Hendes kunstner
Så, nu er vi her, sagde Karen og standsede for at åbne sin frakke. Solen var allerede begyndt at varme som en rigtig sommerdag, det duftede af våd muld, klæbrige, spættede ahornblade, der netop var sprunget ud af de knyttede limegrønne knopper, røg og opvarmet jern. Det var taget på garagen, der var blevet glohedt i solen, og som dukkede frem fra plankeværket som et grønt uhyre. Garagedørene var låst med hængelås og næsten skjult af buske, så det var umuligt at komme tæt på. Men Sofie, Karens datter, opdagede, at dørene var malet med margueritter og roser, med kruseduller og vinstokke i kanterne. Mørkerøde drueklaser snoede sig forvredent, nærmest lysende i solen så naturlige og levende, at de næsten glødede. Pigen begyndte at mase sig gennem de stikkende tjørn- og hindbærgrene, hang fast i gitterlågen og stoppede op.
Mor! Hjælp! Jeg sidder fast!
Sofie! Hvorfor skal du også ind dér? Nu har du revet frakken, altså! Åh, altså… bare stå stille, jeg kommer! Karen fik lirket grenene væk og trukket Sofie fri, hev hende ind til sig og stod lidt, selv optaget af de gammeldags døre, malet med olie.
Smukt, ikke, mor? Sofie lagde hovedet på skrå og kiggede op på sin mor.
Meget smukt, skat.
Er det her farfars hus? Sofie nikkede mod det lille, blåmalede træhus med udskårne vinduesrammer.
Ja, det er hans. Nå… nøglerne til lågen… nøglerne… Karen begyndte at rode i tasken, fandt så endelig nøglerne og gik hen til låsen.
Låsen ville ikke give sig. Nøglen sad fast i cylinderen, Karen fik rust og sort støv på hænderne, men intet skete.
Kom nu! Sådan, kom nu! mumlede hun. Sofie opdagede, at hendes mor var nervøs, at kinderne var blevet plettede og hendes åndedræt hurtigt og uroligt.
Mor, kan vi ikke spørge en om hjælp? foreslog barnet. Ham der fra det gule hus kigger på os.
Karen vendte sig for at se gennem vinduet, bag gardinet, stod en ældre mand i ternet skjorte og vest. Han opdagede, at han var set, fandt sin kasket, rettede bæltet og trampede ud på trappen i sine store sorte støvler.
Mor, han kommer herhen. Bed ham om at få låsen op han kunne jo slå den op med en hammer, forklarede Sofie, da hun så sin mors fortabte blik.
Naboen kom roligt over den fugtige sti, stoppede op ved sin egen låge, lagde hænderne på de spidse træspidser og kiggede skarpt på Karen.
Hvem er I egentlig, og hvad har I at gøre her i kunstnerens hus? spurgte han så. Jeg ringer til politiet, hvis I bryder ind. Det hus og alt i det er testamenteret til kunstnerens datter. Kunstneren døde jo, og… Manden stoppede brat, da han så, hvordan Karen nærmest voksede sammen og blev stum, hendes øjne tunge af tårer.
Onkel Viggo… Kan du virkelig ikke kende mig? Det er Karen. Jeg er kommet… jeg…
Karen har aldrig kunnet spille stærk, aldrig holde styr på følelserne. Hun kunne let græde uden at holde tårerne tilbage, men hun grinede også let, ikke fordi hun var naiv, bare godhjertet. Det havde hun fra sin far. Han var sådan en, der mærkede alt, selv når han ikke helt forstod situationen. Det irriterede tit Karens mor, Pernille, og Pernille blev særligt forarget over at Karen også havde arvet det.
Du opfører dig som en lille, tudende unge, Karen! Slut det der! Det er jo bare en omstrejfende hvalp, en lortet, loppet hvalp! råbte Pernille, når Karen tudede over en forkommen hund, eller når hun syntes synd for Bambi på billedet i bog eller… Slut, ellers tager jeg din yndlingsdukke! Ja! Din blåhårede dukke! Forstår du?! blev Pernille endnu mere vred, hvis Karen begyndte at græde for alvor.
Lad hende være! forsvarede faren hende. Det betyder bare, at hun har en levende sjæl, kan du ikke se det?! Et åbent, rent hjerte! Der bor en engel i hende, Pernille! Men dig… så tav ofte Poul, trykkede blikket ned for hendes strenge øjne.
