Blåklokke
Åh, du, Viggo-Viol! Hvordan er du blevet så naiv, min dreng?! Hvorfor skulle vi også have en hund? Du kunne da godt selv tænke lidt!
Men mor Viggo var nærmest grådkvalt, mens han holdt den lille hvalp tæt ind til sig, den han havde fundet på vej hjem fra skole.
Hvalpen var ikke større end at den næsten forsvandt i Viggos arme og peb så hjerteskærende, at det satte sig som uro helt ned i knæene på ham. Det føltes både underligt og sårbart ville man græde ind i mors forklæde, som duftede af sæbe og stegte løg, eller flyve op i et skraldende grin, fordi hvalpen var levende, varm og puttede sig tøvende ind til hans våde, snavsede jakke. For det ville helt sikkert give ballade, om end ikke lige nu.
Tina tog afskyeligt fat i nakken på den klynkende hvalp og fjernede den fra sønnen.
Gå nu ud og vask hænder! Hvem ved, hvad for en slags bakterier du har fået med hjem sammen med det der umage!
Mooor!
Hvad siger du?
Vil du smide den ud? Viggo stirrede på sin mor og anede ikke, hvad han ellers kunne gøre for at redde sin fundne ven.
Helt ærligt?! Tina blev så overrasket over sønnens tanke, at hun næsten tabte den hjælpeløse hvalp. Hvalpen vidste nu, måske endnu før Viggo, at der ikke længere var noget ondt i vente. Hvorfor siger du sådan noget grimt til mig?
Undskyld, mor! Viggo lyste straks op. Jeg mente bare
Bare han! Tinas frustration ville ingen ende tage. Er jeg et uhyre, måske?! Det regner jo udenfor! Herregud! Hvorfor står vi så her? Du er jo gennemblødt! Du kommer til at blive syg. Ind på badeværelset, med dig! Viggo-Viol
Da hun så sin søn springe ned gennem den lange, rodede gang i lejligheden, tænkte Tina på, at hun i hvert fald ikke ville få nogen ros af de andre beboere for at tage imod en hund.
Karen Larsen ville stramme de læbestiftsrøde læber og knurre:
Du burde styre din unge, Tina! Han bringer uro!
Marius Povlsen ville blinke til Viggo og løfte brynene med alvor:
Ser jeg den mindste pøl, så kan du gøre rent på gangen et halvt år, unge mand! Mindst!
Og muntre Ellen ville selvfølgelig først nusse hvalpen, så stryge Viggo over håret:
Du er en god dreng, Viggo! Dit hjerte er på rette sted. Glem aldrig den barmhjertighed verden mangler den!
Tina sukkede og sendte et blik til de lukkede døre før hun forsigtigt strøg hvalpen med to fingre hen over den runde pande.
Så skal du vaskes, uheld! Du har sikkert lopper det var dog det sidste vi manglede!
Hvalpen forstod tilsyneladende at han ikke blev skældt ud, men derimod blev ynket, og han begyndte at vifte med benene, så Tina skyndsomt holdt ham tæt ind til sig.
Hvor tror du, du skal hen?! Dumme lille én! Selvfølgelig skal du ikke stikke af! Du skal jo præsenteres bedst muligt, ellers bliver vi smidt ud!
Hun skyndte sig til badeværelset, hvor Viggo, af ukendte årsager, trak tiden ud. Da hun åbnede døren, måtte hun smile tilfreds.
Du er ved at blive voksen! sagde hun med et blik på baljen med lunt vand og et stykke brunt sæbe, som Viggo allerede havde fundet frem til hvalpen. Skynd dig ind og hent dit gamle, gule håndklæde.
Det du tørrede mig med, da jeg var lille?
Ja, lige præcis kom så! Karen Larsen kommer snart hjem.
Får vi ballade, mor?
Det ved jeg ikke endnu. Jeg håber det ikke! Men du må selv tage snakken med hende. Forstået?
Viggo betænkte sig lidt.
Jeg er nervøs.
Det forstår jeg. Men hun bor også her og har ret til at sige sin mening. Spurgte du hende, før du tog hunden med ind? Nej, vel? Så må du tage ansvaret!
Mor, hvad hvis hun siger nej?
