Skriv et brev til hende
Du, der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig det her må næsten lyde som noget fra en vinter uden ende. Forestil dig en gammel herregård et sted udenfor Odense, som nu er lavet om til lazaret. Kulden sneg sig ind ad hvert et sprække efteråret, det der så dejligt gyldne, var pludselig væk og erstattet af kold november med regn og rim. Vinduerne var dækket med krydsede strimler af papir, og den iskolde fugt stod nærmest og åndede ind gennem husets vægge om natten.
Vi er nødt til at gøre noget, Mikkel! sagde lille Alberte, der lignede et opvakt rådyr med sit korte mørke hår og de store øjne. De sengeliggende fryser, og der er ikke tæpper nok til alle! Skal vi ikke få nogen til at tildække vinduerne bedre? Hun stod og krøllede sit tørklæde sammen i hænderne, mens hun sendte et håbefuldt blik til overlægen Mikkel Fredensborg, der dog bare trak på skuldrene og stirrede på væggen.
Dæk dem da til. Men hvem skal gøre det? Jeg, eller hvad? Brokket kom skarpt fra hans mund, og han gik næsten truende hen mod Alberte, indsunken og måske lidt for bleg i de magre kinder. Der blev hvisket, at han blev kaldt Skelet-Mikkel bag hans ryg, simpelthen fordi han var blevet så tynd og træt af det hele. Han savnede de pæne operationsstuer hjemme i Aarhus, kollegaerne og en ordentlig kande varm te. Her var intet gjort let, alt for få hænder, alt for meget improvisation og netop derfor kunne han ikke klare Albertes konstante snak om vinduer og kulde.
Måske kunne vi spørge nogle af flyverne ovre fra eskadrillen? mumlede Alberte, mens hun så ned på det slidte trægulv.
De har vigtigere ting at tage sig af end at banke brædder for os! Alberte, du er portør så gå ud og gør dit arbejde, ikke? Efter din vagt kan du snakke alt det, du vil men nu skal du ikke komme her og hive mig ind i det der! udbrød Fredensborg surt. Alberte krympede sig og forsvandt mod døren, men netop i dét øjeblik blev hun virkelig ramt af hvor uretfærdigt det hele føltes. Hvorfor råbte han sådan af hende det var jo bare omsorg! Hun vidste kun alt for godt, hvordan en lungebetændelse altid kom snigende, når kulden satte ind hos de syge.
Før krigen havde hun haft et helt andet liv en familie i en lejlighed ved Vesterbro, medicinstudier, veninder, og så var der Henrik, som hun ja, der havde været meget.
Og så var der gamle Agnete ikke en rigtig bedstemor, men sådan én, der havde boet med Albertes familie altid, for så længe hun huskede. Da Agnete blev syg af lungebetændelse det kom snigende, lige efter nogen havde glemt at lukke vinduet på hendes værelse eller måske fordi hun var sneget ud i køkkenet og blev siddende ved vinduet nå ja, pludselig gik det stærkt. Ingen nåede at gøre noget.
Nu lå soldater i rækker på jernsengene, hvor der før blev danset vals og skålet i champagne i den gamle storsal. Disse unge mænd kunne alle sammen ende som Agnete en dag lå de der, og ingen kunne gøre noget. Skuddene havde heldigvis drevet sig længere væk mod vest, men der gik stadig rygter om, hvilke marker der nu var for farlige, og hvem der skulle flyttes til hospitalet nærmere Svendborg.
Alle ventede på sejren læger, der længtes efter sterilt arbejde og turnus blandt ivrige kandidater. Sygeplejerskerne, der drømte om opfrisket hår og et lille snert af duft fra syrener om foråret. Åh, hvor hun længtes efter netop dét: at modtage en stor buket syrener fra Henrik, glemme alt omkring sig, snuse til blomsterne og blive glad igen.
Alberte! Moritz har brug for et brev, og vi skal også have lagt nye forbindinger. Kan du ikke lige tage dig af det? Jeg er ved at falde om af træthed, råbte Anna ovre fra gangen. Anna havde været med lazarettet hele vejen, græd næsten aldrig længere, nok fordi hun ikke kunne. At falde i søvn for hende var som at kaste sig ned i sort, koldt ingenting uden drømme, uden minder. Når hun vågnede, trak hun vejret gispende og bed tænderne sammen. Hendes liv var kun det her hospital.