Men jeg forstår det ikke, vel? Jeg er kold, følsomhedsløs, kynisk, ja? smed Pernille vredt efter ham. Men hvordan skulle man ellers kunne leve? Folk vil bare trampe én ned, gøre brug af din godtroenhed! Du lader jo alle dine billeder gå gratis, Poul! Hvornår har du sidst solgt noget? Bragt penge hjem! For længe siden, Poul. Hele tiden forærer du væk, du tænker aldrig på, at du har en familie! sagde Pernille og Poul blev mindre og mindre under hendes byrdefulde blik. Jeg vil ikke have, at Karen ender som dig! Hun skal ikke bare bruges, gøre alt for andre, blive nogens slave, som… en gammel, vanvittig maler… Karen kunne høre mors stemme skære under skænderierne.
Sikke noget sludder, min pige! Jeg beder bare om, at du ikke gør hende hård! Tving hende ikke til at blive kold som… løb Poul ned ad trappen, tørrede tårerne af Karens kinder. Dér sad der striber af maling hans hænder var altid snavsede af oliefarve. Pernille havde givet op, gemte hans pæneste skjorter væk og lod ham kun få dem på ved fernisering eller auktion. Der gik hun ved siden af ham, hele aftenklædt og strålende, og Poul velsmurt, renset og nystrøget, kun af og til med lidt maling under neglene, som en reminder om hans kunstneriske travlhed…
Karen strammede grebet om Sofies hånd og klandrede sig for sin svaghed.
Karen? Er det dig? udbrød Viggo, hev lågen op. Den knirkede, smækkede mod hegnet og blev hængende på skrå, næsten som den trak på skuldrene. Undskyld, jeg så det ikke var dig! Du ligner jo… Ja, dine fars øjne Pernille prøvede at tørre ham væk fra dig, men kunne ikke! lød det lidt nervøst. Han så på Sofie. Og hvem er så det?
Det er Sofie, min datter. Onkel Viggo, kan du hjælpe med låsen? Jeg kan ikke få den op… Karen pegede på den rustne hængelås.
Jo, bestemt! Sofie, siger du? Tja, så er det gennem generationerne. Flot pige… Viggo mumlede og gik hen og hentede værktøj.
Karen og Sofie trak sig lidt tilbage. De betragtede ham, mens han roede med låsen.
Hvorfor kom du ikke før? Mens din far levede? Han ventede altid på, at du ville komme… sagde Viggo lavmælt. Karen kendte ham fra sin barndom. Han plejede at komme med frisk fisk til Pernille: “Lav det nu til Poul, han elsker fisk,” sagde han genert.
Faren elskede stegt fisk, men Pernille brød sig ikke om duften. Men hun gjorde sig umage. Sommetider kom Poul slet ikke ned og spiste. Fisken blev kold, hele køkkenet og Pernilles kjole lugtede, men kunstneren var ligeglad han malede…
Jeg havde mine grunde, onkel Viggo. Det er lige meget nu, svarede Karen køligt.
Ja ja… Der er vel altid en grund. Pernille har nok fyldt dig med visse ting, det var dumt af dig at tro på dem. Nå, jeres låge er åben kom ind, bare tag for jer, hvis din samvittighed kan. Viggo ræstede på hovedet og forsvandt. Karen gik ind til det himmelblå hus. Hendes hjem, hendes sag testamentet sagde tydeligt: “Huset og alt indhold… med ret til salg eller gave…” Faderen havde gjort det omstændeligt, men det var forståeligt. Karen måtte gøre, som hun ville sælge alt, om så hver en ske på det køkken hvor moren lavede den forhadte fisk, som faren nærmest aldrig smagte.
Sofie ilede op på verandaen, gennem den lyse udestue. Karen huskede, hvor meget faren elskede at sidde netop dér. Staffeli og farver, pletter af maling, klude, hør-frøolie, skitsebøger. Han sad altid fordybet, som om hele verden gled væk. Hvis Karen havde noget at spørge om, kiggede han længe på hende, som om han skulle minde sig selv om, hvem denne pige med den lyse fletning og de store, nysgerrige øjne var, derefter spejdede han efter moren.
Hvad vil du, Karen? Jeg er optaget lad os tage det senere, sagde han ofte.
