublende over idéen: Han skal være væk på arbejde i Jylland i et par måneder, og så kan Marianne jo tage sig af hans bedstemor.
– Men hvad med min pension og dit kort, Tue?
– Tja, jeg har mistet dit kort, beklager han bare og forlader lejligheden før hun kan nå flere spørgsmål. – Bed Marianne låne penge til dig. Jeg betaler, når jeg kommer hjem hvis jeg har råd!
Marianne bider tænderne sammen. Hun ved godt, han ikke har mistet hendes hævekort men vil bare ikke dele.
Fra den dag dukker Marianne op hver dag hos Karen Margrethe. Hun køber mad, ordner medicin, hjælper med rengøring, prøver endda at betale de regninger, Tue har ladt ligge ubetalt i posten.
Det er hårdt Mariannes løn som pædagog er ikke høj, men hun får pengene til at slå til. Hun trøster sig med, at det kun er indtil Tue kommer tilbage.
Da hun endelig får en lille bonus på arbejdet, bruger hun den på en kørestol til Karen Margrethe, i stedet for den mobil, hun selv længe havde ønsket sig.
Kollegaerne kigger underligt på hende.
– Hvorfor bruger du penge på et fremmed menneske? spørger de.
“Derfor,” siger hun blot. “Fordi man ikke bare skal sidde indespærret på sjette sal hele livet. Et menneske skal leve ikke bare eksistere.”
*****
Det kræver megen overtalelse, før hun får Karen Margrethe ud på gåture i parken men til sidst lykkes det. De går korte ture hver dag. Og en aften sker det ufattelige: En kat med grønne øjne dukker op.
Uden tøven hopper den op i Karen Margrethes skød og maler højt.
– Gud, du lever, hvisker Karen Margrethe med tårer i øjnene, mens hun kærligt krammer katten.
Marianne glæder sig i stilhed: “Endelig gik hendes største ønske i opfyldelse.”
De døber katten Lise, og Marianne køber straks sandkasse, mad og seng til hende. Hun tænker ikke på pengene; disse øjeblikke er uvurderlige.
*****
Efter noget tid kommer en dag en fremmed, venlig mand til døren, netop som Marianne vil besøge Karen Margrethe.
– Er det dig, Marianne? Kom indenfor, hun har set frem til at se dig, siger han smilende.
Karen Margrethe sidder i kørestolen og holder Lise på skødet, mens hun kigger ud af vinduet.
– Hvem var det, der var her?
– Det var Poul, en af mine gamle elever. Jeg ringede, fordi jeg kan mærke tiden rinder ud.
– Ak, nu igen, småskælder Marianne. Lov nu, at du ikke tager sorgerne på forskud…
Karen Margrethe smiler stille med en ro over sig, som kun lykkelige mennesker kender. Dagen efter er hun væk.
Marianne finder hende fredeligt med Lise ved sin side og sætter sig, hvor hun for første gang fandt Karen Margrethe nu alene og grædende.
Det er Poul, der ordner bisættelsen. Hele kirken er fyldt med gamle elever, men Tue er der ikke hverken til bisættelsen eller ellers. Marianne har forgæves prøvet at ringe.
Efter bisættelsen tager Poul hende med hen til et testamente hos en lokal notar.
– Karen Margrethe ønskede, at du skulle arve hendes etværelses lejlighed, forklarer han.
Marianne bliver overmandet af følelser hun havde aldrig bedt om noget, hun gjorde det af kærlighed.
– Skift nu straks låsene Tue har ingen ret til at komme her, siger Poul venligt.
*****
Marianne og Lise bor nu sammen. Savnet af Karen Margrethe vil aldrig forsvinde, men de har hinanden, og Poul ringer tit. En dag inviterer han hende ud at gå en tur, og Marianne siger ja. Måske er det tid til, at hendes egen drøm skal gå i opfyldelse…
– Lise, jeg er tilbage snart, siger hun med et kram.
– Miau, svarer Lise og lægger sig på sengen.
Og hvis man skulle oversætte det til menneskesprog, betyder det: “Gå du bare ud, min kære ven jeg holder din plads varm.”