Godt, jeg går derhen nu! sagde Alberte hastigt, mens hun snuppede sit tørklæde og smøg det om halsen. Mikkel sagde forresten, vi må spørge eskadrillen om hjælp til vinduerne der er masser af brædder bag huset, jeg har selv set det. Og ovnen skal også repareres
Vi sender dig. Du er sgu en kvik én, Alberte! Anna smilede, men øjnene fortalte sit de kunne ikke rigtig glæde sig. Men nu afsted til Moritz, ikke?
Alberte gik ad den lange gang til det gamle boudoir, fyldt med stuk og vægpaneler; foran hende lå Moritz, en officer, der havde fået et særskilt værelse efter krav fra overlægen. Bedre at holde styr på ham, havde de sagt, for han var ofte ude af sig selv.
Vi render os trætte, fru overlæge!” havde sygeplejerskerne brokket. Læg ham nu i storsalen, så har vi ham tættere på”
Men de gik på skift ind til ham værelset bar stadig duften af gammelt træ og noget maskulint, der blev hængende i kulden.
Alberte åbnede døren med et brag. Der! Din pistol ligger på kommoden, lige ved siden af de gamle messingstager og askebægeret,” sagde hun tørt, da han begyndte at famle under dynen.
Moritz stivnede. Hvorfor er her så stille? Hvad foregår der rapportér! råbte han, rakte ud efter ansigtet for at fjerne forbindingerne, men Alberte greb hurtigt hans hånd. Den var fyldt med fregner, sådan som hun kendte det Henrik havde jo også haft rødt hår og næsten hvide øjenvipper. Hun måtte smile lidt ved tanken.
Slap nu af. Du er på hospitalet, du får dit eget værelse, der er styr på det hele. Og rapportform… uha, jeg orker ikke, sagde Alberte og klikkede med den metalæske, hvor hun havde værktøj og forbindinger.
Nu får du en ny forbinding. Du lover ikke at rykke dig, ikke? Jeg henter en pude og her er en frakke til benene, der er koldt
Hvorfor får jeg et værelse for mig selv? Hvor er Gunner Hein, han var hos mig, høj, mørkhåret fyr, fik nye støvler sidste uge har I ikke set ham?
Moritz blev tavs. Han vidste vel godt, at svaret ville gøre ondt Gunner var slemt såret og lå nu blandt de andre, men ingen vidste, om han overlevede. Det kunne man ikke sige til Moritz nu.
Han er derinde, jeg skal nok tjekke, hvordan det går med ham jeg lover at give besked, forsikrede Alberte, mens hun forsigtigt fjernede forbindinger og huskede det øjeblik, hvor Moritz ankom: ildrøde krøller, alle sygeplejerskerne snakkede om hans hår. Nu var han helt hvidhåret krigens viskelæder.
Du, der er en sommerfugl, der slår mod ruden, sagde hun hurtigt, da Moritz ville vide, om noget var galt.
November og sommerfugle? Den må være vågnet for tidligt. Åbn vinduet, slip den ud! Han begyndte at fortælle om sin bedstefars lade, hvor sommerfugle overvintrede og fløj ud om foråret, forvirrede og vilde. Vi er også bare sommerfugle her, vil bare ud igen. Hvad hedder du?
Alberte.
Mit navn er Nicolai. Må jeg røre ved dig? Bare din skulder, jeg kan ikke se, det er så mærkeligt
“Nej, det behøver du ikke. Snart fjerner vi forbindingerne og så skal du se at blive dig selv igen.
Nicolai blev stille. Da forbindingen var lagt ordentligt, sagde hun:
Man har fortalt mig, du gerne vil skrive et brev. Skal jeg skrive, og du dikterer?
Ja, jeg vil gerne. Han tøvede, så dukkede de iskolde sætninger frem. Brevet var til hans kæreste, Inger, som han pludselig ikke ville have længere. Han bad Alberte skrive, at han havde fundet en anden, og at Inger ville finde en ny at elske; det ville hun komme sig over.
Er du klar over, hvor ondt det gør? protesterede Alberte pludselig. Det der det er bare ikke fair. Hun har ikke fortjent sådan en besked!
Skriv bare! Du ved ikke noget om mig. Bare skriv! Sådan må det være!
Har du virkelig mødt en anden? spurgte Alberte, og hun fik tårer i øjnene. Hun ville ikke græde men hvordan kunne det hele blive så håbløst og koldt? Hvor blev håbet af?
Græd ikke! Jeg kan ikke holde kvindetårer ud! snerrede Moritz, men det stoppede ikke Alberte. Englene i stukloftet grinede stadig ned til hende, mens hendes hjerte var knust på Ingers vegne.