Karen huskede kun hans ryg, mager, lidt krumbøjet, skulderbladene formede stumper af vinger, der bevægede sig i takt med hænderne. Så rettede han sig, kiggede vurderende på sine skitser, mens Karen løb i haven med de andre børn. Hendes liv løb ved siden af hans…
Kom nu, mor! Luk op! tiggede Sofie ved dobbeltdøren. Hun havde allerede opdigtet i sit hoved, hvad der mon gemte sig i farfarens hus.
Ja ja. Jeg ved ikke hvilken nøgle… ah, det må være denne.
Overraskende gav låsen sig let måske havde Viggo smurt den dagen før? Gulvet var fejret rent, ingen spindelvæv, selv om Viggo åbenbart ikke brugte lågen.
Døren knirkede, og det indre af huset var mørkt, indelukket.
Sofie løb gennem forstuen og stødte til en spand, der trillede larmende hen over gulvet.
Ups! Mor! hun kom ud og greb Karen.
Du skal ikke være så hurtig! Måske er gulvet rådnet, du kunne være faldet igennem!
Gulvene er fine, Karen, ventilationen er i orden, ingen grund til at bagtale huset lød det bag dem. Onkel Viggo igen. Du ved sikkert ikke, hvor el-tavlen er, lad mig tænde for lyset.
Karen lod ham gå forbi. Viggo var god. Da Karen var barn, satte han sig ofte med hende på trappen og gav hende frisk varm mælk fra gården. Viggos kone, Margrethe, kom med det, og de plejede at tage på marken og flyve med drage. Om efteråret gik de ud og kiggede på dådyr i naturreservatet. Karen holdt ham altid i hånden.
Han hjalp også altid til faren var ikke meget til det praktiske…
Så blev der lys! blinkede Viggo til Sofie og trykkede på kontakten. Over bordet tændtes en lampe med rødt silkeskærm, frynser i kanten. Pernille syntes altid den var vulgær, mens Poul elskede det måde rødt kastede skær.
Der var orden, kun støvet var tykt. Ingen dug på bordet, et tæppe på sofaen, en vissen pelargonie i vindueskarmen, sutsko under taburetten.
Mens Karen så sig om, havde Sofie allerede været på både første og anden sal via Viggos gamle trappe.
Mor! Der er et billede af mormor! Kom! råbte hun og trak hende op ad trappen.
Karen så mod Viggo, trak på skuldrene.
Nå, okay! Men lad være med at trække så voldsomt! hviskede hun.
Alle værelsesdøre var åbne, ingen skodder for vinduerne, så gyldenlysene lå som firkanter på gulvet, delt i midten af vindueskarmens kors.
Se, mor, det ser ud som klaver! Sofie sprang gennem lyspletterne. Viggo lyttede fornøjet nedenunder til hendes latter, så lig Karens.
Sofie rev døren op til værelset med det skrå loft farens værelse, det huskede Karen straks. Den smalle, næsten sengelignende køje, det lille bord ind mod vinduet, en gammel krukke, hvor edderkopper havde slået sig ned, og bunker af skitser.
Og på væggen et portræt af Pernille, Karens mor. Stort og i hel figur, i haven ved jasminen, ansigtet lidt drejet væk, så beskueren kunne nyde hendes elegant kurvede ryg, svanenhals, de fine hænder i blomsterne.
Karen sukkede; moren var smuk på det billede. Det hang overfor sengen, perfekt så lyset faldt på det.
Dengang malede Poul aldrig sin kone. Aldrig! Karen huskede, hvordan Pernille bebrejdede ham den afstand.
Du maler alt: mælkepiger, landmænd, gamle koner, men ikke mig. For mig kunne du få mange penge! sagde Pernille.
Men Poul trak blot på skuldrene.
Jeg vil ikke sælge dig. Det føles forkert. Derfor maler jeg dig ikke. Du er her jo allerede, levende! han tog hendes hånd, blidt og nænsomt, som om han kunne knække hende og kyssede den. Moren protesterede først, men lod ham altid forene dem. Det var altid hende, der “tillod”. Han kyssede.
Karen elskede at kigge fra døren. De krammede sjældent, og det var særligt, når de gjorde.
Ja, det er smukt, sagde Karen om billedet. Kom, Sofie, lad os spise morgenmad. Jeg er sulten. Vi går i køkkenet.