Så er du nødt til at finde de rigtige ord, så hun lader dig beholde hunden. Tænk dig godt om! Du har taget ansvaret nu må du stå ved det!
Hvalpen, som blev dejligt døsig i det varme vand, peb stille og slikkede Tinas hænder, mens hun blidt vaskede skidtet af den. Den grå pels blev gradvist lysere, og snart var det tydeligt, at hvalpen faktisk var hvid. Han havde bare fået rodet sig så grundigt til, mens han ledte efter sin mor, at han ikke længere lignede sig selv.
Så er det nok! Tina pakkede hvalpen ind i håndklædet og rakte den til sønnen. Skru ind på værelset! Tør ham! Jeg varmer lidt mælk til din ulvehund. Han må være sulten.
Viggo løb afsted, mens Tina tømte baljen og satte sig på kanten af badekarret, hvor hun pludselig brød ud i gråd.
Var det sønnens blik ved døren, hvalpens varme krop i hendes hænder, eller den følelse, alle mødre kender medlidenhed med alt levende som bragte minderne frem? Hun tænkte på dengang, hun første gang trådte ind i denne lejlighed. Ung, grøn på livet, og med sit barn på armen, kom hun til sin oldtante Grethe, som var den eneste familie, der havde reageret på hendes bøn om hjælp.
Hvad er det for en entré?! havde Karen Larsen dengang sagt, chefen for det hele og hersker i den store, gamle lejlighed i hjertet af København. Hvem er du, og hvad har du der? Børn mangler vi bare! Grethe, er hun din?
Hende har jeg inviteret!
Forholdet til tante Grethe var fjernt syvende led, sagde man. Alligevel sørgede Tinas mor for, at hun hver sommer tog med derind, og altid med ordene:
Hun er ensom, Grethe. Vi er alt, hun har. Familien holder sig væk, hvad de ikke burde! Hun bor småt, men det er storbyen, der trækker. Når du bliver stor, sender jeg dig til byen, og tante Grethe holder øje med dig.
Mor sagde aldrig hele sandheden, men Tina forstod det ikke den gang. Hun elskede dog værelset ud mod H.C. Andersens Boulevard, knitrende af byliv, og Grethes varme, der tog hende med på museer, udflugter, og lange gåture i parkerne, hvor hun fik svar på alt mellem himmel og jord.
Men noget ændrede sig. Pludselig stoppede besøgene. Måske skændtes mor og Grethe, måske fandt mor hverdagen kedelig uanset hvad, blev kontakten til breve. Dem elskede Tina at skrive, selvom mor brokkede sig og bad hende “være fornuftig i stedet.”
Fornuft blev et krav, da Tina blev seksten.
Nu er du voksen. Tid at tænke på fremtiden!
Til byen?! Skal jeg til København? Studere? Tina klappede i hænderne, selv om hun kun turde håbe.
Nej! Du skal ingen steder! Ud at arbejde på landbrug. Måske senere teknisk skole. Jeg taler om noget andet. Du skal giftes snart. Der er nok af unge mænd.
Mor, det vil jeg ikke!
Hvem spørger dig? Skal du været ensom hele livet som tante Grethe? Nej, der skal tænkes praktisk. Ikke mere snak!
Men Tinas drøm var storbyen, uddannelse, uafhængighed. Ikke ægteskab.
Alligevel gik det sådan. Moderen fandt en mand til hende. Hun nåede knap blinke, før hun var forlovet med Simon Madsen, drengen hun havde kendt siden barndommen. Han var hende ikke imod, og snart var de gift. Men ægteskabet blev ikke lykkeligt.
Simon ville ud, more sig, ikke sidde hjemme, og snart løb sladderen i landsbyen: Simon var utro, og Tina var den sidste, som opdagede det.
Hendes nærmeste veninde var den, Simon gik til, og snart mente alle i byen, at det måtte være Tinas egen skyld.
Først da vennerne hviskede hende sandheden, gik hun hjem til sin mor.
Hvad skal jeg sige? Du valgte ham nu må du leve med det!
Mor, han har forrådt mig!
Det gør alle mænd. Din far var også sådan. Det er livet.
Hvad med kærlighed?
Kærlighed? Huset er vigtigere. Du har et barn. Resten må du bære.