Er mænd altid så hårde? spurgte hun stille.
Hvordan mener du? mumlede han surt.
Så kolde, jeg mener. Måske skal du ikke skrive nu. Vent til du er rask, til du ved, hvad du vil. Min far blev også vred, når han havde ondt, men når mor lagde en varmepude på ryggen, blev han blød igen så sad jeg hos ham og fodrede ham med te og småkager.
Nicolai smilede svagt: Hvor gammel er du egentlig?
Nittten. Jeg var lige startet på medicin, da det hele gik i gang
Du burde tage hjem. Her er ikke for unge piger.
Hun rystede på hovedet. Jeg har ikke noget hjem mere. Ikke mor, ikke far, ikke noget hjem på Vesterbro Jeg bliver her! Nu var hun pludselig også vred. Hvorfor skrive til Inger, at hun er glemt? Hvorfor gøre ondt værre?
Alberte fløj rundt på trægulvet, rastløs hvordan skulle hun forklare, at det ikke gik at såre Inger sådan?
Skrid ud! råbte Moritz pludselig, vred og helt sammenbidt. Du sender bare brevet, hører du! Og blander dig ikke i mit liv du skal lappe sår, ikke blande dig i følelser!
Hun styrtede ud, forskrækket, men kom straks tilbage, smækkede døren med et brag, ordnede hans frakke og kiggede ham i øjnene.
Så kan du selv skrive brevet! Jeg lappede kun kroppen, ikke hjertet!
Moritz blev helt groggy sådan havde han ikke forventet det, og da hun forsvandt, lød hendes hurtige fodtrin i gangen. Englehovederne fortsatte med at kigge ned, som fra en eller anden gammel barokforestilling, og ude under gulvbrædderne peb musene videre.
Hvorfor er du så mut, Alberte var du inde hos Moritz? spurgte Anna, mens hun stod og hængte våde bandager op i gården de snoede sig i vinden som slanger og flettede sig ind i hinanden.
Ham gider jeg ikke mere! Han skal selv skrive! sagde Alberte, nærmest fornærmet. Det er ikke i orden!
Anna rystede på hovedet. Slip det nu. Vi skal bare gøre vores arbejde.
Men Alberte kunne ikke hun var vred. Moritz havde sit brev til Inger, men det var ikke retfærdigt! Måske var Ingers liv netop han, måske troede hun stadig, de havde noget at komme tilbage til?
Anna røg nu mere end før, men det lindrede intet. Hun trak på skuldrene: Det nytter ikke at mærke efter, Alberte vi må bare gøre tingene uden følelser. Ellers kan man ikke holde til at miste nogen.
Du tager fejl! nærmest råbte Alberte, tog fat i Annas hænder. Vi må tro på det gode. Tro på at kærlighed og håb eksisterer. Vi kan ikke bare opgive!
Anna gav hende en lussing og gik. Bandagerne klamrede sig til hende som trækkerødder.
Undskyld, Anna! græd Alberte, men hun måtte kæmpe med hovedet højt.
Hen ad dagen dukkede Overkirurgen Jytte Sørensen op, lagde sin kittel over Albertes skuldre: Du er så ung, men du gør det rigtige, Alberte. Anna mistede sin forlovede her derfor er hun sådan. Nogle klarer sig kun igennem ved ikke at tro på noget.
Men hvad så med os andre? Jeg håber for os alle, at vi engang kan tage hjem. Hvis bare vi holder fast i håbet så kan selv Inger og Moritz blive lykkelige. Det, tror jeg, gør en forskel, ikke?
Jytte smilede: Du har ret, Alberte. Og Moritz han lyver nok for sig selv. Jeg fandt billede af Inger i hans uniform. Han vil måske bare skåne hende for at se hans ar Mange mænd kan ikke tåle tanken om, at nogen har ondt af dem. Det var min far også; han ville aldrig bruge stok, selvom han haltede, men ingen bemærkede det alligevel. Livet kører videre på den ene eller den anden måde. Du skal blive venner med Anna igen. Hun har brug for dig.
Pludselig lød der motorer foran huset, ambulancefolkene styrtede ud.
Alberte, kom nu! Vi har brug for dig! råbte de.
Du skal nok klare det, bare vent og se! kaldte Jytte, mens hun forsvandt hen til de nye sårede.
Anna sad på depotrummet, sammenkrøbet. Nakkede duftede stadig af røg; hun var ikke længere til at kende de lyse lokker havde hun selv klippet af da hendes forlovede døde.