De gik ned. Viggo var allerede i gang med brændeovnen, fyrede op og ledte efter røglæk. Huset var koldt og fugtigt efter vinteren.
Undskyld, Karen, jeg har rodet lidt. Ryddede op for Poul, min Margrethe hjalp… inden… han stoppede, men Karen nikkede bare og gik ud. Sofie bar tasken med maden.
Vand! udbryd Viggo og løb ud, ville gøre alting korrekt for Karen.
Han satte gang i vandet det sprøjtede lidt rust og så kom koldt, næsten isende vand. Karen fyldte kedlen og begyndte at pakke smurte madder ud.
Ellers kom med over til os? tilbød Viggo Margrethe henter snart mælk. Kan du huske, hvor vild du var med frisk mælk, Karen? spurgte han.
Karen så op og nikkede. Hun huskede alt hvordan hendes far sad og lagde malerstrøgene forsigtigt, hvordan sommerfugle bankede på ruderne, morens ansigt i lampelyset. Moren var tolk, sad ofte oppe om natten, tog morgen-toget til byen. Karen spiste morgenmad med hende, vinkede farvel ved lågen, og ventede derefter på faren. Når han gik i gang i værkstedet, gik hun i køkkenet og lavede te, lavede æg og skar pålæg ud som blomster.
Så kom faren, vaskede sig, stod og kiggede på duggen, eller på køerne der gik forbi porten, og Karen stod ved siden.
Men Karen fyldte syv år, og Pernille tog hende til byen til sin mor.
Lad hende blive! Skolen er her, se hvilken natur! Vinteren! sagde Poul først. Men da Pernille sagde, at hun og datteren ikke kom tilbage, blev han grå i ansigtet.
Karen huskede, hvor bange han så ud, da hun kiggede ind ad døren.
Hvorfor, Pernille? Hvorfor nu? spurgte han.
Jeg er træt af det hele, Poul. Træt af at trække læsset og forstå, at du er følsom, kunstner, har brug for ro. Men vi har brug for penge, Poul! Dem tjener jeg. Mit mavesår er så slemt, jeg sover i toget, alt er på farten og du… du sidder og spiser morgenmad med chokolade, så du kan male bedre. Og Karen render dine ærinder, og så ser hun op til dig som en gud. Men du er ikke en gud, Poul, vi er ikke dine tilhængere. Du er bare en mand, ikke spor flot, helt almindelig. Du ødelagde mit liv, hev mig ud i den her forstadsidyl på løfter og da du havde mig, kunne du slappe af. Ved du, hvor mange gange jeg ville brænde alle dine billeder?! Bare for at se dig løbe rundt og skrige, mens de brændte, og du kunne intet gøre!
Pernille… sagde Poul og skjulte ansigtet. Karen blev bange og løb væk. Dagen efter tog de afsted.
Sofie spiste hurtigt, sagde “tak”, og spurgte om hun må lege i haven. Karen sagde ja, ryddede op og satte sig, træt, og tænkte at hendes mor havde haft nok at kæmpe med.
Må jeg komme ind? Viggo var tilbage med mælkespanden. Karen nikkede, vendte sig væk.
Skal du sælge? Hvorfor er din mor ikke med? spurgte Viggo.
Min mor er syg. På hospitalet efter operation. Fars død brød hende helt ned, sagde Karen lavmælt.
Pernille elskede ham, Karen. Hun var bare… ja, Poul troede livet var ligeså lyst for alle som for ham, og din mor bar det hele i stilhed…
Lad os lade være med at tale om min mor, sagde Karen og fik ham til at gå.
Karen huskede tydeligt, hvordan moren tog hende væk, hvorfor sensommer, hede. Græsset brændt af tørke, og på tæppet lå store røde gule æbler, som utroligt nok var blevet modne så tørt et år.
Moren pakkede kufferter, bilen kom. Karen sad bagest, mor sad foran. Hun lo og talte oplagt til chaufføren, som hun tydeligvis kendte Søren blev han kaldt, og hun kiggede stolt mod Poul ved lågen. Karen syntes også det var spændende hun skulle i skole, have ny taske, tøj, ballettimer, klaver, alt det havde moren lovet.
Kommer far med os? spurgte Karen.
Nej, Pernille tog et par billeder ned fra væggen i Karens værelse. Far bliver her. Han elsker jo huset.
Men han kommer og besøger os? Karen var vedholdende.
