“Jeg vil ikke være nogens projekt!” udbrød Signe desperat, klar til at kæmpe for sin uafhængighed i en verden af andres forventninger. Det var på tide at lære at vælge sig selv frem for andres krav.
Signe trådte ud fra tandlægeklinikken klokken ni om aftenen. Hun havde behandlet tretten patienter i løbet af dagen og modtaget én taknemmelighed en glas med honning fra en bedstemor, hvis tand hun havde trukket. I bussen lugtede det af grillkylling og håbløshed. Hun rystede af træthed som en gammel vaskemaskine på centrifugering.
Nøglen drejede i låsen med den sædvanlige knirken, som om døren selv stønnede af kedsomhed. Signe tog sine sko af og var lige ved at tråde på et par polerede herresko nye og blanke. Mads var kommet. Fantastisk.
Fra køkkenet lød stemmen af sin svigermor. Anspændt som en strømpe efter julefrokosten.
“Hun har kørt i den bil i årevis. Den skal alligevel snart skiftes ud, så drengen i det mindste har noget at køre i. Har du som mand tænkt dig at tage beslutninger, eller vil du igen bare sidde der som et møbel?”
Signe standsede i gangen. Hendes hjerte hamrede. Måske af fornærmelse, måske af lyst til at smadre noget med det samme “møbel”.
“Jeg vil ikke være nogens projekt!” gentog Signe indædt, fast besluttet på at forsvare sin frihed.
“Mor, du kender Signe… Hun er stolt. ‘Jeg har selv tjent pengene,’ siger hun. Jeg har prøvet at forklare hende, at fælleseje er normalt i et ægteskab. Men hun vil ikke høre efter.”
“På din plads ville jeg allerede have lavet en gaveerklæring! Den bil blev købt efter I blev gift! Det kan tvinges gennem retten!”
Signe kunne ikke holde det ud længere. Hun marcherede ind i køkkenet.
“Goddag, kære familie! Hvad foregår der her? Et familie-møde bag min ryg? Eller en aktionærsamling uden minoritetsaktionæren?”
Birthe fo’r sammen og så ud, som om hendes te lige var begyndt at koge i koppen.
“Vi diskuterer bare, hvordan vi kan hjælpe Mads. Han er en voksen mand, og uden bil kan man ikke komme nogen steder. Du kunne som en del af familien vise lidt forståelse.”
“Jeg som en del af familien,” Signe smed sin taske på bordet, “behandler femten patienter om dagen. Og ja, den bil har jeg betalt selv. Mens din søn skrev på sine store forretningsplaner om at åbne en bilvask i København.”
Mads kom ud fra stuen. En banan i hånden, ligegyldighed i blikket.
“Signe, hvad fabler du om? Det er jo ikke for evigt. Bare indtil jeg får min egen bil. Et år, maks.”
“Et år, Mads, er ikke ‘bare’. Det er cirka fyrre tusind kilometer og hundrede tyve nervøse sammenbrud, hvis du parkerer, som du plejer.”
Anders rejste sig. Høj, med en begyndende isse og et ar på hagen engang fandt hun ham charmerende.
“Signe, hvorfor skal du gøre et problem ud af det? Vi beder jo pænt. Ingen tager din bil. Bare en midlertidig gaveerklæring. Vi kan altid ændre det tilbage.”
“Ja, og vores lejlighed i realkreditlånet er ‘midlertidig,’ og vores ægteskab åbenbart også. Alt er midlertidigt, undtagen din mor i mit køkken.”
“Jeg står i en umulig situation!” rasede Anders. “På den ene side er der dig med dine principper, på den anden side min familie! Min bror har ingen bil, og du er ved at ødelægge alt over et stykke metal!”
“Det er ikke mig, der ødelægger noget. Det er dig, der har valgt at være et møbel, som din mor sagde. Men jeg er ikke indbo. Jeg er et menneske. Med et pas. Og en bil, jeg ikke giver fra mig. Punktum.”
Birthe smadrede sin kop mod bordet.
“Sikke en taknemmelighed! Vi tog dig ind i familien som en af vores egne. Og så… din egoist. Du tjener penge, og nu tror du, du er dronning! Skal Mads så sove under en bro?”
“Hellere under en bro end på min regning. Han er ikke handicappet. Han har ben og arme. Der er ledige stillinger på fabrikkerne.”
“Er jeg nu en taber? Arbejde på en fabrik? Mor, hørte du hende? Hun mener det seriøst!”
“I har alle sammen spillet samme stykke længe nok!” råbte Signe. “Men jeg er ikke længere med i cirkusset.”
Stilheden sænkede sig som en vinterhue over ørerne. Tyk, klæbrig, med en duft af afkølet frikadelle.
Signe gik langsomt hen til kommoden, tog registreringsattest, nøgler og pas frem.
“Bilen er min. Købet er dokumenteret. Pengene var mine. Der bliver ingen gaveerklæringer. Hvis I prøver at lave noget uden mig, ses vi i retten. Så får I også tandlægeforsikringen trukket fra.”
Jeg vil ikke være nogens projekt!” — udbrød Tanja desperat, klar til at kæmpe for sin selvstændighed i en verden af andres forventninger