Anna, jeg har lavet te til dig med sukker, og der er også småkager, sagde Alberte og satte sig på gulvet ved siden af hende.
Jeg hader urtete! Men lad gå Anna tøede lidt op.
Undskyld mig virkelig. Jeg kom til at sige alt det forkerte. Jeg håber bare så gerne, at det ender godt for alle, mumlede Alberte stille.
Alberte, hold nu op. Jeg skal foran, længere frem mod linjen. Her kan jeg ikke være mere, sagde Anna.
Du skal ingen steder jeg fortæller det til Jytte, hvis du forsøger! Jeg tager i stedet for dig, så kan du blive her! sagde Alberte, ivrigt.
Du er skør! Men hvis du bliver tilbage, skriver jeg til dig. Breve er alligevel bedre end slet ingen og du svarer tilbage!
Et par dage efter drog Anna ud. Hun krammede Alberte tæt, hviskede hendes navn, sprang op i lastbilen og vinkede bagud.
Jytte sendte hende et trist blik, og Mikkel sparkede frustreret til en spand, så håndtaget røg af.
Det er rigtigt, at hun tager afsted. Hun er nødt til det. Man må forlade de steder, hvor sorgen bor, hvis man skal overleve, sagde Jytte stille.
Moritz lå stadig bleg og ordknap, afviste enhver samtale om følelser og tvangslagte vittigheder fra sygeplejerskerne. Hans ansigt var stadig skjult, bandagerne blev ikke fjernet.
Du ryger nok til Svendborg snart, sagde Alberte en dag, mens sneen stod tæt udenfor.
Det haster ikke. Og sendte du mit brev? spurgte Moritz, og greb hendes hånd hårdt.
Ja, selvfølgelig.
Det hele? Eller tog du noget ud? Han så lige på hende.
Slip du gør ondt Jeg har mad med til dig, skal jeg hjælpe dig?
Jeg gider ikke spise. Tag det selv.
Du SKAL spise! Har du nogensinde stået på skøjter? spurgte hun, og stak en skefuld suppe hen mod hans mund.
Ja, hvad tror du!? Jeg er dansker! svarede han, overrasket over spørgsmålet.
Var der nogen sammen med dig?
Ja, venner og pludselig gik han i stå, rynkede panden, anede der var nogen i rummet.
Hvem er det? brummede han.
En blid stemme lød, og et par hænder tog forsigtigt hans. Han frøs midt i bevægelsen.
Det var Inger.
Jeg ved det, Kold, du sendte brevet, men Jeg er her. Jeg forstår dig. Lad mig bare sidde sammen med dig, sagde hun stille.
Han nikkede kun. Maden blev langsomt spist, og Alberte listede ud, lettet over at have skrevet sandheden til Inger, som var taget hele vejen til hospitalet for at være der for Moritz.
På gangen kunne Alberte ikke lade være med at snurre rundt af glæde.
Så kom lykkens time til én stakkels stue! sagde Jytte og grinede.
Hun kom! Fordi jeg skrev det rigtige. Se nu, hun elsker ham jo så enkelt er det! jublede Alberte.
Dér midt i alt det triste mærkede hun håb; det kan godt betale sig at handle ordentligt og tro på det gode.
Ude på forposten, i det kolde mudder, hev Anna en såret soldat, Poul, ind i forbinding og beskyttelse. Han lo mellem forbindingerne og spurgte:
Hedder du Anna? Jeg har en veninde hjemmefra, hun hedder Alberte. Hun er sådan en, der insisterer på at tro på alt det gode Kommer du til at tro på det igen, tror du?
Anna smilede skævt. Hun havde netop sagt farvel til meget, men en smule håb dukkede alligevel op, som forårssolen gennem frosne ruder.
Skriv til hende. Og bliv ved med at håbe, Poul. Så lover jeg at gøre det samme,” sagde hun.
Og et eller andet sted i det gamle, kolde hus, længtes alle læger, sygeplejersker, sårede og de håbefulde efter foråret, efter syrenerne, efter et kærligt brev.
Der er styrke i ord, også når det stormer allermest. Må Gud beskytte og passe på alle vores modige, varme hjerter fra soldater og sygeplejersker til læger og dem, som venter derhjemme i det danske vintermørke.
Glædelig Forsvarens Dag, min ven. Det her handler ikke bare om tapre mænd, men om modet og styrken i alle, der tager sig af os og om kærlighed, der holder os varme.