Måske. Jeg ved det ikke. Pak nu! mor tog billederne. Poul havde malet dem til sit barn: eventyrhus og kanin, vinterhytten, blomster… Far kendte navnene på alle blomster, fortalte om dem, men Karen lyttede sjældent, forvekslede dem, glemte det han lo og sagde, at det ikke gjorde noget, bare hun så skønheden i alt omkring sig. Nu tog moren de billeder med.
Faren vinkede ikke, bare holdt sig ved lågen, skræmt over, at familien forlod ham.
Han er til grin en vatnisse, hviskede Pernille, lo, lagde Sørens hånd på sit knæ og så tilbage for at se om Karen kiggede. Det gjorde hun.
Karen fattede det ikke, men senere vidste hun, at Søren skulle bo med dem, og hun forventedes at kalde ham far.
Det nægter jeg. Jeg har en far, gentog Karen, og moren kneb læberne sammen.
Hun blev skilt fra Poul to måneder efter. Han mødte aldrig op i retten var begyndt at drikke. Viggo kom og tryglede, men Pernille bad ham gå.
Før du kedede dig, var alt fint; mondænt liv, udstillinger, ikke? Nu hvor Poul er faldet lidt til ro, passer han dig ikke? sagde han da han gik.
Det rager dig ikke! smækkede Pernille døren.
Hun solgte også mange af Pouls billeder dem til Karen, de andre, dem i kælderen. For en god pris Poul stod stærkt i kredsen, hans malerier blev betragtet som værdifulde.
Poul sendte bidrag til Karen, kom forbi sjældent, altid for sent: skolen, dansen, hos mormor. De sås kun et par gange.
I stedet hørte Karen sandheden om sin far, igen og igen: En drukkenbolt der aldeles havde glemt hende, ikke sendte penge, brugte tiden på kvinder, undertrykte Pernille, som sørgede for familien og bar alt. Nu krævede han penge for Karen, eller truer med at tage hende fra Pernille.
Først protesterede Karen, blev vred, men opgav så det var nemmest.
Da hun var femten, tog hun alene til sommerhuset, havde stjålet penge, købte billet, tog toget. Det var november og sne udenfor. Hun gik ned gennem vejen og forestillede sig, at far ventede, med buket vilde blomster. Aftente, stol, te, kager fra stationen…
Hun hørte latter fra køkkenet. En ung kvinde bag komfuret bagte pandekager, snedigt vendte dem, brændte sig lidt. Poul stod ved siden af, hældte honning op. Karen så ham kysse kvinden, gav hende honning. Da forstod Karen og troede på mor og Søren. Faren havde forrådt dem. Mors forhold med Søren var også forræderi, men far skulle have holdt sig til mor.
Karen kastede kagerne i sneen og tog hjem. Kaldte Søren “far”, han kom engang til at spytte i teen over hvor sødt hun sagde det hun hadede det, men det var hævn.
Nu er Karen voksen med Sofie. Pernille er blevet gammel, Søren er smidt ud. Da Karen arvede huset, knækkede Pernille for alvor. Hun havde troet, Poul var fattig og alene, men han havde solgt billeder over årene og sparet op og testamenteret det til Karen. Ikke til Pernille, som havde plejet ham, tilgivet alt, men til Karen. Det nagede hendes mor, der nu lå kold i hospitalssengen og nægtede at se Karen.
Karen vidste ikke, hvad hun skulle gøre derfor var hun taget hertil, til sommerhuset, som for at spørge sin far til råds.
Hun så på Sofie, der legede i sandet, og gik så ind på fars værelse for at finde de billeder, Pernille havde bedt om. Der var ingen albums i nogen skuffer, kun farvesnaskede æsker og pensler. Kun et maleri på væggen med moren.
Han vågnede og så på hende, faldt i søvn med hende som sin muse. Hun var væk, men billedet vogtede.
Poul lod aldrig damer sove på hans værelse morens portræt var helligt. Selvom han havde damer, drak og siden prøvede at male Karen, hans datter det gik dårligt, hænderne adlød ikke til sidst.
I bunden af en skuffe under gamle avisudklip fandt Karen en bog med rød fløjl, guldtryk og bogmærkesnor. Deri havde hun og far lavet herbarium. Hver blomst, hvert strå med årstal, hvor de blev plukket, far havde tegnet små figurer af dem begge. Karen smilede.