Som et chok gik det op for Tina, at hendes eget liv allerede var sporet ind på en vej, hun ikke selv havde valgt. Nu og kun nu kunne hun vælge: At finde sig i ydmygelsen eller lære sin søn, hvad hans far aldrig havde forstået at svigte dem, man elsker, er utilgiveligt, og man må tage ansvar, selv når det gør ondt.
Gå nu hjem, Tina! Jeg har mit, du har dit. Vil du arbejde, så spørg din svigermor om hjælp jeg har ikke tid eller kræfter. Jeg er stadig ung og har ret til min egen lykke.
Tina fornemmede, at moren havde fundet en ny mand, men ikke hvem. Nu forstod hun, at hun intet kunne håbe på hjemmefra. Hun måtte finde en ny vej.
Familien var stor, men ingen tilbød hjælp hun anede ikke, at moderen ligefrem havde frabedt det; for at “den stædige pige ville frarøve sin søn en far for ingenting”.
Men nu var det ikke fornærmelse, det handlede om. Den dag, hun blev afvist, lagde Tina sin søn i seng, forsøgte at glemme ved at gøre rent men Simon kom hjem, han havde talt med hendes mor, og nu var han rasende.
Vil du ydmyge mig? Skal jeg vise dig, hvem der bestemmer?!
Han slog hende for første gang. Lidt efter lidt fandt Tina styrken, greb den økse, Simon havde glemt på køkkendøren, og Simon gik. Han kom aldrig hjem igen.
Han flyttede ind hos elskerinden, sagde naboerne skadefro, uden hun havde spurgt.
Da familien heller ikke ville hjælpe, sendte Tina et brev til Grethe og flyttede til København. Svigerforældrene fik adressen, hvis noget skulle ske.
Grethe blev glad for at se Tina og hendes søn, men græd, da hun hørte årsagen.
Hvor er det synd, Tina! Men nu må I fremad! Din dreng har brug for dig. Jeg er pensioneret, så jeg kan hjælpe!
Tante Grethe, vi skal nok…
Jeg vil ikke høre mere! I skal bo her nu får vi Jer folkeregisteret, så Viggo kan få børnehaveplads. Du må finde arbejde. Men først, når Krølle (hendes kælenavn for Viggo) vokser lidt.
Tina tænkte, men gjorde det på sin egen måde. Hun fandt selv job og gjorde rent i opgangene i to naboblokke, mens Grethe passede Viggo. Det var ikke storslået løn, men tilpas til at klare sig. Hun holdt op med at gå i sort, og tante Grethe syede tøj til hende, så hun begyndte at lyse op. Med tiden kom Tina også på teknisk skole, og da hun blev færdig, fik hun arbejde inden for sit fag. Vennerne på arbejdspladsen begyndte at kalde hende Fru Jensen, og Viggo fik snart god grund til at være stolt af sin mor.
De tre naboer var således: Karen Larsen geolog, boligforeningens store stemme og frygtet blandt beboerne. Hun boede alene og hævdede, at hverken familie eller børn var noget for hende “børn kræver opdragelse, og jeg kan ikke engang finde ud af forskel på fiskegafler!”
Marius Povlsen gammel ungkarl og maskinarbejder, mente, at kærlighed kun er for de heldige. Han havde engang elsket, men blev snydt og svigtet, og siden havde han kun kvinderne i lejligheden at stole på.
Ellen munter, energisk, bygningsmaler og ivrig efter at finde kærligheden: “Et barn, en mand og lidt ro.” Men roen havde hun sjældent, og kærligheden gik ikke altid hendes vej. Alligevel mistede hun aldrig sin optimisme.
Tinas og Viggos indflytning skabte røre. Ellen var mild hun elskede børn og drømte om sin egen. Karen Larsen modtog dem dog køligt:
Besøg er ok, men boende? Nej! Jeg har brug for stilhed ikke spædbarnsskrig hver nat!
Marius formidlede som vanligt:
Karen, vi er vel ikke dyr? Skulle vi smide en mor med baby på gaden midt i vinteren?
Det er sommer, Marius!
Og det bliver vinter! Tænk på den lille. Se hans kinder og hør her: Jeg vædder på, at om et år kalder du ham ‘Blåklokke’ ligesom os andre. Hvis ikke, spiser jeg min hat!