Senere år fulgte mor og Karen væk men på hver side stod: “Vis Karen, hvis jeg får lejlighed.” Og billede: far, smilende til hende. Sært… åh Gud, så sært…
Den bog havde han gemt. Intet mere fra hende kun disse blade. For ham var det hele billeder: Karen som barn, der løber gennem engen, far leder efter hende… Han mistede hende var for opslugt. Han blev alene.
Han kunne have taget til byen, råbt op, bedt Pernille om at komme tilbage, love hende et andet liv. Men det gjorde han ikke. Hvorfor?
Karen satte sig på sengen og lukkede øjnene.
“Han kunne ikke. Kunne ikke love det, han ikke kunne holde,” indså hun. “Han gav egentlig bare op ikke sådan, men måtte indrømme, at mor havde ret… han var ikke god som ægtemand, han tyngede hende. Men jeg elskede dig, far… Alt det her er så tåbeligt: kagerne jeg smed, dig med honning, alle årene. Du ved ikke engang, du har et dejligt barnebarn, Sofie… Du ved ingenting…”
Men han vidste noget. En dag i byen så han Karen med lille Sofie. Ville hen og hilse, men hun så så glad ud, at han ikke nænnede at forstyrre.
Jeg så Karen, fortalte Poul siden til Viggo, over en kop te i køkkenet. Poul frøs let, bar altid sweater.
Nå, hvad skete? Talte I sammen? Viggo satte te foran maleren.
Nej, forstår du… jeg lignede noget møg, hun havde ikke haft glæde af at se mig sådan. Men jeg så mit barnebarn. Skøn pige. Karen husker jeg kun lidt som barn jeg var altid på farten til udstillinger…
Det var Pernille, der ville det mondæne penge og navn, mindede naboen ham om.
Ja… men jeg klappede sammen. Vores fremtid blev aldrig til, og fortiden gik forbi. Sådan var det…
Gæsten tog ikke sin te og gik hjem. Han malede stadig længe den aften, prøvede at male Karen som barn igen og igen. Det gik ikke.
Karen vidste ikke, hvordan hun var endt hos Viggo og Margrethe.
Karen! Kom ind! Margrethe sprang op og krammede. Kom, vi skal ha’ kaffe og småkager som før! Og Sofie får kop den Poul altid brugte.
Sofie beundrede den høje kop med pæoner på. Karen, med hænder varme i trøjelommerne, sagde stille:
Margrethe, hvordan var han? Jeg vil gerne vide, hvordan han levede uden mig…
Margrethe fortalte alt, intet skjulte hun. Havde han haft kvinder? Ja. Elskede han dem som Pernille? Nej, ikke én.
Til sidst, da han fik medicin, ville han have alt klar, sagde du kom, og han måtte gøre klar. Jeg foreslog at hente dig, men han sagde nej han var bange.
For hvad? Karen hviskede.
For at du ville blive skuffet over ham. Han var blevet så tynd, så syg, bange for, at du ikke ville tage ham til dig. Men forresten! Han har en gave til dig! Ja! Den sidste nat havde han det så godt gik rundt hos os, kløvede brænde, kom med billedet til dig.
Margrethe fandt lærredet frem og vendte det.
På en sprudlende forårsgade gik Karen solen blinkede i pytterne, lyste i sporvognenes rene ruder. Karen i sandfarvet frakke, røde handsker, og lille Sofie i grønne gummistøvler ved hånden.
Karen og Sofie betragtede billedet længe, Karen smilede.
Jeg så ham den dag troede først jeg tog fejl, ville råbe, men så blev jeg for genert. Margrethe, jeg elskede ham jo…
Sofie blev tavs, Margrethe sukkede. Man kunne ærgre sig over spildt tid, og de levede nu adskilt… hvem var skyldig, eller havde det nogen mening at tænke på det?
Karen og Sofie blev i huset. Natten før de tog hjem, regnede det, hagl trommede på det nye tag. De sov sammen på Pernilles brede seng. Kunstneren holdt usynligt vagt over dem. Det meste havde han ikke nået, meget havde han ikke turdet men han havde levet, så godt han kunne, til det sidste.
Men Karen lever, Sofie blev født. Måske kan de undgå de gamle fejl. Amen.
Og datteren hun elsker ham stadig! Elsker! Det føles godt.