Glem det, fnøs Karen, men hun kaldte snart Viggo for Blåklokke ligesom alle andre, og begyndte i smug at forkæle ham med slik, mens hun lod som om hun intet anede om ballade og overforkælelse.
Viggo voksede op som en stille, hensynsfuld dreng. Han gik i børnehave, spadserede med sin mor og Grethe i Kongens Have, og irriterede sjældent de andre. Fantasien fejlede dog ikke: Han sejlede i Irinas gamle vaskebalje, styrede imaginære sømænd og krævede rom et ord han havde fra sin yndlingspiratbog.
Han gemte sig i Marius store skab når han krøb ind, landede bedstemorens gamle pels på ham som en bjørn, han måtte kæmpe mod. Eller han legede med Ellens maling indtil han malede hendes dør spraglet. Mør keret kom han dog men Ellen lo hjerteligt og tillod ham bagefter at male små skyer på den blå dør.
Du skal i malerskole, Blåklokke! Du har talent!
Tina tænkte over det og fulgte hendes råd. Uanset om den lokale skole endnu ikke ville have så små elever, tilbød en lærer at undervise ham privat efter at have set hans tegninger.
Han har talent! Jeg siger det bare.
De timer blev Blåklokkes største gave. Oldemor Grethe kørte ham til kunstlæreren hun sad og så børnene male, lykkelig over hans glæde.
Snart hang der tegninger over hele lejligheden. Ellen valgte de bedste, Marius lavede rammer, Karen gik i køkkenet iført sjal, beundrede værkerne og sagde:
Du bliver kendt, Blåklokke! Lyt altid til dig selv og bliv ved!
Sådan blev Viggo gladest, når han tegnede og måske turde han derfor også redde en forfrossen hvalp hjem, uden frygt for naboernes reaktion.
De svigtede ikke.
Nå, det var der ikke brug for! Hvor har du fundet den bamse? sagde Karen, løftede hvalpen og kyssede den på næsen. Nu har jeg endelig en hund! Tina, de aften-lufteture er min opgave. Måske møder jeg endda én at dele livet med på mine gamle dage!
Karen, du…
Jeg er med! Hvad siger jeg galt? Tina, hold øje med din søn!
Ih du godeste!
Ingen kommentarer! Vi har opdraget ham godt og det glæder mig! Måske er Marius og Ellen ikke enige, men min stemme har du, Viggo! Find på et navn til bæstet. Og køb et flot halsbånd, Tina. Vi skal jo se ordentlige ud!
Marius sagde ikke et ord gav Viggo et puf på håret og bad om en kop te. Dagen efter købte han et flot halsbånd og snor til hvalpen.
Ellen bemærkede knap hunden hendes kærlighedsliv var endelig på rette vej, og hun svævede nærmest.
Oldemor Grethe, da hun kom hjem fra rekreation, udbrød et “nøj!” ved synet af det nye familiemedlem, og pegede smilende på Viggo:
Ham dér har du ansvaret for, min dreng! Svigt ham ikke!
Årene gik. På væggen i Viggos atelier skulle der længe hænge et maleri af den pjusket hvide hund med nogle mennesker. Når hans elever senere spurgte nysgerrigt til billedet, svarede Viggo Jensen, den nu kendte underviser, kort:
De mennesker vidste, hvad kærlighed virkelig er. De lærte mig alt!
Hvad da?
Tre ting. Elsk dem, du har tæt på. Tag ansvaret for dine handlinger.
Og det tredje?
Brug aldrig olie, når akvarel er nok! Så, venner: I gang med arbejdet! Verden venter på jeres mesterværker.
Hvad hvis vi fejler?
Så går det aldrig. Kun dem, som tør prøve, søger og ikke giver op, lykkes! Andre får intet ud af det! Viggo smilede og pegede mod vinduerne, hvor Københavns tagrygge lå badet i solskin. Husk, lyset er snart væk, så kom i gang. Jeg tror på jer, som nogen engang troede på mig. I kan alt tvivl ikke!
Og Blåklokke vidste, at det smukkeste i livet var modet til at tage ansvar og elske de nære, uden at tøve.
